0
registrerede
818
gæster og
172
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27830 - 31/07/2019 07:14
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Godmorgen Simon Livgivende regn, lettelsens styrtregn, latterens regndans. Bedre ka' det da ikke være, når det mærkes godt og vådt både indeni og udenpå ... Yeah! :)) Poesibogen med Laugesen var ligeså livgivende som regnen fra oven har været. TAK fordi du har fået åbnet mine øjne og ører for hans tone i skriften. Jeg gik efterfølgende udsendelsen lidt på opdagelse efter og fandt mange beskrivende og begejstrede ord om hele forfatterskabets generøsitet i både mængde og mangfoldighed. Der er ikke noget at sige til, at Laugesens seneste udgivelse Traveling fra 2017 gav ham Blixenprisen for årets skønlitterære udgivelse: Det ligger i omhuen med skriften med sproget holdt i live
***
Lyd. Rytme. Arrangeret og spontant, menneskets stemme. Det var engang om lidt, nu.
***
Det sidste Artaud skrev, min vejviser helt ude af tid et helt andet sted. Det totale udtryk, billige små hæfter fyldt med blyant og blæk i forskellige farver, fulde af tegn, tegninger og knivstik, en magisk ensomheds teater der skider på, om det er kunst.
Peter Laugesen fra Travelinghttps://litteratursiden.dk/anmeldelser/traveling-af-peter-laugesen... og endnu en pris i 2018: https://foljeton.dk/63480/en-ven-af-universet?utm_source=Den%20daglige%20F%C3%B8ljeton&utm_campaign=4939f11d48-EMAIL_CAMPAIGN_2018_03_20&utm_medium=email&utm_term=0_980d252d09-4939f11d48-138959333 Lidt fra tidligere udgivelser: De store linjer i landskab som jeg var undervejs i. Der var visse stationer, men men vejen imellem var vigtigst.
***
skrift er at producere et sted hvor tingene bevæger sig mellem det højeste & det laveste ikke bare statiske yderpunkter
***
Jeg tror på at skrive ting som de er lige ud ad landevejen skrive tomheden tom skønheden skøn grimheden grim galskaben gal dumheden dum klogskaben klog
***
Jeg nåede ned til søen og hjem med Chenga, før regnen begyndte at falde, og den er faldet lige siden. Det var umuligt at gå den sædvanlige vej, fordi regnen og den kraftige blæst det sidste par dage har presset vandet ind over stien. Ænderne svømmer på den.Ha' en begejstret og vandet dag ;)) RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27834 - 31/07/2019 13:28
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Og mellem dråberne vittigt sagt, får deres lyd ører til at rejse sig, en vandviddets kraft..;)
Ja de nydes i samlet flok og fra alle sider, de kære små, man er jo som en dråbetæller der render over af glæde, men savnet har sågu også længe trængt sig på. Så også jeg bader i glæde, her i huset der åbent i alle ender orkestreres af aqua.
Ja man blir glad i Peter Laugesen, der læser sig ind i én og som fortjener værdsættelse. Han har skabt så mange fine tankebilleder, man sådan ka' gå og nyde med eftertænksomme skridt, på gåture i byen - og er samtidig fri for mas omkring én, man går bare dér, og smiler for sig selv...
Mørke våde tomme gader oppe i kvarteret bag universitetet Hvert femte minut møder man en der ikke aner hvad gaderne hedder og i det hus man leder efter er dørene låste Ingen svarer når man banker heller ikke hunden på små røde stickers Lad os synge om det som fuglene sang da de var små.
- Peter Laugesen.
Så tak for ham under mælkehatten her, dette sære lys om træet herudenfor med moreller.
mvh & go dag ditto.. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27866 - 03/08/2019 03:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Et gomorn’ i natten, RM..
Og med en stråleglans, som kunne være lokaliseret et sted mellem Thomas Mann og Vilhelm Bergsøe, men er sit helt eget morgenlys, en vandring i Venedig 1948 – så opsedasse og på med kaffen, du søvndrukne drys. Der ér noget søvngængeragtigt over dette, en vandring i lige før og øjeblikket, som drømmen i en italiensk vuggelise, så helt vidunderligt:
Daggryets masker
Over piazzaens skakbræt tøver de sidste stjerner. Tårne af lys og lette, slanke løbere omringer de spektrale monarkier. Meningsløse spil, gårdsdagens englekrig!
De stillestående vandes glans hvor små glæder, algegrønne, flyder, en længsels rådne æble, et ansigt søndergnavet af månen, en forhåbnings krøllede minut, alt det som livet ikke fortærer, resterne af utålmodighedens fest.
Den døende slår sine øjne op. Denne flis af lys som bag gardiner våger over den som rallende gør bod er det blik som ser og ikke ser, øjet hvori billederne spejler sig lige før de styrter, den krystalklare afgrund, graven af diamant: spejlet som fortærer spejle.
Olivia, med vandblå dybe øjne , slog kaskadens harpe af glas med hvide hænder på de grønne strenge, nu svømmer hun mod strømmen til sin morgenvågens bred: sengen og tøjbunken, pletterne af fugt på kamrets vægge, den navnløse krop ved hendes side som fremmumler profetier og trusler og forbander det flade loft.
Virkeligheden gaber med sine bagateller, strømmer over med lutter rædsler.
Og den som sidder fanget i egne tanker væver i blinde og trevler det op han har vævet, han kradser sine hår, han leger tankefuld med bogstaverne i sit navn, han spreder dem, men de fremturer i samme galskab, føjer sig stædigt til hans forslidte navn. Han går fra sig selv til sig selv, frem og tilbage, bliver stående midt i sig selv og råber Hvem dér? – og hans spørgsmåls fontæne åbner sin forbløffende blomst og funkler, hvisker i stilken, bøjer sit hoved og synker svimmel sammen til sidst, knækket som sværdet mod muren.
Den unge pige som tæmmer lynnedslaget og kvinden der skødesløst glider ned ad guillotinens skinnende æg; herren som spadserer ned fra månen med en duftende buket af gravskrifter; den frigide kvinde som søvnløs gnider sit køns forslidte flintesten; den rene mand i hvis tinding kongeørnen bygger rede, tvangsforestillingens grådighed med rynkede øjenbryn; træet med otte sammenflettede arme som ramt af kærlighedens lyn antændes og forkuller i flygtige senge; manden begravet i livet med sin smerte; den unge døde pige som prostituerer sig og vender tilbage til sin grav ved første hanegal; offeret som søger efter sin morder; han som har mistet sin krop, han som har mistet sin skygge, han som flygter fra sig selv og han som søger sig selv og forfølger sig selv og aldrig finder sig selv, alle dem, alle de levende døde venter, svævende på øjeblikkets rand. Tiden tøver, dagen svajer ubeslutsomt.
Søvndrukken på sin seng af dynd og vand åbner Venedig sine øjne og mindes: standarter og en høj flugt forvandlet til sten! O druknede glans…! San Marcos bronzeheste galoperer hen over vaklende bygningsværker, iler mørkegrønne ned til vandet og kaster sig i havet, mod Byzans.
Masser af sten og bestyrtelse vakler, men kun et fåtal lever i denne time… Lyset skrider fremad med lange skridt og træder gaben og dødskampe ned. Jubelskrig, stråleskær som sønderriver! Daggryet kaster sin første kniv.
- Octavio Paz, Den voldsomme årstid.
mvh & golørdagmorn’.. Simon.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|