P.s.:

"Jeg forstår slet ikke, den dårlige kritik Gabriel Axel fik for filmen. Bog og film er aldrig det samme, og jeg mener ikke, man skal vurdere en film efter denne sammenligning."

- Det er jeg bestemt ikke enig i. Det er trods alt en fortælling skabt af forfatteren, og er der noget forfattere kriges med manuskriptforfattere o.a. om, så er det netop deres fortælling! Faktisk har man oftest indtrykket af, at manuskriptforfattere og deslige, bruger alle midler for at skabe sig et navn på en forfatters bekostning - og med alle midler menes alle midler - og måske fordi de sjældent selv evner at skrive en god historie. At manuskriptforfattere helt ka' skelettere en oprindelig historie, friholder dem ikke for et ansvar overfor forfatterens oprindelige historie, hvilket imidlertid oftest sker ved snedig jura. Men det er en anden sag, men en sag der netop er denne sag vedk.: forfattere sælger rettigheder, der netop ofte ender med at filmfolk er mere interesseret i profit end i at fortælle en god historie. Det er sagen i en nøddeskal, profit.

Barbettes Gæstebud er jo en ganske lille bog, netop det, gjorde det nok lidt lettere at få det meste af bogen med. Jeg synes også filmen er fortræffelig, og at det meste af bogen kom med. Et godt exempel på en film der næsten til punkt og prikke holdt sig til bogen, er Livsens Ondskab af Gustav Wied - så det kan altså lade sig gøre, hvis det netop er fortællingen der er førsteprioritet, og dén man er ansvarlig for videregives på film.

Man ku' selvfølgelig sige: hvad betyder vel en forvandlet historie, hvis rettighederne sælges for et beløb der helt frigør forfatteren for økonomiske problemer livet ud, og denne dermed helt kan hellige sig andre bøger? Ja, det er jo en pointe vel også forf. flest ser i øjnene, og det ses da også at forf. siden helt må tage afstand fra det "produkt" (sådan lærer mange jo at omtale selv bananer...) som filmfolk skabte, netop fordi det er en helt anden historie. Om det var pengene værd, er op til forfatteren selv at vurdere.

mvh
Simon

Hej Simon

Allerførst en hilsen og tak for den Benny Andersenske glæde, han generøst og hjerteligt har delt med os alle igennem en hel menneskealder ... og for alle aldre.

Hvis der er nogen, der virkelig ærligt og fra hjertet har kunnet udtale de meget brugte og også misbrugte ord Jeg gjorde det!, ja så er det ham.

Af og til kan man fyldes af glæde
på en måde der er helt utidssvarende.
Hvis man røver omfanget af den
ville det virke stødende
som om man var glædesblotter
man risikerede at blive pålignet
en særlig forlystelsesskat
eller i bedste fald slippe med en advarsel
Lad det ikke ske igen
og aldrig i andres påsyn.

Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten
en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed
den står der og er blomst på en genial måde
som om det var det naturligste i verden
hvad det naturligvis også er
men man ville næppe slippe godt fra at fortælle det til andre.
Se engang hvor den blomst den er
den blomsteste blomst i miles omkreds
blomst helt ud i bladspidserne
ikke ét overflødigt blad
det er virkelig professionelt arbejde
alt i den
rod
stængel
kronblade
støvdrager
udfylder indefra dens blomsthed
til dens yderste grænse
MEN
og her kommer vi til det geniale
den overskrider endog denne grænse
i kraft af sin vellugt
i kraft af sin skønhed
som når mange meter væk
se selv
lugt selv
glæd jer selv.

Folk ville stirre rystet på en
eller med pegefingeren foretage
en drejende bevægelse ud for tindingen.
Eller når det går op for én hvilket mirakel
det egentlig er at man er samtidig med sin elskede
menneskeheden har jo millioner år på bagen
sammenlagt er det store tal vi taler om
og naturligvis har mange af dem mødt hinanden
en eller flere gange
men prøv så at regne ud hvor mange mennesker
der gennem tiderne aldrig har mødt hinanden.
Hvis de alligevel fik chancen
mødtes i samme århundrede
på samme sted
ville mange af dem ikke have
noget at sige til hinanden
ville sidde forlegne
trille tommelfingre
og skotte ud ad vinduet
hvordan mon vejret blir i morgen
og ønske sig langt væk
hvad de jo heldigvis også var i virkeligheden.

Men ud af denne ufattelige mængde mennesker
som dels aldrig mødte hinanden
dels ikke ville have fået noget ud af det
var min kone og jeg så usandsynligt heldige
at det netop var os to der mødtes synkront på samme sted
og tilmed straks havde så meget at sige hinanden
at vi sagtens kunne bruge et par liv til
men det er nok at tage munden for fuld.

Hvis ikke det er et mirakel
men prøv at forklare sådan noget til andre
de vil straks komme med særdeles ledende spørgsmål
vedrørende ens drikkevaner
så jeg går lidt stille med det og håber det kan blive mellem os.

Benny Andersen

Og så til filmenes verden og mine famøse sætninger, som fik dig op på beatet på den go'e måde ;))

"Jeg forstår slet ikke, den dårlige kritik Gabriel Axel fik for filmen. Bog og film er aldrig det samme, og jeg mener ikke, man skal vurdere en film efter denne sammenligning."

... og når jeg skriver på den go'e måde, så mener jeg det også. Du ved langt mere end mig om både den økonomiske del, når bog bli'r til film. Det har jeg aldrig tænkt over og heller ikke undersøgt, og det gi'r en helt anden baggrund for at sætte sine egne spørgsmålstegn. Når der går både penge og berømmelse i sagen, kommer der helt andre boller på suppen. Penge og berømmelse er drifter og begær, der meget ofte får mennesker til at droppe alt om, hvad der hedder etik og moral. Det sker overalt og på alle plan, lige fra stort til småt.

Jeg har ikke noget problem med uenighed og heller ikke med at skifte holdning. Faktisk kan jeg li' det, ret godt, og det fordi jeg selv får en større viden og et andet udgangspunkt for undren, eftertanke og måske en anden holdning på grund af ny viden til ny indsigt ... :))


Bedste hilsner og go' weekend
RoseMarie

Hej RM..

Ja, det er jo netop uens synspunkter der skaber debatterne, der så videre akkumulerer og skaber nye synsvinkler og muligvise holdninger, der akkurat ka’ ende med at skabe glæde ved en personlig og i sidste ende samfundsmæssig udvikling, til glæde for et fællesskab – hvor stor og uigennemskueligt det nu end må anses for at være. Der er unægtelig noget lidt andet end de gamle små og mere overskuelige bysamfund, hvor alle har en mening om alles meninger og alle er ved at kvæles i fælles forargelse over samme. Men der findes ikke ideale samfundsformer, ja dvs. det gør der, men som Idéhistorie betragtet, og helt tilbage til Platon og sandsynligvis ældre, dog for os ukendt – Sokrates har forøvrigt og med al sandsynlighed levet og figureret i nogens tanker, sanser og politiske idéer om netop den ideale stat, det vides fra uens kildemateriale, dog er han altså fortrinsvis kendt gennem Platon, hvorfor det altså ikke går an uden videre bare at glemme ham, når man fx som lægprædikanten gerne leger sokratiker med forkærlighed for kristusanekdoter, der i modsætning til Platons livagtige Sokrates, faktisk og meget sandsynligt ér den kristus, han nærer så mange storartede følelser for. Man ka’ ligefrem sige, at Sokrates kan have været selve smeltediglen hvorfra kristusanekdoterne tog deres udspring. Altså er vi igen tilbage i den hellenske arne som grundlag for det europæiske hus udviklingshistorie, og først her bliver litteraturen med dens væld af idealer og forhåbninger for en fælles fremtid interessant læsning, idet vi fremfor følelsesmæssig hengivelse for de forlængst størknede idealer, stadig har stor glæde af samme udviklingstrang som den vore gamle hellenske aner oplevede, ikke just noget at kimse ad, vel?
Og netop litteraturen, den flig vi her i Mellemrummet morer og glæder os over, giver os jo netop indblik i forskelligartede synsvinkler og følelser derfor, her er idealerne sådan set reduceret til kommaer på en vej til anden og videre begejstring over kunstneres herlige frembringelser. Og jeg mener selvfølgelig at alle med fordel ka’ lære noget af kunstneriske arbejder, frugterne om du vil, evt. inspireres deraf, men at vi samtidig må respektere arbejdet som kunstnerens reale bestilling, helt som tilfældet var det tilbage i Athen – anno længe før en ny tidsregning så dagen som idé! – hvorfor man ikke frit kan tillade sig at kopiere kunstneriske arbejder og optjene profit deraf i eget navn. Men det er faktisk hvad jura i stor stil beskytter nu om dage, profitten ved ringe kopier af andres arbejde, som den egentlige og oprindelige kunstner slet ikke vil lægge navn til, men bare skides en lang march. Den slags skete helt sikkert også i det gamle Athen, især i romersk storhedstid, det er så meget lettere at lukrere af andres arbejde, ligesom Musse i serien Matador: ”dét ka’ jeg da også lave, Viggo!”. Svar: ”så gør det, Musse!”..;)

Så når du skriver: ”Penge og berømmelse er drifter og begær, der meget ofte får mennesker til at droppe alt om, hvad der hedder etik og moral. Det sker overalt og på alle plan, lige fra stort til småt”, er der en sandhed idet, bortset fra det stadig ikke går an at sammenligne glæden ved pengene med glæden ved at ha’ skabt et digt eller et maleri, der vil leve længe efter pengene er opbrugt. Det er denne glæde der tilfalder kun kunstneren, og den glæde med sin iboende fortvivlelse ved selve offentliggørelsen/salget, der stadig må tilfalde kunstneren, uanset hvor mange penge man tror kunsten er værd.

Nok om det, det var netop bare en uenighed, et uens synspunkt, sgu’ ikke noget ideale..;)
For øvrigt har han netop gjort det, den gode Hr. Andersen, og op til flere gange, skabt netop dét, så det har du helt ret i – og ved du hvad, jeg tror sgu’ han gør det igen..;)

Bedste hilsner & god weekend
Simon
P.s.: Nu forstod jeg på dig, at du syntes det var lidt af en klode at komme omkring Klaus Manns Vendepunktet, og for nu at forøge kloden diameter, synes jeg da næsten du ska' ha' lidt begejstring i horisonten, bare sådan til din almene glæde og så endda på engelsk, ja hvad gir du? Erika & Klaus Manns Escape to life, som desværre ikke er oversat, hvad du jo så ku' gøre. I hvert fald er den en invitation tilbage i historiske øjeblikke for den der holder af vidunderlig historie, der selvfølgelig og som altid indeholder tragiske momenter, og sørme, om ikke Hr. Einstein som figur No. 1 figurerer med undertitlen: 'Exiled into paradise'. Det er bekymrende vidunderlig læsning, indeholdende livagtige scener med så utroligt mange af de kunstnere vi i dag sætter højt, det bekymrende er jo at vi selv sagtens ka' ende med at måtte leve i exil, hvis vi da lever så længe. Det ser jo unægtelig ikke ligefrem ud til at EU formår at skabe nogen indoeuropæisk frihed, som bestræbelsen jo engang var tænkt, tværtimod synes også den idé at være størknet i fødselsøjeblikket; moderkagen lever som idé, men barnet er dødt. I hvert fald ka' vi lære af historien, særlig når den fortælles så levende som disse to søskende gør det. Så her har du endnu engang chancen for at erobre sproget..hi hi! ;)

P.s.:

Ja, så forsvandt Benny Andersen, som Felicia og de utroligt mange andre, ikke just et lyspunkt, bortset fra freden fra en uoverstigelig smertefylde:

Morgenmørke, tykt lag frost på ruden
jeg ånder på min egen frosne ånde
ser gennem den våde våge
over på andre sneblinde ruder
som min ånde ikke når
man kan ikke være allevegne
men man kunne tænke på det
gå ud i kulden, spise sne
synke det fade smeltevand
hverken læskende eller sundt
få opstød fra mellemistiden
da gletscherne var overlegne
i forhold til de få tunger
og dog lykkedes det at smelte det meste
det må man påskønne
leve op til
brække en istap af
sutte på den frigide urclitoris
sabelsluger uden sabelkat
arketype med klirrende jacketkroner
man kan ikke blive ved
umuligt at gi en bræg orgasme
endsige få den til at kælve
vinteren er længere end tungen
smeltevandet når i bund
kedlen fløjter dernede
jeg hælder fra en snebunke
skriver mit navn med sitrende kønsskrift
det siger næppe snebunken noget
men blir dog stående og ryger lidt
og jeg går hjem, lettet
og dog vemodig ved tanken om
at mit navn om lidt skovles op på en lastbil
og køres væk-

*

Visse dage

Telefonens slangehoved parat til hug
ildevarslende knitren bag tapetet
visse dage
hvor ens tøj lugter af vrag og kasematter
allerede før man kryber i det
man kvæles blot ved synet af sit eget slips
dage hvor det er klogest at smuldre hen under dynen
andre sin fortid for at falde til ro
lade det drive over
svede det ud

Visse dage
hvor benenden er mødested for skorpioners gribenæb
og druknende venners iskolde kinder
hvor man styrter ud og køber lodsedler en gros
og i skarp konkurrense med spejderkorpset
genner gamle folk over gaden i skokkevis
viser vej med rystende fingre og samtidig
snuser efter brand holder udkig med tagsten
der hvert sekund kan sætte punktum for en selv
sveder ved mindet om alle forsømte anledninger
til at låne penge ud og komme tilfrosne svaner
til hjælp
feje for egen øregang
forhale
råde bod
nok har man i junglevis af spildt mælk bag sig
men fremtiden kan roligt regne med en
bare en frist
visse dage som efterlader en
lige akkurat med skindet på næsen og halvandet ben
på jorden
disse dage hvor man hver gang må begynde forfra

- Benny Andersen.

Har nu aldrig været nogen svoren tilhænger af døden, der kun har bidraget med mangler i mit og de nærmestes liv, mennesker vi holdt af og elskede. Og så det tomrum, der vel bare udvides til man selv mangler – det hjælper ingen at dø før de andre, der var i samme situation, stod dér med stafetten. Kun ét ka’ man gøre: løbe sin vej med den og sprede sig på omvejene.
”Den gode død” er stafetten der afleveres hurtigere end ventet, alligevel melder tanken sig straks, at ånden nu forsvinder fra ruden og et tomrum gror på den anden side af morgenkaffen, der nu ikke længere smager den efterladte. Sneen er kørt væk, punktum!
Men det er godt vi har alle de fine tanker til eftertanke, fra et utal af efterladte digte og sange!

mvh
Simon

Hej i aftenstunden, Simon

Fra de Spredte digte som en hyldest til Benny Ordvender

Døden er ikke hvad den har været

Jeg kan se det for mig
bag mig
og lidt til højre
afsides nærvær
nærtstående fravær
kommende afskeder
med elskede venner
umistelige mistede
vordende genfærd
kister og urner
åbnede grave
hænder knuger hænder
tårer møder tårer
famlende efter ord
afmagt får magt
magt over ord
thi pudsig nok er den døde sjældent død
men er stille sovet ind
har fået fred
har vi mistet
er gået bort
faret hen
er taget fra os
er draget i forvejen

Derfor
lov mig
kære nulevende og medlevende
Jeg beder jer så mindeligt:
Når turen kommer til mig
gør det ikke værre for mig
end det i forvejen er
Vis respekt for min respekt for sproget
fortæl vidt og bredt
når den tid kommer
min tid
(det jager ikke)
at jeg er d-ø-d: DØD
og jeg vil være jer evigt taknemmelig

***

Fremtidsdrøm

Bittesmå oldebørn bygger rede i mine flyveklare ører
Børnebørn på vandring baner sig vej
gennem buskkadser på min brystsavanne
når lige inden solnedgang frem til min konvekse navle
som tilfældigvis
eller er det mon helt tilfældigt?
falder sammen med verdens ditto

Længere sydpå når vi til Mamre Lund
(til den tid muligvis Mimre Lund
hvor familiens ældste medlem
fortrøstningsfuldt tror på kødets opstandelse
og det evige kærtegn.

***

Erindring om Lysebu

Højt over storbyens sjap og jag
i frostklar ro
tæt på universet
ligger du
vidtskuende Lysebu

Tømret af tillid
funderet på fremtid
bygget af broderhånd
ligger du
vidtfavnende Lysebu

Med lange ganges snørklede stængler
blomstrende op i det åbne rum
hvor nordiske venner modes i lys
ligger du
vidtbringende Lysebu

***

Ry Højskole 100 år

Under alt for store jyske skyer
på bredden af en bred beslutsom å
langt fra verdenskortets største byer
blir øjnene runde og ordene små.
Fuglen borer næbbet gennem vinden
og åen gisper når en ørred slår.
Solens gløder ætser dig på kinden
mens blæsten fra vesten forvirrer dit hår.

Krydret duft fra lilla højderygge.
En åre skramler med sin åretold.
Træet ser forbavset på sin skygge
og du har det hele på nærmeste hold.
Stærke lærker stejler foran solen
i kanten af en lille vågen by.
Mellem åbne træer ligger skolen
som år efter år lever op til sit ry.

Folk og ord og verdenshjørner mødes.
Hver udbredt fordom sættes her på spil.
Tanker springer ud og sange fødes.
Du indser hvor vigtigt det er du er til.
Dagligt undergraves Janteloven.
Her lærer du at synde mod dens bud. Husk:
Dit mindreværd er helt i skoven.
Du skylder os andre at folde dig ud.

Barske byger stryger over egnen
som åbner sig for dagens verdensdåb.
Blanke tage smiler gennem regnen
og regnbuen maler et flerfarvet håb.
Stil dig under Jyllands klodeskyer
så ser du hvad det er du står og ser:
Langt fra verdenskortets største byer
forstår du at verden begynder lige her.

Benny Andersen


Eftertanker i taknemmelighed
RoseMarie