Hej RM..

Her lidt Ivan Malinovski, Tjekhovs lyriske lillebror og kun lidt forskellig fra damen i de rungstedske bassiner, der måske ikke ville ha’ skrevet ordene:

livet er ikke til
eller poesien
eller kærligheden

over det hele
og allerede nu
én stor renlig død…

- men ganske afgjort disse:

hvem smiler ikke på alle sprog
græder hikker nyser
det er grammatik for begyndere.


De er fra samlingen Poetomatic i 1965 efter opholdet i de romerske bassiner, hvor livet under skyerne betragtes uroligt og smukt.
Her et essay, eller som der står, et foredrag, tanker jeg forestiller mig også ragede godt ned i rødderne hos poeter som Zweig, Heaney eller Tjekhov, der alle på deres måde spejlede naturen og uddybede forståelser af særlige livsforløb, til tider iført fjer over trætoppe eller i mindelser om et træs marvagtige hud mod muskler:


LIVET I TRÆERNE (foredrag)

Hvorfor lærken springer ud før linden, linden før aspen og aspen før egen kan botanikeren forklare. Men bag hans forklaring er der et stort hul uden forklaringer, uden ekko og holdepunkter.
Hvorfor vil granen være en gran og ikke et pæretræ? Hvorfor tjørnen netop en tjørn?

Gådefulde væsener os til behag! Vi ligger i deres skygge, mærker deres lugt; de står i vort liv som vi i deres.
De der spædte egens egevæsen ved også at give fyrren dens navn quercus vidste mer end vi. Men endnu ved min datter:

,,træerne de vokser ligesom vi, de har grene som vi har arme og røder som vi har ben. Og bladene som sjæle som dør nor træet går ud. nor det er vindter, ligger træets sjæle døde for dets fod, men nor det er sommer lever de.
Vi består af et liv og en sjæl og en kærlighed ikke anet”

At elske dem og frygte dem er tegn på menneskelighed, er ikke ufornuftigt. De vil mønsteret, et vi mangler.
Hvad er det koglen har i sine hårde lommer? Lag for lag kan man skrælle løget uden at finde tulipanen; og valnøddens vilje er vidt forskellig fra agernets.

Lad os fastholde forskellen: aspen stram som spindelvævet eller lynet, birken kaster blødt med manken som en plag. Lugten af amygdalin og alkohol er ikke til at tage fejl af. Ellen er hverken renlig eller rørende, men hvilken bedrift: at være el! Jeg har boet under et æbletræ og befundet mig godt. Syrenen er stum som alle de andre, den er også et træ. Cellulosefabrikation, regnskove og tømmerpriser er jeg ikke kompetent til at udtale mig om.
For øvrigt har savværket sidste ord.


Her en løbeseddel:

Tiden er for kort til ikke at nævne tingene ved deres rette navn. En uhørt luksus – selv velkendte begreber optræder i fremmede uniformer. Trésor, trandafir, trahison, trusser. Tyve små drenge, tre fede mænd.
Død er alt for langt et ord til at tjene sit formål. Bækken standser og modsiger sig selv. Kun snigmorderne taler nu rent.

*

Og her til sidst nogle...

ENETALER
regn

Et landskab levende af usynlige linjer
En sky formørker din eftermiddag.

Hvem går derude? Hvem er det der ler
I et fremmed rige af slåen og søvl?

Bag himlens store skøder samme lys
Og du ved hvad den betyder

Denne hjertebanken som bæres til dig
Over vidder tunge af salt, det er bådene

Strålen fra tagskægget finder sine kurve
Æblet fylder sin form i regnen, roligt

Det er kun dig der mangler
Uomstyrtelige billeder, urokkelige gentagelser

Glem det: nu lysner det
Og denne lugt af kløver

Lærkerne stiger som sten
De elskende har nået havet.

- Ivan Malinovski.

mvh & god soldag – i hvilken man breder sig..;)
Simon

Morn’...

til hoveder snart med lue på, og de som uden omkring må gå – men nu blomstrer det jo snart med huer allevegne, så hvorfor ikke en kantate af Alex Garff:

Kastanjen er studentens træ,
og år for år vi skuer,
i løvets mørkegrønne læ,
de nye studenterhuer.
Den står af hvide blomster fuld,
studenterhuer puld ved puld,
den skænker glad til skolen.
Vi griber den med sejersråb,
for huen er vort unge håb,
med den vi hilser solen.

*

Jeg planter et tre

Jeg planter et tre, det luner så godt,
det gir så sval en skygge.
Grenene brer sig med luftig løv,
og der er spurvene trygge.

Blomstre gjør det hver tidlig vår;
hver høst er det tungt af frugter.
Og når det stilner imot kveld,
kan jeg kjenne hvor godt det lukter.

Og når det hvisker i sakte bris,
kan jeg forstå hvad det mener.
Unger mine skal klatre op
og gynge på myke grener.

En dag skal den eldste av de to,
mens hjertet brenner og banker,
med panden presset mot brusten bark
betro det sine tanker.

Det hvelver sig over stuens tak
og dem som bor derinne.
Jeg ser dem som gjennem en vegg av glass:
to unge – en eldre kvinne.

Jeg står her og planter et lite tre,
jeg planter min glede ved livet:
Voks til du favner hele mitt hus,
og la så bygene drive!

Jeg legger mitt hjerte under din rot.
I dig vil min lengsel strømme,
i dig vil den knoppes år efter år,
i dig vil jeg stå og drømme.

Ta varlig imot den unge sorg,
og vern om den barnslige glede,
våk over hver en liten seng!
I dig vil jeg være tilstede.

Og bår du tender ditt blomstereveld
og lar det drysse og falle,
fell da din sne i min elskedes hår,
og krans mine unge døtres vår,
men du må kysse dem, alle!

- Arnulf Øverland.

Endelig - og som et vink fra huen til hjelmen – skrev Kaj Munk i 41 dette:

Sidste nyt

Nu gælder det blot om at være dum,
saa dum, at det rigtig kan batte.
Der er i vor Tid en anseelig Sum
af Visdom, man ikke kan skatte
nok at la’ være at fatte.

*

Morn’ i gryet til dig RM, medmindre selvfølgelig du snorker om kap med dine gode venner, sneglene – side om side i dur og mol, hys hys! ;)

mvh.
Simon

Her risler barndomsminder i ældre rødder:

‘When he jumps down off a tree
Tarzan shakes the world.’
So Vinny Hunter would tell me
On the road to school.

I had forgotten for years
Words so seismic and plain
That would come like rocked waters,
Possible again.

- Seamus Heaney

mvh
Simon

Hej Simon

Det lysner, og foråret er godt på vej, sådan som vejrudsigten spår om den kommende tid. Lyder det ikke godt? :))

Lige nu og lige her er det i hvert fald blevet til "et lille forår", som en forsmag på det store, der myldrer og buldrer dernede og skubber jord som en vulkan lige før udbrud ... :))


Der er et lille forår
som er forbeholdt de få
som kigger på de forårstegn
som ingen kigger på.

Det løber som en
forårsmorgenssolskinsbygevåd
dråbe langs en
forårsforstadssporvejsledningstråd.

En himmel vendt på ho'det
med en martssol i det små -
et lillebitte forår
går på line i det blå.

Piet Hein


Hilsner på line og godt på vej
RoseMarie

Hej RM..

Jep, snart er det ud og plante sit træ…;)

Over en jord som er mørk og forstummet
løfter det grønne som bølgerne skummet
blomsternes lys i levende krone
rakt i en kongelig gestus mod rummet

- fra ’Det blomstrende træ’ af samme forf.…

mvh
Simon