|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
P.s.: I Halfdan Rasmussens digtsamling ’På knæ for livet’ fra 1948, findes disse skridt i stjernelys mod eget liv og rytme, som en nattens kurér i frihedstankers bundne ro og års intensitet forinden:
Snefnug
Som stjerner
sejler de gennem rummet,
danser ud af evigheden
til en dvælende forening
mellem rum og jord.
Gennem bæk og fos
danser de mod havet.
Jeg har hørt dem sukke
i ensomme nætter –
kalde mod stjernerne
med klare blå stemmer.
Men en nat
når himlen er åben og rolig
vil stjernerne sejle
på havets urolige himmel.
Stjerne vil møde stjerne
og lede de små flygtninge hjem
før dagen gryr.
*
Alle spørger til min tro
Alle mine glemte år er glemt for anden gang.
Ingen fortid har jeg med når jeg går bort i dag.
Ingen blå standarder har jeg med og intet flag.
Ingen trommehvirvler står og koger bag min sang.
Jeg har kastet alting bort og slettet alting ud,
brændt de gamle boder og det slidte spille bord.
Ingen telte fanger blæsten på den øde jord,
hvor det gule græs forgæves satte nye skud.
Alle spørger til min tro. Jeg svarer ikke mer,
smiler ad profeterne og deres dogmetik.
Jeg har sagt farvel i dag og trommernes musik
kalder ikke, lokker ikke, når mig ikke her.
Jeg har sagt farvel i dag. Jeg gransker ingen bog
for at finde hjem igen til troens tempelgård.
Jeg har sagt farvel og jeres fjerne kalden når
mine sanser som et ekko af et ukendt sprog.
Ingen bås at bræge i og ingen tro at tro.
Ingen kilometerstene måler sti og vej.
Jeg har brændt mit sidste skib og sprængt den sidste bro.
Ingen grænsevagt kan mere kræve pas af mig.
Alle mine glemte år er glemt for anden gang.
Ingen lænker hæmmer mig når jeg i nat skal gå.
Ingen gud velsigner mer den jord jeg vandrer på.
Alle små profeter brænder inde med en sang.
*
Bag angst og frygt
Nænsomt vil jeg løfte angstens slør.
Alt skal øjet spejle før jeg dør.
Træets lys og barnets tro skal nå
hjertets bund før livet går i stå.
Angst skal overvindes. Alt begær
skal som renset stilhed komme nær.
Død skal gennemleves. Livets frygt
skal bekræfte det, som ånder trygt
i din arm, imod din mund, og bag
livsbegærets lyse åndedrag.
Nænsomt jeg jeg løfte mine hænder
mod den store stilhed ingen kender.
Nænsomt vil jeg søge lysets gåde,
gribe regnens bøn om mørkets nåde.
Nænsomt, nænsomt skal min angst forsvinde
ved den fred jeg drak af barn og kvinde. –
Alt skal livets varme overvinde.
*
Jeg elsker –
Jeg elsker den rolige rytme,
som bærer de tunge ord.
Tågen, der står som en hemmelighed
over den skjulte jord,
rummer den samme rytme,
betagende dyb og stor.
Jeg elsker de famlende hænder,
de kejtede følelsers skred.
Barnet, der griber min elskedes bryst,
skænker den samme fred,
rækker sin hånd mod lyset
med samme inderlighed.
Jeg elsker den levende varme,
hvor livet bliver til af to.
Jorden, som dier den rolige regn,
rummer den samme ro,
griber om livets hjerte
og byder hvert frø at gro.
Atter er hjertets forår
blødende rødt og nær.
Lyset vugger så sø løst og nær
mellem de våde træer.
Himlen er fjern og åben,
signet af solens skær.
Trygt løser dagens hjerte
forårets drømme fri.
Blomstermøllerne laler tyst
mørke til vej og sti.
Stjernerne synger: Jeg elsker.
Du. Jeg. Vi.
*
Dømmer ikke
Jeg tvivler ikke mer.
Min tro er bundet
til det jeg vandt
og nu har overvundet.
Jeg knæler ikke mer
for gamle guder
bag mausolæer
eller kirkeruder.
Jeg dømmer ikke mer.
Hvem kan fordømme
den sandhed der er fjern
som dine drømme?
For ingen sandhed
har en evig kerne.
- Der vandrer stjerner
om min egen stjerne..
*
På knæ for livet
Jeg så det fjernt, som skåret ud i træ,
mod solopgangens lys. En rød kontur.
Et ansigt så jeg. Og en mand på knæ.
Jeg hørte skud og så den lyse mur
med stænk af sol og blod i morgenstunden.
En mand lå dræbt med strejf af sol om munden.
Jeg så en mor, en grå og hærget mor.
En blodig hue bar hun ved sit bryst.
To læber så jeg stjæle et par ord
før dødens kulde. En tryglen og en bøn:
Mit kære barn. Min store dreng. Min søn!
Hun faldt på knæ i solen hvor hun stod.
I støvet lå hun, ældet og forslidt.
To øjne hang ved huens spor af blod
og dog var hendes mæle ømt og blidt,
dengang hun hviskede imod den døde:
Forlad dem deres skyld! Tilgiv vor brøde!
Forlad dem hån og spot og skænk dem fred!
Forlad dem drabets hånd og hadets blik!
Forlad dem angst og frygt og ensomhed
og sjælens onde spor af sår og stik!
Skænk dem din fred, min søn. I hadets hænder
bor der en ensomhed vi ikke kender.
Jeg knæler for det liv, der stod dig nær:
Børns trygge søvn i deres mødres arme.
Jeg knæler for de første lyse træer
hvis fine rødder drak af livets varme.
Jeg knæler for det liv, som trodser døden
med åbent hjerte under morgenrøden.
Jeg bøjer mine knæ for denne dag,
hvor livet sprang fra hjertets røde flamme.
En sejer spirer af det nederlag,
som ingen blinde kugler mer kan ramme.
Jeg knæler for det levende, der strider.
Min søn, du skal opstå til nye tider!
Min søn! Min søn! Du skal igen opstå,
i dine brødres fremtid skal du vente.
Alt hvad din tro har efterladt skal så
de nye frøkorn til det ubekendte.
Din død er høst. Din tro vor fremtids viden.
Jeg knæler for det liv, som trodser tiden!
- Halfdan Rasmussen, På knæ for livet, 1948.
mvh
Simon
|
|
|
|
