Ilden er noget, der kuer en og hjælper en til at ydmyge sig og søge det største af alt. Det er en tid med anger og forbedring. En omvendelse. Det er selvfølgelig slet ikke sikkert, at det er det, der er tale om her.



Dette lyder jo godt. At blive ydmyg af hjertet. Det er jo en smuk forandring, der indtræffer i et menneske, hvis han kan opgive denne verdens rigdomme.

Det med ikoner og billeder og sådan, dét tager jeg meget afstand fra. Så vil jeg hellere læse Pippi Langstrømpe - sådan mener jeg, at man tager imod som et barn. I al sin naturlighed. Sådan forstår jeg det at 'vende om som et barn' og 'tilbede i ånden'. Budene og Jesu ord i al deres enkelhed.

Men jeg kan forstå, at du har fået en livsforandrende oplevelse.



Jeg tror, at rigtig mange mennesker knytter nogle følelser til et ikon eller andet i deres liv. Symboler af forskellig slags. Nogle et kors, andre et maleri, koranen og fem bønner hver dag. Osv. Men jeg tror fuldt og fast på Jesus, når han siger, at det er hans ord og bud, det handler om. Disse mener jeg, at man skal tage imod i al deres enkelhed. Så tror man på Jesus.



Hvis der er tale om sandhedens ånd, så kan det nok føles 'gratis', uden det i egentlig forstand er ubetinget. At modtage sandhedens ånd sker ved at holde fast i Jesu ord og bud. Jeg tror ham fuldt og fast, når han siger dette.

Men det kan jo netop også godt være, at du har gjort dette uden at tænke over det. Du kan have haft renhed i hjertet, således at der har været plads til sandhedens ånd. Synderen, som stod og bad ved siden af farisæeren, han gik retfærdig hjem den dag, og det var netop ham, som erkendte, at han var en synder. Altså kan det føles gratis at få åbnet en flig til Guds storhed... men det var det heller ikke her. For det var netop gennem anger, at synderen gik retfærdig hjem den dag.

Fra hans perspektiv var han en synder og havde intet fortjent, men netop derfor gik han retfærdig hjem!! Forstår du dynamikken?

Og: Til den, som har, skal mere gives, siger Jesus. Jovist, det er ikke ubetinget/gratis. Ikke ifølge Jesus, og ham tror jeg på.



Jeg er glad for, at du siger dette med kilden. Og hvilke af mine ord tænker du på her?

Og jeg håber, at du elsker Jesus' ord. Jeg forsøger blot at pege på ham.

Det handler om at holde fast i ham. Han er sandheden, vejen og livet. Og hans ord - de er ånd og liv, og enhver, som holder fast i dem , skal aldrig smage døden, men sønnen og faderen skal tage bolig i ham.

...og se, disse ord er jo faktisk ikke mine...



Jovist, men dette er jo netop et af budene - f.eks. bjælken i øjet og ordet om synderen!



Venlig hilsen
Thomas

Hej Thomas.

Der er en del i dit indlæg at svare på, synes jeg, men jeg vil begynde med:

Angående "den samme kilde" spø'r du:
"Og hvilke af mine ord tænker du på her?"

Jeg kan nok ikke sige dig nøjagtigt, hvornår jeg synes, jeg "hører det risle", men generelt er det i hvert fald, når du skriver Jesus-ord, som du har udvalgt.

Jeg forstår godt din holdning til symboler, Ikóner m.m.

I den ortodokse kristne verden har folk slået hianden ihjel, stukket øjnene ud på hinaden og meget andet pga. uenighed her (Det var i 700-800-tallet).
Tanken var her, at det var gudsbespottelse at lave billeder af Gud (som også i Islam), og modargumentet, helt kort, var, at når Gud kunne vise sig, som et levende menneske (Fuldt ud Gud - og fuldt ud Menneske), så måtte man også kunne gøre billeder af Jesus (men ikke af Faderen) - vel at mærke hvis man gjorde det med "den rette ære" (ortodoksi).

Ikóner er således ikke afgudsbilleder, men blot genstande, hvormed vi "løfter vores sind og ånd mod Guds kærlighed" (som Josef af Volokolamsk formulerede det).

I den ortodokse kristendom i dag er Bibelen og Ikonerne ligestillede.
De opfattes som det samme - udtrykt i hvert sit sprog: Bogstaver i Bibelen og former, symboler og farver i Ikónerne.

Hvis du f.eks. læser beretningen i Bibelen om Marias bebudelse, så er det jo ret hurtigt gjort, men hvis du ser en god Ikón, der fortæller det samme, så er det nærliggende at sige, at et billede - i et enkelt glimt - kan sige mere end tusind ord.

Nok om det. Nogle ka' li' jordbær - andre melon.
Det er i hvert fald sådan, jeg ser det.

Du skriver, at jeg blev "ydmyg af hjertet" ("fattig i ånden"?).
Jo, det har du nok ret i. Det har jeg aldrig tænkt på. Det har der vel ikke været overskud af opmærksomhed til at tænke på.

Anger, som du skriver om, er jeg ikke bevidst om, at jeg har følt.
Jo selvfølgelig er der nok at angre, men det har aldrig rigtig overvældet mig.

Derimod genkender jeg den engelske ortodoks kristne biskop Kallistos Ware's ord om "metanoia" - ikke paranoia - som vist kan oversættes til noget i retning af, at "få noget andet (bedre) i sinde", og som jo på en måde er optimistisk fremadrettet - i modsætning til angerens knugende tilbagskuen.
Det er jo også på en måde dét, der ligger i dit udtryk: "en livsforandrende oplevelse".

"Så tror man på Jesus", skriver du - og så sidder jeg "med åben mund og polypper": Ja, men Han ER her jo!

"At modtage sandhedens ånd sker ved at holde fast i Jesu ord og bud. Jeg tror ham fuldt og fast, når han siger dette."

Jeg synes ikke, jeg behøver at "holde fast" - Han Er her jo!

Jeg opdager, at jeg sidder og hæfter mig ved forskellene i vore opfattelser og derved næsten glemmer alt det, vi er fælles om - især kærlighedsbudet.

Jeg har et spørgsmål, der trænger sig på, og som du selvfølgelig ikke behøver at besvare:
Hvordan er du nået der til, hvor du er i dag i dit forhold til Jesus?

Det, du udtrykker ligner jo ikke just "overleveret kristendom"

M.v.h. Arne.

Det glæder mig. For jeg er blot en, der peger på ham. "Vælg ham", siger jeg. "Lyt til ham!".



Det er egentlig ikke pga. kirkens historie i sig selv, at jeg vender mig mod det med ikoner m.m. Det er ganske enkelt fordi, at ånden bør dyrkes i livet. Et lille barn, der giver sit slik væk i skolegården, dyrker kærligheden i al sin naturlighed og enkelthed. Dette er inspirerende. Det virkelige liv.

Gud udtrykker sig i livet, og Jesu ord byder os at elske og gøre godt. Ligeså: I al sin naturlighed og enkelthed.



Nå, men det er sådan, jeg oplevede det. Det er som at få vendt vrangen ud på sig selv. Og så bliver der ellers renset i dybden, indtil viljen er vendt om.



Jovist, Jesus er særdeles virkelig, men han åbenbarer sig og tager bolig i dem, der holder fast i hans ord. Selv om lyset er kommet til verden, er det ikke alle, der ænser det. Men de, som gør sandheden, kommer til lyset.

Den "vibe" jeg får, når du svarer 'åben mund og polypper' samt 'men', det er den samme "vibe", som jeg har fået et utal af gange, når jeg præsenterer det, som Jesus selv siger; nemlig en "Jamen, jamen..."-vibe. For det er jo ham selv, der understreger - igen og igen - at vi skal holde fast. Lige netop det, som du nu siger, at du ikke synes, at du behøver at gøre!



Og dette er netop: Et bud.



Det vil jeg meget gerne svare på, men jeg skal lige overveje, om det er klogest at gøre over "private beskeder". For man skal virkelig passe på med at kaste om sig med det hellige, som er vokset frem i ens indre. Det skal gives til dem, som er parate til at drikke - det skal ikke gives for "hunde og svin", som Jesus siger. Derfor er jeg forsigtig og vil nok ikke udbasunere det her, hvor bl.a. Oles, Michaels og Borads øje lurer. Jeg er blevet "revset" nok af dem til, at jeg ikke vil lægge det aller inderste under deres spot og hån og kaldes anti-krist, en med psykoser, forsvare mig imod hvorvidt jeg tænker med andet end krybdyrhjernen, får at vide at jeg er klam, og at jeg inficerer debatten med mit 'onde lort'... Osv., osv. OG så videre...

Nu må jeg lige

Jeg har absolut hverken kaldt dig anti-krist (det er min rolle, tak), klam eller påstået at du spreder ondt lort..

Jeg har kaldt dig hadsk (og ukærlig - om det så end er det samme) og hyklerisk.. Må jeg lige være her, tak..

Hej Thomas.

Jeg forstår selvfølgelig godt dine betænkeligheder, som du udtrykker med ordene:

"For man skal virkelig passe på med at kaste om sig med det hellige, som er vokset frem i ens indre."

Det er pudsigt, synes jeg, at du netop vælger ordene "kaste om sig".

Det kunne minde om et udtryk som, "at kyle Bibelen i nakken på sine medmennesker" - for dem, der får en sådan bog "kylet i nakken", ka' jo godt gå hen og blive lidt sure over det

Jeg har en stærk fornemmelse af, at netop du har oplevet noget helligt, som fylder dig, og som er for godt til, at du blot vil holde det for dig selv.

Den måde, du har søgt at videregive på, har jo så fremkaldt protester fra debattører, som - tror jeg - har følt sig påtvunget dét, du af et godt hjerte gerne vil give dem.

Det budskab, du videregiver, er vel for enhver.

Men det er vel enhvers suveræne ret selv at bestemme, om han/hun vil tage imod det?

Så skal der vel heller ikke være "sure miner", hvis nogen ikke vil tage imod det?

Det var i den sammenhæng, jeg tænkte, at din egen udvikling frem mod det hellige kunne være af værdi for os læsere.

Hvordan gik det til, at det er de ord fra Jesus, som du elsker, der blev afgørende for dig?

Det er selvfølgelig ikke personlige intime detaljer, det drejer sig om, men mere, hvad det var, der gjorde, at du fik øje på Jesus-ordene.

En sådan beretning lægger jo ikke pres på læseren (behøver det i hvert fald ikke), og så tror jeg ikke, du vil få en masse negative reaktioner, men til gengæld at mange på selvstændig og neutral vis får mulighed for at stifte bekendskab med - og tage stilling til - dine oplevelser.

Jeg ved jo ikke, om jeg har ret, men det var dét, jeg havde i tankerne i min opfordring til dig om at berette.

Og under alle omstændigheder er det jo din egen suveræne afgørelse

M.v.h. Arne.