1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19629 - 07/09/2015 00:29
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.
Hvad tænker uglen?
Uglen flyver derovre fra og sætter sig i de gamle træer og glor.
Uden at tillægge den menneskelige egenskaber kan man godt forledes til at tro at den tænker.
Den tænker måske på en mus eller på den skygge den kaster eller på dem inde i huset.
Først åbner den det ene øjne så det andet. Lidt efter lukker den øjnene og lægger hovedet på skrå.
Ingen djævel ved hvad uglen tænker.
Men på sin lange lydløse flugt med åbne og lukkede øjne har den set og hørt meget kommer fra fjerne kirketårne hist og lander her i disse gamle træer ved dette gamle hus hvor der er sket så meget.
Hvad tænker uglen? På sin lille hjerneblødning eller marken som netop nu i skumringen skifter farve fra høstgul til grå på skræpperne langs åen og den døvstumme pige ved rækværket med åben mund?
Klogt tænker den på mig ensom mand i sengen bag gardinet vågen dum og mærkværdigt glad. Jeg lytter, det kommer snart og uglen ved det. Så tuder den, og nogen dør selvfølgelig.
*
Septembersang
August har endnu ikke set September alligevel er solinklinationen mærkbart lavere og støvet rejser sig bag muren over marken usynligt som var en høst i gang og luften fuld af avner men der er ingenting at se kun lyden af trafikken fra landevejen svæver anakronistisk henover billedet hen over muren hen over hovederne på dem der venter og prøver på at vifte distraktionens fluer bort og koncentrere sig om det som man er kommet for.
Set oppefra er altid meget småt og ligesom bøjet indad i sig selv det hele hælder, hver enhed læner sig imod den anden for at blive stående tårnets kompakthed er kun tilsyneladende det dirrer, peger helst i alle retninger men holder blikket søsygt fæstnet på den sorte forkant der er dagens, årstidens epicentrum.
August har endnu ikke set September alligevel vender altid indad, lyset skråner, frøkapsler smælder, gravitationen øges, trækker nedad det meste falder bump bump det meste falder bump det falder ned det bliver stille.
Dér starter filmen med hånden på håndtaget og den behandskede hånd som trykker det ned og hånden der leder efter handsken og hånden der bliver ført ned i handsken og handskens fornemmelse mod huden og huder der dækker over kødet og knoglerne og de små årer som kun kan ses under mikroskop men allermest handsken og den anden som også kommer på nu med hjælp fra den hånd som allerede har handsken på og det er en kvinde det er hendes hånd på det fremmede håndtag der allerede virker bekendt fordi det ikke er første gang men tvært imod sidste hvad handskerne måske ved og hånden ikke vil have med at gøre alligevel er der dog tale om en delvis erkendelse det er sådan det er hånden i handsken på håndtaget som presses ned og døren som åbnes og stilheden der har været der hele tiden men i dag hvor det er sidst i juli og alt tilsyneladende blomstrer uddybes og får en muragtig resonans d.v.s. så langt fra ekkoet som tænkes kan stilheden er idiotisk komplet og genkender sig selv i det tilbageholdte åndedræt og handsken til læberne og læberne selv som engang for årtusinder siden eller i går var presset mod andre dér starter filmen eller løber ud eller dér opstår tanken om handskens evindelighed og ritualernes lange gange lige blokerede af oprindelig sorg og den forstillelse der er nødvendig for at opretholde et ekvilibrium mellem hånd og handske ansigt og maske for slet ikke at tale om liv og død denne talentløshed man i gamla dage fjernede med et håndklask mod væggen men i dag bager ind i småkager og sælger i fjerne provinser ja helt ud i de eksotiske afkroge fulde af sol og celluloid hvor man modtager den slags med taknemlighed og afhænder hovedparten på den sorte børs og propper gevinsten i egen lomme hvis man ikke behandsket som her deltager i andre ritualer i andre gange hvor stilheden oser ud af de apparater som skulle fungere og skulle bevise men nu har afhændet deres meningsfuldhed på samme udeltagende måde som de tog den på sig.
Sådan er det i Juli og helt bestemt i August der med sin knibtang omgår September i al stilfærdighed til stede som en påmindelse om noget der endnu er for tidligt at tage stilling til eller er det?
Et spørgsmål de hældende hoveder forsøger at besvare mens de rækker i alle retninger mellem sten og skarntyde, buxbom og cement oppefra betragtet en hjælpeløs flok set med skelende øjne sliskryttere på barndommens rutschebane i rasende fart på vej mod fortabelsen skråt fra marken en håndfuld sortkrager eller måske naboens tamduer gået på strandhugst et sted hvor de ikke plejer og der i det hældende skrånende sig selv afstivende mellem grus og gevækster alle symbolerne og man kurrer dumt og kælent og det hjælper ikke en skid for hun er af cement og stirrer gudhengivent i al evighed eller i hvert fald til hun ryger på lossepladsen klask så det er bare om at komme hjem i slaget og tænke sig om.
Det er bedre, men kun en tanke det er bedre, men kun et vinkelskift det er nådigt men kun noget man finder på. For selv om August endnu ikke har set September ligger kendsgerningerne i hullet dér er de så og så mange pund så og så meget at forholde sig til så og så meget så og så lidt alt efter behag,
Derfra får spolen tilbage langt hinsides handsker og andre læber stilhed og rasende ure langt ud over hegnet og de tilfældige sten helt op over tårnet og de skelende glukker gennem sortkragens hjerne og messende stilstand i skoven på den anden side bakken til et råb og et ekko til noget der klang og forsvandt.
Men det er der alligevel: valdhorn, exhaust, båthorn og knurren landevejens gribende mangel på deltagelse trucker-snot, junk-food, diesel-host, dæktryk, slidbaner, asfalt og crack stille, en strøm, stille, et ekko hjernen som modtar signaler latteren og en bedre side at sove på åh, at lægge sig til rette handske & hånd maske & ansigt de voksende øjenhulers tryghed mod muld.
Gå så hjem å la vær med å skav jer. August har endnu ikke set September.
- Klaus Rifbjerg, Septembersang
Citeret i ønsket om en god nats søvn til de her i september endnu handskefri..
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19630 - 07/09/2015 01:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Her Jorge Luis Borges tankestrøg henover livets glimt:
Tom stue
Mahognimøblerne insisterer mellem falmet brokade på at holde konversationen i live. Daguerreotypierne lyver om den falske nærhed af gamle dage holdt tilbage i et spejl og når vi undersøger dem nærmere viger de bort som ligegyldige datoer for obskure fødselsdage. Igennem lang tid har deres ængstelige stemmer søgt os og findes nu kun i barndommens første morgener. Lyset fra dagen i dag trænger jublende ind gennem ruderne fra den råbende, svimlende gade og kvæler og udsletter forfædrenes spinkle røst.
*
Ewigkeit
Giv mig det kastilianske vers igen, som gentar samme frygtelige lære fra Senecas latin: at alt skal være til ormen der skal gnave vore ben.
Lad mig besynge asken, bleg som lig, dødens annaler, sejrene hun vandt, hin dronning, i veltalenhed og krig, hovmods utrættelige kombatant.
Nej aldrig. Jeg vil ikke være den som fejt undsiger det som gav mig liv. Kun én ting findes ikke. Glemslen.
Jeg ved, at i et evigt perspektiv er det umistelige brændt og vejret hen: smedien, månen, denne aften i mit liv.
*
Elegi over den umulige erindring
Hvad ville jeg ikke give for erindringen om en jordvej med lave volde og en rytter højt til hest mod morgenhimlen (iført vid og luvslidt poncho) på en af slettens dage, en tid uden dato. Hvad ville jeg ikke give for erindringen om min mor betragtende gryet på ejendommen i Santa Irene uden at vide at hendes navn skulle blive Borges. Hvad ville jeg ikke give for erindringen om at have kæmpet i Cepeda og at have set Estanislao del Campo hilsende den første kugle med modets munterhed. Hvad ville jeg ikke give for erindringen om lågen til en hemmelig villa som min far åbnede hver aften inden han gled ind i drømmen og som han åbnede for sidste gang den fjortende februar 38. Hvad ville jeg ikke give for erindringen om Hengists Skibe læggende ud fra Danmarks sans for at besejre en ø som endnu ikke var England. Hvad ville jeg ikke give for erindringen (jeg har haft den og jeg har mistet den) om et gyldent lærred af Turner så stort som musikken. Hvad ville jeg ikke give for erindringen om at have hørt Sokrates som på skarntydeaftenen stille og roligt gennemgik problemet om udødeligheden vekslende mellem myterne og deres årsager mens den blå død steg fra hans allerede kolde fødder. Hvad ville jeg ikke give for erindringen om at du havde sagt at du elskede mig og for ikke at have sovet til solopgang skamløs og lykkelig.
*
Manuskript fundet i en bog af Joseph Conrad
I de skælvende lande som stønner af sommer er dagen en blændende lysning, et snit gennem mørkets gardin, af nådesløst hvidt, en feber som ind over sletterne kommer.
Men den gamle nat er dyb som et vandfyldt kar. Vandet flyder bort i endeløse strømme. Under stjernerne, i kanoer, vuggende i drømme måler manden den flygtige tid med en cigar.
Grå tilslører røgen de stjerner der var langt borte. Nuet mister fortid, navn og stand. Verden flyder ud, bliver stadig mindre klar. Floden den første flod. Manden den første mand.
- Jorge Luis Borges.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19633 - 08/09/2015 04:20
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ i natten RM – ja det afhænger jo lidt af, om du i dette nu sidder i den grønne lund og nyder en stille brise under skydækket til muldvarpens prutten i urtehaven; men mon ikke du snarere nyder vertikale drømme, horisontalt. I al fald en strålende nat, ja den mangler bare halvmånelysets skær, for at få topkarakter – ja se nu bare, hvor Holck ansporer mig, med sit lysende vid ;) Og apropos lyset, ved jeg ikke om du har stået på Akropolis og set solen rejse sig – en særpræget oplevelse, at stå der på toppen af den europæiske vugge og vågne til det sollys, som de gamle grækere sikkert brummede noget til, da de skulle ud af kanen og bestille noget:
Morgen paa Akropolis! Mod Kapitælers tunge Ro dit lyse Haar. Imellem tusinde døde Aar vi ene to. Over, Homer! dit vinblaa Hav slaar Solen sine Vinger ud af Ild og Baal, og fyldt med Lys, en Vin af Ild, bliver Himlens Skaal.
- Mogens Lorentzen
…der i indledningsstrofen til digtet ”Buketten og Glasset” – som i øvrigt kontrasterer vor tids antikhysteri, der aldrig handler om nogens indtryk af smukke tings historie, kun om at tiljuble moralen: hvordan man bedst snyder nogen for penge! – skrev disse smukke ord:
I min Stue, hvor hver Ting er simpel, billig, nødvendig og brugt, staar der, sat hen paa en fredelig Plads, et riflet og blaat Marskendiserglas og staar der, fordi det er smukt.
Men han var jo også kunstmaler, og udgav nu og da en bog for at forvirre samtiden lidt: jamen, var Lorentzen nu digter? ... nu manglede det da bare, at Hjalmar Söderberg gav sig til at male portrætter af tidens ˶Mæhæ’er˝! ;)
Mon folk på vandring mod Danmarks grænser, i kor brummer denne:
Danmark nu blunder den lyse nat bagved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat, Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte om sang og vugger.
mvh Simon
Redigeret af Simon (08/09/2015 04:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|