|
0
registrerede
813
gæster og
183
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28008 - 26/08/2019 10:41
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Så bogstaveligt talt, fristes man til at hviske, i nydelse over mellemregninger og refleksioner præsenteret af Horace Engdahl i Cigaretten bagefter (2015) - aforismer og betragtninger lige til natbordet:
Bogstavernes udseende er en kendsgerning som gentages
mere end næsten enhver anden kendsgerning i vores liv.
Bogstavernes former er det faste når alt andet flyder. Der er
som hjertets slag, som søvnen. De følger os fra fødselsan-
nonce til gravsten, parate til at tage imod alt hvad der er at
sige, men upåvirkelige, som om vi var til for deres skyld og
ikke omvendt. Måske er vi i sidste ende kun redskaber for
bogstavernes evige eksistens.
*
Tænk dig at du snart går, selv om det ikke forholder sig
sådan! Den fysiske bevægelighed er naturens gave til dyrene.
De behøver ikke som træerne og blomsterne at blive stående
og vokse på samme sted. Så snart de finder omgivelserne
skadelige for deres velbefindende, kan de flytte sig.
Tænk altså: Jeg går snart! Jeg behøver ikke blive sid-
dende og finde mig i mere lort! Selv om du ved at du er nødt
til det, at der ikke er mindste udsigt til at du ville turde rejse
dig og gå, så tænk i hvert fald tanken! Husker den skibbrudne
i robåden som på fjerde dag uden vand i brændende sol siger:
"Nej, nu kan det være nok! Nu går jeg hjem!", kravler over
rælingen og drukner, til kammeratens umådelige forbavselse.
- Horace Engdahl.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (26/08/2019 10:43)
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
|
#28010 - 27/08/2019 04:46
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
For at blive i sporet af aforismer, anekdoter og fortællerkunsten på fodrejse med Horace Engdahl ud i menneskelivet registreret, hvor der følgelig går lidt grisebasse i det, dog på den pæne, intellektuelt sømmelige måde; historisk set er mennesket jo så griseligt illustreret at billeder er unødvendige; for øvrigt blir det også svært at himle op om kærligheden ude af yndlingspuppen - de himmelske fortællinger om den ”rene kærlighed” m.m...
Endelig nat!
(Han rejser sig, går hen til rampen og fanges af en lyskegle så man tydeligt kan se det er samme mand som i begyndelsen. Han synger.)
Hvis jeg kom til Paradiset søskend’verden engang,
hvor man vandre med hinanden uden køn og tvang,
rømmed’ jeg nok endda trods al salighed og lys
ned til jordens kolde og af sukke fyldte hus,
hvor en kvinde på beregning vender sig og ler,
fuld af spot og spe og længsel som hun ikke ser.
Vis en kjolesøm, vis en malet læbe, en silkesko,
alle disse tosserier som myrder sjælens ro.
Lad mig lide efter graden af min usselhed.
Hen får gerne himmelen, så er det godt med det
(Mørke)
*
Alle intellektuelle teorier og overbevisninger bliver ligegyl-
dige når man står overfor udslettelsen. Det er som når barken
løsner sig fra det døende træ. Vores meninger er altså ikke til
for at beskrive virkeligheden. Deres opgave er at beskytte os
mod virkeligheden, omtrent som et træ må beskyttes mod
udtørring. Barken er træets tænkning.
*
Det vigtige for en rethaver er ikke at glæde sig over livet men
at få verden til at indrømme at han er uretfærdigt behandlet.
Derfor er sådan et menneske ubestikkeligt, en egenskab man
måske ikke skal lægge alt for stor vægt på.
*
Man taler så smukt om virkelighedens variationsrigdom der
skulle overgå den menneskelige fantasi med en bred margen,
og gøre det umuligt at forudsige et begivenhedsforløb hvor
flere personer er indblandet. Det passer selvfølgelig hvad
angår de perifere detaljer, men er det altid rigtigt når det
drejer sig om de store træk i menneskers samkvem? Det
hænder at halsen snører sig sammen i en følelse af klaustrofobi
når man ser netop det ske som man frygtede og forudså da
man indledte et bekendtskab eller påtog sig at bringe orden
i venners mellemværender.
Kun i én henseende må man give reglen om virkelighedens
uoverskuelighed ret, nemlig hvad angår de laveste menneskelige
følelser, dem man finder hos en mand og en kvinde der indtil
for nylig elskede hinanden, men pludselig er blevet hinandens
dødsfjender. Ingen tidligere livserfaringer, ingen studier af
verdenslitteraturens allermørkeste blade, ingen nok så
makaber fantasi kommer i nærheden af det virkeligheden
har at byde på i sådan en situation. Måske gælder det også
for ekstreme former af fysisk lidelse. Det ville imidlertid
heller ikke være til nogen som helst gavn hvis vores psyke
forberedte os på sådanne prøvelser. Det ville bare gøre os
lammede af skræk for vores krop og forhindre kontakter
mellem kønnene, andre end rent forretningsmæssige.
Hellere vandre blind til øksen falder!
*
Kvinder forsøger gerne at bagatellisere en erotisk for-
bindelse når først den er forbi. Så taler de nedsættende om
mandens evne, fornægter hvor langt de egentlig gik i deres
eftergivenhed over for elskerens ønsker, minimerer indtrykket
af seksuelt udbytte så godt de kan, og forsøger at få det hele
til at se ud som en nykke eller en uforklarlig fejltagelse uden
større betydning, det vil sige noget der ikke forgriber sig på
den inderste kyskhed som gør dem sublime. Ingen kvinde kan
blive sublim i kraft af udskejelser, sådan som en mand kan.
Forholdet er således det modsatte i mandens fortælling. Han
er tilbøjelig til at fremhæve intensiteten og tøjlesløsheden i
sine erotiske relationer og det skæbnebundne i hele forløbet,
inklusive opløsningen. Den fuldbyrdede penetration er evigt
et nederlag for kvinden og evigt en sejr for manden, og så
kan man ellers stable teorier til himlen. Det er kendt blandt
seksualforskere at mænd i anonyme undersøgelser har tendens
til at overdrive antallet af seksualpartnere og samlejefrekven-
sen, mens kvinder har tendens til at underdrive den, også
når svarene gives anonymt og i isolation på en computer.
Den klassiske kvindelige utilfredshed havde til formål at
reducere knepperiet og øge opvartningen, opvartningen som
forhøjer kvinden værdi, mens knepperiet nedsætter den. Når
kvinder tager til orde i sexdebatten, er det endnu i vore dage
for i en eller anden henseende at indskrænke knepperiet.
Mændene udtaler sig helst ikke i denne debat, for hvis de
følger kvindernes linje, gør de sig tåbelige, og tager de det
modsatte parti, virker de rå og ansvarsløse.
Det spørgsmål jeg i sidste ende ikke kan svare på, er
om kvinderne tilgiver mændene den tydelige erindring de
bevarer, om den vellyst de opnåede. Og såfremt svaret er nej,
om kvinderne da ville tilgive mændene hvis de glemte den.
*
Vennernes velmenende forsøg på at føre to ensomme sammen
falder aldrig heldigt ud. Det er når man begynder at møde
nogen ens venner advarer en mod, der sker noget.
- Horace Engdahl, Den sidste gris, 2016.
Som andre, forundret over bedste bog & film m.m. undrede formentlig også Horace Engdahl sig over forfattervalg til den noble pris, hvad der også bringer tanken hen på stemningsrapporter over middagen i vennelag. Jeg forestiller mig andre, der ville ha’ værget sig mod deltagelse, med tanke på Kerstin Ekmans anmærkninger i en lign. situation.
Der findes forfattere hvis tankeuniverser man glæder sig over at tryllebindes i, mellem hvilke en sammenligning med fravalg for øje, forekommer lige så omsonst som at fiske i oceanet af levebrødslitteratur, der er én så ligegyldig.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (27/08/2019 04:52)
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#28023 - 29/08/2019 17:21
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Med tanke på tusinder af mennesker der ikke møder livet i formation, en ældre kvindes strålende smil med sin arm i mandens, hvis blik stålsat fører an mod Brugsen, som så mange små skub jo tar form fra siden, der fint ka’ være af overbevisning eller trygge vaner, livet i fremdrift afbrudt af små hjertehop på stedet.
På særlige tidspunkter smiler Lykke, helt hendes egen bestemmelse. En tur i Brugsen uden hensyn til alder, eller sollysets liv i træer under opvask foran vinduet, en kærlig berøring af øjne og tanke, aldrig på forventning. Alligevel er smilet så tvingende nødvendigt, men at søge Lykke, hmm…tja, mit indtryk er at hun pludselig smiler af lyst, ikke af præcise årsager eller på særlige tidspunkter, mere fordi man selv er nødt til det, dels på grund af hende, og så lidt på grund af Brahms violinkoncerter…
Spansk Motiv
Du er en Dronning af Spanien,
– Aa nej, du er bare en Kvinde,
men den fejreste Kvinde, som Spanien
ejede nogensinde.
Du er en dejlig Grevinde
og mer: Du er styrtende rig.
Og for din Skyld blev Masser af Grander
degraderet fra Grander til Lig.
Du er en Kvinde af Spanien.
Armeer og Grever gør Kur,
for dit Smil er som Solen, der modner
dine Druer paa Slottets Mur
– »Dine Druer paa Slottets Mur?«
Ja ja, for du ejet et Slot.
Du ejer det bedste i Spanien
og til dig er det ikke for godt.
Du ligger i Slottets Haver,
slængt hen i en underfuld Stol,
og mit Vers er en Drue, som modnes
for din Mund, der er tung som en Sol.
Jeg leger med sitrende Strenge;
og mit Vers og mit Spil gør dig svag, –
for du er Grevinde af Spanien,
og jeg er din Elsker i Dag.
Ja du er Grevinde af Spanien,
og dét skønt du bor i Hadsund,
og endskønt dér vel ikke er Druer,
som vil modnes for Smil af din Mund.
Ja du er Grevinde af Spanien,
og dét skønt du ikke er rig
og aldrig har skuet en Grande
– og slet ikke set ham som Lig.
Men jeg er en ægtefødt Dansker,
min lige er ofte mødt,
og mit Haar det er ikke som Spaniens Nat,
for det skinner desværre i rødt.
Og nynner jeg noget, saa er det,
som trakterer man Jærn med en Fil;
og jeg har utallige Kanter,
mens du har et dvælende Smil.
For du er Grevinde af Spanien,
skønt Pinjernes Læ er en Linds,
og Parken i hvilken du sidder
kun er Park i den danske Provins.
Ærbødigt knæler jeg for dig
og dit Smil er den tunge Sol,
Veninde – Grevinde – i Spanien,
i Hadsund .. i en stribet Stol.
- Morten Nielsen.
*
Her en nydelse der hverken spansk eller et udsagns sandhedsværdi, mere dugfriske pust af vind og øjnes justering til rolige betragtninger...
Ikke at være engageret stod engang i høj kurs. Det blev kaldt
klogskab. Senere blev det omdøbt til resignation, mindre
storslået men stadig med en del af prestigen i behold. Nu er
denne livsholdning bragt i vanry. Man vil ikke længere vide
af mennesker med indadvendt blik som ikke lægger vægt
på de store samfundsspørgsmål. Ekelöfs råd at ”leve som
var man død” virker uansvarligt. Som Pessoas ensomme
bogholder at føle man ville være lige fortabt i alle tænkelige
verdener, forekommer grotesk, næsten kriminelt. For tænk
hvis alle tænkte sådan! – Ak ja, hvis alle tænkte sådan …
*
Ligesom man i moderne helseprodukter nyder det ind-
smuglede sødemiddel, mens man samtidigt tror man spiser
noget nyttigt, indeholder realistiske romaner der tryllebinder
læserne, en tilsætning af eskapisme. Det kan være at helten
rammes af en stor katastrofe som bevirker at han slipper ud
af sit kedelige liv, eller bare at han bor på hotel i en fremmed
by i flere dage uden at familien undrer sig over hvor han
opholder sig, eller i det hele taget at han synes at have lige
så god tid som en forfatter.
- Horace Engdahl.
mvh
Simon
Redigeret af Simon (29/08/2019 17:23)
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
