|
0
registrerede
8
gæster og
180
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Det er bestemt ikke usundt at få lidt Villy Sørensen på huden her i sommersolen, end ikke et slid, og så er man fri for overfladebehandling:
Religiøst vanvid?
Jeg bryder mig ikke om menneskemasser der brøler og takt-
fast slynger masser af højrehænder i vejret som kastede de
med sten –
Jeg bryder mig ikke om at mennesker får hænder hugget af –
Med al respekt for alderdommen bryder jeg mig ikke om at
gamle mænd ophøjes til ufejlbarlige autoriteter –
jeg bryder mig ikke om at en religion blir en politik
eller at en politik blir en religion –
og jeg kan vist godt sige vi:
vi bryder os ikke om det.
Men deres hersker var vores mand på deres sted:
hvad har vores frisind, vores kristendom, vores rigdom
givet dem?
*
Oh rasen! oh gamling! din død det blir!
Fire hundrede blødninger er kvindens liv …
Find gnisten! fluks! fyr! …
Skriver Céline i sit afsluttende værks andet bind Nord, han der tøvede med at afgå ved døden for sine fjenders tilfredsstillelse, for i stedet senere ved sit arbejdsbord i Meudon at beskrive de lidelser en vaklende mand og dennes hustru Lili tog i strakt arm midt i undergangskulisserne, sammen med vennen Le Vigan og katten Bébert.
Det er fantastisk at opleve ubehaget krybe henover huden når det er poeten Céline der med blodig pen fotograferer livet i ruinerne, andet end dette fascinerende ubehag er ikke muligt, og velsagtens ubehaget fjenderne gerne tilstod ham. Alle samtlige er nu døde, fjendskabet lagt i graven, trods en fransk litterær splittelse, alt har sin tid, og alligevel her foreviget med en ætsende poetisk realisme man kan sidde og rystes af i sommersolen, og måske rejse sig og lave kaffe med denne sære fornemmelse af at Céline just lagde noget af en uafrystelig menneskelighed i sig.
mvh
Simon
P.s.: der ligger ufatteligt meget materiale om Louis-Ferdinand Céline på nettet – han må ha’ rystet en del af os!
|
|
|
|
