1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19514 - 30/07/2015 01:50
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: I Halfdan Rasmussens digtsamling ’På knæ for livet’ fra 1948, findes disse skridt i stjernelys mod eget liv og rytme, som en nattens kurér i frihedstankers bundne ro og års intensitet forinden:
Snefnug
Som stjerner sejler de gennem rummet, danser ud af evigheden til en dvælende forening mellem rum og jord.
Gennem bæk og fos danser de mod havet.
Jeg har hørt dem sukke i ensomme nætter – kalde mod stjernerne med klare blå stemmer.
Men en nat når himlen er åben og rolig vil stjernerne sejle på havets urolige himmel.
Stjerne vil møde stjerne og lede de små flygtninge hjem før dagen gryr.
*
Alle spørger til min tro
Alle mine glemte år er glemt for anden gang. Ingen fortid har jeg med når jeg går bort i dag. Ingen blå standarder har jeg med og intet flag. Ingen trommehvirvler står og koger bag min sang.
Jeg har kastet alting bort og slettet alting ud, brændt de gamle boder og det slidte spille bord. Ingen telte fanger blæsten på den øde jord, hvor det gule græs forgæves satte nye skud.
Alle spørger til min tro. Jeg svarer ikke mer, smiler ad profeterne og deres dogmetik. Jeg har sagt farvel i dag og trommernes musik kalder ikke, lokker ikke, når mig ikke her.
Jeg har sagt farvel i dag. Jeg gransker ingen bog for at finde hjem igen til troens tempelgård. Jeg har sagt farvel og jeres fjerne kalden når mine sanser som et ekko af et ukendt sprog.
Ingen bås at bræge i og ingen tro at tro. Ingen kilometerstene måler sti og vej. Jeg har brændt mit sidste skib og sprængt den sidste bro. Ingen grænsevagt kan mere kræve pas af mig.
Alle mine glemte år er glemt for anden gang. Ingen lænker hæmmer mig når jeg i nat skal gå. Ingen gud velsigner mer den jord jeg vandrer på. Alle små profeter brænder inde med en sang.
*
Bag angst og frygt
Nænsomt vil jeg løfte angstens slør. Alt skal øjet spejle før jeg dør.
Træets lys og barnets tro skal nå hjertets bund før livet går i stå.
Angst skal overvindes. Alt begær skal som renset stilhed komme nær.
Død skal gennemleves. Livets frygt skal bekræfte det, som ånder trygt
i din arm, imod din mund, og bag livsbegærets lyse åndedrag.
Nænsomt jeg jeg løfte mine hænder mod den store stilhed ingen kender.
Nænsomt vil jeg søge lysets gåde, gribe regnens bøn om mørkets nåde.
Nænsomt, nænsomt skal min angst forsvinde ved den fred jeg drak af barn og kvinde. – Alt skal livets varme overvinde.
*
Jeg elsker –
Jeg elsker den rolige rytme, som bærer de tunge ord. Tågen, der står som en hemmelighed over den skjulte jord, rummer den samme rytme, betagende dyb og stor.
Jeg elsker de famlende hænder, de kejtede følelsers skred. Barnet, der griber min elskedes bryst, skænker den samme fred, rækker sin hånd mod lyset med samme inderlighed.
Jeg elsker den levende varme, hvor livet bliver til af to. Jorden, som dier den rolige regn, rummer den samme ro, griber om livets hjerte og byder hvert frø at gro.
Atter er hjertets forår blødende rødt og nær. Lyset vugger så sø løst og nær mellem de våde træer. Himlen er fjern og åben, signet af solens skær.
Trygt løser dagens hjerte forårets drømme fri. Blomstermøllerne laler tyst mørke til vej og sti. Stjernerne synger: Jeg elsker. Du. Jeg. Vi.
*
Dømmer ikke
Jeg tvivler ikke mer. Min tro er bundet til det jeg vandt og nu har overvundet.
Jeg knæler ikke mer for gamle guder bag mausolæer eller kirkeruder.
Jeg dømmer ikke mer. Hvem kan fordømme den sandhed der er fjern som dine drømme?
For ingen sandhed har en evig kerne. - Der vandrer stjerner om min egen stjerne..
*
På knæ for livet
Jeg så det fjernt, som skåret ud i træ, mod solopgangens lys. En rød kontur. Et ansigt så jeg. Og en mand på knæ. Jeg hørte skud og så den lyse mur med stænk af sol og blod i morgenstunden. En mand lå dræbt med strejf af sol om munden.
Jeg så en mor, en grå og hærget mor. En blodig hue bar hun ved sit bryst. To læber så jeg stjæle et par ord før dødens kulde. En tryglen og en bøn: Mit kære barn. Min store dreng. Min søn!
Hun faldt på knæ i solen hvor hun stod. I støvet lå hun, ældet og forslidt. To øjne hang ved huens spor af blod og dog var hendes mæle ømt og blidt, dengang hun hviskede imod den døde: Forlad dem deres skyld! Tilgiv vor brøde!
Forlad dem hån og spot og skænk dem fred! Forlad dem drabets hånd og hadets blik! Forlad dem angst og frygt og ensomhed og sjælens onde spor af sår og stik! Skænk dem din fred, min søn. I hadets hænder bor der en ensomhed vi ikke kender.
Jeg knæler for det liv, der stod dig nær: Børns trygge søvn i deres mødres arme. Jeg knæler for de første lyse træer hvis fine rødder drak af livets varme. Jeg knæler for det liv, som trodser døden med åbent hjerte under morgenrøden.
Jeg bøjer mine knæ for denne dag, hvor livet sprang fra hjertets røde flamme. En sejer spirer af det nederlag, som ingen blinde kugler mer kan ramme. Jeg knæler for det levende, der strider. Min søn, du skal opstå til nye tider!
Min søn! Min søn! Du skal igen opstå, i dine brødres fremtid skal du vente. Alt hvad din tro har efterladt skal så de nye frøkorn til det ubekendte. Din død er høst. Din tro vor fremtids viden. Jeg knæler for det liv, som trodser tiden!
- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet, 1948.
mvh Simon
Redigeret af Simon (30/07/2015 02:01)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19517 - 30/07/2015 15:02
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.p.S.
Mellem skygger
Og jeg var barn! Og det er længe siden jeg stod med solen i min hånd og lo. Men jeg kan huske årene, hvor tiden bar mine byrder og lod livet gro.
Og jeg var tryg, som lå jeg nær det hjerte, der sang mod mit før livet lod mig gå igennem livets port af fryd og smerte, og gav mig denne jord at vandre på.
Jeg husker blot et strejf af lys og skygge. Et køligt rum. En tåge, stor og mild. Og sidenhen tog livet til at bygge det lyse ler mit liv var bundet til.
Det blev min lod at flygte fra en kvinde, at blive frugt af frugt på livets træ. Og derfor går jeg flygtende herinde imellem skyggerne af livets knæ.
Men sover jeg i kvindens lyse arme, (som barnet før der flygter fra sin mor) da løsner skyggerne der bundne varme, forladt af tanke, lyd og tomme ord.
Min tanke ved, at ingen gir tilbage den fred og tryghed ingen hånd har mødt. Men drømmen griber efter nye dage, hvor liv er fred som før alt liv blev født.
Skænk mig den fred, som hjertet aldrig kendte. Giv mig den tro, som aldrig søgte læ. Og jeg vil knæle for hvert bål du tændte i skyggen mellem livets lyse knæ.
- Halfdan Rasmussen, Paa knæ for livet, 1948.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19518 - 30/07/2015 16:38
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Her et fra Nis Petersens Nattens pibere: observationer over regnen er dog næppe stilnet af, vandet på Nis’ kasket er identisk med det på vor. Om akkurat duften er den samme, vil en del af os nok bestride, dog er Nis’ danske sommernat også vores, sågar den svimmellyse latter, som der er så hårdt så brug for i tider, hvor man næsten synes at drukne i…
Natteregn
Fald blide regn, fald sagte - giv mulden kraft og højens luft den rene, sommerbagte og æterklare duft. Fald regn i dæmpet brusen, hvisk regn og nyn i susen til alle mine træer, der trives i mit krat, at alle disse midnatsstænk er hjertensglade tårer, som kyssedes til svimlen og fald af sol og kårer den latterlyse svimlen i den danske sommernat.
Blæs blæst – blæs blidt – i blinde, blæs friskhed til min hyttes bænk med myge, vege vinde og regn i sagte stænk. Blæs blæst – blæs op – fanfarer, til natten åbenbarer for alle mine træer, der trives i mit krat, at alle disse lyde i alt det grå og grønne og alle disse dufte, der tumler om min rønne, er den svimmellyse latter i den danske sommernat.
- Nis Petersen, Hohøjdigte.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19524 - 01/08/2015 23:40
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
H. Rasmussen fortsat:
Her digte om en tillidsvækkende tro, der som transmitterstoffer flyder i hjerner den dag i dag – og som i århundreder vandt indpas, og byggede bro:
Brændt som en heks på torvet
Vi søger efter en sandhed. Ikke bag store ord, ikke hvor stål og sprængstof hamrer mod rum og jord. Vi søger efter en sandhed, som ikke er hel og rund, en sandhed gemt i et hjerte eller en blomsterlund.
Vi ved at den sandhed findes! Engang gik en mand omkring og fældede denne sandhed ind i hver levende ting. Træerne synger om den. Børnene er den nær. Den taler i elskerens øjne. Den tier i bål og sværd.
Menneskesønnen på korset kendte den, da man drev naglerne i hans fødder. Og tonekronen skrev sandhedens blødende runer over hans rene blik. Han råbte den udover verden før han forgik.
Han delte med gavmilde hænder sandhedens gave ud. Nogle har den i hjertet. Mange kaldte den gud. Guden var ikke en guddom. Hjertet var gud i den, som tog mod hans rige gave og skænked den bort igen.
Siden blev sandhed bundet, solgt for billig pris, udstedt af ågerkarle som veksler på paradis. Den hang som en narrebjælde over hver nyfødt dag og førte til retterstedets blødende nederlag.
Vi søger efter en sandhed! Vi ved den blev ågret væk, skænket i horehuse og skjult under løgnens blæk, brændt som en heks på torvet, opstanden og brændt igen. - Å kunde vi finde den sandhed og rejse vor jord på den !
*
Vogt dig for den som kræver al din tro
Vogt dig for gode tankers skyggehær. Vogt dig for den, som står dit hjerte nær.
Værn om det rene liv. Men vogt den mund, som binder din med kys og samme stund
forråder dine kærtegn, slår dit blik med kulde bag de kys han aldrig fik.
Vogt dig for den, som stjal en skøn idé og lod dens hjerte fyge med sne.
Knæl ikke i støvet for din gud. Se ham i øjnene og driv ham ud
af dine tanker når hans hånd går vild og skaber kulde hvor du skænker ild.
Vogt dig for den, som kræver al din tro, men aldrig lod din tvivl få lov at gro.
Vogt dig for den, som lod den hvide sne dække hvert lille spørgende: måske!
Han er din fjende! han er din utro ven! Naglen i hænderne. Lansen i din læn.
- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19525 - 02/08/2015 09:53
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'sommermorgen Simon En herlig sommermorgen med både morgensol og dejlige ord til morgenkaffen ... begge dele nydes med stort velbehag :)) Og de to herrer, Rasmussen og Petersen går jo rent ind og sætter spor dybt inde, hvor det både gør godt og ondt. Jeg elsker den dybde i letheden og letheden i dybden. Tak for at få mig til at gribe ud efter både Rasmussen og Petersen i bogreolen ... de ligger lige nu på mit havebord til nydning under parasollen :)) Og Rasmussen, ja her kommer lidt af den Halfdan'ske morgensol Dagen kommer med sol. En blomsterstjerne vækker en sød forventning i alle grene. Knopper brister i lyset. Og i det fjerne blånende rum forløses en fuglestrube.
... og så lidt fra Tosserierne GODMORGEN
Godmorgen, min tøs! synger buske og træer. Godmorgen, min dreng! nynner bækken. Og vejret er nok en godmorgensang værd. Se, spurvene vasker de småbitte tæer i pytterne omme bag hækken! Godmorgen! sier hønen til fire små æg. Godmorgen! sier hjærte og lunge. Godmorgen! sier blæsten til skipperens skæg og solen der kysser den kalkede væg. Godmorgen! sier mor til sin unge. Godmorgen! Godmorgen! sier himmel og jord til synder og helgen og sjover. Godmorgen igen! jubler alt hvad der gror. Men gemt i sit træ sidder uglen og glor og vrisser godnat! før den sover.
Sol&sommerlyse hilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|