Her lidt pluk fra Emily Dickinsons klangfulde digte i oversættelse af Elsa Gress – de befinder sig i ”Engagement, epistler og essays” (1977), som måske ku’ være et glimrende indryk i bogreolen, sådan til udryk i tide og utide. Elsa var herligt rapkæftet, den i manges øjne ”allersureste mokke”, men morsomt er det nu i eftertiden at se, hvordan disse allersureste rapkæftede m/k'ere tit ender som de allermest savnede i det off. rum, når de som skabere af de ubehagelige spejlbilleder omsider forsvinder for altid – de før så anstødte, må pludselig leve uden sund kritik der jo ku’ vække noget til live, og det viser sig sjældent at være så rart endda… ;)
ED levede i samme hus livet ud; engang i den tidlige ungdom tog hun den beslutning slet ikke mere at forlade sin faders hus, livet hendes betragtedes i øvrigt af samtiden som mere eller mindre uinteressant, nå ja, den ”golde tante” fra den victorianske familie, gav dog immervæk anledning til ikke så få forestillinger om sit seksuallivs karakter, hun blev med tiden både lesbisk og incestuøs, og har således på distance været genstand for en vis form for interesse, der angiveligt skyldtes en række afviste men glohede mænd som rygtesmede, for forestillinger om ringeagt for egen person og væsen har næppe været på tale, det måtte altså være fruentimmeret den var helt gal med.
Men altså, bag vinduer så blanke i det store hus, så hun med klare blikke direkte ind i menneskets indre frygt og savn, og ramte dér noget i den ydre verden, som den indre verden måtte spejle sig i. Det var nu fremdeles efter hendes død, der kom vist kun omkring 4 digte ud mens hun levede, men så skete der også noget. Hun beskrev sine indtryk med omkring 1000 kortdigte i sit ”Brev til verden”, der så med tiden skulle føre hende ind i verdenslitteraturen som en af de allerstørste, ved siden af en Blake o.a. Hendes digte viser noget om hendes usædvanlige personlighed og tænkning, mange digte er svære at oversætte – lægger nederst en link til udpluk fra digtsamlinger – men herunder har Elsa altså været på spil, som den dygtige oversætter hun nu engang var:
Glattet af tiden med fin politur
hvor blank den smerte står
der truet trued barndommens citadel
og undergraved dens år
Gennemskåret af sortere sorg
misundeligt må i erindre
den smerte der hærgede barndommens land
og var så let at lindre
- -
Et såret dyr springer højest
har jeg hørt en jæger fortælle.
Det er kun dødens ekstase
Siden bliver krattet stille.
Den bøjede klinge, der spændtes,
den stormslagne klippe der bløder:
en kind er altid rødest
hvor feber bag huden gløder.
Glæden er angstens rustning
der varigt beskytter dens gru,
at ingen skal se hvor blodet flød
og råbte højt: ,,ramt er du !”
- -
Imens jeg frygted det, det kom,
men var dog mindre svært,
fordi det ved den lange frygt
blev noget næsten kært.
For man kan passe smerten til
og sømme sorgen om.
Værre at se den kommer vist,
end vide at den kom.
At prøve smertedragten
mens den er ny og stiv
langt værre er end bære den
det hele lange liv.
- -
Hjertet ber først om glæde,
så at fries fra plagen,
siden om små doser medicin,
til at stilne smerternes jagen,
siden om lov til at sove,
sidst om dets dommer vil råde
viseligt, mildt og give det lov
at søge om dødens nåde.
- Emily Dickinson.
mvh
Simon
Ups!
http://mith.umd.edu//WomensStudies/ReadingRoom/Poetry/Dickinson/