1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18844 - 15/11/2014 18:12
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja, der var og er mange fine digtere, fx Tafdrup – men som parallel til beaten fra Strunges tromme, her ét fra Sylvia Plath – hentet fra Borums ’Det Amerikanske’, hvor han serverer begyndelsen af hendes digt Lady Lazarus med vægt på linjerne: ”My skin / bright as Nazi Lampshade” som et beundrings-vær-digt (billede) på hendes grundtemaer: kunsten, naturen, kærligheden og døden, hvor der både inkorporeres rædselsvækkende historiske erfaringer og trækkes fine tråde gennem hendes historie i kap. Stilhedens Stilhed (Sylvia Plath-syndromet m.m.): Lady Lazarus
I have done it again. One year in every ten I manage it--
A sort of walking miracle, my skin Bright as a Nazi lampshade, My right foot
A paperweight, My face a featureless, fine Jew linen.
Peel off the napkin O my enemy. Do I terrify?--
The nose, the eye pits, the full set of teeth? The sour breath Will vanish in a day.
Soon, soon the flesh The grave cave ate will be At home on me
And I a smiling woman. I am only thirty. And like the cat I have nine times to die.
This is Number Three. What a trash To annihilate each decade.
What a million filaments. The peanut-crunching crowd Shoves in to see
Them unwrap me hand and foot-- The big strip tease. Gentlemen, ladies
These are my hands My knees. I may be skin and bone,
Nevertheless, I am the same, identical woman. The first time it happened I was ten. It was an accident.
The second time I meant To last it out and not come back at all. I rocked shut
As a seashell. They had to call and call And pick the worms off me like sticky pearls.
Dying Is an art, like everything else. I do it exceptionally well.
I do it so it feels like hell. I do it so it feels real. I guess you could say I’ve a call.
It’s easy enough to do it in a cell. It’s easy enough to do it and stay put. It’s the theatrical
Comeback in broad day To the same place, the same face, the same brute Amused shout:
‘A miracle!' That knocks me out. There is a charge
For the eyeing of my scars, there is a charge For the hearing of my heart-- It really goes.
And there is a charge, a very large charge For a word or a touch Or a bit of blood
Or a piece of my hair or my clothes. So, so, Herr Doktor. So, Herr Enemy.
I am your opus, I am your valuable, The pure gold baby
That melts to a shriek. I turn and burn. Do not think I underestimate your great concern.
Ash, ash-- You poke and stir. Flesh, bone, there is nothing there--
A cake of soap, A wedding ring, A gold filling.
Herr God, Herr Lucifer Beware Beware.
Out of the ash I rise with my red hair And I eat men like air.
- Sylvia Plath
*
Og se lidt til tidens ømme tandhalse, med…
Snemanden
Man må ha et vintersind for at betragte frosten og grenene på fyrretræet skorpede af sne:
og ha været kold længe for at se enebær filtrede af is og grove graner i fjern glitren
af januarsolen; og for ikke at tænke på nogen elendighed i vindens lyd, i lyden af de få blade,
som er landets lyd fuldt af den samme vind som blæser på samme nøgne sted
for den lyttende der lytter i sneen og, selv intet, ser intet som ikke er der og det intet som er.
- Wallace Stevens.
mvh & god weekend.. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18848 - 17/11/2014 06:50
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ RM..
Her lidt mer ordmusik fra den blide punkers kuglepen, og en sand velduft af friskbrygget kaffe under tunge skyer og en rask efterårsvind, herligt! Mon du ligger og krammer hovedpuden til drømme om magtkampe med dræbersnegle…;)
FLØDEBOLLERNES PARADE
Her sidder jeg med min kuglepen, ambitiøse tapeter, velvillige symfonier og råbet fra gaden om mer punk. Jeg er en særlig fisk, en uforståelig men oplevelsesværdig kødhakker, en aerodynamisk klat flødeskum. Derer ingen billeder på vinduet lige nu den latterlige, overlegne tid går sin gang mellem stykker af uformelig sæbe og ønskerne om et mere konsekvent tidevand. Jeg har aldrig haft brug for fjernstyring eller automatgear eller pengenes sødmælk for de sags skyld. Der er så gråt i deres hjerner selv når vi spiller op til dans. Jeg husker de vidunderlige palmer på 4. sal på Østerbro og den hysteriske revolutionsmusiks delikatesseagtige fremskridt. Er den fanatiske slutning nær? Jeg keder mig med vand og nyheder, leverpostej og skiløb. Flødebollernes parade har trættet mig til uendelighed jeg venter nu kun på en ny sol af ukendt farve og de barnlige kvinders sublime gadeoptøjer.
* Dette understående digt, burde nok stå øverst på skærmen når der åbnes for – førhen skatteydernes, men nu journalisternes egne – comakanaler på DR, måske også på Clement Kjergaards eget badeværelsesspejl:
COMA
Denne bevidstløse stats iltapparat er et enestående begreb der ikke findes på andre sprog: hygge. Med et drop af kaffe og sprit ligger nationen her på et sterilt leje af obligatorisk venlighed. En pacemaker af wienerbrød og frikadelle holder det lunkne similiblods sløve tempo. En kunstig nyre af middelmådighed renser det for ånd og niveau mens alle akutte tegn på ægte, radikal poesi negligeres og fjernes ved operative indgreb. Store mængder af kulørt psykofarmaka bedøver og befrier den slumrende befolkning for mareridt om andre liv: Antidepressiv underholdning og placebopop.
*
BLONDINENS LÆBESTIFT
Efter et døgns ubeskrivelige lugte følger nu forsøget på en beskrivelse af de knaldrøde fingres jomfruelige tilstand: En efter en kommer forræderne frem badet i lyset fra utallige batteriers små forbrydelser. Fra byens højeste tårn høres sange om blod og tomater. Efterhånden som indbyggerne når frem til extasen fremmanes hundenes hellige brægen. Enkelte af de oversete sommerfugles allierede ses allerede i færd med at beplante en brillebutik og det forlyder fra franske bagere at de fattige forlystelser vil dominere billedet af blondinens læbestift. Koldt som et bakspejl glider hexen frem gennem gadens tulipaner. Overlegent og kejtet lykkes det hende i et usynligt øjeblik at løsrive den flaskegrønne bevidsthed fra divanernes konkurrerende sjofelheder. I et blåt lys springer månen i luften de hellige ludere har endnu en gang spist de frie fisk.
- Michael Strunge, Vi folder drømmens faner ud, 1981.
mvh & god efterårsdag – julen nærmer sig med raske skridt! ;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18850 - 17/11/2014 17:17
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Her aner jeg et glimt i Strunges øjne ;) ... på trods af den lidt dystre ilterhed. Her bides der skeer med kameler, der skal sluges, inden mælken spildes, og tårer løber tør ... og det er jo det, han gør ... han tør se, han tør tænke, han tør skrive. Efter jeg fandt Bazarklippet på YouTube, har jeg kunnet høre hans stemme og se hans blik i ordene. Han bruger stærke ord med en hudløs ærlighed som den største naturlighed. Han er klar i blikket, klar i mælet, og selvom ordene er stærke, bliver de ikke udtalt vredladent eller tøsesurt Uh, som den furiekvinde jeg er, kunne jeg nok lære et og andet af ham ... tror jeg :)))))))))))))))))))))))))))))))))))) Jo, du har ret, Simon, vel er vi godt på vej mod både juleeventyr og nissehuer, nytårstale, paphatte, krudt og kugler ... Splitte mine bramsejl ... og både en slags juleeventyr og nytårstale og snelandskab er at finde i Borums "Digte til musik" ... med glimt i øjet ;)) Eftereventyr
Hun hylede og skreg. - Jeg går ikke med dig! Jeg vil blive her og sørge. Jeg elskede min drage. Dumme ridder, dumme prins! Mig skal ingen befri!
Jeg slæbte hende ved håret ud af hulen og da hun var skrubbet og skuret og lappet måtte hun sendes på højskole før jeg kunne få det halve kongerige.
Hun er blevet mere fredelig med årene, men hun har stadigvæk tilbagefald, hvor hun står helt stiv og med vand i øjnene og tænker på et eller andet voldsomt.
*
Nytår 1995/96
Et år mere, Herre! Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke. Et år af sorger og glæder, nærheder og ligegyldigheder, opfyldthed og nød. Et år nærmere min død.
Et år mere af forsvindende drømme og knopper der blev til løv. Et år mere lagt oven i bunken af år der synker længere ned og bliver støv.
Et år mere at samle grunde til at ville et år mere, Herre!
*
Under sneen
falde i søvn i sneen - dækkes langsomt med sneen - forsvinde under sneen -
engang kommer solen og bærer sneen bort og dér ligger jeg og smiler i solen - https://www.youtube.com/watch?v=WZwr7fZXCi0 https://www.youtube.com/watch?v=KldNw299UAcEfterårsstormen er vist løjet af ... for denne gang. Så nu kan der igen sættes tændte lys stager i vinduerne med rolige flammer og uden den store brandfare ;)) Levende lyse hilsner fra RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (17/11/2014 17:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18852 - 17/11/2014 19:17
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Jeg vil æde min hat på, at der et eller andet sted sidder den herre, der tænker ved sig selv: mener han det virkelig, alt det julepjat – og godt det samme, for er der noget som et juleeventyr, papnæser, for ikke at tale om nytårstorsken og alt det andet sjove; ja hvad mon der ligger under træet i år…? ;) Ja, stearinlys er godt brugt gennem vintermånederne, for øvrigt i almindelighed, også her pives der lidt fra karmene p.a. blæsten, intet hermetisk i dette hus, og godt det samme, for jeg ville få kuller i betonbyggeri og foretrækker tætningslister samt listige råd – dvs. lidt arbejde med hjemmet, ja for den sags skyld måtte der gerne være nisser på vort loft, ja, hvordan er det nu: hver gang julemanden forsvinder i de små med store øjne blå, dør der en lille nisse, og af dem er der få... ;)
Jeg tror du set Michael Strunge i øjnene RM, der var noget underliggende og dybt alvorligt i digtene, selvfølgelig også et vid med humor og selvironi, men altså en stor frygt og idealer om samfund og menneskelighed. Det var godt han havde et godt sprog, ja godt at Borum støttede op om så mange stærke og fyrige begavelser på den tid, bl.a. med forfatterskolen og de mange snakke omkring rundbordet. Det er godt med nogle erfarne mennesker omkring sig, når man som ung er vred men konstruktiv og yderst begavet, for det var hvad han var. Det har tit store omkostninger, at være hudløs, fantasifuld og stærkt påvirkelig, hvis ikke ”gitterværket” helt fungerer, for de stærke følelser kan være yderst opslidende, og man gnaver til sidst i sig selv, til blodet flyder. Det var tragisk, hvad der hændte, men ja…angst essen seele auf – husker du serien? ;) Jeg kunne og kan godt lide hans oprigtighed og ærlighed, ingen svinkeærinder, ingen skjult agenda og alt det dér: man taler, om det man taler om – og der var meget at tale om. TV var jo heller ikke helt så slibrigt som det siden har afviklet sig, så ungdommen kunne komme til udtryk, i modsætning til nu. Men poesien lagde sig altid tilbage på puden, efter hvert forsøg på at give den et spark, men sofa-og-samtalekøkkenkulturen i dag, vil jo også langt hellere se forudsigelige amerikanske serier og Frank Dum, end at læse poesi og klassisk litteratur, selv om der er betydeligt større oplevelser at hente dér. Vi har accepteret at skabe en kultur der falder i søvn over sig selv af lutter dovenskab, og denne livets kedsomhed, kommer så til udtryk på flere – og ret tit rigtig voldsomme – måder, som vi så ikke bestiller andet end at beskytte os imod. En ond cirkel, vi også talte meget om dengang, i små lukkede rum med stearinlysene tændt og øl langet over disken. Nu sidder vi i saksen, så måske er der kun Christiania eller lign. tilbage, som eneste oprigtige tilbud? ;)
Nå, det er et smukt digt, og naturligvis bl.a. derudfra at tankerne her spredte sig…;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (17/11/2014 19:34)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|