0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
For at blive i sporet af aforismer, anekdoter og fortællerkunsten på fodrejse med Horace Engdahl ud i menneskelivet registreret, hvor der følgelig går lidt grisebasse i det, dog på den pæne, intellektuelt sømmelige måde; historisk set er mennesket jo så griseligt illustreret at billeder er unødvendige; for øvrigt blir det også svært at himle op om kærligheden ude af yndlingspuppen - de himmelske fortællinger om den ”rene kærlighed” m.m... Endelig nat!
(Han rejser sig, går hen til rampen og fanges af en lyskegle så man tydeligt kan se det er samme mand som i begyndelsen. Han synger.)
Hvis jeg kom til Paradiset søskend’verden engang, hvor man vandre med hinanden uden køn og tvang, rømmed’ jeg nok endda trods al salighed og lys ned til jordens kolde og af sukke fyldte hus, hvor en kvinde på beregning vender sig og ler, fuld af spot og spe og længsel som hun ikke ser. Vis en kjolesøm, vis en malet læbe, en silkesko, alle disse tosserier som myrder sjælens ro. Lad mig lide efter graden af min usselhed. Hen får gerne himmelen, så er det godt med det
(Mørke)
*
Alle intellektuelle teorier og overbevisninger bliver ligegyl- dige når man står overfor udslettelsen. Det er som når barken løsner sig fra det døende træ. Vores meninger er altså ikke til for at beskrive virkeligheden. Deres opgave er at beskytte os mod virkeligheden, omtrent som et træ må beskyttes mod udtørring. Barken er træets tænkning.
*
Det vigtige for en rethaver er ikke at glæde sig over livet men at få verden til at indrømme at han er uretfærdigt behandlet. Derfor er sådan et menneske ubestikkeligt, en egenskab man måske ikke skal lægge alt for stor vægt på.
*
Man taler så smukt om virkelighedens variationsrigdom der skulle overgå den menneskelige fantasi med en bred margen, og gøre det umuligt at forudsige et begivenhedsforløb hvor flere personer er indblandet. Det passer selvfølgelig hvad angår de perifere detaljer, men er det altid rigtigt når det drejer sig om de store træk i menneskers samkvem? Det hænder at halsen snører sig sammen i en følelse af klaustrofobi når man ser netop det ske som man frygtede og forudså da man indledte et bekendtskab eller påtog sig at bringe orden i venners mellemværender.
Kun i én henseende må man give reglen om virkelighedens uoverskuelighed ret, nemlig hvad angår de laveste menneskelige følelser, dem man finder hos en mand og en kvinde der indtil for nylig elskede hinanden, men pludselig er blevet hinandens dødsfjender. Ingen tidligere livserfaringer, ingen studier af verdenslitteraturens allermørkeste blade, ingen nok så makaber fantasi kommer i nærheden af det virkeligheden har at byde på i sådan en situation. Måske gælder det også for ekstreme former af fysisk lidelse. Det ville imidlertid heller ikke være til nogen som helst gavn hvis vores psyke forberedte os på sådanne prøvelser. Det ville bare gøre os lammede af skræk for vores krop og forhindre kontakter mellem kønnene, andre end rent forretningsmæssige. Hellere vandre blind til øksen falder!
*
Kvinder forsøger gerne at bagatellisere en erotisk for- bindelse når først den er forbi. Så taler de nedsættende om mandens evne, fornægter hvor langt de egentlig gik i deres eftergivenhed over for elskerens ønsker, minimerer indtrykket af seksuelt udbytte så godt de kan, og forsøger at få det hele til at se ud som en nykke eller en uforklarlig fejltagelse uden større betydning, det vil sige noget der ikke forgriber sig på den inderste kyskhed som gør dem sublime. Ingen kvinde kan blive sublim i kraft af udskejelser, sådan som en mand kan. Forholdet er således det modsatte i mandens fortælling. Han er tilbøjelig til at fremhæve intensiteten og tøjlesløsheden i sine erotiske relationer og det skæbnebundne i hele forløbet, inklusive opløsningen. Den fuldbyrdede penetration er evigt et nederlag for kvinden og evigt en sejr for manden, og så kan man ellers stable teorier til himlen. Det er kendt blandt seksualforskere at mænd i anonyme undersøgelser har tendens til at overdrive antallet af seksualpartnere og samlejefrekven- sen, mens kvinder har tendens til at underdrive den, også når svarene gives anonymt og i isolation på en computer. Den klassiske kvindelige utilfredshed havde til formål at reducere knepperiet og øge opvartningen, opvartningen som forhøjer kvinden værdi, mens knepperiet nedsætter den. Når kvinder tager til orde i sexdebatten, er det endnu i vore dage for i en eller anden henseende at indskrænke knepperiet. Mændene udtaler sig helst ikke i denne debat, for hvis de følger kvindernes linje, gør de sig tåbelige, og tager de det modsatte parti, virker de rå og ansvarsløse.
Det spørgsmål jeg i sidste ende ikke kan svare på, er om kvinderne tilgiver mændene den tydelige erindring de bevarer, om den vellyst de opnåede. Og såfremt svaret er nej, om kvinderne da ville tilgive mændene hvis de glemte den.
*
Vennernes velmenende forsøg på at føre to ensomme sammen falder aldrig heldigt ud. Det er når man begynder at møde nogen ens venner advarer en mod, der sker noget.
- Horace Engdahl, Den sidste gris, 2016. Som andre, forundret over bedste bog & film m.m. undrede formentlig også Horace Engdahl sig over forfattervalg til den noble pris, hvad der også bringer tanken hen på stemningsrapporter over middagen i vennelag. Jeg forestiller mig andre, der ville ha’ værget sig mod deltagelse, med tanke på Kerstin Ekmans anmærkninger i en lign. situation. Der findes forfattere hvis tankeuniverser man glæder sig over at tryllebindes i, mellem hvilke en sammenligning med fravalg for øje, forekommer lige så omsonst som at fiske i oceanet af levebrødslitteratur, der er én så ligegyldig.
mvh Simon
|
|
|
|