1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24069 - 28/11/2017 02:32
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Tak for fine linjer RM, som fik mig til at tænke på en passus, her hvor natteregnen sænker en blid ro over et informationshysteri, hvor selv en isnende kulde mellem glødende albuer i et hav af borgmesterposter, må dampe af til himlens metronom. En vinter i Venedig, er lige hvad jeg ku’ tænke mig! I Bo Green Jensens digt Vinterverden findes en særlig stemning og rytme, hvor et billede slog mig: Sneblind vandrer i et ørkenland:
Vinterverden
her er alt stille, det er nat nu kun vinden udenfor hyler gennem gaderne og gør sneen hård trafiklys mekanisk blinker og blir ved imellem mørke huse i frostsprængt evighed
jeg sidder ved mit vindue i det her vinterhus og lytter til min ordmaskines terminalhalssus og hverken naboelskov eller naboskænderi forplanter sig i murene her indeni
her er et sted der lever i forstadens nat mit vindue er et øje i stenmuren sat min krop er det kamera jeg registrerer med og ingenting forsvinder mellem tid og sted
værtshuset har lukket og folk er snublet hjem de lufter ud derovre ogh døren står på klem jeg sender dem en tanke jeg er ikke med i dag mon branderterne falder på isens glatte lag
jeg kigger i arkiver og albums fra i går livet leves mest til låns I disse gyldne år men truslerne er tavse her er ingen bitterhed her er våbenhvile og liv og tid har fred
her er en plet som gløder i forstadens dis håb og angst forenes nu og sit på englevis at stederne skifter og menneskene med men ingenting forsvinder mellem tid og sted
jeg er mest en sneblind vandrer i det her ørkenland med triste vinterdage der smuldrer bort som sand imellem stive fingre hvis skælven kun har fred i flaskens kropbedøver hvor sindet synker ned
men ligenu og her har jeg en lille ild i mig den tøver og den blafrer men sir til mig at jeg en dag skal nå det lys som ligger åbent og parat efter nattens tunnel kommer sollys varmt og klart
her er en ild som lyser i forstadens gård varmekapsel spinder mod antarktis udenfor tiderne skifter og menneskene med men ingenting forsvinder mellem tid og sted
husene er bjerge nu med døde øjenglas samlebåndet venter imorgen med din plads bag glasset hviler hverdagsheltes trætte kroppe ud de sover nu og drømmer om foder, kæp og guld
i min mave er der mildhed i mine øjne kærlighed herfra min vinterverden går og her har jeg fred hvor gyldne fælder smækker og lænker vises frem med smil når tv tændes i stolte forstadshjem
her er en krop som lever i kastrups kuldermund og jeg er toogtyve her i skrivende stund mine støvler er for store, mine skjorter er for små men jeg har ingenting i ærmet og hjertet udenpå.
- Bo Green Jensen, Requiem & Messe, 1981.
Det ka’ godt være svært at jule sig op, uden sne på tippen i en vinterverdens dæmpede lyde, en pause nok mange trænger til. Evt. må man søge tilflugt i sneklædte landskaber, rejse på vinterferie i litteraturen, eller simpelthen drage nordover og hilse på elgene – havde jeg vinger, uh, sikke et sus..;) Vinterhilsner Simon
Redigeret af Simon (28/11/2017 02:33)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24070 - 28/11/2017 06:43
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen Simon
Venedig og Sophus Claussen er tæt forbundne :))
Venedig
Man kommer til Venedig ad en Jærnbanebro — en By i Lagunen, som aldrig gaar til Ro.
Der findes ingen Maager. En kurrende Sky af Duer bedækker den vognløse By.
Af alle de Kvinder, som i Venedig bo, gaar de halve med Tøfler og de halve med Sko.
Hvis du er velbeslaaet og ikke altfor bly, hver eneste Aften kan du have en ny.
Og de, som kun har Tøfler, har om Skuldren et Sjal. Men de fleste har en Elsker og desuden en Gemal.
*
Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar, en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?
I Følge med to Landsmænd jeg kom der som Gæst Den ene var en Købmand, den anden var en Præst.
Vor Købmand steg i Baaden og skyndte sig at bé' om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.
Der stod vi andre flove og vidste ikke Raad, indtil Pastoren vinked ad den følgende Baad.
Vi sejled til den ø, hvor de døde har Plads, og til en anden ø, hvor der pustedes Glas.
*
Min Præstemand var frisk og fornuftig hans Snak. „Der smider han sit Hjærte i den store Kloak.
„Jeg kendte som ung saa mangen fiffig Ka'l, der dog kom til kort i en mudret Kanal,
„men leved længe efter og troede, ja mindst, at have vundet Livets allerstørste Gevinst.“
*
... Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar, en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?
Man tror, Venedigs Nætter bliver tilbragt med at ro og beruse sig i Vand under Sukkenes Bro.
Ak nej! Naar Stadens Skønne forelsker sig saa let, vil de drikke fyldig Vin og vil spise sig mæt.
Da ler de højt og følger, saa langt som du vil. Uden Serenader har du vundet dit Spil.
Som trinde Pælemuslinger gror paa deres Pæl, saa gror Venedigs Skønne: de fleste mangler Sjæl.
*
Det hele Venedig er dog en sær Butik, et Dukkeskab med Skuffer og blank Mosaik. Og da jeg gik derind, fik jeg en Trylledrik.
Det bugter sig i Gange, hvor man kan løbe vild. Det er en Klynge Slanger, som udspyr Sol og Ild.
Det er Medusas Hoved ... se nærmere til!
*
Medusas Datter aabned vor Købmand sin Mund. Der findes ingen Blomst i Venedig som hun.
Der findes mange Flaner, som tager lange Skridt og som i Raahed — ritsj! — gaar tyve Mil for vidt,
men ingen som hun, der har stille sat sig hen med sin lille trange Mund for at opæde Mænd,
som sidder med sin Attraa saa feberagtig stum og giver Mandens Tanker des vildere Rum.
Det ligner Svangerskab — dog nej, hun fødtes gold. Hun er Medusabilledet paa Byens blanke Skjold.
*
Jeg gad se Venedig paa en Festdag, naar alt, hvad den rummer, tropper sammen og rejser sig for vildt at sprænge Rammen, Venedig er den underligste Verden.
Jeg gad se Venedig i dens Storhed. Denne Stad — er den bygget paa Pæle? — giver Storhed selv dem, der mangler Sjæle, og har Vand til at slukke store Flammer.
Venedig er en Verden for sig, organisk, et havomslynget Hele. Jeg gad se dens splidagtige Dele hylende — en Kampdag, en Festdag.
Og jeg tror, at de vilde klinge sammen, og i Luften vilde Duerne sig parre. Og Venedig vilde le ad alle Narre, som ikke var født i Venedig.
*
Der findes her i Verden saa mangen fiffig Ka'l, der er kommen til kort i en dyndet Kanal.
Det gik mig som Præsten: jeg turde ikke bé' om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.
Man førte os til Øen — de dødes Hvileplads! og til en anden Ø, hvor der pustedes Glas.
Er jeg som denne Præst? Er mit Liv halvt forbi og rinder kun i Draaber, som jeg gør til Poesi? (jeg har kun mit poetiske Glaspusteri)
og kan jeg ikke føle, som andre, Fryd og Mén? — da ro mig bort til Øen med de mange hvide Sten. Dér er, selv i Live, mit rette Land og Len.
*
Men jeg er varm. Jeg mærked min Styrke i Behold, da jeg saa' Medusas Hoved paa Byens blanke Skjold.
Vuggende og vinterlige hilsner RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24076 - 29/11/2017 07:28
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Mojn’ RM..
Ja, det dér mojn’ lyder unægtelig noget kækt, som var man en varm kop kaffe på et sønnejysk bord. Snarere føler man sig efterhånden lidt som en ubåd, hvor kursen mod Venedig bestemt ville være en lunge. Du har forøvrigt ret, Sophus Claussen på Sukkenes Bro passer godt i billedet, ja får næsten én til slikke sig om næbbet og pakke køjesækken. Her lidt humor fra Heine – det ka' man nok få brug for, under paraplyen...suk!
Solen stod op ved Paderborn, uhyre treven og mødig. Men tænk, at belyse den dumme jord, – ved gud, jeg gjorde det nødig.
Hun farer bestandig fra øst til vest, så guldhåret flyver om panden; men får hun én halvdel af kloden belyst – er der buldrende sort på den anden.
Som Sisyphos med sin tunge sten, Danaiderne med deres tønde, må solen forgæves slide sig op og stadig forfra begynde!...
*
En anden sag: Morti Vizkis Fire raketter, fire prikker – monologer skrevet til en række skuespillere (1988):
De primtal er lykkelige som synker Synker
Sole i vand Suk
Sennep på en piges knæskaller Endeløs række synkende
Fra istapperne uden for bryggerset Et uendeligt nært synkende primtal
Sunket i sennep sole i vand Og kys
*
En dag vil du sætte mig op på dine skuldre Du vil ”ride” mig ud til havnefronten mens nogen hælder regn ud over os Ud til havnefronten hvor jeg vil elske dig Og du vil smelte sukkeret af mig Tilfreds med den labile på dine skuldre Tilfreds hver gang din tenor udspiler cementspalterne Lad mig kigge optoget. Udsigten bliver ikke bedre. Du vil udpege en strimmel måger men jeg vil ned Du skal lige til at udpege fugledyrene men jeg vil ned til dig Og nogen vil hælde regn ud over os men de vil allerede lang tid i forvejen Have fortalt mig om dig og om det sorte bælte Da vil du smelte sukkeret af mig Byen vil ligge derinde og være et glas vand Renslikket alt sukker våger jeg over din søvn Jeg vil stryge dit hår men du vil forvandles til en mågefjer på bænken Og jeg må gå hjem til mit arbejde med en tyvefjer i hånden Så folk kan sige: nu er han også begyndt at skrive med fjer
*
Iført svømmefødder og dykkerbriller, syntes et glimt af solen påtrængende! Men rigtig god dag under strålerne ;)
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|