|
0
registrerede
8
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Guds Ord
|
Hej Arne
Men for mig er det sådan, at jeg søger at nærme mig "den fuldkomne sandhed", og her er jeg ikke overbevist om, at kristendommens dogmer helt fuldkomment er denne sandhed.
For hvis, hvad vi kalder "Gud", virkelig er skaberkraften, der har skabt dét, der her og nu er universet evt. flere universer, så hænger det, som jeg ser det, ikke rigtig sammen med, at denne lille planet, som vi jo er en del af, skulle være verdens centrum, samt at af alt dét, der eksisterer her, så er netop Homo sapiens, vi mennesker, os, hvad det hele drejer sig om.
Det vil jeg da gerne knytte et par ord til - ud fra mit kristne perspektiv 
Hvad angår universets fysiske udstrækning kan jeg ikke se, at det gør vores rolle mindre. Jeg ser ikke "storhed" i fysisk udstrækning, hvor en masse sten og gas farer rundt mellem hinanden. Jeg ser "storhed" i det faktum, at vi mennesker har et højt bevidsthedsniveau, der gør os i stand til at "erkende og beherske".
- Dette er jo vores rolle i den kristne tankegang: At vi er ment til at være Skaberens repræsentanter og gøre verden til et vidunderligt sted. Det er dette kald, vi har afvist, og både vi og hele skabelsen lider under det. Men når vi tager vores opgave på os, så har Gud lovet at "reparere" og fuldkomme både os og hele skabelsen på ny.
Skabelsen - som du selv ofte nævner - er derfor absolut centralt i kristendommen. Kristendommen går bare videre end til at erkende, at skabelsen er. I kristendommen tager vi en opgave på os.
Denne opgave kan du jo rent erkendelsesmæssigt afvise som noget, vi ikke rationelt kan argumentere for (selv om nogle dog mener, at de kan, jf. William Lane Craig). Og denne position kan du kalde ydmyghed. Personligt oplever jeg det ikke som ydmygt "at holde igen" på denne måde. For mig er det ydmygt at tage opgaven på sig.
- Med andre ord, både du og den kristne kan glæde sig over, at verden ER. Men den kristne opgiver sin egenvilje for at tage Guds vilje på sig og rent faktisk reflektere Hans kærlighed og visdom ind i skabelsen. Dette opfatter jeg som ydmyghed.
Men du har helt ret. Vi skal ikke kappes om ydmyghed. Jeg er jo f.eks. heller ikke ydmyg, blot fordi jeg er tilhænger af den forståelse, jeg giver udtryk for. Jeg kan håbe på, at forståelsen - som også er intuitiv - vil forplante sig til hele mit liv. Men gør den ikke det, så er dit frivillige arbejde med at undervise ældre i computerbrug (hvis du stadig gør det) da langt mere ydmygt. Men nej, du har ret, det skal vi ikke kappes om.
Kærlig hilsen
Thomas
|
|
|
|
