Materialet

Uanset hvad
er vi materialet
Vi er asken og spyttet som blandes til mel

Vi renskurer femkronens ansigt
og bindes i strukturer
af tid og kød og DNA

Jeg håber ikke at Gråhavne findes
Jeg vil helst ikke have et liv efter livet
og undsiger alle slags før-eksistens

Jeg vil ikke lande to århundreder tilbage
grådkvalt ved at genkende
på gulvet i en fransk katedral

Når vi dør slettes alle beviserne baglæns
De farvede lys slukkes ét efter ét
Arkivet justerer sin herskende orden

Med lidt held er det blevet
for sent at forstryde
og det nytter ikke at adlyde mere

Som det sidste
trækker slangen
sin hale ned i hullet

Ørkenen er stille
da sandet lukker sig
over dens krop

Kan man stole på dét
vil jeg gerne
blive ved et århundrede til

*

Vejret i Sverige

Hun gør sig klar med fingrene
Han ligger på siden og venter imens
Han tænker velsagtnes på prioriteter
og krigen på Balkan og vejret i Sverige
hvor der endnu findes lyse piger
med vidtåbne munde som dufter af æble
og navne som Anni-Frid og Agnetha
og kærester der hedder Benny og Björn
I Sverige har man Skærgård og a-kraft
Om foråret modnes syrenerne hurtigt
og spredes siden i klatter og totter
smuldrer som surdej fra melhvide fingre
og falder som sæd på et ansigt af voks
Det er nat på hans vej og de ligger i sengen
Han tænker på hvordan Björn ville gøre
mens Anni-Frid når det bestemmende punkt
Hun har gjort sig klar med fingrene
I Sverige har de Skærgård
Hun siger, han skal komme
Så han kommer

- Bo Green Jensen.

Hinsides kærligheden

I det fjerne hus mellem klitterne
brænder en lampe
på rundhorisonten holder tre fyr
øje med hinanden

udspændt mellem dem ligger
landskabet
havet
og de andre huse

en duren
melder skibets ankomst
og efter en stund
dukker det op over kimingen

søvndybden og søvnens kvalitet
veksler
en står i halvdøren og stirrer ud

skibet sejler forbi
og forsvinder

- Klaus Rifbjerg.

mvh
Simon

Hej Simon

I dagens sidste time i aften har vi vintersolhverv, og det skal fejres med lys i stager og hjerte ... :))

Jule-Solhverv

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

De mørke Nætters Kvide
med frosne Hjerters dybe Kval
begynder alt at ane
den fjerne Nattergal.

Snart vokser Solens Evne,
dens Straaler styrkes Dag for Dag,
den vrister snart vor Verden
af Vintrens Favnetag.

Ved Foraarsjævndøgnstide
den naar det skæve Kors, som staar,
hvor Dyrekredsen krydser
Ækvator ind mod Vaar.

Saa følger Paaskesejren.
Opstanden fra Ækvator brat
dens Lys besejrer Mørket,
og Dag besejrer Nat.

Og Markens nye Grøde
den vækker op af Døde snart,
mens højere den stiger
i salig Himmelfart.

Derfor som Børn vi hilser
i Jesu Navn den nye Sol,
som spejder fra sin Krybbe
imod sin Kongestol.

Og vore Hjerter grønnes,
og Haabet søger Hi og Læ,
naar Haand i Haand vi synger
omkring vort Juletræ.

Thøger Larsen

***

En Klokke runger. Hult genlyd svarer
fra Vinternatten.Og Jordens Skarer
staar vendt forstummet
mod Verdensrummet.
Et svangert Nu over Jorden gaar –
i Mulmet synker det gamle Aar.

Et Aar i Ring, som de andre, hastet,
med Jordens Synder og Savn belastet,
Fortræd og Taarer,
og Larm af Daarer;
med Løgn og Glam det i Graven gaar
og for sin Eftermand ilde Spaar.

Dog Solen vender. Og Dag vil længes.
Og alle Sjæle som indestænges
bag Husfacader
i lange Gader
Faar Øjet op, i den sorte By –
Nu føder Dagene Lys paany!”

Johannes V. Jensen

***

Solhvervssang

Vor sol er blevet kold,
vi er i vinter vold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt
-- ja håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Det grønne, skønne træ
forjætter sommerlæ
og søde skove.
I julelysets skær
som stjerners hær,
ja, stjerners hær,
er solens under nær
og alle gule blomstresole små, som sove.

I granens brændte duft
får svundne somre luft
og de, der kommer.
Det danske, svale år
i ringgang går,
ja ringgang går,
omkring en evig vår.
Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer.

Johannes V. Jensen

***

Lys

Ørkenen blomstrer
opad evighedshedens hjul
som du smyr rundt om den fugl
der letter fra dine hænder
når du kvæles med decemberlys
frost og blå læber
når vi deler blå kys med blå kærtegn
i en piruet nedad mine drømmes ruchebaner
med udspilet iris der brænder
mens din glød bliver hvid som tung sne
og jeg bliver sneblind

Vi løber og løber
og løber tør for luft
i en metallisk støvregn
over et utopisk metropolis
fuld af sved og rust
men hvor skal vi løbe hen

Som mørt og banket kød
er vi et anker på dyb dyb bund
i et astronomisk ocean som altid udvider sig
med et ekkolod som kompas
Hvem ved hvor vi ender
blot vi ender med et brag

Lad os være mørket der drukner i lys
Lad os være lyset som kvæles af farver

Michael Juhl Svendsen

***

På maleriet fører alle døre ud til det samme,
ligesom vores fem sanser er indgange
til samme krop,
ofte vil alle døre netop stå åbne samtidig,
alle sanserne være modtagelige.

Pia Tafdrup

***

Så falder solen ind
gennem ruden i mit rum
jeg ligger her med solen i hånden
lukker min varme hånd/hver dag skal gribes
for ikke at forsvinde
mellem fingrene på os.

Pia Tafdrup

Glædelig vintersolhverv
RoseMarie

Ohøjsa, du nisserinde..;)

Det var da en god idé, for lys må der til, her i det blæsende mørke landskab med de mange sagn; og julen der svajer på små humørtoppe, i hvis øjne hele juleriet skinner - uh, hvor de gør én glad..;)

Ved jo julen er din hjertesag, så klem ska' du selvfølgelig ha', samt ønsket om en herlig jul med dine, store som små - og gid alligevel, at du må blie begavet så du næsten skammer dig, hi hi, det er så herligt et syn, når Bedste sidder dér og helt mangler ord, et sjældent syn, javel ja, men ikke mindre velkomment...hø hø..;)

Sølvvinget himmel over graner, skummende vandtænder og gåture langs stregen med vinden pludrende i bukser, ingen får et ord indført, men Rifbjerg har jo alligevel sagt det hele:

awhi aha ahå
iwhå amin anim habuba
a åj a gøj saw ha waloj a mi
a hu a whonne

a går it a mawhomluj a hi
a la la romme
si woner waj a to do sij
a la tive a somme

nåh hølen wi a hora hiw
tawa ta mo wi wane
a kømmer mi to fjale wot
de go tu me a skamme

a hole meg wa rænne rut
ti skotte unja warænne
det ha æ los de gammel pjok
de kama sgu dasamme

*

jamen den bor ikke i de huse
uvenligheden
det er en tilsnigelse
se dog hvor de vinker
med skodder og værk
en vejrhane her
en vimpel der
her er skam intet forborgent

hvor vejen vender og
slår sin bugt og breder det hele ud
så enhver kan se
at her bor idyllen

her sidder venner i lys og taler
og taler og
om lidt kommer fadet
med mad

mens aftenstjernen tændes
og solen går op
og går ned

det er ikke der den bor
uvenligheden
kun i lyngen og på toppen af
klitten
hvor de døde har sat hinanden stævne

og slæbt sig op på ryggen af alle
de sagn petroleumslampen har skabt
og som nu tyndes ud over
hæklede duge og gamle kommoder

og uden at nogen forstår det
forvandles til pludselig kremten
og knubbede ord et skænderi ligefrem
eller en umådelig trang

til at stå ved vinduet
og stirre ud i ingenting
eller et regnvejr med ryggen til og en holdning
der kun kan tolkes uvenligt

*

Men den fastholdelse
er heller ikke gyldig
den dur ikke

for det er så smukt i dag
havet roligt
himlen hvælvet
og svalerne flyver

altid på jagt
efter sig selv
efter sig selv efter sig selv

projiceret ud i
myriader af prikker
sorte
usynlige som den længsel

man jagter selv under
volter og ustandselige
manøvrer

for at få noget at spise
og fortære sig selv

for det er så smukt i dag
havet roligt
himlen hvælvet
og svalerne flyver

- Rifbjerg, Kandesteder suiten, 1994.

Bedste julehilsner m. tak for både Jensen, Svendsen & Tafdrup, ikke mindst..;)
Nissen

P.s.


Lyset skinner også her ...

Natten er lys, men med drivende Skyer
      under Maanen.
Sovende Blomster duver for Vinden
paa Plænernes Skraanen.

Syrenen er afblomstret nu,
      men Roserne bløder

saa ondt og saa sødt som to Menneskers
      stjaalne Møder ...

Natten tar alle Ting nær.
      Der er klingende
tomt i det fjerne.
— — Vi gaar med hinanden i Haanden
    ind i en Stjerne.

Morten Nielsen


https://www.dr.dk/radio/p1/speditoerens-doed/speditoerens-doed-1-4-der-braender-en-ild/#!

P.s.:

Du store kineser: DR og hele 4 afsnit om den tids poesi, måske ligefrem afgrænset til Morten Nielsen?

Mange fine digte m.m. i hæftet (der ikke måtte sælges) Der brænder en ild, bl.a. lidt fra MN (men ikke "Ind i en Stjerne"). Ikke spor svært at forstå at hans talent skinner i så mange nutidige øjne; alene brevene oser af både dét og den humoristiske selvdistance, en facetteret pen med løssluppen drenget galskab, og så så modent et selvkritisk forhold; ak ja, hvad fremtiden dog gik glip af, i et ganske lille grusomt øjeblik, dér i Silkegade.

Døden

Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.
Men kun som en Stilhed hos nogen
som jeg holdt af.
Aldrig som noget omkring mig,
en Kulde, en Skygge,
ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.

Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting.
Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand.
Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde
ved at holde en fremmeds kolde Haand
i min Haand.

Nu kender jeg den igen, her og allevegne.
Den staar i det tavse Lys over Skovens Bund.
Den gaar som en svimlende Fjernhed
i Sommerhimlen
og ligger som Klager over den sovendes Mund

Den venter, for altid lidt ved Siden af Tingen,
en Skygge, usynlig, langs Aarer
og Sten og Træer.
Den går det mere tigt med de nye Sekunder
og mere ondt. Og den er mig altid nær.

Men vi fører ingen Samtaler med hinanden,
hverken ved Dagslys
eller naar Stjernerne gaar i Flok.
Vi ved det kun begge to, at den anden er der.
Mere er ikke nødvendigt. Vi mødes nok.

- Morten Nielsen.

mvh
Simon
P.s.: Sjovt, som vore virkelig geniale poeter genstår, sikkert også når vi er væk; de er nærmest foreviget, som fx også Strunge, der for en tid siden blomstrede op i et stort bind og i et utal af nye øjne. Det ville han ha' krummet sig leende over, den gavtyv..;)