|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Endnu en dråbe fra Borges pen, denne snu gamle ræv man bader i for at blomstre, samt en storartet anelse fra Wordsworth himself, der må være lige så nødvendig som vandet:
Ting
Den væltede bog som de andre
skjuler bagerst i reolen
og som dagene og nætterne dækker
langsomt med stille støv. Ankeret
fra Sidon som Englands have
trykker ned i deres blinde og bløde dyb.
Spejler som ikke gentager nogen
når huset er ladt alene tilbage.
De neglestumper som vi efterlader
i tidens og i rummets løb.
Det ubestemmelige støv der har været
Shakespeare.
Skyernes modifikationer.
Den kortlivede, symmetriske rose
som tilfældet skabte i de hemmelige
spejle i barndommens kalejdoskop.
Argos’ årer, det første skib.
Fodsporene i sandet på stranden
som de dosage og skæbnesvangre bølger sletter.
Turners farver når lyset slukkes
I det lange lige galleri og intet skridt
genlyder i den høje nat.
Bagsiden af det udførlige verdenskort.
det fine spindelvæv i pyramiden.
Den blinde sten og den nysgerrige hånd.
Drømmen jeg drømte lige før daggry
og som jeg glemte mens dagen lysnede.
Begyndelsen og slutningen på Finsburhs
epos, i dag nogle vers
af jern, ikke gnavet af tidens tand.
Det omvendte bogstav på trækpapiret.
Skildpadden og bunden af cisternen.
Det som ikke kan være. Det andet horn
på enhjørningen. Det væsen som er Tre og En.
Den trekantede skive. Det ufattelige
øjeblik da eleaterens pil,
ubevægelig i luften, rammer plet.
Blomsten mellem siderne hos Bécquer.
Pendulet som tiden har holdt tilbage.
Klingen Odin plantede i træet.
De ikke afskårne blades tekst.
Hovenes lyde under stormangrebet
ved Junín, som på en eller anden evig måde
ikke er slut og er en del af handlingen.
Skyggen af Sarmiento på husfacaderne.
Stemmen som hyrderne hørte på bjerget.
Skelettet blegnende i ørkenen.
Kuglen som dræbte Francisco Borges.
Bagsiden af tapetet. Tingene
som ingen ser undtagen Berkeleys Gud.
*
Du
Et eneste menneske er født, et eneste menneske er
død på jorden.
At påstå det modsatte er bare statistik, er et for-
gæves regnestykke.
Ikke mindre umuligt end at addere en duft af
regn og drømmen du drømte natten til i forgårs.
Dette menneske er Ulysses, Abel, Kain, det før-
ste menneske som bragte orden i stjernebilleder-
ne, det menneske som byggede den første pyra-
mide, det menneske som skrev heksagrammerne i
Forvandlingens Bog, smeden som ristede runer i
Hengists sværd, bueskytten Einar Tambarskelver,
Luís de León, boghandleren som avlede Samuel
Johnson, Voltaires gartner, Darwin i stævnen på
Beagle, en jøde i gaskammeret, med tiden du og
jeg.
Et eneste menneske er død ved Ilion, ved Me-
taurus, ved Hastings, ved Austerlitz, ved Trafalgar,
ved Gettysburg.
Et eneste menneske er død på hospitalerne, på
skibe, i den tunge ensomhed, i vanens eller kær-
lighedens alkove.
Et eneste menneske har betragtet det store
morgengry.
Et eneste menneske har på sin gabe følt vandets
svalhed, smagen af frugterne og af kødet.
Jeg taler om den eneste, den ene, om den der al-
tid er alene.
Norman, Oklahoma.
- Jorge Luis Borges, Digte 1923 – 85.
*
Oft in these moments such a holy calm
Did overspread my soul, that I forgot
That I had bolily eyes, and what I saw
Appear’d like something in myself, a dream,
A prospect in my mind…
- Wordsworth.
mvh
Simon
P.s.: trænger humøret til en gang lak, ka' Evelyns Waugh's Gilbert Pinfolds prøvelse få smilet frem!
|
|
|
|
