Ohøj dér, i hellensk rosendans…;)

Lyder som et smil under natlige bølgeskvulp indover et saligt sind, for du sku’ vel ikke være havnet i kulturhistoriens arne, frivilligt farende vild i Dædalus arme, nu siddende på en taverna foran en elektronisk dims, læggende de blussende mindelser i arkiv på disse vældige pufskyer? – ku’ såmænd gerne selv være faret vild i Rhodos gyder, som jeg desværre aldrig har set.

Ja Hausgaard er rigtignok og helt som Halfdan Rasmussen det gode selskab, mon ikke også han allerede som ung troubadour kiggede Halfdan ud og slet ikke ku’ holde op igen - forøvrigt er det ikke spor svært at se for sig Erik Clausen og Hausgaard på ferie sammen, siddende i hver sin liggestol på en lang spansk strand med dette hav af hoppende strandballer i øjnene, begge på research og ligesom vuggende i takt. Ja Hausgaard er sgu’ god for ørerne, der stadig krøller, når han rigtig danser på vokalerne…;)

Selv om solen adspreder skyerne:

Nu falder regnen monotont og trist
og lægger spejle ud på sti og vej.
PÃ¥ himlen vandrer skyerne, og hist
hvor vejen krummer ryggen vandrer jeg.

Jeg går og nynner på en melodi
om markens blomster og de vilde hegn.
Og er den ru og hæs er det fordi
min røst blev stemt af vestenvind og regn...

- Halfdan Rasmussen.

Bedste sommerhilsner
Simon
P.s. sku’ du nu se den bevingede svæve på solens stråler, så hils fra mig ;)

Hej Simon

Jamen, her får du så en version af den hilsen, du efterlyser ... tror jeg? Måske den kan bruges ;))

Sang til jorden

mens jorden driver roligt rundt,
fordeler solens straÌŠlebundt
fra sted til sted
sin herlighed
og drejer livets solskinsur
en tur.
her vandrer vi ad himlens sti,
som om vi var saÌŠ evigt fri,
mens sagen er,
at her som der
er vi kun gaÌŠdefulde spor
af jord.

det er et overjordisk held,
at jordens drejning om sig selv
i Mælkevejens himmelleg
forvandler rummets stjernestøv
til løv.
så selv en sten kan blomstre op
på jordens grønne plantekrop,
hvor ild og vand og luft og sand
har blandet jordens bjergmassiv
til liv.

her bor vi ved en himmelrand
hvor der er mere vand end land,
et paradis i taÌŠgedis,
her bygger lykkens sommerland
på sand.
men naÌŠr det skrider under os,
og ingen mer misunder os,
har vi saÌŠ mod i overflod
til selv at kalde landets savn
ved navn.

fra gorms og thyras jelling kom
vor lange livsfortælling om
en omgangsform
hvor livets norm faÌŠr alle til at leve kvit
og frit.
så vi kan stå på talefod
med viljen til at gaÌŠ imod
den brede strøm
den fede drøm
om graÌŠdighedens posefuld
af guld.

har ordet skabt, hvad det har sagt,
forunderligt som solens magt
at ingenting faÌŠr alt i sving
og spreder os som jordens salt
i alt.
da løfter sjælens sommerfugl
sig fra sit mørke vinterskjul
og flagrer frit
fra dit til mit,
og ingen ønsker mer,
jo mer de ser.

det er en meget dejlig jord,
en frugt så saftiggrøn og stor,
hvor alle sprog
blir bragt i kog,
saÌŠ vi paÌŠ dansk kan rime jord
paÌŠ ord.
den ligner mest forbuden frugt,
jeg tænker, den er alt for brugt,
saÌŠ ingen gud
tør gribe ud
og plukke den, saÌŠ alting skabt
gaÌŠr tabt.

Inger Christensen

Fra solstrålernes bevingede svæv
RoseMarie

Morn’ RM..

Ja, IC brændte jo som så mange andre for sprogets indlysende fordele, hvorvidt hun så brændte op nær eller fjernt fra målet, må læsende øjne vel selv afgøre, men historien om Ikaros ku’ da udmærket anvise processen selv som målet; for øvrigt viser livet sig jo uanset sproget at være noget af en fængslende oplevelse, og sikkert er det jo ikke at Dædalos selv opnåede nogen egentlig flugt, og en flugt fra hvad? Også Baudelaire overvejede sagen, med sin Anywhere out of the World, gik lidt rundt om sig selv og tænkte på hvor fanden man dog ku’ være sig selv, og sikkert på den rejsende, der ved tankens flugt og med benene på nakken jo alligevel slæber rundt på tremmerne:

Ligegyldigt hvorhen, blot udenfor verden

Dette liv er et hospital, hvor hver patient er besat af længsel efter at skifte seng. Een ville gerne udstå al verdens kvaler, når han blot kunne komme til at ligge nær kaminen, en anden tror, at han ville blive rask henne ved vinduet.
Hvad mig angår, forekommer det mig, at jeg altid ville befinde mig godt der, hvor jeg ikke er, og dette spørgsmål om at skifte opholdssted er et, jeg uophørligt drøfter med min sjæl.
»Sig mig, min sjæl, stakkels forfrosne sjæl, hvad mener du om at bo i Lissabon? Dér må der være varmt, og dér vil du leve op igen som et firben. Denne by ligger ved vandet; den skal være bygget af marmor, og folket der skal have et sådant had til planteverdenen, at det river alle træet op med rode. Det er et land efter din smag; et land skabt af lys og sten, og vandet spejler det alt sammen.«
Min sjæl svarede ikke.
»Siden du holder så meget af at hvile og se, hvordan alting bevæger sig foran dig, vil du så ikke bosætte dig i Holland, dette lyksaliggørende land? Måske vil du kunne adsprede dig i disse egne, hvis billeder du ofte har beundret i museerne. Hvad mener du om Rotterdam, du som elsker masteskove og skibe, der er fortøjede ved husenes fod?«
Min sjæl er stadig stum.
»Måske ville Batavia behage dig endnu mere? Der ville vi desuden finde Europas ånd formælet med den tropiske skønhed.«
Ikke et ord. – Skulle min sjæl være død?
»Er du da nået så langt i din dorskhed, at du kun finder behag i din sygdom? Hvis det forholder sig således, lad os da fly til de lande, der er mere som billeder på døden. – Jeg skal sige dig, hvad vi gør, arme sjæl! Vi pakker vore kufferter og rejser til Torneå. Lad os komme længere bort endnu, til Østersøens yderste grænse; endnu længere bort fra livet, hvis det er muligt; lad os slå os ned ved Nordpolen. Der strejfer solen kun jorden på skrå, og lysets og nattens langsomme skiften ophæver afvekslingen og forstørrer ensformigheden, denne halvdel af det rene intet. Der vil vi kunne tage os langvarige bade i mørke, mens nordlysene, for at more os, fra tid til anden sender os deres rosenrøde stråleneg, ligesom genskær af et fyrværkeri i helvede!«
Endelig blusser min sjæl op og råber til mig disse vise ord: »Ligegyldigt hvorhen! Ligegyldigt hvorhen! når det blot er uden for denne verden!«

- Charles Baudelaire, Parisisk spleen, små prosadigte.

mvh & go’ soldag
Simon

Cancer poserer som livstegn

For enden af en evig nat
Ligger jeg vågen med
Husenes kuber og vejens kværn
Bag det støvgrå morgenglas
– Øjne stirrende
Automater runde uden fokus
Venter på den gode søvn
Men finder kun pulserende smerte
Der rutscher gennem hovedet
Skønt al bevægelse
Forlængst er hørt op –
Gennem lys og mørke bliver flyene ved
Frenetisk pumpende turisttransit
Lufthavn kloakdyr mund og røv
Bestandigt malende kæbeløs
Og konger og kunder tager hjem og væk
Men ekskrementer ophobes herude
Uophørligt aflejres de
I stinkende fræsende forstadsdis
– Dette er Danmark
Og disse er dagene
Sommer igen nu
Og aldrig en chance
Ingen tøver, ingen venter
Maskinen sover aldrig
Monolitten skal have mad
Gradvist forstummer vor tøven
Men vore drømme, ønsker og begær
Bliver et med dens bøvs efter mere –
Den stjæler søvnen sommetider,
Den giver den aldrig tilbage.
Den giver aldrig noget tilbage.

Jeg skal tænke på dens brøl
Og glidende himmellys som livstegn:
Dragen lægger guldæg og lorten har værdi
For os og mig og dudedem der lever
I disse dage og dette land,
Men der er søvngængersignaler,
Det er sommer og jeg kan ikke smile mere.
Jeg er træt af død og penge og
Denne forbandede ild i mit hoved.
Jeg vil sove nu og hvile,
Og for hver gang stilheden dræbes
Og livet dør en lille smule
Vendes apati til had.

Det er morgen, forstad, askeland.

Lill sover (lav guttural hvæsen
konnoterer frostmorgenmoter) og
Bo ligger vågen
Med husenes kuber og vejens kværn
Mod glassets støvgrå morgenskærm.

- Bo Green Jensen.

Mens han sad i gældsfængsel, blev Robert Baker,
en kunstner fra Edinburgh, slået af den virkning
lyset havde, når det kom ind mellem tremmerne i
hans celle og gennemskinnede brevet han læste, og
udfra dette indtryk opfandt han det første
panorama, en konkav, gennemsigtig billedudsigt
over byen.

Denne opfindelse blev snart afløst ad Dioramaet,
som ved at forrykke rummet tilføjede en illusion
af bevægelse. Endvidere lyde og nye lyseffekter.
Daguerres Diorama af London står stadig i
Regent’s Park, et sjældent levn, eftersom disse
udstillinger altid var afhængige af kunstige
lysvirkninger, frembragt med lamper eller gasblus,
og derfor næsten altid endte med at brænde op.

- James Douglas Morrison, Guderne – oversat af Bo Green Jensen.
https://www.youtube.com/watch?v=Wbx6gULYNbc

mvh
Simon

Det er bestemt ikke usundt at få lidt Villy Sørensen på huden her i sommersolen, end ikke et slid, og så er man fri for overfladebehandling:

Religiøst vanvid?

Jeg bryder mig ikke om menneskemasser der brøler og takt-
fast slynger masser af højrehænder i vejret som kastede de
med sten –
Jeg bryder mig ikke om at mennesker får hænder hugget af –
Med al respekt for alderdommen bryder jeg mig ikke om at
gamle mænd ophøjes til ufejlbarlige autoriteter –
jeg bryder mig ikke om at en religion blir en politik
eller at en politik blir en religion –
og jeg kan vist godt sige vi:
vi bryder os ikke om det.

Men deres hersker var vores mand på deres sted:
hvad har vores frisind, vores kristendom, vores rigdom
givet dem?

*

Oh rasen! oh gamling! din død det blir!
Fire hundrede blødninger er kvindens liv …
Find gnisten! fluks! fyr! …

Skriver Céline i sit afsluttende værks andet bind Nord, han der tøvede med at afgå ved døden for sine fjenders tilfredsstillelse, for i stedet senere ved sit arbejdsbord i Meudon at beskrive de lidelser en vaklende mand og dennes hustru Lili tog i strakt arm midt i undergangskulisserne, sammen med vennen Le Vigan og katten Bébert.
Det er fantastisk at opleve ubehaget krybe henover huden når det er poeten Céline der med blodig pen fotograferer livet i ruinerne, andet end dette fascinerende ubehag er ikke muligt, og velsagtens ubehaget fjenderne gerne tilstod ham. Alle samtlige er nu døde, fjendskabet lagt i graven, trods en fransk litterær splittelse, alt har sin tid, og alligevel her foreviget med en ætsende poetisk realisme man kan sidde og rystes af i sommersolen, og måske rejse sig og lave kaffe med denne sære fornemmelse af at Céline just lagde noget af en uafrystelig menneskelighed i sig.

mvh
Simon
P.s.: der ligger ufatteligt meget materiale om Louis-Ferdinand Céline på nettet – han må ha’ rystet en del af os!