Lægprædikanten skr.: ”men jeg stopper i første omgang her og vil efterfølgende søge at samle mig om troens indhold.”

- Jah, det jo så dén ”agnostiker” – og sidste del af Kaj Munks stykke Ordet..;)

mvh
Simon

Hej Arne,, det er mange dage siden jeg skrev efterfølgende, men har været usikker på om jeg skulle sende det, men nu gør jeg det, for at komme videre, dog tror jeg stadig jeg taler i et sprog, bruger begreber og en nomenklatur (fra det 20 århundredes teologi) som ikke siger dig noget.



Nej en hemmelighed er det ikke, og jeg har talt rigtig meget om forholdet utallige gange, men det var i den periode hvor du var så stolt over at du havde blokeret mig og hvor du spurgte de andre debattører om de dog ikke også havde gjort det samme (men de grinte af dig og du forstod igenting Arne, men stod udenfor nok nogle af de vigtigste debatter overhovedet, ihvertfald såvidt hvordan kristendommen skal forstås eller kan forstås, for nu at være lidt mere ydmyg (dette har skabt et hul i din viden at du ikke deltog i vores meget ophidsede debatter der for mange år siden hvor bølgerne gik meget højt (og det niveau vi (Anne, Flemming Vang, Disciple, Thomas, Kræn-p med flere) i sin tid drøftede kristendom på (men som du Arne ikke deltog i) er jeg bange for at jeg ikke kan løfte dig op på Arne, for du er fortabt i en anden verden, verdensforståelse og religiøs forståelse som forståelse af det spirituelle, ja skal jeg være ærlig så tror jeg ikke at jeg kan hente dig hjem til dig selv, hvilket er nødvendigt om du vil forstå kristendommen at du kommer til dig selv igen i panden i forstanden, i forstandighed og klar tænkning igen (det med Gud og det religiøse er blevet noget fjernt for dig Arne, noget du skubber længere og længere væk i anskuelser og betragtninger som du føler stort for, men som du aldrig erfarer som konkret virkelighed der gør noget ved dig: ”en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud”))). Arne du er og bliver betragteren, og dine betragtninger går på astrofysiske forhold og ikke på at forstå vi mennesker, hvilket liv, nyt liv i Kristus, i Gud, vi har mulighed for at blive ramt af, som forvandler os og føder os på ny af Gud. Da du aldrig har udvist tegn overhovedet på at have den dimension med dig, så tror jeg afstanden mellem os to er for stor til at du vil kunne forstå mig. Hvilket også alle de 15 år vi har været på debat med hinanden jo vidner om. I alle de 15 år har vi aldrig været i nærheden af hinanden og du har endda gjort en dyd ud af at ringeagte og tage skarpt afstand fra hvad jeg stod for.

Og hver gang jeg skriver om omvendelses -begivenheden KRISTUS i mit liv som jeg har stillet dig det i udsigt opdager jeg jo at det har jeg fortalt dig om tusindvis af gange, men hver gang melder du tilbage at det er uforståeligt for dig. Så hvorfor dog blive ved og ved i årevis??????



Da jeg går fra at være tilskuer, betragteren, beskueren og teoretikeren til gennem KRISTUS at være aktiv skabende tilstede: i mig selv (måden jeg bruger mig selv på som tænkende intelligent væsen) og i verden.

I begivenheden Kristus er Gud kommet os nær som konkret virkelighed og fra da af giver forestillinger og trosforestillinger om Gud ingen mening (subjektets trosforestilinger er irrelevante), for det drejer sig om en virkelighed der ligger over fornuftens tænkning ud fra subjekt objekt spaltningen, ikke noget (i objektiv forstand) eller nogen (objekt) der er til som at eksistere for os som subjekt vi skal tro på, for der er kun i Kristus en guddommelig virkelighed vi deltager i, har del i = Kristusvirkeligheden = vores "i Kristus Væren" fordi dette er hinsides og over subjekt objekt spaltningen, så vi har transcenderet subjekt og objekt kategorierne som ellers er dem fornuften normalt arbejder ud fra og under. Dette var hvad jeg erfarede i Møgeltøndergade i sin tid. Fra den dag af forsvandt alle mine subjektive forestillinger og trosforestillinger om Gud og jeg vidste at Gud ikke eksisterede som noget eller nogen vi kan eller skal tro på i den forstand, men kun som en konkret virkelighed vi kan erfare, og det mere og mere i takt med at vi iklæder os KRISTUS eller KRISTUS vinder skikkelse i os, hvor vi tilegner os denne Kristusvirkelighed. Troen = Kristus selv = lig med den ny væren og virkelighed (Kristusvirkelighed) Jesus bærer ind i verden i kraft af Gud. Gud kommer til i Jesus, Gud handler gennem Jesus og siger vi JA hertil (tager imod den ny væren og virkelighed i kraft af Gud ved mennesket Jesus), som Apostlen Peter gjorde som den første, så er vi KIRKE her på jorden eller vi danner KIRKE her på jorden, vi tilhører flokken af kristne og vi er i KRISTUS, fordi det er her vi fandt Gud eller endnu mere korrekt sagt, det er/var her Gud fandt os. I den religiøse søgen er det os mennesker der søger Gud, i kristendommen er det Gud der finder os eller kommer til os og ophæver vores eksistentielle ensomhed (afsondrethed næsten og fællesskabet) og fremmedgørelse os selv (vores essens og menneskelighed) gennem KIRKEN, Guds Rigets begyndende indtog i verden.

Fra da af forsvandt enhver religiøs søgen i mit liv (noget vi har drøftet til bevidstløshed her og på religionsdebatten om denne mulighed gives, altså at der ikke er noget at søge men kun en virkelighed at deltage i, eller participere i, altså vores Kristusparticiperende Eksistensforvandlende Ny Natur = de nye skabninger vi er i og med og ved begivenheden KRISTUS og i forlængelsen heraf at vi tilegner os denne virkelighed, Kristusvirkelighed mere og mere dag for dag, gennem spirituel modning, gennem at vi iklæder os KRISTUS og KRISTUS vinder skikkelse i os).

Det siger sig selv at for et mennesket som undertegnede der var meget optaget af de religiøse spørgsmål og som deltog i alt hvad der fandtes i Danmark af NEW AGE tiltag (nævn det og der er ikke noget jeg ikke har været med inde omkring) og hvad der fandtes af mere klassiske former for kristen trosliv i Danmark undersøgte jeg også såvel som jeg brugte mit gode hoved til også at studere på højt teologisk niveau (akademisk niveau) disse forhold, det var en forløsning og lettelse uden lige at opdage alle vore trosforestillingers illusioner som vores religiøse søgen som værende omsonst (hvis og dersom vi tror der er noget/nogen vi kan gå op i (det guddommelige og Gud) så vi slipper for os selv, undgår os selv)), og så erfare at der bag det hele, NEJ FORAN DET HELE (FORAN OS) (1)*, ligger en konkret virkelighed (Kristusvirkeligheden) vi har del i, deltager i, er optaget i og kan få til at fylde (dominere og sætte sit stempel på vores liv) mere og mere.

Det siger sig selv at efter denne min Damaskuserfaring, Pauluserfaring, af begivenheden Kristus i mit liv at jeg bliver lydhør overfor andre der har haft lignende erfaringer, og her er lige et par stykker, men jeg har jo bragt tusindvis af disse gennem tiderne, men her et par stykker:



troens dynamiske væsen: ”en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud” Luther

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev/Hanskrist).

Through Christ we have our part in the Second Hypostasis, in the divine mystery which transpires within the inmost depths of the Holy Trinity.
The spiritual man enjoys freedom because he belongs to the generation of the Son. In Him is revealed the source of human freedom which comes from Christ. Nicolas Berdyaev.

Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence. Zizioulas

-0-0-0-0-

Det siger sig selv at en erfaring jeg selv har haft med en ny eller radikal anderledes virkelighed end vores gængse, at denne erfaring kan jeg genkende dersom andre beskriver den også.

Og her kommer PAULUS ind i billedet, hos Paulus finder jeg nøjagtig den samme ny virkelighed beskrevet, hvorfor jeg var klar over at det jeg havde oplevet svarede nøjagtig til hvad Paulus beskriver som de nye skabninger vi er i KRISTUS, og vores "i Kristus Væren". Pauls breve åbner sig for mig og pludselig er de enkle og meget smukke og rystende præcise og konkrete.

Begivenheden KRISTUS er og bliver for mange mennesker transcendens begivenheden pr se (inkarnationsbegivenheden hvor Gud er kommet os nær og alle trosforestillinger ophævet, fordi vi nu kun har en virkelighed at deltage i, tage del i).

Christianity makes God immanent in human nature and hence cannot admit a completely transcendent separation between this world and the next. Berdyaev.

(1)*:

Begivenheden KRISTUS og KRISTUSVIRKELIGHEDEN sker og foregår FORAN OS, i front og ansigt og pande på os selv. Så her bliver vi ikke ført og forført bag LYSET af noget religiøst pseudosnak og tågesnak, som om Kristusvirkeligheden skulle være udenfor tiden, historien og vores eksistens.

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

The "Infra Lutheranum" -- namely, the view that the finite is capable of the infinite and consequently that in Christ there is a mutual in-dwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite is theologically affirmed. Paul Tillich.

Egoet, mennesket og dets forstand skal ikke svækkes eller opløses. Guds komme til os i KRISTUS svækker os ikke, og det fratager os hverken ansvaret for eller byrden af os selv. Så det er ikke som østens hippie religiøsitet fyldt med stoffer hvor vi forløses fra os selv og ansvarsforflygtiger os selv, vores ædruelighed og forstandighed. Det er ej heller som buddhismen der benægter egoet og personlighedens eksistens som noget godt, nej i kristendommen er egoet og personligheden det mest hellige af alt for her findes Guds kald, tale og tiltale os. Synd er ikke at turde en selvrealisering, blive de helt specielle unikke enestående mennesker og personligheder vi har talenter og muligheder for, ja synd er at vi ikke tør indfri eller realisere Guds Åndens karismatiske gaver, begavelser vi i KRISTUS kommer til at stå i (synd er manglende spontanitet og fri noumenal moralsk, ansvarlig og kreativ, personlighedsudvikling). At møde Gud i KRISTUS er også den ny virkelighed hvor vi erfarer at blive accepteret (jeg uacceptable er accepteret) der muliggør den potentielle fuldbyrdelse af hele mit menneskelige væsentlighed som mine individuelle personlige helt særlige unikke egenskaber.

Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Berdyaev.

In Christ the God-Man there is a revelation not only of God but also of His other-self, that is to say, of man; for the Second Hypostasis of the Holy Trinity is Man in the absolute sense (2)*, and His revelation means the appearance of a new spiritual and eternal man.


(2)*:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).

åh jeg er ked af at sige det, men Arne, dit TROENS INDHOLD er den tyndeste kop te jeg nogensinde har haft stående foran mig,

Arne du virker:

flad, uinspireret og ja uden Gud, uden spiritualitet overhovedet. Jeg finder ingen hvidglødende entusiasme (ekstatisk begejstring og "i Gud Væren") som er det vi møder overalt hos Paulus ifølge Albert Schweitzer.

du Arne,, er i beskuerens og tilskuerens rolle, du er betragteren der overhovedet ikke har mødt den levende Gud

jeg har lidt ondt af dig Arne,,,

du er blottet for SPIRITUALITET, du har ingen vertikal ego-self ekstatisk begejstringsstruktur med inde over dit liv,,, du er den passive betragter og tilskuer (håber du nyder synet, mens vi andre lever, bliver tumlet rundt af Gud, født påny af Gud). Du er ikke "i KRISTUS", ikke drevet af Ånden (HELLIGÅNDEN) eller under Guds Åndens kraft og gerninger med dig. Du er det mest Guds forladte, Åndsforladte, menneske jeg kender Arne, sorry, men jeg mener det. Ihvertfald du vidner ikke overhovedet kristendommens sag = kristendommens SPIRITUALITET, gejst spirit og ånd, gåpåmod og entusiasme og engagement i verden. Kom så Richard og Thomas hvor bliver I af???

Ikke så meget som en gnist af SPIRITUALITET eller ÅND, finder jeg hos dig,, men jeg finder en masse tænkning, mange betragtninger og tilhørende passive følelser disse dine betragtninger,, men jeg finder ikke LIV hos dig Arne.


Måske jeg er lidt for hård ved dig Arne, følgende af hvad du skriver er nemlig en ret interessant problemstilling:



Det vil føre for vidt her med en fyldestgørende afklaring ovennævnte problemstilling. Men hurtigt kan vi sige at Jesus er Kristus for alle kristne i hele verden til alle tider som værende ham, ved det menneske Gud har handlet med os alle, ved at bære en Ny Væren og Virkelighed ind i verden i kraft af Gud vi nu alle er optaget i og lever i og i kraft af. Om Jesus's selvopfattelse og om disciplene eller menneskerne omkring Jesus i sit historiske liv også opfattede tingene sådan er ligegyldigt, for det er Guds Værk og Guds handlen med os.

Hvad Gud gør med os mennesker i forbindelse Jesus, dør og forgår ikke med Jesus død, det er ikke noget fortidigt der er sandt, men sandheden og hvad det drejer sig om er her hvert øjeblik for al fremtid, dette er den egentlige betydning af at Kristus er opstået, at den ny væren og virkelighed Jesus bærer ind i verden (tiden og historien) i kraft af Gud stadig gør sig gældende for alle mennesker til alle tider.

mange kærlige hilsner HansKrist

PS:

Her en facebook opdatering fra igår (for at vise jer noget der gløder af SPIRITUALITET (bemærk jer det med fed tekst). Bemærk jer min leg med de engelske ord long og lung. Ellers go læselyst:

https://goo.gl/images/FWteUZ

Jeg elsker "LUNG DISTANCE RUNNING"

"Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou.

Den fængslede indespærrede "LUNG DISTANCE" LØBER har afsonet sin arrest og skal ikke længere holdes tilbage.

Har han fået frit løb? Løbepas?

Vil du påstå du har fået dit løbepas fornyet Hansi?

Du har da altid haft "frit løb", haft "løbepas", så hvem skulle du dog spørge om "LØBEPAS"?

Mig selv, jeg har af uforklarlige grunde arresteret og tilbageholdt mig selv, holdt mig selv tilbage og indespærret en rum tid fra min store passion: "LUNG DISTANCE RUNNING".

Hvad var det der fængslede dig?

Kom i tvivl og begyndte at filosofere for meget over tingene og endte i fortvivlelsens fængsel og arrest, tilbageholdelse.

Men nu løber du igen?

Ja jeg løber igen!

Nu er du løbende igen?

Ja jeg er LØBENDE igen!

Var det svært at komme igang igen? Ja meget, og selv om jeg var trænet, havde trænet en hel del i en længere periode, kunne jeg ikke engang løbe 10 km uden at blive skadet og være mærket, alvorlig medtaget. Som jeg pludselig på mine korte løbeture kunne synke sammen, mens kræfterne sivede ud af min krop og ben, noget jeg aldrig før har oplevet. Meget bekymrende for mig var det. Og da især når jeg tænkte tilbage på hvordan jeg kunne løbe ubesværet for tre år siden hvor jeg aldrig gik ned på distancen, men km efter km kunne holde den kadence der var blevet min.

Men pludselig for et par uger siden var der hul igennem, meget mærkeligt, men selvfølgelig er jeg taknemmelig herfor, men nogen god forklaring på hvad der skete har jeg ikke.

-0-0-0-0-

Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. Paulus

Som Paulus så løber jeg "i Kristus" fordi "KRISTUS VIRKER MÆGTIG I MIG".

I KRISTUS hvor der kun findes JA. Paulus.

LØB er mit store JA:

"courage to be" Tillich

Thymus og mod, modstandskraft og styrke, immunforsvar og VÆRENS MAGT. Platon.

LØB er mit store JA til livet der hvor det er sværest. På trods af.

-0-0-0-0-

Jeg er tilbage ved mit gamle dilemma, om hvorvidt jeg er:

filosof der løber

eller

løber der filosoferer (tænker og skriver)

Men ihvertfald er jeg enig med Paulus i følgende nødvendighed:

Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Ingen skal prædike for andre, der ikke kender til selvdisciplin, arbejde og koncentration.

-0-0-0-0-

I løb (i idræt), "i Kristus" finder vi punktet eller åbningen for nogle af de vigtigste religiøse spirituelle ekstatiske spontane noumenale suveræne livsytringer, fyldt som det er med flow og superfluidity.

Hjernen elsker at blive lagt i blød, i flow, i eufori, i "runners high" og superfluidity.

Trance ikke bare i kærlighedens og elskovens parasympathetic dobbeltseng men også trance når vi er i ilden, i konkurrence, ude i præstation, i race, på sympathetic veje og krigsstier her i verden.

Allerede som dreng fandt Frank Shorter ud af at han kunne løbe fra den sin lammende frygt der stammede fra en faders bestialske fysiske afstraffelser sønnen. I 1972 til OL i München ved han med sig selv efter det frygtelige terrorangreb mod de israelske idrætsfolk som han oplevede på allernærmeste hold, at nu til det afsluttende marathon løb at han må gøre det samme som han gjorde som dreng, løbe fra frygten eller rettere løbe frygten væk og ud af sit system, ikke for at glemme, men for ikke at blive lammet, handlingslammet af skræk. Og hans mantra var da han stak fra de andre ret tidligt i maratonløbet:

"Ride my pain, work through the finish, don't get distracted."

Hvorfor konkurrenternes vurdering om at han var stukket alt for tidligt og at de ville fange ham igen, ikke holdt stik denne dag.

Født for anden gang i München blev Frank Shorter der i 1972. Første gang i 1947 hvor hans voldelige far tjente som læge i U.S.Army i Tyskland.

Jeg husker stadig min fascination af Frank Shorter og David Wottle (der vandt 800 meter med sin golfkasket på) hvor fascineret jeg blev af deres præstationer når nu deres stil var så flippet og afslappet. At se på lignende de ikke super atleter, men de virkede lidt brainy og flippede på mig. Og lige siden har jeg forbundet løb med filosofi og Hansi Fantasi.

Efter at David Wottle havde vundet OL guld på 800 meter, smuglede han kæresten ind på værelset i OL lejren/byen og Frank Shorter der var Wottle's værelses kammerat sov ude på altanen op til sit marathon OL guldløb med et par træningsløbesko som hovedpude.