1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23587 - 25/08/2017 14:48
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja jeg forestillede mig skam også du befandt dig på vinden, for med luft under vingerne at følge den moderne augur, der som en anden romer varsler under studier med dissektion i felten, men i en tid hvor ordenes betydning ikke altid får skyer til at lette...
Artiklen, skrevet af Tafdrup, befinder sig i WA/28, 14 juli s. 14-15, sektionen: Bøger – ka’ den ikke med få tryk hittes på afstand, da ligger den øjensynligt på bib og afventer dit blik, idet jeg næppe forestiller mig at de allerede sku’ ha’ smidt den ud. Ved samme lejlighed ka du jo så nyde interviewet med Henrik Nordbrandt: »Jeg er den, jeg er. Også i udlandet« - der med solen bagfra var min lørdags nydelse, med kaffen på langs som en anden græker. Og da vi nu ér der, i det græske såvel som på langs, ja så er der jo ikke så langt til Leros, hvor man i Göran Schildt’s græske epos ka’ besøge hans Dianas ø – ja hvad ved sådan en nisse som jeg, det ku' da hænde også du trængte til lidt sol på tippen, og netop dér er han fuldt ud leveringsdygtig, selvom han desværre har forladt arenaen.
Bedste weekendhilsner..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23593 - 26/08/2017 18:52
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Borges er mit efterår på natbordet, et tidsbassin oplyst af en natlampe, og snart lægger en kølighed sig himmelhøj om huse og haverne blotter sig i mælkehvidt. Man vil savne farverne og morgensangen, men det er stadig lunt, vi bader som spurve i bladgrønt og ildnes i aftninger af chablis under kroner, men lægger os altid i en…
Erindringsstrøm
Min erindring om husets have: planternes slaraffenliv, et fornemt liv, en mystisk adelsfrue tilberedt af sine mænd.
Højeste palme på himlen dér og lejekaserne for kvidrende spurve; vinranke, med de mørke druers firmament døsende sommerdage i din skygge.
Højrøde vindmølle: det fjerne hjul som drejede med blæsten, husets stolthed, for de andre lød vandsælgerens klokke langs med floden.
Runde, meget dybe brønd, du gjorde haven svimlende for mig, skrækslagen så jeg gennem en sprække ned i dit fugtige fangehul.
Have, foran dit gitter slæbte tålmodige bude altid på noget og de pjaltede optog gjorde mig bange med deres grove, blasfemiske kæft.
Høkerboden som dominerede hjørnet var roden til alt ondt; men du havde rør at lave til lanser og spurve til at gå i forbøn for dig.
Dine træers drøm og min blander sig fremdeles om natten og skadens hærgen har afsat en ældgammel angst i mit blod.
Dine ganske få alen jord var en geografibog for os; en jordvold var selve ˶verdensbjerget˝ og meget farlig at bestige.
Have, jeg standser min hyldest her for altid at være istand til at mindes: bevidst eller ubevidst var dine træer villige til at give os skygge.
*
Heller ikke Borges ville jeg undvære, hvad han åbenbart vidste, siden hans romerske månenæse så tit blander sig op i mine nætter, selvfølgelig med taknemlighed…;)
mvh Nissen
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23603 - 28/08/2017 03:14
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Endnu en dråbe fra Borges pen, denne snu gamle ræv man bader i for at blomstre, samt en storartet anelse fra Wordsworth himself, der må være lige så nødvendig som vandet:
Ting
Den væltede bog som de andre skjuler bagerst i reolen og som dagene og nætterne dækker langsomt med stille støv. Ankeret fra Sidon som Englands have trykker ned i deres blinde og bløde dyb. Spejler som ikke gentager nogen når huset er ladt alene tilbage. De neglestumper som vi efterlader i tidens og i rummets løb. Det ubestemmelige støv der har været Shakespeare. Skyernes modifikationer. Den kortlivede, symmetriske rose som tilfældet skabte i de hemmelige spejle i barndommens kalejdoskop. Argos’ årer, det første skib. Fodsporene i sandet på stranden som de dosage og skæbnesvangre bølger sletter. Turners farver når lyset slukkes I det lange lige galleri og intet skridt genlyder i den høje nat. Bagsiden af det udførlige verdenskort. det fine spindelvæv i pyramiden. Den blinde sten og den nysgerrige hånd. Drømmen jeg drømte lige før daggry og som jeg glemte mens dagen lysnede. Begyndelsen og slutningen på Finsburhs epos, i dag nogle vers af jern, ikke gnavet af tidens tand. Det omvendte bogstav på trækpapiret. Skildpadden og bunden af cisternen. Det som ikke kan være. Det andet horn på enhjørningen. Det væsen som er Tre og En. Den trekantede skive. Det ufattelige øjeblik da eleaterens pil, ubevægelig i luften, rammer plet. Blomsten mellem siderne hos Bécquer. Pendulet som tiden har holdt tilbage. Klingen Odin plantede i træet. De ikke afskårne blades tekst. Hovenes lyde under stormangrebet ved Junín, som på en eller anden evig måde ikke er slut og er en del af handlingen. Skyggen af Sarmiento på husfacaderne. Stemmen som hyrderne hørte på bjerget. Skelettet blegnende i ørkenen. Kuglen som dræbte Francisco Borges. Bagsiden af tapetet. Tingene som ingen ser undtagen Berkeleys Gud.
*
Du
Et eneste menneske er født, et eneste menneske er død på jorden. At påstå det modsatte er bare statistik, er et for- gæves regnestykke. Ikke mindre umuligt end at addere en duft af regn og drømmen du drømte natten til i forgårs. Dette menneske er Ulysses, Abel, Kain, det før- ste menneske som bragte orden i stjernebilleder- ne, det menneske som byggede den første pyra- mide, det menneske som skrev heksagrammerne i Forvandlingens Bog, smeden som ristede runer i Hengists sværd, bueskytten Einar Tambarskelver, Luís de León, boghandleren som avlede Samuel Johnson, Voltaires gartner, Darwin i stævnen på Beagle, en jøde i gaskammeret, med tiden du og jeg. Et eneste menneske er død ved Ilion, ved Me- taurus, ved Hastings, ved Austerlitz, ved Trafalgar, ved Gettysburg. Et eneste menneske er død på hospitalerne, på skibe, i den tunge ensomhed, i vanens eller kær- lighedens alkove. Et eneste menneske har betragtet det store morgengry. Et eneste menneske har på sin gabe følt vandets svalhed, smagen af frugterne og af kødet. Jeg taler om den eneste, den ene, om den der al- tid er alene.
Norman, Oklahoma.
- Jorge Luis Borges, Digte 1923 – 85.
*
Oft in these moments such a holy calm Did overspread my soul, that I forgot That I had bolily eyes, and what I saw Appear’d like something in myself, a dream, A prospect in my mind…
- Wordsworth.
mvh Simon P.s.: trænger humøret til en gang lak, ka' Evelyns Waugh's Gilbert Pinfolds prøvelse få smilet frem!
Redigeret af Simon (28/08/2017 03:17)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23605 - 01/09/2017 00:06
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i aftningen, RM..
Måske du er på ferie, eller bare må dryppe øjnene i sensommerens havedrøm, begge dele er dig velundt, hvad du selvfølgelig ved. Det har jo heller ikke været nogen særlig varm sommer, alligevel fristes jeg til at sige, at jeg fremfor de hede somre gernest nyder de gode ture mellem grædekoneskyer, stik modsat ungdomstiden, hvor det vist ikke ku’ blive hedt nok. En stemningsfuld hede findes også i Philip Kerr’s Prussian Blue, hvor man i selskab med Bernie Gunther konfronteres med noget så uhyggeligt som Martin Bormann’s isnende kulde, der er lagt godt i ovnen, sku’ man nu være blevet træt af skyers våde hundeøjne og trænger til adspredelse. Selvfølgelig ska’ et mord på ingen andre end Heydrich’s anfordring opklares, og mord har det jo i krimis med at intimidere livsnydere på bedste Agatha Christie-manér, hvilket også her er tilfældet, deltagerne og rammerne er dog usædvanligt enestående, med de historiske kendsgerninger og dette spektrum af fascinerende personligheder der træder frem for én, som var uret 1939 sat i stå.
Albert Speer (Hitlers arkitekt) beskriver i sin dagborg Spandauer Tagebücher adskillige af sine kolleger, gennem hans skarpe øjne får de personlighed ved karaktertræk han indgående ridser op, ikke mindst ”kollektivets” seks andre indsatte, selvfølgelig, en absolut fængslende læsning – forudsat naturligvis den tids politiske klima og en frygtelig historie har interesse. Det har den givet for Philip Kerr, der gennem Bernie Gunther vækker alt til live, selvfølgelig i en fiction real, for det drypper af virkelighed – fremfor alt har man, ja jeg tror serien nu er oppe på hele 12 titler, masser af god historie at dyppe sig i, når ellers fusserne er tørre og maven er glad, og man ligger på flyderen med en god kop kaffe efter en tur i vandland…;) mvh Simon
Redigeret af Simon (01/09/2017 00:09)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|