0
registrerede
817
gæster og
157
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18942 - 15/12/2014 09:43
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen, Simon
Åh ja, det Vesterhav. Altid længes jeg efter det ... havet og klitterne, vind i håret og flagrende gevandter, bare tæer og gummistøvler, solnedgang og himmel ... og horisont. Jo, jeg elsker det, og det er nok mit helt rette element. Måske endda mere end haven, når det kommer til stykket ;)
Uh, jeg kender alt for lidt til Bergman, men du er jo go' til at inspirere mig og vække min nysgerrighed ;))
Og så er der Henrik Nordbrandt, som jeg aldrig rigtig har fået ind under huden. Jeg har flere af hans mange digtsamlinger, og af og til har jeg da også fundet et digt eller to, som rammer mig. Men de fleste fæstner sig ikke i mit sind. Måske kommer det pludselig en dag, og så er det ham, jeg skylder fordybelsen ;)))
Nå, nu må der nogle livsglade ord til. Sådan her skrev Jac tilbage i 1979. Jeg er ikke lige klar over, om han på det tidspunkt havde fået stillet stolen for døren af lægerne med hensyn til alkoholforbruget (/misbruget). Her er der i hvert fald fuldt gang i ham, med en enorm livsappetit og livstro i det meget lange digt, som du her får den første stump af ... fortsættelse følger senere med resten af digtet "Ingen sange vil fortabe sig" ...
der er de levende der er de levende,
så pludselig med disse spontane skrig højt op i sommerluften,
og folk på gaderne der et øjeblik står stille mens de glemmer at fortrænge sig selv,
står helt stille og opløftes i formuleringerne af disse ærlige skrig,
der får en til at elske disse klare dages voldsomhed,
det er så usigeligt det er så usigeligt,
bare det at stikke sine hænder igennem mure og glas
og mærke ved en modstandspukkel der bliver svagere og svagere og let,
eller sparke sig dybt ind i alle grusbunkerne
og mærke sig en lethed af overumplende tilfredsstillelse
for du er jo midt i livet her med hænder der er bundet til noget efter berøringerne med vores utalte verden,
og så er det man ser op for at vise sin prangende taknemmelighed,
F.P. Jac (fra "Jeg er fandme til", Swing 1979)
*
En anden af 80'-slængets poeter er Henrik S. Holck fra en nyere digtsamling "Vi Må Være Som Alt" 2006
Vi må være som alt vi må være som himlen og lyset gennem den sivende med åbne kærtegn over de skiftende landskaber vi må være som alt som solen og den faldende regn som bjergtoppenes isblå vinde og skyernes skygger over græssets groen vi må være som jorden og træerne skydende op i højere luftlag uden grænser for iltoptagelsens varighed eller som havet vi må være som havet og de søgende fugle mest som fuglene måske eller som de mægtige skove som cumulusskyerne og det blå vi må være som sandet der forløber sig ud og ind vi må være som planter fra intet og nattehimlens evige tegn vi må være som oplevelser og lysår over havets uendelige tilstrækkelighed som græs sten og luft i livsdrift
Livslystne hilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18943 - 16/12/2014 05:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ i det natlige RM..
Når noget tiltaler mig hos Nordbrandt, er det tit det nærmest Thelonious Monkagtige rytmiske i noget næsten blikstille, de skæve vinkler han tegner i mig, som noder der er lige ved at vælte og får mig til at associere. Det er altid enkelte digte der virker, og som du sir eller som jeg læser dig, kan noget der ikke før sås pludselig ses som nyt; måske et indre papir i dagens løb blev overtegnet med hjælpelinier, eller noget dugfriskt modtog de første morgenstråler – man nåede noget, eller noget nåede ind, fordi andet ikke stod i vejen. Muligvis det har lidt at gøre med tidspunktet vi læser det på, at tankebilleder og rytmer i ordets egentlige forstand fremstår mærkværdigt for os, og derfor vækker noget. Men der behøver nok ikke at stå noget i vejen, måske sir kun få digte i deres lille forsamling noget til dem udenfor; ligesom musik og kemien mennesker imellem - ”Ole sad på en knold og sang” vil sikkert altid få mig til at brage gennem badeforhænget, men til et højlydt, ajjj nu ikke igen! Kun sjældne få får os ud af, eller ind i os selv, hver gang de åbner munden med pennen.
Digtet ”Lysfest” synes jeg for øvrigt er forrygende, en klar inspiration til mer, dét fungerer – lidt som tavsheden når man forlader en særlig oplevelse. Så han var vel mødt, tak for det ;)
Ja der var liv i Jac, han var til stede og fyldte tiden på sin måde. Op gennem 80’erne var det andre der sagde mig noget og ind imellem stadig skaber lidt stilhed, nok et vemod over tidens glødende intensitet. Livet forsvandt fra så mange, men handler jo også om hvad vi gør i tiden, så noget må vi lægge bag os, andet kan vi ikke – Ole sad på en knold og sang, tra-la-la-la-lu-la-la-dom-di-daj...;)
Forrygende godmorgen ;) Simon
Redigeret af Simon (16/12/2014 05:36)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18945 - 16/12/2014 21:47
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen RM..
Bare et p.s.: du ku’ jo låne ”Ved vejs ende” på bib. – som ”Smultronstället” hedder på dansk – og dermed spare pengene, hvis filmen nu skulle vise sig ikke at være tiden værd. Bergman har vel altid forekommet mennesker flest tragisk, ja måske ligefrem en psykisk onanist, og det kan der måske være noget om, men nok mest for dem der hellere vil bruge deres tid på spændings- og voldsfilm eller mystifistiske dramaer med religiøse overtoner. Desuden er de fleste af hans film jo i sort/hvid, hvilket vel gør dem lidt anæmiske for det publikum, hvorfor DR aldrig ville drømme om at servere den slags.
Sjovt var det derfor at se et par svenske programmer om film Bergman havde samlet gennem årene, i lyset af interviews med instruktører der fandtes i hans cinematek, fordi deres film havde haft en vis betydning. Og det viste sig så at være en perlerække indenfor forskellige genrer. Man savner for resten Ole Michelsens Bogart, den værdige afløser blev desværre aldrig fundet, og hvad der nu tilbydes sir mig ikke rigtig noget, andet end popsmart tv der skal skjule det i grunden indholdsløse. Men jeg ser næsten heller ikke længere tv og af samme grund.
Men så er det jo godt man kan købe eller låne de film der så sir en noget, og lige præcis i julen skal vi se ”Fanny og Alexander” og ”Masser af Whisky” – du ved, den gamle film med Gordon Jackson, om skibet der er fyldt med kasser af whisky men strander på den lille skotske ø, der for nylig blev tørlagt for de gode varer, – mens der henimod nytåret skal ses ”De Syv Samuraier”, som også hører til rækken af yndlingsfilm. Så heldigvis findes der jo masser af herlige filmoplevelser helt udenom det utålelige DR, så det er bare at række ud, ja måske imod film som ”Borte med blæsten”, ”Rødt chok” (D. Sutherland/Jullie Christie) og ”Julia” (Vanessa Redgrave/Jane Fonda) samt ”Stegte grønne tomater”, ”Havana”, ”Kilden i Provence” og ”Laurence of Arabia”, der ligeledes er fantastiske film at fornøje sig med. Jeg fik kun set den første Harry Potter film, ”De Vises Sten”, som nok var herlig, men stillet overfor 6 film der mere lignede et økonomisk grundtema, gav jeg fortabt, og tror dertil at historier af den art i stedet bør læses, hvad mange børn jo også har gjort, men hvad jeg så ikke får gjort. Men det skyldes mere at der er andet jeg hellere vil bruge tid på. Og hvad angår de rigtig gode læseoplevelser, så undrede det mig engang at så fremragende romaner som ”Varulven” og ”Det svundne er en drøm” af Sandemose, aldrig blev filmatiseret, ja at ingen af de ellers fremragende filminstruktører der jo stadig findes, forudsat man bevæger lidt mod Sverige eller Norge, hvor handlingen også foregår, havde tænkt på det. Men måske visse bøger bare skal forblive at være personlige læseoplevelser, dels fordi et manus sikkert ville destruere de nuancer der skaber den særlige atmosfære, og endelig fordi deres virkeliggørelse ville ende i en så bekostelig affære, at det hele ville ende i en omgang Harry Potter – hvad de der ejer rettighederne til Sandemoses værker nok ikke ville bryde sig om. Men det ville nu alligevel ha været sjovt at se resultatet, idet mindste for mig, der engang boede i dalen hvor dele af handlingen udspiller sig.
Tit har man jo også set, hvordan filmfolk hev få grundelementer ud af en roman og egentlig bortkastede alt det væsentligste, dvs. det indre liv der fremstod genkendeligt for læseren, og derfor bare endte i en økonomisk farce – eksempelvis ville det næppe være nogen særlig god oplevelse at se ”Idioten” (Dostojevskij) filmatiseret. Farcer er jo ellers så herlige, hvis lige vi altså ser bort fra DR’s farce med altid at proppe de samme fire film med Dirch ind i de økonomiske huller. For engang imellem trænger alle jo til at grine lidt af sig selv, hvilket én som Woody Allen ka være os behjælpelig med, og da i særlig grad hvis man er så heldig at være jøde. ”Hannah og hendes søstre” vil derfor også være en af de film jeg vil se i julen, ikke fordi jeg er jøde, så ”heldig” er jeg desværre ikke, men fordi jeg som mange andre trænger til et godt grin af pinlige episoder der sagtens ku være mine, eller som jeg frygtsomt undgår at komme i. Woody Allen er nemlig også blandt dem jeg fremfor andre foretrækker, og selvfølgelig fordi han er en mester i at få mig til at glemme alt om mig selv, samtidig med at han pointerer noget i grunden komplet latterligt ved også mit liv og mine forskellige karakteregenskaber. Det kan være sundt at komme lidt på afstand af sig selv engang imellem, enten ved at se gode film eller læse gode bøger, i hvilket tidsrum vi glemmer alt om at afkræve vore omgivelser opmærksomhed. Fra Woody til Bergman kunne man jo forestille sig en verden til forskel, men udover at Bergman var en af Woody Allens bekendte, var han ham også et ideal indenfor filmkunsten; altså to personligheder der illustrerer sammenhængen mellem det komiske og det tragiske, to sider af samme grundelement, livet i dem begge, et venskab. Og sådan er det jo tit i forhold der faktisk fungerer, ja måske endda livet ud, at man komplementerer hinanden, som hvert sit lod på den fælles vægt. Og det er vel dét gode digte formår, at fremhæve det for livet essentielle, hvorfor der naturligvis også findes urkomiske sider af vores livsforhold at spore i Bergmans mange film, og i øvrigt formoder jeg han havde Pär Lagerkvist som sin personlige tankeven, i hvert fald findes der mange overensstemmelser.
”Smultronstället/Ved vej ende” er bare en af mine favoritter, fordi den så fint illustrerer tiden som vi gennem livet forholder os til den, og hvor der i et menneskes liv pludselig kan opstå den situation, at tiden står stille og efterlader os i selve øjeblikket med det vi fyldte den med. Som ansvarlige for hvorledes vi forvalter vore øjeblikke, ender vi med at måtte erkende at livets omstændigheder spillede sin særlige rolle, at det ikke er muligt at komme uden om, hvordan menneskets tid forvaltes af livets omstændigheder, og at man kan leve med ikke at være så perfekt, at noget styrer livets gang, men at vi må gribe ind i vores eget liv, så vi ikke ender som tidsspilde. Og her ku Pär Lagerkvist jo ha siddet på en lyserød sky og klappet Bergman blidt på kinden, med et ’godt min dreng!’, eller Hjalmar Söderberg, for den sags skyld, der jo viser os, hvordan kærligheden får os til at tage drastiske beslutninger med himmelvendte øjne, også på vej ned igen, men at det hører med til vores historie. Og i netop vores tid, hvor det åbenbart er så svært at håndtere sine følelser og forargelser, at man slår ihjel for sine impulser for et godt ord, da ville den slags film nok være betydeligt mere værd end voldsfilm og skjult porno, da virkeligheden jo alligevel ender med at ta røven på alle og enhver.
Nå, ikke mere sludder fra mig, p.s’erne har det med at blive lidt for lange...
mvh Simon
Redigeret af Simon (16/12/2014 22:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18952 - 17/12/2014 22:01
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Morgengry skrev jeg ;) og så blev det alligevel til aftenskumring (og lidt til) i skæret fra de levende lys ... og mindst hundrede nys og en bunke snotklude senere ... aaaaaaatju Så et kort skriv til dig lige nu og her med endnu et digt af Henrik S. Holck, dette her fra "Drømmesøn". Lad mig blot dø
begrav kun mit blod lad sneens brændte legeme trække sin hvide masse over mig thi jeg er de levende og mit blod er som følge af dette uudsletteligt vælt lande over mig/ sprøjt min jord med gift og intet vil forandres/ i min kærlighed for Jer
min hånd og tanke vil gribe om noget mine fødder vil gennemtegne sneen mine hænder gribe om det levende liv der leves det uerstattelige det uforklarlige og uophørlige sangene flyder mig i knoglerne og blodets evige gen- dannelse det levende er det som er og bliver ved
vælt lande over mig begrav kun mit blod og det vil rejse sig af kulden begrav kun mit hjerte og det vil pumpe i sin afklarede nødvendighed vælt havet over mig begrav mig i glitrende krystalklare enkeltlegemer og skønheden vil dannes og blive skønnere end forfaldet
vi må indse at kun det ubærlige er den bestemmende kraft vi må indse at vores eksistens er ophøjet
thi vi er de levende og det intet – eller det tomrums fylde der er grunden for alt
Nysende, frysende og lysende hilsner fra RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
Array
|
|