Hej til dig, Simon :))

Tak for alle go'e ord og til alle tider med både sang, skrål og latter :))))))

Nu må jeg se at komme på ordbanen igen, sådan altså bare en meters penge over jordhøjde ... eller måske to, hvis jeg står på tæer og rækker op til bogreolens øverste hylder ;)) Det gør godt at gå i jorden med fingrene ... og det gør godt at gå i ordene og la' sjæl og hænder mærke og mærkes af bøger og sprog.

Her fra Poul Borums "Livslinier" (1962)

At se gennem strå
ned i myldrende jord
er næsten lykke

at kaste sin sikkerheds
line i en bæk
er næsten lykke

sådan bevæges vi
dirrende små

gennem alle elementer



... til Uffe Harders ord om sprog fra "Der må være en måde" (1984)

Sproget skal man trække vejret i,
gøre til sit eget, man skal bo i det.
Det er een selv og alt hvad der er udenom.
Med sproget kan man give hinanden noget,
man kan sende signaler med det over store afstande,
bygge samvær med det som et telt at sidde i.
Sproget kan gøres klart hvis det er uklart,
sproget er jo også den måde man tænker på.
Lad ingen tage det fra jer.

Sproget kan blive mindre og mindre
uden man lægger mærke til det.

Når det skrumper
skrumper virkeligheden.

Leg med det, brug det.

Når det skrumper, skrumper dine muligheder
for at finde svar på virkeligheden,
du får mørke områder i dig,
kældre hvor fanger råber om hjælp, hvor de sulter,
skove hvor dystre, vilde væsener hærger,
bitre øde sletter i mørket.

Leg med sproget, prøv det, brug det,
prøv at sige ting I ikke før har sagt,
befri fangerne i jer og giv dem ordet før de kvæler
sig selv eller jer. Kom de fangne og glemte
til undsætning.

Alt hvad der sker i verden omkring jer
sker også i sproget,
sproget kan bringe det frem,
men ligeså vel mumle det ind
i evindeligt strømmende pludren.

Vær kritiske, se på ordene, lyt til dem,
lær jer at se hvornår de siger noget
og hvornår de dækker over noget andet.
Vær fordringsfulde.

Sproget er enormt stort,
så stort som alt hvad nogen i verden
har set eller ved.
Hvorfor skal I så lade jer nøje
med de yderste strimler, med små reservater
og betonvejen gennem dem?
Hvorfor ikke færdes over det hele, hvorfor ikke
gå en tur med nogle ord der ellers
aldrig kommer ud?

Sproget kan skrumpe
til det, der kan kodes ind på maskiner.
Brug også resten af det, det er jeres
hvis I tager det.

Sproget kan beskæres
i aviserne og andre steder,
det kan forenkles, formgives, gøres til formler, moduler,
det kan designes, standardiseres, harmoniseres,
ordene gøres til glatte, let udskiftelige brikker,
som knap nok behøver veksling fra et land til et andet.
Der kan lægges et gitter af andres normer,
bestemt af andres ønsker, andres trang til magt,
ned over sproget uden at man rigtig
lægger mærke til det.

En dag kan I finde jer selv som fanger bag det gitter.
Og sproget kan rives fra hinanden,
gøres til sæt af ord for forskellige
sæt specialister,
deles i fagsprog og koder
låste for alt
hvad der strømmer omkring dem.

Og det fælles sprog hvor vi kan færdes sammen
tyndes ud, strammes ind, gøres mere forgrovet,
så det til sidste kun kan bruges
til ganske enkle funktioner.

Tag bladet fra munden,
tag sproget tilbage fra dem der har røvet det,
fold det ud, blæs liv i det,
bad i det, byg med det,
tænd lys i alle dets kroge og egne,
lad det vokse sig endnu større end det er,
sæt endnu flere blade på dets grene,
lad det blusse og spidde, gnistre og knitre, skinne,
varme og drømme.
Lad det le.

Ordet er jeres
hvis I tager det.


I massevis af ord- og jordelskende hilsner fra RoseMarie :)))

Go'morgen, go'morgen, godmorgen, Simon :))

Her har du lidt lidt at begynde dagen med, at vågne op til ... sammen med morgenkaffens liflige duft og smag ;))

Mere Borum og nu er det fire styk fra "Digte til musik" ... ja, og så sandelig en hyldest til både lyrik og musik. Hør blot her med både ord og lyd (her også fire styks) :))


Herregud, hvor mange sekunder
at leve på en dag.
Alle disse lysfyldte øjeblikke,
al den tid jeg har.
Hvilken lykke
at ha så meget tid.

Herregud, hvor mange mennesker
verden er fyldt af.
Og hvor mange tanker,
gode og onde,
har ikke hvert enkelt menneske.
Og hvor mange sekunder.

Å, at være så rig,
og først skulle miste det
bagefter.

***

Løv er lutter begyndelser
skiftende mønstre for vindens bevægelser
tegn for intet i luften

Løv er træets sekraft
fra lysgrønt til brunt
fra blød susen til raslen
se træet har øjne

Løv er træets kærtegn
luft kom til mig
vækst kom til mig
himmel jeg rækker

Løv er lutter afslutninger
bevidsthed om fald
og genkomst

***

Du er det dansende midtpunkt
jeg er den dansende omkreds
i bestandigt nye kombinationer
fylder vi rummet med cirkler

Du er et hjerte der åbner sig
jeg er vindenes sjæl
bestandigt farer vi vild i hinanden
fylder vi kroppen med dans

- – - – -

Du bygger bjerge
jeg bygger kilder
vi fylder et tomt landskab
med øjenfugle og køn

Vi lever et opfyldende liv
langt fra helhedens sol
jeg bygger kilder
du bygger bjerge

***

Grønne skridt i græsset
stier ind mod skoven
mørket er en del af
det lys du skal bekræfte

Hvert skridt er begyndelsen
til en åben verden
Din rygs linje tegner
det du gik forbi


Og musikken? Jo da, så må disse fire være passende og helt sikkert et must og lige til tiden og morgenlyset :))

https://www.youtube.com/watch?v=_P8fsHxTFDE

https://www.youtube.com/watch?v=yW_b5rhfRIc

https://www.youtube.com/watch?v=heiAn-VKMC0

https://www.youtube.com/watch?v=9eXWUc23d4k


Gode morgenhilsner fra RoseMarie

Morn’ RM..

Forstår din glæde ved jord under neglene, jo en skøn tid med regn og sol, uundværlige vilkår – efter poetens hovedregning, burde det jo regne om natten og solen skinne om dagen ;)

Poetens hoved

I
Langt til havs gynger poetens hoved.
Fader, din søn.
Solen græsser i det vestlige led.
Skyerne grønne som urter.

II
Delfinernes blade for solen
synker ned i det tomme led.
Mægtige årstider perses her
og gynger i stjernelys.
Isbjerge sejler
med striber af siddende lærker.

III
Morgen. Lemmer
rullet sammen blandt sovende ord.
Min tunge som slikker
foden af disse ledeblokke.

- Per Højholt.

Her lidt af Dannys set-fra-oven-lyrik:

Wittgenstein sad på et hegn

Wittgenstein
sad på hegn
tænkte mange
sære tegn

Tænkte sprog
skrev bog
hed ˶Tractatus˝
var så klog

Gik og sled
ha’de det hårdt
til han gled
omsider bort

Alle folk
dør til sidst
˶Åh hvor trist!
. Sidste vits!˝

Alle folk
dør fra livet
Ingen grund
til ’t vær pivet

Alle folk
svinder sammen
transformeres
undflyr rammen

Alle folk
skal dø en dag
Så’ det slut
med al dét jag

Pamper dør
såvel som ping
det er bare
altings ring

Det er sådan
alting kører
det er den vej
alting fører:

gennem blod
og bræk og pløre
indtil alle
ben er møre

Det begynder
i mo’ren
og slutter
i jorden

Det er vejen
det tar
for vismand
som nar.

- Dan Turèll.

Og når man har sagt Danny, må man også sige Laugesen – det satte engang en lille treværelset’ rammen om. Holder af begges udfoldelser, der var en lille men god del af 70’er og 80’ernes sindsbevægelser, hvor jeg gerne befandt mig rygliggende i Frb. Have til plaskelyde, barnefnis og solglimt gennem hendes hår på arrangerede pjækkedage, hvor man så slæbte en eller anden poet med, uden denne vidste det – egentlig lidt synd, for haven er jo sådan et pragtfuldt sted, at flade ud i…

Novemberstykke

Musikkens farve er det blæsende og hældende
landskab
saa tyndt at tilsyneladende kun overfladen eksisterer,
endestationen den erobrede graalige gade.
I pauserne ser man ned i afgrunde, der er ingen ro og
ophold.
Lyden af styrtende geder stiger ud mod en, suset og skriget,
sømmet og
bundet til en stige, med hvidt udsyn.
De bidende langsomme baand der holder fast i
lemmerne, hvor man hænger.
Skoven svinger buet væk ned i en nat der er endnu
frygteligere
end civilisationen har lavet den, fuld af mennesker og ting,
der har
menneskenes egenskaber.
Den tykke lugt hænger overalt i skyerne og opløses kun i
græsset om morgenen, i det triste øjeblik, hvor alt er smukt.
Dagen
kommer overhovedet ikke ind i billedet paa noget tidspunkt.

- Peter Laugesen

Det var helt rart med et Borum-tilbageblik, som også jeg vil ose lidt mere med om et par solstrejf, for ham bliver man jo heller aldrig færdig med, og heldigvis for det. Så det var et herligt rundstykke at begynde morgenkaffedagen med. Håber du rigtig nyder sommersolen med neglerødder i jorden u.s.w. Selv får jeg næsten lyst til at bryde ud i Entesang – du ved, denne hobbitiøse meddelelsestrang – men Herredet stå i det, om jeg ikke sku straffes med salt i kaffen og sukker i ægget, hvis jeg vover at udsætte nogen for dét, så … humm, god weekend. lyder det herfra ;)

mvh
Simon

Halløjsa her på en søndag med tørvejr

Tak for Dannyord og ord fra Laugesens pen. De er sådan set begge to en mangel i min "opdragelse" ... Danny kende jeg en smule og Laugesen næsten ikke. Det er altid en fornøjelse at blive præsenteret for nye "gamle" poeter. Sådan som en en lille appetitvækker :))

Nu skal du få lidt mere af Borums herlighed fra digtsamlingen "Sang til dagens glæde" fra 1974. Det første digt er et af de første digte, som indleder samlingen.


Indresang

ordet blev ikke kød
ordet blev luft
og luften er evindelig
mens kødet fryser af

lag efter lag af ord
ligger papirtyndt over os
op til stjernerne
vore små døde brødre

det er tegntiden
der er flaksende skygger
nu går jeg under mørket
nu hvisker jeg dig et navn

ingen er fremmed er ingen
som får planterne til at gro
man vågner bare
her eller et andet sted

det eneste man ved
når det er forbi
er at det ihvertfald ikke
er "som det er"

vinden fra stenskyer
vinden fra havskyer
her har du nogen ord
at stå véd

***

To

nat, med grønne træer


sætte skuldrene mod mørket
standse mørket
lade mørket inde fra én selv gennemtrænge mørket

sollys, grå gade, mange menneskers skridt

som et barn på en sandstrand løber mod lyset
og marehalmens sølvsværd hugger i lyset
går min huds solmylder ind i lyset
mens stenene under mine fødder græder lykke i lyset

***

Grænseliv

lysets sår lægt
nat atter som den naturlige tilstand
fjendtlighederne bilagt
de løgnrøde skyer på flugt
øjenråbene løbet tilbage
ad hemmelige stråleveje
kroppens sang brugt

ssh stille
endnu er ingenting sagt
lad os lade som om
vi vågner om lidt
i paradisisk mørke
og gir hinanden navne

kald mig fred så vil jeg
kalde dig lægedom
kald mig læbers stilhed
og når jeg kalder dig digt
natmål ramt
inden vi har søgt
hænder som rislende vand
lysets sår lægt


God søndag til dig fra RoseMarie

Hej i natten RM..

Ka godt lide tankemotiverne, lyset og dets særlige betydning, velsagtens for os alle, fik mig til at tænke på sjove linjer i et tankelandskab, skabt eftersommeren omkring 1919, da Karl Isakson besøgte og malede på Christiansø.
Det er lidt langt, men alt liver op og man står dér midt i det hele, med saltet vind i hår, mund og sammenknebne øjne, og ved endeordet Paradis, er man straks på vej ind for at pakke sit grej, for at genkalde sig livet i og omkring Frøkenerne Kochs Pensionat. Der er tale om malerinden Cathrine Zernichow, Aage Roose, Oscar Hullgren, Johan Frederik Tryde og Mario Krohn, som jeg altså tror, har forfattet dette:

Seksten hundred otti seks.
Femte Christian Danmarks Rex,
Frederiksø og Christiansø
Verdens ende se og dø!
Vinter, Foraar, Sommer, Høst,
Sorrig, Glæde, Smerte, Lyst,
Nord og Syd og Vest og Øst,
Solnedgang og Maanelyst.
Brede, tunge Bastioner,
Placementer for Kanoner,
For et Hus kun otte Kroner,
For en Mand kun fire Koner,
Gærdesten og Klippesider,
Sildepiger, Spisetider.
Græsholms Fugle, Øen Tat,
Modne Figen, Brombærkrat,
Maaneskrig og Myggesvirren,
Rullepølse, Malerstirren,
Røget Sild og søde Supper,
Skuder, Moterbaad, Chaloupper,
Fiskegarn og en Kanó,
Stueorgel, Picasso
Lille Lau og Futurister,
Maanebal og Dansevæsen,
Hansemand er ikke kræsen!
Bysse, Bisse, Busse, Basse.
Sørensen og Sildekasse.
Weie, Willemoes og Wieth!
Kohh, Kampmann, Sulamith?
Nyeland, Köhler og Cézanne,
Kolerabaase, Præstemand,
Isakson og Zernikow,
Indfødsret forfærdelig sjov,
Skæg og haar på Maler Tryde
Kan kun denne Ø frembyde,
Hansen-Funch og Fjer i Hatten,
Hvide Liljers Lys i Natten,
Roose rød og røde Tage,
Ægtemanden uden Mage,
Løvebrøl og Løvemund,
Sjak og Boccia allen Stund,
Don Juan og Kommandanten
Slentrer hen ad Klippekanten.
Sprøjt paa Drosken, Ridt paa Trappen,
Edderfugle, Læderlappen,
Stegte Lam, Champagnegilde,
Fantasi blandt Biskras Vilde.
”Damer”, ”Herrer”, Gaardens Stige,
Sydens Farver, Danmarks Rige,
Havregrød til vores Mave,
Møllehuset, Kongens Have,
Suleima, Sirenehuset,
Elskovssuk og Bølgebruset.
Her en Tube, dér et Bræt,
Hist lidt Kul, plus en Palet.
Der en Stol og her lidt Stil
Hjælpe til de alle vil.
Rød og Gul og Brun og graa,
Cadmium, Pariserblaa.
Stille gaa og husk vi sover!
Fyret lyser ovenover.
Mindet staar paa Øens Klipper,
Øens Minde aldrig glipper,
Øens Kro er Øens Paris,
For Krohn var Øen et Paradis.
*
Prøv evt. at se motivet ”Ved Frederiksø” (1872) af Holger Drachmann, et helt fantastisk lys!

Her til slut, lidt vind under vingerne med Cornelis Vreeswijk:

Fåglar

Fåglar som är gamla har en egen skog.
Fåglar som är sjuka sjunger ingenting.
Fåglar som är kära köper ingen ring.
Fåglar sitter aldrig på fågelkrog.
Fåglarnas själar vet aldrig fåglar av.
Fåglar som är döda har ingen grav.
(-)
Fåglar som kan flyga, visst älskar jag er
men jag kommer aldrig att flyga mer.

- Cornelis Vreeswijk.

mvh
Simon