1
registreret
(1 usynlig),
64
gæster og
936
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Med tanke på tusinder af mennesker der ikke møder livet i formation, en ældre kvindes strålende smil med sin arm i mandens, hvis blik stålsat fører an mod Brugsen, som så mange små skub jo tar form fra siden, der fint ka’ være af overbevisning eller trygge vaner, livet i fremdrift afbrudt af små hjertehop på stedet. På særlige tidspunkter smiler Lykke, helt hendes egen bestemmelse. En tur i Brugsen uden hensyn til alder, eller sollysets liv i træer under opvask foran vinduet, en kærlig berøring af øjne og tanke, aldrig på forventning. Alligevel er smilet så tvingende nødvendigt, men at søge Lykke, hmm…tja, mit indtryk er at hun pludselig smiler af lyst, ikke af præcise årsager eller på særlige tidspunkter, mere fordi man selv er nødt til det, dels på grund af hende, og så lidt på grund af Brahms violinkoncerter…
Spansk Motiv
Du er en Dronning af Spanien, – Aa nej, du er bare en Kvinde, men den fejreste Kvinde, som Spanien ejede nogensinde. Du er en dejlig Grevinde og mer: Du er styrtende rig. Og for din Skyld blev Masser af Grander degraderet fra Grander til Lig.
Du er en Kvinde af Spanien. Armeer og Grever gør Kur, for dit Smil er som Solen, der modner dine Druer paa Slottets Mur – »Dine Druer paa Slottets Mur?« Ja ja, for du ejet et Slot. Du ejer det bedste i Spanien og til dig er det ikke for godt.
Du ligger i Slottets Haver, slængt hen i en underfuld Stol, og mit Vers er en Drue, som modnes for din Mund, der er tung som en Sol. Jeg leger med sitrende Strenge; og mit Vers og mit Spil gør dig svag, – for du er Grevinde af Spanien, og jeg er din Elsker i Dag.
Ja du er Grevinde af Spanien, og dét skønt du bor i Hadsund, og endskønt dér vel ikke er Druer, som vil modnes for Smil af din Mund. Ja du er Grevinde af Spanien, og dét skønt du ikke er rig og aldrig har skuet en Grande – og slet ikke set ham som Lig.
Men jeg er en ægtefødt Dansker, min lige er ofte mødt, og mit Haar det er ikke som Spaniens Nat, for det skinner desværre i rødt. Og nynner jeg noget, saa er det, som trakterer man Jærn med en Fil; og jeg har utallige Kanter, mens du har et dvælende Smil.
For du er Grevinde af Spanien, skønt Pinjernes Læ er en Linds, og Parken i hvilken du sidder kun er Park i den danske Provins. Ærbødigt knæler jeg for dig og dit Smil er den tunge Sol, Veninde – Grevinde – i Spanien, i Hadsund .. i en stribet Stol.
- Morten Nielsen.
*
Her en nydelse der hverken spansk eller et udsagns sandhedsværdi, mere dugfriske pust af vind og øjnes justering til rolige betragtninger...
Ikke at være engageret stod engang i høj kurs. Det blev kaldt klogskab. Senere blev det omdøbt til resignation, mindre storslået men stadig med en del af prestigen i behold. Nu er denne livsholdning bragt i vanry. Man vil ikke længere vide af mennesker med indadvendt blik som ikke lægger vægt på de store samfundsspørgsmål. Ekelöfs råd at ”leve som var man død” virker uansvarligt. Som Pessoas ensomme bogholder at føle man ville være lige fortabt i alle tænkelige verdener, forekommer grotesk, næsten kriminelt. For tænk hvis alle tænkte sådan! – Ak ja, hvis alle tænkte sådan …
*
Ligesom man i moderne helseprodukter nyder det ind- smuglede sødemiddel, mens man samtidigt tror man spiser noget nyttigt, indeholder realistiske romaner der tryllebinder læserne, en tilsætning af eskapisme. Det kan være at helten rammes af en stor katastrofe som bevirker at han slipper ud af sit kedelige liv, eller bare at han bor på hotel i en fremmed by i flere dage uden at familien undrer sig over hvor han opholder sig, eller i det hele taget at han synes at have lige så god tid som en forfatter.
- Horace Engdahl.
mvh Simon
|
|
|
|