|
0
registrerede
26
gæster og
183
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
P.s.:
Ja, så forsvandt Benny Andersen, som Felicia og de utroligt mange andre, ikke just et lyspunkt, bortset fra freden fra en uoverstigelig smertefylde:
Morgenmørke, tykt lag frost på ruden
jeg ånder på min egen frosne ånde
ser gennem den våde våge
over på andre sneblinde ruder
som min ånde ikke når
man kan ikke være allevegne
men man kunne tænke på det
gå ud i kulden, spise sne
synke det fade smeltevand
hverken læskende eller sundt
få opstød fra mellemistiden
da gletscherne var overlegne
i forhold til de få tunger
og dog lykkedes det at smelte det meste
det må man påskønne
leve op til
brække en istap af
sutte på den frigide urclitoris
sabelsluger uden sabelkat
arketype med klirrende jacketkroner
man kan ikke blive ved
umuligt at gi en bræg orgasme
endsige få den til at kælve
vinteren er længere end tungen
smeltevandet når i bund
kedlen fløjter dernede
jeg hælder fra en snebunke
skriver mit navn med sitrende kønsskrift
det siger næppe snebunken noget
men blir dog stående og ryger lidt
og jeg går hjem, lettet
og dog vemodig ved tanken om
at mit navn om lidt skovles op på en lastbil
og køres væk-
*
Visse dage
Telefonens slangehoved parat til hug
ildevarslende knitren bag tapetet
visse dage
hvor ens tøj lugter af vrag og kasematter
allerede før man kryber i det
man kvæles blot ved synet af sit eget slips
dage hvor det er klogest at smuldre hen under dynen
andre sin fortid for at falde til ro
lade det drive over
svede det ud
Visse dage
hvor benenden er mødested for skorpioners gribenæb
og druknende venners iskolde kinder
hvor man styrter ud og køber lodsedler en gros
og i skarp konkurrense med spejderkorpset
genner gamle folk over gaden i skokkevis
viser vej med rystende fingre og samtidig
snuser efter brand holder udkig med tagsten
der hvert sekund kan sætte punktum for en selv
sveder ved mindet om alle forsømte anledninger
til at låne penge ud og komme tilfrosne svaner
til hjælp
feje for egen øregang
forhale
råde bod
nok har man i junglevis af spildt mælk bag sig
men fremtiden kan roligt regne med en
bare en frist
visse dage som efterlader en
lige akkurat med skindet på næsen og halvandet ben
på jorden
disse dage hvor man hver gang må begynde forfra
- Benny Andersen.
Har nu aldrig været nogen svoren tilhænger af døden, der kun har bidraget med mangler i mit og de nærmestes liv, mennesker vi holdt af og elskede. Og så det tomrum, der vel bare udvides til man selv mangler – det hjælper ingen at dø før de andre, der var i samme situation, stod dér med stafetten. Kun ét ka’ man gøre: løbe sin vej med den og sprede sig på omvejene.
”Den gode død” er stafetten der afleveres hurtigere end ventet, alligevel melder tanken sig straks, at ånden nu forsvinder fra ruden og et tomrum gror på den anden side af morgenkaffen, der nu ikke længere smager den efterladte. Sneen er kørt væk, punktum!
Men det er godt vi har alle de fine tanker til eftertanke, fra et utal af efterladte digte og sange!
mvh
Simon
|
|
|
|
