0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Morn’ RM..
Forstår din glæde ved jord under neglene, jo en skøn tid med regn og sol, uundværlige vilkår – efter poetens hovedregning, burde det jo regne om natten og solen skinne om dagen ;)
Poetens hoved
I Langt til havs gynger poetens hoved. Fader, din søn. Solen græsser i det vestlige led. Skyerne grønne som urter.
II Delfinernes blade for solen synker ned i det tomme led. Mægtige årstider perses her og gynger i stjernelys. Isbjerge sejler med striber af siddende lærker.
III Morgen. Lemmer rullet sammen blandt sovende ord. Min tunge som slikker foden af disse ledeblokke.
- Per Højholt.
Her lidt af Dannys set-fra-oven-lyrik:
Wittgenstein sad på et hegn
Wittgenstein sad på hegn tænkte mange sære tegn
Tænkte sprog skrev bog hed ˶Tractatus˝ var så klog
Gik og sled ha’de det hårdt til han gled omsider bort
Alle folk dør til sidst ˶Åh hvor trist! . Sidste vits!˝
Alle folk dør fra livet Ingen grund til ’t vær pivet
Alle folk svinder sammen transformeres undflyr rammen
Alle folk skal dø en dag Så’ det slut med al dét jag
Pamper dør såvel som ping det er bare altings ring
Det er sådan alting kører det er den vej alting fører:
gennem blod og bræk og pløre indtil alle ben er møre
Det begynder i mo’ren og slutter i jorden
Det er vejen det tar for vismand som nar.
- Dan Turèll.
Og når man har sagt Danny, må man også sige Laugesen – det satte engang en lille treværelset’ rammen om. Holder af begges udfoldelser, der var en lille men god del af 70’er og 80’ernes sindsbevægelser, hvor jeg gerne befandt mig rygliggende i Frb. Have til plaskelyde, barnefnis og solglimt gennem hendes hår på arrangerede pjækkedage, hvor man så slæbte en eller anden poet med, uden denne vidste det – egentlig lidt synd, for haven er jo sådan et pragtfuldt sted, at flade ud i…
Novemberstykke Musikkens farve er det blæsende og hældende landskab saa tyndt at tilsyneladende kun overfladen eksisterer, endestationen den erobrede graalige gade. I pauserne ser man ned i afgrunde, der er ingen ro og ophold. Lyden af styrtende geder stiger ud mod en, suset og skriget, sømmet og bundet til en stige, med hvidt udsyn. De bidende langsomme baand der holder fast i lemmerne, hvor man hænger. Skoven svinger buet væk ned i en nat der er endnu frygteligere end civilisationen har lavet den, fuld af mennesker og ting, der har menneskenes egenskaber. Den tykke lugt hænger overalt i skyerne og opløses kun i græsset om morgenen, i det triste øjeblik, hvor alt er smukt. Dagen kommer overhovedet ikke ind i billedet paa noget tidspunkt.
- Peter Laugesen
Det var helt rart med et Borum-tilbageblik, som også jeg vil ose lidt mere med om et par solstrejf, for ham bliver man jo heller aldrig færdig med, og heldigvis for det. Så det var et herligt rundstykke at begynde morgenkaffedagen med. Håber du rigtig nyder sommersolen med neglerødder i jorden u.s.w. Selv får jeg næsten lyst til at bryde ud i Entesang – du ved, denne hobbitiøse meddelelsestrang – men Herredet stå i det, om jeg ikke sku straffes med salt i kaffen og sukker i ægget, hvis jeg vover at udsætte nogen for dét, så … humm, god weekend. lyder det herfra ;)
mvh Simon
|
|
|
|