1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29411 - 17/03/2020 02:53
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ohøj i la notte, RM...
Længe siden. Ja jeg var lige ved at tro du helt havde opgivet det lille Mellemrum, her mellem virusplager, tendentiøs overtro og anden livsudfoldelse - som netop det, at hente gode sager op fra billedkælderen og lægge dem på langs her mellem alt og intet...;)
Hr. Jæger var nu en herlig fætter, en vidunderlig forfatter jeg slet ikke tror særlig mange læser, hvad der igrunden er en skam, da der er så megen glæde i hans efterladenskaber, som fx digtene.
Jeg kan ikke tegne verden
Jeg kan ikke tegne verden, for der eksisterer ingen verden. Der er kin rædslen i det standsede blik - og alt dét, som synes at komme, det går, og alt dét, som bevæger sig, det står stille. Før i tiden havde de en kejser uden klæ'r, i dag er det et tomt sæt tøj, der er statsminister. Den nærmeste fremtid findes indtalt på plade eller mindes i svulmende antologier. Jeg kan ikke tegne verden, der er ingen.
- Peter Poulsen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29414 - 18/03/2020 01:12
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Enkelte træers kroner her er allerede blomsterhvide, mit kommende mundvand, så ka’ du sikkert gætte træernes art. Man ka’ sidde dér og få blomster i håret, nøjagtig som dengang vi flippede rundt under solen i pjanket lune, med en chillum i lædervesten over den forvaskede skjorte, på vej mod Christianias herlige sauna: flowers in your hair…og tra-la-la. Ak ja, det var tider, sommertider! Når man sådan en sommerdag hoppede afsted på Vesterbros varme asfalt med håret nedad nakken og i misfarvede kinasko – en af pigerne havde i et kollektiv for vane at farve alt af bomuld, så aftenens hvide T-shirt ku’ sagtens være noget mellem lilla og lyserød, når man fik øjne – på vej mod Irmas køledisk, for at hente mælk til havregrynene. Hvor var vi dog sunde af al den kærlighed og en lille tjald, når vi den sommer sad en masse mennesker på gulvet hos en ven i Istedgade og hørte J. J. Cale, Supertramp og anden fremragende musik fra de kæmpe Altec Lansing-højtalere, otte-ti frie fugle med langt hår i spraglede sommergevandter fyldt med varme tanker. Når jeg læser Ib Michaels herlige fortællinger, eller hører ham selv fortælle, opstår noget af den samme fornemmelse i mig, selv om så mange af dem der dengang sad smilende på gulvet nu er væk. Flere døde desværre senere af AIDS, en sygdom man dengang ikke vidste særlig meget om, men nok havde visse anelser. Venner der var til mænd, oplevede langsomt at se deres kærlighedsliv pakket ind i forberedelser, den monumentane lyst afstemt af tanketunge overvejelser med forsikringer om dit og dat, men til fester hvor der blev drukket en masse rødvin og røget lidt pot, flippede de så helt ud og kærligheden lynede som eksplosioner i øjnene. Venner der for længst er væk men som man stadig elsker, toner frem når man opløftet hører Supertramps bløde stemmer under madlavning med vin på bordet, midt i en anden tid med samme behov for kærlighed og samvær mellem venner og bekendte, hvor minderne flyder over bordet lige så rigeligt som vinen gjorde dengang, nu der er lidt tid til rådighed og alle har behov for at mindes, under blomstrende træer der allerede får mundvandet til at rende: åh de blommer, man blir blød i knæene af disse træer! Og så, alt imens man anbringer sine varer i kurven, ser man pludselig avisens overskrift om Karen Thisteds pludselige død. Ak ak, dette sprællevende fruentimmer, så pragtfuld, fyldt til randen med meninger om alt og alle, sandelig en underholdende madamme, må man sige, æv! Jeg køber ikke den slags aviser, læser dem ved sjældne lejligheder på biblioteket, og afstod altså fra impulsen. End ikke bibliotekerne er til rådighed i denne tid, man må nøjes med sladder, der jo altid er så rigelig af, uanset situationen. Det er dén middage nærmest er et oplæg til, bare at sidde dér og lytte til alles meninger og se deres varme øjne, der hurtigt gløder af filosofiske abstraktioner mens de skyller efter med vin. Netop dette, det festligt absurde, fik mig sådan til at tænke på den vidunderlige fortælling af Giovanni Boccaccio: The Decameron – et hundrede blodfyldte historier om det menneskelige leben, og herregud, hvilke roller spiller igrunden 700 år, der litterært set blot er sekunder væk, jeg spør bare? Hjertet bløder i denne tid for det skønne Italien, hvor folk ligesom i Frankrig sidder ved borde med tanker der springer rundt i forgangne tider, oplevelser og minder, og små børn der sidder på skødet med blanke øjne. En så oplagt natbordsværdighed, i en tid hvor selv sarte dufte snart får næser til at rødme og rende – men hvor ville man dog ønske at særlig journalister tænkte sig bedre om, før de kastede sig over tastaturet, ja før de åbnede deres munde! - hvad der til gengæld aldrig har været tradition for, ej heller i det skønne Italien.
Samlet og adspredt
Når jeg samler mig om ét, synes alt det jeg lukker ude, at ligge lige udenfor, lige for, lokkende, fristende. Når jeg lader mig friste, spreder det sig, fjerner det sig: verden er uendelig.
Når jeg ikke samler mig om noget, ikke har noget centrum, opløses også periferien: alt tåger ud, alt er intet, intet har en grænse.
Verden er uendelig og begrænset.
- Villy Sørensen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (18/03/2020 01:19)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29419 - 20/03/2020 06:47
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Man finder intet sted en større rigdom i nationallyrik end hos de stolte englishmen, den der selv har været på vandrefod i engelske landskaber og læst de gamle poeter, forstår udmærket betagelsen, der grunder sig vidt i litteraturen. Og hvem har for øvrigt ikke lunet sig i landsbyatmosfæren hos Jane Austen, Agatha Christie, Colin Dexter, Dorothy L. Sayers og John Mortimer, der for mit vedk. tar prisen, eller for den sags skyld været ved at få kaffen i den gale hals i ren fryd over miljøet Tom Barnaby dagligt færdes i. Den rejselystne vandrefod må pt. færdes i den grænseløse litteratur, der næppe kunne være mere indifferent overfor mikroskopiske forhindringer, nåja, undtagelsesvis ka’ man jo lægge vejen forbi et af Dorothy L. Sayers giftmord, opdaget og forløst af den berømte engelskmand, af hvilke der findes ikke så få – ja for os der holder af at nyde dem på langs, er det jo lige før man får liggesår, i ren betagelse:
Weathers
This is the weather the cuckoo likes, And so do I; When showers betumble the chestnut spikes And nestlings fly; And the little brown nightinggale bills his best, And they sit outside the “Travellers Rest,” And maids come forth sprig-muslin drest, And citizens dream of the South and West, And so do I.
This is the weather the shepherd shuns, And so do I;
When beeches drip in browns and duns, And thresh, and ply; And hill-hid tides throb, throe on throe, And meadow rivulets overflow, And drops on gate-bars hang in a row, And rooks in families homeward go, And so do I.
- Thomas Hardy.
Beneath the greenwood tree
There is no land like England Where’er the light of day be; There are no hearts like English hearts, Such hearts of oak as they be. There is no land like England Where’er the light of day be; There are no men like Englishmen So tall and bold as they be.
And these will strike for England Snd man and maid be free To foil and spoil the tyrant Beneeth the greenwood tree.
There is no land like England Where’er the light of day be; There are no wives like English wives So fair and chaste as they be. There is no land like England Where’er the light of day be; There are no maids like English maids So beautiful as the be.
And these shall wed with freemen, And all there sons be free, To sing the songs of England Beneeth the greenwood tree.
- Lord Tennyson, 1854.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29438 - 23/03/2020 14:44
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ups!
Fra Otto Gelsteds Emigrant Digte, lidt af stemningen solens forårsstrejf atter kalder frem, og mon ikke små og lange ben for tiden dingler ved vandkanten et sted i Skærgården, som et af de skønneste steder man kan tænke sig, og derfor ønsker at være:
Linné i Skærgaarden
I lange striber duver blomsterduften igennem kløfter og i hindbærkrat, og blomsterne har mærkelige navne: Enører, Svensk soldat og Dag og nat. De gamle møre stubbe ligner trolde, der løber tusindben bag trøsket bark, det vrimler og det myldrer allevegne, den hele bjergskov er en Noahs ark. I luften sværmer hvide blomsterfnug, og fjernt i dybet kalder gøgens kuk
Jeg gaar paa klipper mellem lýng og blaabær og samler ind til mit herbarium og prøver paa at gemme lidt af duften fra skærgaardsskovens store aabne rum. En nordisk urskov! Om mig blaaner fjorden, og vinden stryger gennem birk og løn, og højt som svaler tumler sig libeller, og solen skinner, og dens glans er skøn. Da hører jeg i vindens pust en stemme, og løvet taler ord jeg kan fornemme:
- Otto Gelsted.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|