Hej Simon

Kunsten, lyrikken og musikken ... ja, hvad skulle vi gøre uden den?

Er en fribytter ikke en sejler,
der flakker fra grønt til rødt
og vågnende stirrer mod livet,
men søvnigt mod alt, som er dødt?
Og ligger han ikke og døser
i læ af latinersejlet
og ser på de vilde Lande,
som i havet står omvendt spejlet?

Er en fribytter ikke en samler,
der spejler alverden lyst:
- Den kalkhvide havneby kravler
fra havet mod blå Bjerges Kyst!
- Af templernes knaldrøde porte
bedåres de sorte Svaner!
- Den solhvide sky forfølges
af de hidsige, mørke traner!

Er en fribytter ikke en drømmer
med sind som et vands metal
og syner som frugtræers blade
i drejende, funklende fald?
Og blir ej den spejlblanke flade
af drømmenes ånde dugget,
når frugttræers hvide blade
på et sølvstille vand bliver vugget?

Er en fribytter ikke en skaber,
der kæntrer med sjæleblank ro
for atter at støbe sig syner
med lysere, farverig tro,
for atter med voldsomme hænder
af skabende evne krummet
at slynge sin indre verden
med dens flammehjul ud i rummet?

Tom Kristensen

http://atlasmag.dk/kultur/kunst/befrielse-af-kunsten-fra-det-intellektuelle

https://vimeo.com/7512310

Sov godt og drøm dejligt
RoseMarie

Aften' RM..

"Kunsten, lyrikken og musikken ...ja, hvad skulle vi gøre uden den?"

- Ja, som kommunikationsformer der griber ind i hinanden og samlet set er så vældig en bestanddel af den fælles kulturbrønd, hvis indhold vi ikke altid genkender, med musik og teatret som de sandsynligvis ældste former, med tanken om hvad glemte kulturer ku' ha' fortalt os, havde overlevering været mulig. Mon 'rapmusik' engang vil få ører til at blafre eller næser til at rynke, og vil nogen engang ligge og forundres over Tom Kristensen på samme måde som vi? ;)

mvh & nat nat
Simon

P.s.: Måske Mellem Krigene (1946), Tom Kristensens artikler og kronikker fra 20’erne til 40’erne i et udvalg af Regin Højbjerg-Pedersen, vil interessere dig – udover fornøjelsen ved at læse hans tanker om mange forfattere i perioden, hvor bl.a. Carl Nielsen som prosaist og Helge Rode som religiøs skeptiker indgår, så er den lidt af en inspirationskilde; og rent faktisk har man det sgu’ lidt som Røde der lige har åbnet avisen ved bordet sammen med ”Fede” og grisehandleren på Jernbanerestauranten, og er lige ved at kalde på Boldt for at gi’ en omgang.

mvh
Simon

Hej RM..

Sådan en solrig formiddag sku’ man næsten ha’ siddet i bussen med et birketræ om ørerne på vej til Århus, det ville også ha’ været helt i overensstemmelse med den yngre og noget elskværdigere hr. Andersens busture. Træet var for øvrigt også blevet til skov før man nåede Århus i hestevogn på den gamles tid, desuden kan jeg meget bedre lide Bennys solrige sind, når han ikke går solsort – det ligner sgu’ et forår:

Det elskværdige skelet

Huset støtter sig til
en valmue. Hvide breve
holder postkassen på plads.
Meget liv spildes med at gå
i en stor bue uden om døden
eller med forsøg på at få
fugle til at flyve baglæns.
Du må elske og takke
dit skelet der så trofast
forhindrer dig i
at falde fuldstændig sammen.

*

Lys nat

Hvor meget fuglen end fryser
varmer den luft en smule op.
Skjorten bevæger sig på snoren
kan klare sig uden krop:
Den lykkelige skjorte uden mand.
Der var engang to sokker
som elskede hinanden
men sad fast på hver sin fod.
Glæden er lille men vågen
knækkende frø og nattergal.
Mellem to arme
savnes en varme
at dele nattergale med.
Ja, der er liv på denne klode.

*

Hjemme

En kløvet, solfyldt tomat
med salt, persille og hakket løg
midt i vinteren –
Ah! Uhm!
Så må det alligevel være
den rigtige klode jeg havnede på!

*

Æg vulkaner og banjospil

Purløg på spejæg
Ingen hoste
Hundrede blomster blomstrer
Biler kører af og til langsomt
Der er endnu folk der spiller banjo
Tine Schmedes ammer sit barn på Rådhuset
Ordet „Fugl” er ikke helt forældet
En vits kommer sjældent alene
Der er en sammenhæng
mellem sved og skyer
mellem æg og vulkaner
Den dag vil komme
da alle jordens vulkaner
kræver deres lava tilbage
da alle jordens æg
holder blommen tilbage
men stadig er noget muligt:
purløg på spejlæg
håb om banjospil.

*

Små mennesker store afstande

Her går vi ved siden af hinanden.
Imellem er der tolvtusind mil.
For stædige til at skyde den lille
genvej på godt og vel et smil.

*

Ikke til at komme over

Hvo intet vover intet holder:
Jeg loved dig en æblegård.
Du fik et pæretræ.

Og der er ingen pærer på.
Hvor kan man plukke æbler
hvor ingen pærer gror …

Nu er det vinter.
Stive stjerner omringer os.
Min hånd er underlig flad.

Jeg ville ha skrevet noget andet.
Men hvordan jeg end vender og drejer min hånd
blir ordene stadig de samme:
Jeg loved dig en æblegård.
Du fik et pæretræ …

*

Birken i bussen

Et birketræ med luft omkring
men hvor?
Et birketræ med birkeløv
og birkebark med revner.

Jeg sidder i en skoldhed bus
og trænger kleptomanisk til
et birketræ med luft omkring.

Der lugter brændt i bussen.
En hørm af sveden olie.
En dame spør chaufføren:
„Kan det ske vi eksploderer?”

Han svarer med en latter:
„I så fald sker det bare det:
Vi ser et lysglimt
og så er der ikke mere!”

Vi smiler alle lettet.
Chaufføren starter bussen.
Vi eksploderer ikke
så jeg kan stadig længes mod
et birketræ med luft omkring
og mindst et smil pr. jammerdal
og sang som hjertet rører.

*

Den lille overtro

Det ringer for mit øre.
Nogen tænker på mig nu.
Er det mon min mor
der i dette nu serverer frokost
for patienter på Gentofte amtsygehus
eller en fritidspædagog
der nu er ved at læse et
af mine bedre digte?
Måske en dame der sætter mig højt –
jeg aner lysende øjne –
Nej snarere hr. Hyldegaard
fra kommunen opkrævningsafdeling –
jeg glemmer det ikke, hr. Hyldegaard
jeg skal nok betale min restskat.
Eller er det min elskede datter
som snart gør mig til bedstefar …
det kan også være den unge poet
fra Lyngby hvis digte jeg jo har lovet
at læse og sige noget om.
I hvert fald ikke Harold Wilson,
ej heller Ella Fitzgerald …
Det ringer ikke mere.
Ingen tænker på mig nu
og jeg går helt i stå.

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Hej Simon

Benny Andersen får igen ordet og fortsætter rejsen mod foråret ... :))

Landstation

Du sidder en martsdag
i et kuldslået tog.
Med kanyle sprøjtes du
ind i Jyllands hjerte.

Toget standser brat,
du tørner ud af dig selv
her hvor mørkt og
lyst blod mødes.

Plørede marker
med klatter af sne
holder forsagte øje
med himlens hvide døre

som små drenge
der ikke har spist
grøden op og er bange
for deres mor.

Et stjernetegn af vildgæs
styrter over himlen.
Er det mit navn der slynges hæst herned
spottende og fordrejet?

Tøvende, som for at granske
hvor meget du endnu tør se,
kommer en ko uden tøjr
imod dig gennem pløret.
Føder fåmælt en kalv i sneen.

Du vender svimmel om,
går vild i dette fremmed land.
Glemmer sti og ærinde.
Mærker blot hvor Jyllands tunge jord
fatter om dine blanke sko.

***

Lige før forår

Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil tø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø.

I denne luft er der farver
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne.

Stille. Vent med at tale.
Sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere
og luften er fuld af sang.


Med forår i øjnene
RoseMarie