Morn’ RM..

Det er på tide med lidt morgenmusik fra en livsklog Bjørnvig, Samsøs eg, der her rytmisk dirigerer vandet som en legesyg delfin under et ophold i det skotske – månen og Birgit har begge leet befriende over al den kærlighed han øsede ud i naturen, der gav dem så mange gode år sammen ...

Tidevandet ved Rosemarkie

Tårnurets slag,
de elleve, de tolv, det ene, de to
overdøver havlyden
så længe de varer.
Det samme gør mågeskrig
efter de tre
til de blir borte
ud over havet.
Men bølgeslaget,
tilbagebruset
drukner ekkoet, glemslen til sidst
den mægtige rytme.

*

Siv vand og måne
Digt til et billede
(Tai Wén-Chin, Kina omkring 1446:
Sovende fisker I en båd)

Vinden i sivende kalder drømmende frem,
de spirer i søbunden, vokser op gennem vand,
svajer i luften, åbnes mod stjerner og skyer,
dugdråber glider ned langs stænglerne, søvndisen
af månen der stiger.

Fiskeren ligger i sin båd og sover
med ansigtet støttet på armene, halvt ude af
det flettede sivtelt. Foran ham, over båden: siv,
og alle sivene rækker sig forbi den sovende
med slørfine blomsterkvaster op imod månen.

Er jorden sådan? Ser jeg den drømmende i en drøm? Ikke
Himalaya eller Antarktis, ikke Grand Canyon eller New York,
ikke en mågeomskreget affaldsplads, eller en rygende vulkan.
Nej, jorden selv i blideste søvn, drømmende
som den sovende i båden. Siv vand og måne.

- Thorkild Bjørnvig.

Nisseligst
Simon
P.s.: Jeg forstår fuldt ud din nydelse ved ”Jul hele året”, og her i hytten får vissevasse fremover en ganske anden betydning! ;)

Go'morgen Simon

Jeg har sørme også haft gang i Bjørnvig her i mit sofahjørne med tæppe og morgenkaffe. Så her er lidt mere Bjørnvig til din morgenkaffe :))


September

Guldgrund bag Grenene,
Aftenstilhed,
som var jeg alene
med Solsortskriget.
Men alt er til Stede,
Firbenet spejder
vaagent ud
af et Hul i Diget.

Fra Vandet stiger
Goplens rene
Klokkebevægelse
gennem mit indre.
Nældens Takvinge
lukker sig sort
paa Bjælken, for roligt
at overvintre.

Et nyfaldent Æble
svulmer i Haanden
og glatter Livslinien
ud en Stund.
Aa, kølig Velsmag,
alt er til stede,
og strømmer tidløst
gennem min Mund.

Denne sjældne
Ligevægtstime,
som usøgt kommer
er Taalmodsgaven.
Se, Luften er hævet
af Solnedgangen
og svæver gyldent
højt over Haven.

De fire vinde
er endelig samlet -
Hvor fjærne træer
kronerne breder,
hvor solen daler,
hviler de ud
som store fugle
i høje reder.

***

Sten

Nu fyldes stort og lydt Septemberrummet
af Dønningbruset efter Nattens Storm,
paa Stranden ligger Sten ved Sten i Skummet,
hver blotter i sit Fugtrum Flader, Form
af Marmorfarvehvirvler gennemtrukket:
Athener, fødte af de tavse Skyer,
hvis Pander straaler som Smaragd, Porfyr –
brat fløjet ned, af Havet atter dukket.
Betænker jeg, ved disse Stengudinder,
Giottos Jomfru-Udkast: en Oval –
en Mulighed, dog fuldendt, lukket, sval
som Rummet her, hvor Fødslerne er sket
en salig Stormnat – ler jeg, frydes, finder
Bevis paa Skabelsens Identitet.

Morgennisseligst
RoseMarie

P.s. Ja, vissevasse er et skøønt udtryk, og det ligger både godt i munden og til øret. Det får ligesom fremkaldt både smilehuller og glimt i øjet ;)

Ordene herunder ska’ ikke reflektere Berlins puls, eller ekko-journalister som grådigt kaster sig rundt i tårekanaler efter nye lig, for de er Inger Christensens musik, måske et lille suk:

Handlingen

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggerne så benet
at livet er gået i chok

Og hjerter er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop.

- Inger Christensen

mvh
Simon

P.s.:

Scenen
integriteter

vandtrapper stenhimle vindhuse
luftkældre regntrapper sandkroppe
klippemunde flodmaver iskøn
snelunger kulhjerner skyfingre
saltnerver jordøjne hjertesorg

en sort storm i et lukket hulrum
sorte syrener der lugter af svovl
sort sne

konversationer med døden:
frihed frihed frihed

sneen falder
lægger sig i mægtige driver på himlen
og himlen er fuldstændig sort

I maj skal syrenerne blomstre, de skal!

Inger Christensen

mvh
Simon

Hej RM..

Her lidt mere fra Raymond Carver – ja, jeg synes jo nærmest han er reolers nødvendig uglegave; lidt som appelsinen og munden.

Vinduet

Det blev uvejr i aftes
og strømmen gik. Da jeg så
ud ad vinduet, var træerne nærmest gennemsigtige.
Bøjede og dækkede med rim. Der lå en uendelig ro
over landskabet.
Jeg vidste bedre. Men i det øjeblik
følte jeg at jeg aldrig i mit liv havde afgivet noget
falsk løfte eller foretaget mig
noget som helst uanstændigt. Mine tanker
var dydige. Senere hen på formiddagen
kom strømmen selvfølgelig tilbage.
Solen kom frem bag skyerne
og smeltede rimfrosten.
Og alting stod som før.

- Raymond Carver

mvh
Simon

P.s.: forøvrigt synes jeg igen at vi mangler Rysse - han fik det med at mangle, ja selv de skrå brædder så lige nedad gaden for at kigge ham ud! Måske vi alle sammen året ud, sku' gi' Lisbeth Dahl og Ulf Pilgård et særligt kram, et uglekram, de trænger begge! ;)