Hej igen Tikka
Selv om jeg har kommenteret efterfølgende citat af dig så har jeg svært ved at give slip på det:
Så Jesus er - kan være - menneskets forbillede, i hvis fodspor vi inviteres til at gå og vokse i ved åndens kraft, så vi får en ny identitet, så det gamle menneske dør.
Det er meget smukt formuleret og virker til at være din egen formulering og så ser vi sørme at dine grundige bibelstudier ikke har været forgæves.
Jeg vil trække lidt i land, for jeg tror vi har brug for Jesus som forbillede, selv om vi kun kender den Jesus de kristne har en bekendelse til som Kristus og altså ikke den rene historiske Jesus, men han er der selvfølgelig også et sted i de biografier de kristne har lavet over Jesus liv, men hvor er svært at sige fordi det jo fra starten af fra evangelisternes side slet ikke har været meningen at give en historisk dokumentarisk objektiv portræt eller biografi af Jesu liv.
Problemerne med Jesus som forbillede kan opstå dersom mennesket Jesus begynder at blive dyrket, tilbedt, og det endda som Gud. Selv om jeg vil sige at vi skal holde fast i at her var Gud, her handlede Gud ind i tiden og verden ved mennesket Jesus.
Det andet problem jeg finder i Jesus som forbillede er at vi knækker nakken eller halsen over dette i moralsk forstand, hvorved vi går glip af det vigtigste nemlig at møde Gud i forbindelse Jesus. Jesus kommer jo ikke med en ny og strengere lov eller idealitet at tynge os med. Det vi får i forbindelse Jesus er Guds Kærlighed Kristus, Guds Nådesfyldte handling med os, hvor vi også har Helligåndens nærværelse.
Nå men nu risikerer jeg at lyde lige så skolastisk fortænkt som jeg anklager Arne for at være omkring teodicé-problematikken.
Vi skal jo passe på ikke at stille intellektuelle fælder op for hinanden, hvor vi vogter over hinanden og hele tiden angriber hinanden dersom en formulering ikke lige i vores optik er fuldstændig korrekt i teologisk eller evangelisk forstand. Paulus siger vi har fri taleret overfor Gud, vi skal ifølge ham bevare vores frimodighed. Og så er det jo ikke godt hvis det bliver sådan at vi ikke tør åbne vores mund fordi vi er bange for at dumme os. Arne er ihvertfald ikke bange for at dumme sig (så er der jo alligevel noget godt ved den dumme mand ;)
smiler smiler))
Mange kærlige hilsner HansKrist
PS:
Jeg forstår godt hvis der bliver rystet på hovedet af vi "kristne" når vi farer over hinanden indbyrdes. Og slås på livet løs om hvem af os der forkynder kristendommen mest korrekt (jeg er selv en nidkær synder i denne idræt vil jeg mene).
Hvad gør et stakkels menneske som undertegnede, hvordan gør jeg det bedst, når jeg både har det moderne naturvidenskabelige verdensbillede og ikke vil forkynde kristendom så det går ud over min eller andres intellektuelle integritet.
Det er ikke sådan at jeg finder jeg ikke lykkes med at forkynde kristendommen for moderne tænkende mennesker.
Men kunne det gøres bedre end jeg hidtil har gjort det? Det kan det uden tvivl.
Nogle gange undrer det mig at det, mit "apologetiske" engagement er så stor. Jeg har jo vel ingen aktier i kristendommen sådan set. Kommer fra et ikke kirkeligt hjem, hvor den gamle var stolt af at være fritænker. Går ikke ret meget i Kirke fordi jeg bliver så forlegen over de der trosbekendelser som bare lyder uden nogen nærmere forklaring.
Men mit kristne engagement skyldes selvfølgelig at jeg er meget stærkt KRISTUS Troende på Paulinsk vis slet og ret, det kommer jeg ikke udenom. Jeg mener selv at have erfaret begivenheden Kristus i mit liv. Nu har jeg sagt at Arne ikke siger noget fornuftigt overhovedet i forbindelse den ikon oplevelse han har haft, hvad med mig og da jeg fik KRISTUS i hovedet.
Ofte har jeg tænkt om vi ikke kunne have en KIRKE uden alt for bombastiske hårde ord, trosbekendelser, vi bliver bombarderet med. Nogle gange tænker jeg på det som kun liturgi og ikke andet, ikke som noget der iklæder os Kristus.
Min far vil til enhver tid hævde at et menneske meget let bliver syg af religiøs spekulation, ja at det er usund beskæftigelse for et rask menneske. Har vi, Thomas, Tikka, Arne og HansKrist noget religiøst sygeligt ved vores personlighed???
Har vi det godt med os selv og vores ret betydelige religiøse engagement. Vi vil næppe indrømme det hvis det ikke er tilfældet.
Treram og Bjørn og Simon vil nok sige de har advaret os.
Dog må vi sige at beskæftigelsen med religiøse spørgsmål er stor i vor tid, hvor især mindfulness (mindfoolness mindfuldness og mindfjolness) og altså dermed ham Buddha fylder ikke så lidt.
Heroverfor savner jeg kristendommens ekstatiske spiritualitet, der er kreativ og udformes af det moralsk frie individ.