0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Go'morgen Simon
Dejlige Benny, som altid får det menneskelige kaldt frem med sin lune ... :)) Jeg tror ikke, jeg før har læst det sidste af dem?
La Cours Levende vande har jeg nydt her i en sen nattetime, og nu hvor morgenen næsten gryr, må det være morgendigtene, der bli'r den lille avec ved siden af kaffekoppen :))
Morgen
Himlen er grøn over Træernes Kroner, endnu hensunket i mørkt Drømmeri, men i den kølige Stilhed, som stiger, gyder sig Morgenens Renhed deri. Ind mod det klare, ind mod det høje, det, der blev smidigt og bølgende fast, styrter et Fugleskrigs skinnende Toner, slynget fra Struben i hvirvlende Hast.
Lyset og Luften, de jagende Klange, brudt til et Skum mod den lyse Ro, bygger vor Glæde en Bro gennem Rummet, hvor den kan springe i duggvaade Sko.
***
Øjeblik
Skoven staar aaben som en Mund, der synger. Bladene ler i Lyset, og jeg læser paa grønne Læber Ord, jeg hører gerne.
Græsmarken flyver op mod Regnens Vinger, og som et Luftskib dykker der en Bille helt blaa som set i Drøm og fra en anden Stjerne.
Blæsten har rejst sig paa sin lune Rede, den svømmer gennem Luften, og nu dypper den kølende sit ene Bryst i Kornet, hvor som en aaben Skaal dets Aftryk gaar.
Gøgen har standset sine Raab, og Tordnen aabner sin blinde Dør bag Hyldens Gavle. Lynene skingrer over Himlens Tavle. Barndommens hvide Ekko til mig naar.
Har dette været mit og er det atter sendt mig tilbage som en Kvinde kommer. Lydløs og svøbt i vaade Lys og Latter staar hun med Munden skygget af sit Haar.
***
Havens morgen
Graa af Dugg er Haven, drivende, som dukket op af Underverdnen med sit Taageflor.
Solens Løvehoved luder over Græsset, hvor den slikker Duggen som en Dyremor.
Fuglehjertet vaagner som et Vand, den store Stilhed tørstigt hæver i den sprøde Stund,
og imens han tømmer sine Hænders Bæger, glitrer Sangens Vellyd om den tavses Mund.
***
Dobbelttegn
Jeg kom med tidligt Lys i mine Øjne, og alt stod mørkt imod den blege Sol. Jeg saa den stige i den sprøde Kulde og sætte sig paa Havets lave Stol. Gyldne i Lyset svømmed gyldne Skyer, men de var uvejrsblaa paa deres Rygge. Jeg stod med Solens Varme paa mit Ansigt og saa to Stjerner skifte Lys og Skygge.
Alting var stille, da det Dobbelttegn lo paa den flade Strandengs Græs og Sten. Et Favntags Ild og Stumhed mellem to skælved i alle Ting, skønt hver var en. Og Kvæget vaagned graat af Duggens Skimmel og løfted Horn som Rav mod Skyens Rande, og naar de kom forbi med deres Varme, vandred et køligt Kærtegn paa min Pande.
***
Træerne
Den hele Sommer lang har jeg stirret paa jer, Trær, men vores fælles Stumhed, den dybe, vilde Stemthed før Sangen skal begynde, blev kun for jer til Sang, aa Digtere, som gror med Rødderne i Jorden, hvorpaa jeg har min Gang. Vi kan vist bare mødes, hvis den i mig kan fødes, den fjerne, lyse Verden førend det første Ord. Da Ordet var en Kilde, en Klippe og en Bølge, et Blad, en Sten i Bækken og Tordenen bag Skoven. Men jeg blev altfor tung til undrende og stille med jer at slaa Følge og gaa i glemte Spor, sagtmodige, som standsed ved Døren, hvor jeg bor.
Morgennissehilsen til dig fra Sneglenes muse
|
|
|
|