Hej anonyme:o)



En reaktion a la manden der kører på motorvejen og bliver ringet op af sin kone:

"Skat, pas på, radioen meddeler at der kører en spøgelsesbilist på motorvejen!" til hvilket manden svarer "Én!? Der kører hundredevis af dem!!"

Uagtet det, så er det da ikke så unormalt at være skrupforvirret i en gal verden;o)..

Mvh

Hej Ole Bjørn..



Jeg vil en sjælden gang komme Thomas til forsvar..

Som Thomas har gjort os bekendt en del gange, taler han bare sandheden, og kan vi ikke håndtere dette, hvilket vi jo har bevidst via vores uendelige angreb med 'æg og rådne tomater' (eller var det omvendt?), så siger det jo bare mere om os end om ham, nemlig at vi ikke kender kærligheden..

Når Thomas nu siger at han er blevet kaldt et krybdyr, så er det naturligvis sådan.. Hvor vover du at tale Jesus' stridsmand imod? Havde vi levet i tidligere tider, ville jeg have kaldt dig kætter, men med henblik på at vi er på Trosfrihed.dk, må jeg jo nok desværre acceptere at vi alle har forskellige overbevisninger..

Mvh

Kære debatlæser.

Jeg læste da dit indlæg, og jeg er da glad for, at du har samme holdning som jeg, bortset fra dit sidste afsnit, hvor min holdning er delt mellem dig og Michael.

Som du ved er debattens princip fuld ytringsfrihed indenfor lovens grænser, så man skal enten overtræde loven eller bryde debatreglerne groft for at blive smidt ud.

Michael ser på pædofili som en sygdom, og har åbenbart medlidenhed med dem. Det har jeg også til en vis grad, men jeg har langt større medlidenhed med de børn, som bliver udsat for seksuelle overgreb. Det kan ødelægge deres senere seksualliv fuldstændigt.

Men hvad er pædofili? Hvor går grænsen mellem pædofili og kærlighed til børn. Da de senere års nærmest hysteriske reaktion på nogle sager om seksuelt misbrug blussede op og resulterede i, at mandlige børnehavepædagoger efterhånden ikke tør tage et grædende barn op på armen for at trøste det af frygt for en anklage for pædofili, kom jeg til at tænke på en lærer, jeg havde i mellemskolen, da jeg var 10 til 12 år gammel.

Han elskede børn og tog os tit på skødet og krammede os ind til sig, som var vi hans egne børn, og der var ikke antydning af seksuelle berøringer. Han krammede heller ikke de børn, som han mærkede følte ubehag ved det, og han gjorde heller ikke forskel på os i ros og karaktergivning, så vi blev aldrig kaldt for lærerens kæledægger af vore klassekammerater. Han var afholdt af alle, og vi glædede os til hans timer.

I dag ville han helt sikkert blive suspenderet på en anklage for pædofili.

Berøring er kærlighedens sprog, og som sådan opfattede jeg også hans krammeri. Hjemme fik jeg kram af min mor, men min far var forlængst holdt op med at kramme mig, for en mand krammede da ikke store drenge. Jeg blev ikke spurgt, om jeg savnede denne fysiske kontakt, men det gør alle børn mere eller mindre. Pædofilihysteriet har gjort, at børn får færre kærlige berøringer i dag, og det kan aldrig være godt.

Men hvis vi ser på de afvigere, som både føler sig tiltrukket seksuelt af børn og ikke kan afholde sig fra seksuelle berøringer eller andre seksuelle påtrykninger, stiller sagen sig anderledes. Syge eller ikke, de skal isoleres fra ethvert samkvem med børn, for børnene er langt vigtigere end en voksens lyster.

Jeg ville intet have imod at vi fik en forsvarer for sådanne handlinger her på debatten. Nogle af dem argumenterer endog for at børnene kan li' det og selv ønsker det. Jeg skulle personligt dissekere alle hans argumenter og klæde ham af (symbolsk) for åbent tæppe, så folk på samme tid kunne forstå, at vi skal dæmpe hysteriet overfor kærlige berøringer og stramme kursen overfor misbrugere.

Sygdom er en forklaring, men kan aldrig blive en undskyldning for at misbruge børn.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Nu skal det lige for en god ordens skyld nævnes at jeg aldeles ikke går ind for pædofili. Overgreb mod børn skal da straks standses og forbryderen straffes.

Det giver heller ingen mening at lade en pædofil plædere for sin fejagtige opfattelse men derimod er det nødvendigt, hvis man vil helbrede ham, at bringe ham til en forståelse af hvad det er i ham selv som gør ham skyldig i denne forbrydelse. Der er altid en årsag og den mest almindelige årsag er en person som er overladt til ensomhed og isolation.

Kærlighed er det absolut største af alt. Gud er kærlighed, og kærlighed er af Gud. Jesus er et lys, der kom til verden, og hans lys kan frelse menneskers sjæle. Hvis mennesket vil holde fast i hans ord, vil det bære frugt til evigt liv.

Men lyset er blevet skjult. Det er blevet skjult ved, at hans navn ikke længere associeres med hans budskab og ord, men med nogle religiøse dogmer og traditioner.

Skal lyset igen have lov at skinne, så skal det mørkets tæppe, der skjuler det, rives bort.

At kæmpe for en sag - selv den mest retfærdige af alle - vil betyde, at man "træder nogle over tæerne". Dog må det aldrig holde dem, der hungrer efter retfærdigheden, tilbage fra at kæmpe for den!

Når jeg kæmper mod religiøse dogmer og siger: "Vælg ikke religionen - vælg Jesus!" og: "Vælg ikke kirkens dogmer og ritualer - vælg Jesu ord og ånden i dem!", så er det ikke for at tvinge de religiøse til at vende om. Er man først gået ind ad den religiøse dør, så er det svært at vende tilbage til livets dør, der stiller krav om at forbedre sig og udøve kærlighed.

Nej, jeg taler til dem, som står foran de to døre, men som ikke er i stand til få øje på livets dør, fordi religionens dør er prydet og stor, i forhold til livets dør, som er smal og trang!

Vil det ske, at jeg pisser nogle af? Ja! Betyder det, at det er forkert, det jeg gør? Nej! Ikke så længe sagen er retfærdig.

En af mine venner kæmper for dyrenes rettigheder. Han er veganer. Nøj, hvor folk bliver pisset af, når han og andre barmhjertige mennesker taler imod den ubarmhjertige mishandling og nedslagtning af jordens uskyldige væsener.

Men hvor er jeg glad for, at han tør tale i det åbne, i lyset. For sandelig: Barmhjertigheden - også over for selv de mindste af vores brødre og søstre på denne jord - er meget større end de stemmer (uanset hvor mange stemmer, der er tale om!), der forsøger at overdøve den.

Til jer, der ønsker at gå ad barmhjertighedens smalle sti: Frygt ikke dem, som går på tværs af jeres sti. I vil komme til at træde nogle over tæerne, mens I vandrer, men stop ikke op! Fortsæt og vis jer i lyset - lad jeres barmhjertighedens og retfærdighedens stemme gjalde ud over landskabet, så at de, der har ører og hjerte, må hører og forstå... og følge jer til evigt liv!