0
registrerede
107
gæster og
98
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23559 - 16/08/2017 05:16
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen Simon
Dejlige Benny, som altid får det menneskelige kaldt frem med sin lune ... :)) Jeg tror ikke, jeg før har læst det sidste af dem?
La Cours Levende vande har jeg nydt her i en sen nattetime, og nu hvor morgenen næsten gryr, må det være morgendigtene, der bli'r den lille avec ved siden af kaffekoppen :))
Morgen
Himlen er grøn over Træernes Kroner, endnu hensunket i mørkt Drømmeri, men i den kølige Stilhed, som stiger, gyder sig Morgenens Renhed deri. Ind mod det klare, ind mod det høje, det, der blev smidigt og bølgende fast, styrter et Fugleskrigs skinnende Toner, slynget fra Struben i hvirvlende Hast.
Lyset og Luften, de jagende Klange, brudt til et Skum mod den lyse Ro, bygger vor Glæde en Bro gennem Rummet, hvor den kan springe i duggvaade Sko.
***
Øjeblik
Skoven staar aaben som en Mund, der synger. Bladene ler i Lyset, og jeg læser paa grønne Læber Ord, jeg hører gerne.
Græsmarken flyver op mod Regnens Vinger, og som et Luftskib dykker der en Bille helt blaa som set i Drøm og fra en anden Stjerne.
Blæsten har rejst sig paa sin lune Rede, den svømmer gennem Luften, og nu dypper den kølende sit ene Bryst i Kornet, hvor som en aaben Skaal dets Aftryk gaar.
Gøgen har standset sine Raab, og Tordnen aabner sin blinde Dør bag Hyldens Gavle. Lynene skingrer over Himlens Tavle. Barndommens hvide Ekko til mig naar.
Har dette været mit og er det atter sendt mig tilbage som en Kvinde kommer. Lydløs og svøbt i vaade Lys og Latter staar hun med Munden skygget af sit Haar.
***
Havens morgen
Graa af Dugg er Haven, drivende, som dukket op af Underverdnen med sit Taageflor.
Solens Løvehoved luder over Græsset, hvor den slikker Duggen som en Dyremor.
Fuglehjertet vaagner som et Vand, den store Stilhed tørstigt hæver i den sprøde Stund,
og imens han tømmer sine Hænders Bæger, glitrer Sangens Vellyd om den tavses Mund.
***
Dobbelttegn
Jeg kom med tidligt Lys i mine Øjne, og alt stod mørkt imod den blege Sol. Jeg saa den stige i den sprøde Kulde og sætte sig paa Havets lave Stol. Gyldne i Lyset svømmed gyldne Skyer, men de var uvejrsblaa paa deres Rygge. Jeg stod med Solens Varme paa mit Ansigt og saa to Stjerner skifte Lys og Skygge.
Alting var stille, da det Dobbelttegn lo paa den flade Strandengs Græs og Sten. Et Favntags Ild og Stumhed mellem to skælved i alle Ting, skønt hver var en. Og Kvæget vaagned graat af Duggens Skimmel og løfted Horn som Rav mod Skyens Rande, og naar de kom forbi med deres Varme, vandred et køligt Kærtegn paa min Pande.
***
Træerne
Den hele Sommer lang har jeg stirret paa jer, Trær, men vores fælles Stumhed, den dybe, vilde Stemthed før Sangen skal begynde, blev kun for jer til Sang, aa Digtere, som gror med Rødderne i Jorden, hvorpaa jeg har min Gang. Vi kan vist bare mødes, hvis den i mig kan fødes, den fjerne, lyse Verden førend det første Ord. Da Ordet var en Kilde, en Klippe og en Bølge, et Blad, en Sten i Bækken og Tordenen bag Skoven. Men jeg blev altfor tung til undrende og stille med jer at slaa Følge og gaa i glemte Spor, sagtmodige, som standsed ved Døren, hvor jeg bor.
Morgennissehilsen til dig fra Sneglenes muse
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23562 - 18/08/2017 19:08
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Tak for fine og så prægtige linjer, der jo også findes i visse ansigtstræk hos ældre mænd og koner, samt netop i skriftens buede linjer, der ligefrem ka' skrive tegn på genkendelse i øjnes fødte tanker, måske særlig i møder med Andersenske Benny eller den la Cour'ske Paul - og når man så også ser nyt, ja så er det jo helt i top..;)
Benny Andersen har sandelig også været rundt, og er bl.a. stødt ind i Søren Kierkegaard på Hjortekærsvej, jeg husker ikke lige om det var i syltet poesi, men bukserne var i al fald på cykel. Og det er dén slags man kan opleve i selskab med Benny Andersen, selv om jeg pers. gernest havde mødt Knagsted og det pædaogiske skelet stå dér og se beruset på perspektivet, hvilket også jeg var faldet i stave over, som endnu en anbefalet Andersensk dyd. Men tænk dig, at kalde sig for doven digter, eller...
Den forpuppede digter
I skulle bare ha set mig den gang jeg begyndte og den gang jeg blev ved og den gang jeg ikke kunne holde op og I skulle bare ha set mig når jeg tar fat for alvor og blir ved at blive ved men lige nu må I helst se den anden vej.
- Benny Andersen.
Bedste hilsner Simon
P.s.: kors hvor det styrtede ned i går, her i spejledam! ;)
Redigeret af Simon (18/08/2017 19:09)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23563 - 19/08/2017 01:26
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Et beregnende P.s.: Til regnens dans ka’ det jo være fint at læse, forudsat at ens lemmer ka’ holde sig i ro, og her er poesien vel ikke det værste at fordrive vandet med, idet hverken vandfaldet om eller digtningen i sig selv jo har ende. Det samme ka’ siges om Paul Valéry, som man så nydeligt helt ka’ forsvinde i til man savnes, sikkert som Højholt og han selv nød fortryllelsen ved Mallarmé. I hans Essays og aforismer skriver han flg.:
De virkelige elskere af et kunstværk er dem der bruger mindst lige så meget begær og tid til at se på det i sig selv, og inde i sig, som der i sin tid blev brugt på at skabe det. Men endnu mere engagerede er de der er bange for det og flygter. Tanken bør i digtet være skjult som nærringsværdien i en frugt. En frugt er nærring, men virker som bare velsmag. Man føler bare glæde, men man modtager et stof. Fortryllelsen indhyller denne umærkelige nærring som den medfører. Digtet er aldrig fuldført – det er altid en slump som bringer det til afslutning, det vil sige udleverer det til publikum. Det kan være trætheden, forelæggerens mas – eller et andet digt der trænger sig på. Men selve arbejdets tilstand viser aldrig (med mindre forfatteren er dum) at det ikke kunne udarbejdes videre, ændres, betragtes som et første udkast eller udgangspunkt for ny søgning. Jeg for min del kan godt forestille mig at samme emne og næsten samme ord kunne tages op igen ustandselig og fylde et helt liv.
*
Det var forslaget til læsning i regnen, som det også ka' være fint at danse i, selv om man med huset på ryggen må snegle sig rundt i tangoen. God weekend ;)
Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23570 - 21/08/2017 00:57
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i natten, du sneglenes muse..
Som vinbjergsnegl er man udsat for naturens luner, et af dem har hænder som skovle og grådige øjne, et andet er fjerposer på træk med sylespidse næb - og så er det godt at ha' hjemme i musens have. Apropos trækfuglens kompas, læst fra nord til syd, var der nylig i WA en fin artikel indeholdende et par af de bevingede ord:
Ordene rejser
Jeg bor i et andet land, men forlader alligevel ikke mit hjem. Alfabetet tager jeg med og grammatikkens strukturer, ordenes betydning og betoning. Uanset hvor på kloden jeg slår mig ned bor jeg i sproget, jeg er født ind i. Ingen storm af andre sprog vælter mig omkuld. Jeg er jeg i mit eget sprog – drømmer på det, der tilfældigt blev mit modersmål. Jeg skriver hjemme, skriver ude, overalt det samme: Ordene har trækfuglehjerte, viser dissektionen, de vil nå en anden, og jeg lever med disse fugleord, deres sang og hæse skrig.
*
Fik du mon købt den, og er nu en medrejsende på fjerne vinde?
Nat nat Nissen
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23584 - 24/08/2017 03:02
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej i natten til dig, du sensommernisse ;)
Jo jo, trækfuglens kompas eksisterer i levende live her i huset ... og selvfølgelig også lugten af sne, som sagtens kan fornemmes, også her i en sensommernat ... og endda ligeså bevinget som trækfuglen selv :))
UNDER FJERSKYER
Som blod springer frem på en pande,
lyse, røde skyer af iskrystal
højt over jorden, før solen går ned,
kompakt lugt af fyrrenåle
føres med en brise fra træerne længere borte.
En sværm af insekter hænger i luften,
husker, hvordan det var at blive holdt vågen
af en historie uden at kæmpe mod søvnen, bare følge
læber i bevægelse, lytte til ord fra en mund,
mærke den varme ånde strømme mig i møde,
holde mig svævende i lampens lys
som insekterne foran mig.
Først efter historien landede jeg i mørket,
der var godt,
overladt til mig selv
piblede ord uophørligt frem.
Jeg er til stede, lytter til mit åndedrag midt på stien,
hvor jeg er standset,
som jeg hørte min vejrtrækning i mørket som barn
uden at kalde på nogen. Lungerne
spilede sig ud, når lampen blev slukket,
historierne var uden slutning dengang,
de blev ved, uberegneligt,
der var intet farvel,
ingen talte om, at noget ville ende.
Når ét eventyr sluttede, fortsatte det næste,
der var kun begyndelser, tilblivelse, åbninger,
som om historierne behøvede mig
for at folde sig ud, eller jeg behøvede dem
for at få pustet liv i mig, for at trække vejret,
så lungerne nåede himlen, videde sig ud
som nu i brisen under fjerskyerne.
***
FORELSKET FUGL
Trækker vejret ind, så dybt jeg kan,
skuldre hæver og sænker sig, lys
hæver og sænker sig, sneens aromatiske lys.
Jeg er tredimensional,
foldes lungerne ud, har de et areal
på størrelse med en lejlighed
på cirka 90 kvadratmeter, jeg flytter ind,
tager hver en krog i brug.
Mave, ryg, hele brystkassen udvider sig,
det kuppelformede mellemgulv,
der øger volumen i brysthulen, spiler sig ud,
når jeg trækker vejret, indsuger duftene omkring,
luft, passage, bevægelse,
jeg er lysvågen,
trækker vejret ind, snefog, snestorm, snevinter,
om natten snehvid månesabel.
Jeg synger og taler på luften, jeg ånder ud,
synger stående ved at løfte hovedet
som en forelsket fugl,
synger fuglen måske med bøjet hoved?
Trækker vejret ind, så dybt jeg kan,
som at stige på et tog nord for fremtiden
og lade sig fragte af sted,
finde hvile i bevægelsen, ro
til at omspænde et akustisk alfabet,
ro til at forme tanker til ord,
før jeg ånder ud igen hinsides snegrænsers hvide spor.
***
ÅND
Jeg indånder sneluft, indånder et verdensrum,
sneen daler, danser mellem træer, danser
under gadelygters lyskegler, sneen har mistet himlen,
sneen hvirvler gennem rummet, jeg indånder kulde,
indånder renhed, sneen er hvile for sjælen,
tanker stiger op, ekspanderer, mens hvert fnug søger
sit tilfældige centrum i verden, snehimlen lægger sig
på jorden, noget rækker ud over kroppens grænse,
noget større er til, end jeg kan omfatte, kun ane,
snehimlen lægger sig over mit hjerte,
jeg indånder luften, der binder
os sammen hver for sig.
Ånd mærkes, når den indfinder sig, rører
som med spidsen af en vinge, en vind, en tågebølge,
sætter sit spor af opløftethed, når den uventet kommer,
ånd er forbundet med min bevidsthed, men ikke mindst
større end den, ånd kan nå alles bevidsthed,
den findes mellem os, vi taler sammen,
forstår i glimt hinanden, griber ind i hinandens liv,
mirakuløst eller barbarisk, ord er udånding, indånding,
jeg indånder lugten af sne, ånder ud, ånder ind, som du.
... og go'nunat Musen
P.S. Jeg har ikke læst WA med trækfuglens bevingede ord,og jeg har forgæves søgt efter at finde den på nettet?
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|