|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Ja, det er jo netop uens synspunkter der skaber debatterne, der så videre akkumulerer og skaber nye synsvinkler og muligvise holdninger, der akkurat ka’ ende med at skabe glæde ved en personlig og i sidste ende samfundsmæssig udvikling, til glæde for et fællesskab – hvor stor og uigennemskueligt det nu end må anses for at være. Der er unægtelig noget lidt andet end de gamle små og mere overskuelige bysamfund, hvor alle har en mening om alles meninger og alle er ved at kvæles i fælles forargelse over samme. Men der findes ikke ideale samfundsformer, ja dvs. det gør der, men som Idéhistorie betragtet, og helt tilbage til Platon og sandsynligvis ældre, dog for os ukendt – Sokrates har forøvrigt og med al sandsynlighed levet og figureret i nogens tanker, sanser og politiske idéer om netop den ideale stat, det vides fra uens kildemateriale, dog er han altså fortrinsvis kendt gennem Platon, hvorfor det altså ikke går an uden videre bare at glemme ham, når man fx som lægprædikanten gerne leger sokratiker med forkærlighed for kristusanekdoter, der i modsætning til Platons livagtige Sokrates, faktisk og meget sandsynligt ér den kristus, han nærer så mange storartede følelser for. Man ka’ ligefrem sige, at Sokrates kan have været selve smeltediglen hvorfra kristusanekdoterne tog deres udspring. Altså er vi igen tilbage i den hellenske arne som grundlag for det europæiske hus udviklingshistorie, og først her bliver litteraturen med dens væld af idealer og forhåbninger for en fælles fremtid interessant læsning, idet vi fremfor følelsesmæssig hengivelse for de forlængst størknede idealer, stadig har stor glæde af samme udviklingstrang som den vore gamle hellenske aner oplevede, ikke just noget at kimse ad, vel?
Og netop litteraturen, den flig vi her i Mellemrummet morer og glæder os over, giver os jo netop indblik i forskelligartede synsvinkler og følelser derfor, her er idealerne sådan set reduceret til kommaer på en vej til anden og videre begejstring over kunstneres herlige frembringelser. Og jeg mener selvfølgelig at alle med fordel ka’ lære noget af kunstneriske arbejder, frugterne om du vil, evt. inspireres deraf, men at vi samtidig må respektere arbejdet som kunstnerens reale bestilling, helt som tilfældet var det tilbage i Athen – anno længe før en ny tidsregning så dagen som idé! – hvorfor man ikke frit kan tillade sig at kopiere kunstneriske arbejder og optjene profit deraf i eget navn. Men det er faktisk hvad jura i stor stil beskytter nu om dage, profitten ved ringe kopier af andres arbejde, som den egentlige og oprindelige kunstner slet ikke vil lægge navn til, men bare skides en lang march. Den slags skete helt sikkert også i det gamle Athen, især i romersk storhedstid, det er så meget lettere at lukrere af andres arbejde, ligesom Musse i serien Matador: ”dét ka’ jeg da også lave, Viggo!”. Svar: ”så gør det, Musse!”..;)
Så når du skriver: ”Penge og berømmelse er drifter og begær, der meget ofte får mennesker til at droppe alt om, hvad der hedder etik og moral. Det sker overalt og på alle plan, lige fra stort til småt”, er der en sandhed idet, bortset fra det stadig ikke går an at sammenligne glæden ved pengene med glæden ved at ha’ skabt et digt eller et maleri, der vil leve længe efter pengene er opbrugt. Det er denne glæde der tilfalder kun kunstneren, og den glæde med sin iboende fortvivlelse ved selve offentliggørelsen/salget, der stadig må tilfalde kunstneren, uanset hvor mange penge man tror kunsten er værd.
Nok om det, det var netop bare en uenighed, et uens synspunkt, sgu’ ikke noget ideale..;)
For øvrigt har han netop gjort det, den gode Hr. Andersen, og op til flere gange, skabt netop dét, så det har du helt ret i – og ved du hvad, jeg tror sgu’ han gør det igen..;)
Bedste hilsner & god weekend
Simon
P.s.: Nu forstod jeg på dig, at du syntes det var lidt af en klode at komme omkring Klaus Manns Vendepunktet, og for nu at forøge kloden diameter, synes jeg da næsten du ska' ha' lidt begejstring i horisonten, bare sådan til din almene glæde og så endda på engelsk, ja hvad gir du? Erika & Klaus Manns Escape to life, som desværre ikke er oversat, hvad du jo så ku' gøre. I hvert fald er den en invitation tilbage i historiske øjeblikke for den der holder af vidunderlig historie, der selvfølgelig og som altid indeholder tragiske momenter, og sørme, om ikke Hr. Einstein som figur No. 1 figurerer med undertitlen: 'Exiled into paradise'. Det er bekymrende vidunderlig læsning, indeholdende livagtige scener med så utroligt mange af de kunstnere vi i dag sætter højt, det bekymrende er jo at vi selv sagtens ka' ende med at måtte leve i exil, hvis vi da lever så længe. Det ser jo unægtelig ikke ligefrem ud til at EU formår at skabe nogen indoeuropæisk frihed, som bestræbelsen jo engang var tænkt, tværtimod synes også den idé at være størknet i fødselsøjeblikket; moderkagen lever som idé, men barnet er dødt. I hvert fald ka' vi lære af historien, særlig når den fortælles så levende som disse to søskende gør det. Så her har du endnu engang chancen for at erobre sproget..hi hi! ;)
|
|
|
|
