|
1
registreret
(1 usynlig),
32
gæster og
1458
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go'morgen, Simon
Åh ja, det Vesterhav. Altid længes jeg efter det ... havet og klitterne, vind i håret og flagrende gevandter, bare tæer og gummistøvler, solnedgang og himmel ... og horisont. Jo, jeg elsker det, og det er nok mit helt rette element. Måske endda mere end haven, når det kommer til stykket ;)
Uh, jeg kender alt for lidt til Bergman, men du er jo go' til at inspirere mig og vække min nysgerrighed ;))
Og så er der Henrik Nordbrandt, som jeg aldrig rigtig har fået ind under huden. Jeg har flere af hans mange digtsamlinger, og af og til har jeg da også fundet et digt eller to, som rammer mig. Men de fleste fæstner sig ikke i mit sind. Måske kommer det pludselig en dag, og så er det ham, jeg skylder fordybelsen ;)))
Nå, nu må der nogle livsglade ord til. Sådan her skrev Jac tilbage i 1979. Jeg er ikke lige klar over, om han på det tidspunkt havde fået stillet stolen for døren af lægerne med hensyn til alkoholforbruget (/misbruget). Her er der i hvert fald fuldt gang i ham, med en enorm livsappetit og livstro i det meget lange digt, som du her får den første stump af ... fortsættelse følger senere med resten af digtet "Ingen sange vil fortabe sig" ...
der er de levende
der er de levende,
så pludselig med disse spontane skrig
højt op i sommerluften,
og folk på gaderne
der et øjeblik står stille
mens de glemmer
at fortrænge sig selv,
står helt stille og opløftes
i formuleringerne af disse ærlige skrig,
der får en til at elske
disse klare dages voldsomhed,
det er så usigeligt
det er så usigeligt,
bare det at stikke sine hænder
igennem mure og glas
og mærke ved en modstandspukkel
der bliver svagere og svagere og let,
eller sparke sig dybt
ind i alle grusbunkerne
og mærke sig en lethed
af overumplende tilfredsstillelse
for du er jo midt i livet her
med hænder der er bundet til noget
efter berøringerne med vores utalte verden,
og så er det man ser op
for at vise sin prangende taknemmelighed,
F.P. Jac (fra "Jeg er fandme til", Swing 1979)
*
En anden af 80'-slængets poeter er Henrik S. Holck fra en nyere digtsamling "Vi Må Være Som Alt" 2006
Vi må være som alt
vi må være som himlen
og lyset gennem den
sivende med åbne kærtegn
over de skiftende
landskaber
vi må være som alt
som solen og den faldende regn
som bjergtoppenes isblå vinde
og skyernes skygger over græssets groen
vi må være som jorden
og træerne skydende op
i højere luftlag uden grænser
for iltoptagelsens
varighed
eller som havet
vi må være som havet
og de søgende fugle
mest som fuglene måske
eller som de mægtige skove
som cumulusskyerne og det blå
vi må være som sandet
der forløber sig ud og ind
vi må være som planter fra intet
og nattehimlens evige tegn
vi må være som oplevelser og lysår
over havets uendelige tilstrækkelighed
som græs sten og luft
i livsdrift
Livslystne hilsner fra RoseMarie
|
|
|
|
