Hej Simon

Flere naturlige forårstegn og -tanker ... :))

Æbleblomster, forårstegn.
Lyset løfter sig.

Hvilken friskhed, hvilken luft.
Fyldt med fuglesang.

Nattens stjerneland af glimt,
smuldret i et gry.

Traktorens basmelodi.
Riven er spændt fast.

Over kirketårnets spir:
Verdensrummet blå.

Mulden er kartoflens mor.
Solen er dens far.

Nye mælkebøttefnug.
Vårens milde sne.

Hvis bare nu at Japan
vil ha svinekød?

Hvis bare der var et afkast?
Bare der var råd?

Med sit vilde skogger-skrig
står fasanen op.

Fingerkys – fra køkkendør.
Hendes åbne mund.

Hvor skønt – at få lov at se –
alting springer ud.

Jeg drejer traktorens hjul.
Gamle kendte spor.

Dét at dyrke jord og dyr,
er mit liv, min lyst.

Jeg har ganske vist besvær
med renter – og søvn.

Skolebussen holder ind,
børnene står på.

Næste år, ved samme tid,
skal Kathrine med.

Måske åbner Japan op?
Hvem ved, hvad der sker?

Og olieprisen går ned?
Og høsten bliver god?

Viben rutsjer, sort og hvid.
Morgenlysets sal.

Sten Kaalø

***

Noget om normal galskab...

Uden for vinduet
synger en solsort godnat.
Luften er lun som et tæppe
på fem kilo vat.
Træerne står som de stod
og har stået i år
siden den 1/5
da våren blev vor.

Alt er så stille
at folk, hvis de har lidt gehør,
næsten kan høre en gravhund
der gøer i Korsør.
Jeg, der har bopæl i Hornbæk
og er musikalsk,
hører ihvertfald en køter
der gøer infernalsk.

Snart er det nat.
Men endnu er det aften en stund
både i følge kalenderen
og I Hadsund.
Sidder man stille,
og det gør den fyr som er mig,
hører man at den uhørlige
nat er på vej.

Først triller trillerne ud
af en nattergal som
om det var bittesmå
sølvblanke kugler der kom
inde fra brystet
og hoppede ud i det fri
for at besvangre min fyldepen
med poesi.

Så kan jeg skrive et digt
om jeg ellers har lyst.
Sådan begynder det:
"Rødt flammer solen i øst..."
Det er nu løgn og latin,
for det lider mod nat.
Og for at være sandfærdig
så skriver jeg at:

Fjærnt ligger havet
med skibe og masser af vand.
Lå det lidt nærmere
ville det ligge på land.
Så ville skonnerten "Martha",
med kurs mod Hobro,
sejle igennem mit vindu
præcis klokken 2.

Senere ville den splintre
den vestlige karm
lægge til kaj ved min kones
sydøstlige barm.
Og hvis den ændrede kurs
et par streger til nord,
ville hun vågne
med fem mands besætning ombord.

Det var jo ikke så godt!
Men den slags tar man med
når det er maj og en nattergal
triller et sted,
triller så saligt og sødt
at kun den som er gal
evner at tolke fornuften
og være normal.

Halfdan Rasmussen

Bedste hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Digte så genkendelige hos begge d' forårsnattergale herrer - pragtfuldt!

Jeg glæder mig til senere at smage høstens æblemost, små perleexplosioner i ganen til fuglesang, forudsat naturligvis at solen bryder ud i sang. Også træer synes her lidt tilbageholdende, med kølige nætter og delvist håb om snart, for nu må det da...

Ak ja, men det er jo ikke første gang fru Frost har excelleret i maj, og hukommelsen er sommerglad, men min næse nyser..;)

Sommerhilsner
Simon

P.s.:

Fremtidssamfundet

Hvor er vi, dér i virkeligheden
for os –
stjernens er stjernens
virkelighed
og månen er månens, således som de
i form og størrelse, farve og glans
ser ud her fra bakken.
Og ikke flydende lava, protuberanser og flammer
og ikke ørkenstøv, sten og øde kratere,
og det er nøjagtig som det skal være.

Stjernerne og månen kan klare sig selv,
og planeterne og solen.
Men ikke det liv på jorden
som alt for mange af os alt for ofte
har placeret i samme mentale afstand fra os
som himmellegemerne, hvad enten det findes
nabonært, en kloderunding herfra, eller
hvad end der sker det – når blot vi har,
hver eneste af os, penge og varer,
bekvemmeligheder og nok energi.

Men – hvis det kommer dértil at vi selv,
hver eneste af os, bliver eneste virkelighed
for os selv, bliver intet, slet intet
til virkelighed mer for os. Hverken træet og månen
eller trækfuglen og stjernerne. Hverken barnet og solen
eller naboen og ordet.
Hører vi kun
vort eget hjerte, forstærkes dets slag
til en hamren mod brystets
inderside – som på en port
slået op, en dag,
ud til brændende byer, forgiftet jord,
panikslagen folkeflugt ad motorveje
mod intet
andet end luftsyn af livet engang. Fra vejkant til synsrand
hvirvlende ørkner af knogler og sand.

- Thorkild Bjørnvig, 1981.

Også firserne politiske liv handlede for en stor del om miljøudsigterne i lyset af gentagelser om vækst, vækst og vækst, hvor særlig skyggen fra kernereaktorerne på den anden side af hegnet virkede umådelig truende. Også i dag ville en tilfredshedsundersøgelse i Tinget få politikere til at klø sig i knolden i mødet med så ukendt et ord - og spør' man i dag om planters og træers navne, eller hvor megen social erfaring og aktivitet fra arbejdsmarkedet der ligger til grund for de mange meninger om menneskers trivsel deri, vil hegnet mellem spørgsmål og besvarelse øjeblikkeligt vokse. Ikke at naturen skal tilskrives tilfredshed, eller for den sags skyld "ånder" og guder, blot ville flere muligvis være mere tilfredse med livet, hvis naturen i og omkring dem ikke var dem så fremmed, hvorfor det stadigvæk er en god idé at behandle den ordentligt:

This curious world which we inhabit
is more wonderful than it is conve-
nient; more beautiful than it is use-
ful; it is more to be admired than it
is to be used.

- Thoreau.

mvh
Simon

Sommer ét sekund

Den gamle mand
der går og stjæler stemmer
fra alle træer og buske
i den endeløse have
har lukket sine vandblå øjne
ét sekund
og gennemlevet støvets år
fra fødslen -

således ved vi
at tid ophæver tid:
en brønd der fyldes
fra en gavmild jord.

Og kvinden
der sætter fugle op
har forladt sin glasveranda
og kommer nu
ad stien langs syrenerne
med sækken fuld af sang.

- Poul Borum.

mvh
Simon

Det er interessante tider. EU-glade mennesker har i årevis talt varmt om ”det åbne Europa” – nogen husker måske de markante afvisninger tilbage i firserne af den politiske overbygning som ”De Riges Klub”. Imidlertid har EU-politikere gennem en årrække ikke har bestilt andet end at bygge høje mure omkring Europa, nogenlunde tilsvarende Trumps murbyggeri langs US’ sydlige grænse. I EU-lande er man i dag rørende enige om at åbne grænsebommen for mennesker med høje uddannelser, mennesker uden, kan åbenbart ikke bruges, og bedes nu pænt om at holde sig væk fra Europa!
Det er jo en interessant udvikling der er sket med EU, der altså ér ”De Riges Klub” og åbenbart stadig har vokseværk, idet man for fremtiden ønsker at EU skal ligne noget i retning af USA – Morten Helveg Petersen er dog temmelig ked af at de færreste danskere ved hvad han laver, men dette opmærksomhedsproblem kan jo med tiden ændres, såfremt han engang skulle søge embedet som Præsident for EU-Unionen, der (nu igen) er genopstået fra de døde.
Mere interessant ville det måske være hvad de nordiske lande i samarbejde med Storbritannien kunne udvikle sig til, som det attraktive alternativ til ”De Riges Klub”, idet man her har fælles kulturhistorie, en rygsøjle med fælles fodslag:

Hil vejenes folk!

Den vej, der begyndte, hvor foden gled,
og ender – ja, hvem ved hvor!
– Din vej, vagabond, og min vej med,
den vej, som de fredløse fo`r.
Den hvide vej, som de ikke kan fly;
som slap dig ved nat og greb dig ved gry,
beslog dine støvler med milenes bly
– ave det folk, der fo`r den!

Den vej, du har søgt, som du daglig har mødt
et leje, en flaske, et trug;
– den vej, som lå tegnet, fra før du blev født
i nervernes net i din bug,
den vej, vagabond, som du rækker imod,
som gyder det hedeste had i dit blod,
som kysser – som favner – som sårer din fod
– ave det folk, som fo`r den!

Forbandet den vej, der er din vej som min
– forbandet de mødige mil
– forbandet de flade, gemytlige grin,
hvor hjerterne bad om et smil!
Forbandet den tågede dag, vi gik vild,
forbandet den dag, som vi viedes til
– forbandet – forbandet den vej, men hil
– ja – ave det folk, som fo`r den!

- Nis Petersen.

mvh
Simon.