Men Gud vil forny os og hele skabelsen - og give os liv! - når vi vender om til ham og tager vores kald på os.

Et KALD

Jeg er så KALDET for tiden (måske i TIDEN), som jeg skrev igår. Indkaldet til samtalen med mig selv.

Dette kald, denne indkaldelse, er meget tydeligt for tiden.

Jeg er ved porten nu. Jeg er igang med at åbne døren ind til en verden jeg ikke kender og som dog er min verden.

Mennesket lever i kald og stand. Og jeg står (apropos stand) udmærket for tiden efter at det er lykkedes mig at rejse mig op igen efter mit fald. Og i stedet for endnu et fald, syndefald, så hører jeg nu tydeligt et kald der vil have mig ud af disse fald, syndefald.

Ja hvorfor dog give "af-kald" på dig selv mere nu min ven? Jeg giver dig som verden ikke giver dig. Lyt til Herren din Gud i dit indre min ven. Som fader og søn, som jeg og du i et sandt jeg-du forhold. I forholdet er Ånden, er talen, er sproget. Og her opstår de vigtigste tanker at lytte til og navigere efter. Det er her i denne tiltale du vil lære hvem du er og kan blive om du vælger at følge dig selv, kaldet, som du er kaldet og tænkt fra først af, før forstyrrelsen, før neurosen, før djævlen, før personlighedsforstyrrelsen, denne der gav sig ud for at være en lysets engel.

Meget mere end væren er det kaldet der kendetegner den kristne spiritualitet. Johannes evangeliet er eksemplarisk. Og ellers er det temaet i den kristne spiritualitet om den gode og den dårlige samvittighed (skrifte og syndsforladelse, selvaccepten og selvforkastelsen (selvmordet)).

At forsøge at undgå skyld og samvittighed opdagede Jung var årsagen til mange mennesker's neuroser og ondt i livet. Og straks han fik disse instanser aktiveret igen kom mange mennesker sig igen, fordi hermed fulgte den vigtige selvrespekt i og med at mennesket nu kunne leve i henhold til sin samvittighedens stemme det nu havde fået kontakt til.

Samvittighedsløs, overjegsløs, faderløs og Gudløs (høre øreløs) som det moderne menneske er blevet falder det for falske autoriteter og diktatorer og stærke mænd, forvirret som det moderne menneske er blevet omkring det maskuline vertikale som det ikke længere kender fra sig selv ret, hvorfor det skal være derude i karikeret afguds form (jeg tænker på Putin Trump og Erdogan).

Høre øreløs, skriver du Hans, hertil vil jeg sige vi ikke alle kan være temporallap mystiker som Paulus og dig. Dig der påstår du har levet i stemmer eller har hørt stemmer hele livet og at du endda drømmer i stemmer, i ord.

Den faste akse, som den kristne tanke drejer om, er forestillingen om en uopløselig forbindelse mellem sjæl og legeme. "Sjæl" og "legeme" eller "stof" i ordenes moderne betydning opfattes ikke som modsætninger. "Sjælen", forstået i den moderne spiritualismens sammensatte betydning, det vil sige som betegnende på een gang tanken, psyken og selve livsprincippet, er i den konkrete existens støbt sammen med legemet. Emmanuel Mounier "Personalismen" side 18.

Du skriver om historiske oplysninger om kristendommen, som jeg ikke kender, som mig bekendt ikke findes andre steder end i de bibelske skrifter, og som historikere mig bekendt ikke kan adskille fra myter.

Du er tilbageholdende angående, hvordan N. T. Wright og William Lane Craig har inspireret dig, men det kan vel tænkes, at det afklarer sig så meget for dig, at du på et senere tidspunkt kan skrive om det.

Endelig angående buddhismen, så mener jeg, at du dømmer den for hårdt, derved at du afviser "de oplystes empati" for verden omkring dem.

Det væsentlige er vel så, at du er overbevist om, at vi mennesker har et gudgivent kald her i tilværelsen at opfylde?

So, to put down a marker from the start: Christian systematic theology cannot do without Paul, but it often hasn’t known what to do with him. It has often reduced him to a few passages on justification, or a couple of examples of early Christology, and for the rest has regarded him as a polemical figure whose sharp and angular words do not fit easily into the delicately shaped boxes of our proposed constructions. Theology has not even glimpsed, I think, the central point I have argued in my recent book, that Paul actually invents the discipline we now, with long hindsight, call ‘Christian theology’; that he does so for a very particular purpose; that he gives it a particular shape and character; and that he, like the Jesus whom he loved and served, can only be properly understood when we locate him within the turbulent and multi-layered world of his day.