"Bimle bamle."
- Også bimle bamle herfra.

"Min bibel er gået i stykker så jeg må citere ud fra hukommelsen.

Nu går jeg for nu kommer Verdens Fyrste,og i skal ingenlunde se mig igen før jeg kommer i Himlens skyer. Eller sådan noget lignende. Hvad er det der er så svært at forstå."
-Hvad er det, du ikke forstår?


"Han er her ikke, der er kun os."
- Enig! …


"Så se at få lettet røven og gør noget godt - ellers går verden under."
- Er det noget, du vil uddybe?

¨¨¨¨

Hej Arne



Det vil jeg da gerne knytte et par ord til - ud fra mit kristne perspektiv

Hvad angår universets fysiske udstrækning kan jeg ikke se, at det gør vores rolle mindre. Jeg ser ikke "storhed" i fysisk udstrækning, hvor en masse sten og gas farer rundt mellem hinanden. Jeg ser "storhed" i det faktum, at vi mennesker har et højt bevidsthedsniveau, der gør os i stand til at "erkende og beherske".

- Dette er jo vores rolle i den kristne tankegang: At vi er ment til at være Skaberens repræsentanter og gøre verden til et vidunderligt sted. Det er dette kald, vi har afvist, og både vi og hele skabelsen lider under det. Men når vi tager vores opgave på os, så har Gud lovet at "reparere" og fuldkomme både os og hele skabelsen på ny.

Skabelsen - som du selv ofte nævner - er derfor absolut centralt i kristendommen. Kristendommen går bare videre end til at erkende, at skabelsen er. I kristendommen tager vi en opgave på os.

Denne opgave kan du jo rent erkendelsesmæssigt afvise som noget, vi ikke rationelt kan argumentere for (selv om nogle dog mener, at de kan, jf. William Lane Craig). Og denne position kan du kalde ydmyghed. Personligt oplever jeg det ikke som ydmygt "at holde igen" på denne måde. For mig er det ydmygt at tage opgaven på sig.

- Med andre ord, både du og den kristne kan glæde sig over, at verden ER. Men den kristne opgiver sin egenvilje for at tage Guds vilje på sig og rent faktisk reflektere Hans kærlighed og visdom ind i skabelsen. Dette opfatter jeg som ydmyghed.

Men du har helt ret. Vi skal ikke kappes om ydmyghed. Jeg er jo f.eks. heller ikke ydmyg, blot fordi jeg er tilhænger af den forståelse, jeg giver udtryk for. Jeg kan håbe på, at forståelsen - som også er intuitiv - vil forplante sig til hele mit liv. Men gør den ikke det, så er dit frivillige arbejde med at undervise ældre i computerbrug (hvis du stadig gør det) da langt mere ydmygt. Men nej, du har ret, det skal vi ikke kappes om.

Kærlig hilsen
Thomas

Prolog:

jeg skriver også med et varmt kærligt glimt i øjet til dig Arne, håber du fornemmer det trods alt.

Hej Arne har du aldrig mødt eller stiftet bekendtskab med Gud i Kristus?

Gud i Kristus er nærmest den diametrale modsætning til din universets Gud. Jesu Kristi bønsliv = jeg-du fader-søn dialog og samtale forhold afviste du med ringeagt og hån. Nok det mest centrale i hele den kristne kultur og spiritualitet, det der gennemsyrer os alle sammen.

Jeg ville ønske for dig at du tog imod Gud som den kærlige fader der er tale om hos Jesus. Dette er at være i Kristus, hvor Gud er os nærmere end vi er os selv nær og hvor Guds kærlighed formår at helbrede enhver af os. Her i Kristus er Gud kommet os nær og det er som Tillich siger "Healing Power" ind i verden med Guds Kærlighed Kristus som intet overhovedet kan skille os fra ej heller dit kæmpe umenneskelige univers Arne.

Hvor må det være anstrengende at holde Gud ud i astrofysisk så lang en strakt arm som du gør det. Hvorfor Gud og det med Gud så langt væk fra os mennesker og hvorfor Gud så ulig os mennesker, i hvis billede vi jo dog er skabte. Og som genoprettes igen i Kristus, historisk/jordisk i og ved mennesket Jesus og grundlægger KIRKEN.

Du vil ikke have et dynamisk kreativ og dialogisk og kærligt frelsende og helbredende forhold mellem mennesket og Gud. Din universets Gud gør mig syg og kold, og jeg kommer til at ryste af kuldegysninger og feber. Indrømmet jeg kan som menneske ikke bruge "det" til noget og som praktiserende kristen det strider imod alle mine Gudserfaringer hvor jeg aldrig har været så langt ude og væk fra det menneskelige såvel som det personlige som jeg finder hos dig.

Jeg har altid ønsket mig at tingene tog form her på trosfrihed og det gør det blandt andet når det lykkes at få øje på hvor forskelligt det vi står for er. Hurra for den store forskel. Og lad os respektere den, såvel som ateismen. Der er en verden til forskel på os aktive debattører her på stedet. Tænk også på Michael og mine synspunkter på fx tiden og Paulus.

Det fantastiske nu er at vi kan få disse forskelle frem uden at vi begynder at intimidere og angribe hinanden. Dette er smukt. Smukt og værd at læse når fx Simon svarer Michael igen på hans erkendelsesteoretiske overvejelser omkring NU'et. Så er der tale om dialog/samtale og ikke prædiken eller personforfølgelse og vi bliver klogere og ikke dummere, som vi højne hinanden og stedet (vi skider ikke i egen rede længere). Vi er et godt sted med hinanden lige nu på trosfrihed.

Når jeg skriver at jeg ville ønske for dig Arne at du måtte lære Gud at kende i Kristus og at din universets Gud som hvad der er bag verdens væren skræmmer mig at høre om og giver mig kuldegysninger, risler mig koldt ned af ryggen og giver mig feber, må du forstå det lidt som retorik også i forbindelse med at en smule velvalgt overdrivelse fremme forståelsen og gør det tydeligere for os selv og andre at se hvor forskellige vores tro, trosliv og spiritualitet er.

Drikker vi af den samme kilde? Ernærer vi os af det samme livgivende vand og ånd? Har vi en personlig menneskelig Gud eller en umenneskelig upersonlig Gud. Og hvorfor vælger nogle det ene frem for det andet? Og nogle vælger det hele fra fordi det finder det hele blot er indbildning, noget mennesker "psyker" sig selv med, og det har ikke rod i vores biologi, neurobiologi og sunde normale eller optimale hjernevirksomhed og eksistentielle virkelighedsforhold, vores i verden tilstedeværelse med alle dets aksiologiske vertikale eksistential ontologiske evigt gyldige forhold.

Vi slukker tilsyneladende vores tørst forskellige steder. Og de tanker der inspirerer den ene siger næppe den anden ret meget.

Hvor er vi dog forskellige her på trosfrihed portalen. Men I samme åndedrag må jeg sige at Thomas glæder mig fordi han nu inspirerer mig mere som kristen end nogensinde.

Men hvor er vi blevet gode til at tale sammen.

Den er tosset og den er tosset, nej jeg tror ikke vi er så tossede i hovedet nogen af os. Og den gamle debat om hvem der var klogest giver ingen mening overhovedet og skulle der være forskel så kommer det vel frem stilfærdigt, for ingen kloge mennesker ville nedværdige sig selv til at støje som Paulus siger det. Og skulle der være en forskel, så er det jo ikke alle 9 Howard Gardner's intelligens områder der er i spil som debattører.


Mange kærlige hilsner Hans-Kristian