Ja, tal for dig selv Thomas.
Hvis du virkelig forstår hvad det er Jesus taler om, så havde du også forstået at synd, adskillelse kun er et spørgsmål om fornægtelsen af ens sande identitet som Kristus, fuldkommen syndfri og skyldfri.
Så må du undersøge dit ubevidste sind, og så se efter hvad det er der er årsag til din syndige opfattelse af dig selv.
Det er ikke Gud der er årsag til, at du oplever dig som adskilt fra Ham, og ser dig som et syndigt og skyldigt væsen. Det kan kun være dit eget ansvar at erkende hvem du i sandheden er skabt som af din kære Fader.
Jesus viste vejen, og så er spørgsmålet kun om vi kan acceptere den sandhed han formidlede til os. Den sandhed han formidlede til os, er sandheden om hvem vi i sandheden er.
Hvis Gud er kærlighed, så kan der ikke eksistere synd, andet end i drømme og fantasier. Og ja, selvfølgelig vil egoet gøre synd til virkelighed, for ellers ville det ikke have noget eksistens grundlag.
Du hopper med begge ben i den samme misforståelse som Kristendommen bygger på, min kære ven.
Thomas du skal meget meget dybere ind i dit sind, hvis det er du vil forstå det Jesus taler om.
Synd kræver skyld, og så er der frygten for straf. Synd, skyld og frygt er egoets "hellige" tre-enighed.
Fejl er ikke en synd, og fejl kræver ikke straf, men ubevidst så lader vi os vildlede af egoets frygt og skyldbaseret tankesystem.
Du må virkelig forstå hvordan egoet fungere Thomas, hvis det er du vil praktisere kærlighed.
Det hjælper ikke noget blot at elske, hvis det er du ikke forstår hvad det er Jesus taler om.
Hvis du ser en Guds skabning som syndig og skyldig, så ser du noget som er falsk, fordi du ser noget der ikke er af Gud. Hvis synd og skyld var virkeligt, så ville det også være evigt, fordi Gud er evig og fra Gud stammer virkeligheden.
Så det du ser og oplever som ikke kommer fra Gud, eller ja, som ikke er kærlighed, det må være noget der må komme fra dit eget ubevidste falske ego.
Det er et enormt ansvar vi har, og det kræver virkelig at man ransager sit sind, hvis det er man vil følge Jesus og den vej han viser.
Det er selv-erkendelse på aller højeste plan vi må praktisere, hvis vi vil frigøre os fra lidelse, død og frygt.
Det er kun os selv der kan tage ansvar for vores domme.
Normalt så beklager vi os over andres opførsel, og anklager, men ved vi i virkeligheden hvad årsagen er til vores beklagelser og anklager? I virkeligheden så er beklagelser og anklager blot et forsvar imod, at vi ser på vores egen ubevidste skyldfølelse.
Beklager og anklager kærligheden?
Hvis der er kærlighed, hvordan kan der så også være synd og skyld?
Og ja, hvordan kan kærlighed ikke være total, hvis kærlighed er af Gud?
Forstå det abstrakte Thomas, og det vil også kunne se det meningsløse i adskillelse.
Og igen som jeg har skrevet utallige gange til, ja, både Hanskrist, Flemming, Anne og dig, så er det ikke et spørgsmål om at fornægte den "virkelighed" man oplever, men et spørgsmål om at se årsagen til ens oplevelse, og så se om den er i overenstemmelse med sandheden.
Se det sande som sandt, og se det falske som falsk, og for at kunne se det falske, så må det sande også være tilstede.
Hvorfor reagere på noget der er erkendt som falsk?
Hvis egoet er falsk, hvorfor så reagere på det som om det var sandt?
Kærlighed er en tilstand, og den er fuldkommen, og intet kan ændre på dens fuldkommenhed. Kærligheden lader sig ikke påvirke af det falske, fordi kærligheden kun reagere på det som er sandt. Kærlighedens tilstand er inde i alle mennesker, og venter blot på at vi acceptere denne tilstand som vores naturlige arv.
Prøv at undersøg hvordan en frygtbaseret reaktion udfolder sig overfor omgivelser og medmennesker, og prøv også at undersøg de tanker der er i forbindelse med sådan en reaktion. Ja, for det er jo i virkeligheden ens tanker der fremkalder ens måde at reagere på, og frygt kommer sig af at dømme. Men hvad er så årsagen til at man dømmer og ikke tilgiver?
Men det gælder om at være vågen, for ens tanker har som regel enormt meget fart på.
Øvelse gør mester.
Kærligst Jan.