|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1470
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Sådan en solrig formiddag sku’ man næsten ha’ siddet i bussen med et birketræ om ørerne på vej til Århus, det ville også ha’ været helt i overensstemmelse med den yngre og noget elskværdigere hr. Andersens busture. Træet var for øvrigt også blevet til skov før man nåede Århus i hestevogn på den gamles tid, desuden kan jeg meget bedre lide Bennys solrige sind, når han ikke går solsort – det ligner sgu’ et forår:
Det elskværdige skelet
Huset støtter sig til
en valmue. Hvide breve
holder postkassen på plads.
Meget liv spildes med at gå
i en stor bue uden om døden
eller med forsøg på at få
fugle til at flyve baglæns.
Du må elske og takke
dit skelet der så trofast
forhindrer dig i
at falde fuldstændig sammen.
*
Lys nat
Hvor meget fuglen end fryser
varmer den luft en smule op.
Skjorten bevæger sig på snoren
kan klare sig uden krop:
Den lykkelige skjorte uden mand.
Der var engang to sokker
som elskede hinanden
men sad fast på hver sin fod.
Glæden er lille men vågen
knækkende frø og nattergal.
Mellem to arme
savnes en varme
at dele nattergale med.
Ja, der er liv på denne klode.
*
Hjemme
En kløvet, solfyldt tomat
med salt, persille og hakket løg
midt i vinteren –
Ah! Uhm!
Så må det alligevel være
den rigtige klode jeg havnede på!
*
Æg vulkaner og banjospil
Purløg på spejæg
Ingen hoste
Hundrede blomster blomstrer
Biler kører af og til langsomt
Der er endnu folk der spiller banjo
Tine Schmedes ammer sit barn på Rådhuset
Ordet „Fugl” er ikke helt forældet
En vits kommer sjældent alene
Der er en sammenhæng
mellem sved og skyer
mellem æg og vulkaner
Den dag vil komme
da alle jordens vulkaner
kræver deres lava tilbage
da alle jordens æg
holder blommen tilbage
men stadig er noget muligt:
purløg på spejlæg
håb om banjospil.
*
Små mennesker store afstande
Her går vi ved siden af hinanden.
Imellem er der tolvtusind mil.
For stædige til at skyde den lille
genvej på godt og vel et smil.
*
Ikke til at komme over
Hvo intet vover intet holder:
Jeg loved dig en æblegård.
Du fik et pæretræ.
Og der er ingen pærer på.
Hvor kan man plukke æbler
hvor ingen pærer gror …
Nu er det vinter.
Stive stjerner omringer os.
Min hånd er underlig flad.
Jeg ville ha skrevet noget andet.
Men hvordan jeg end vender og drejer min hånd
blir ordene stadig de samme:
Jeg loved dig en æblegård.
Du fik et pæretræ …
*
Birken i bussen
Et birketræ med luft omkring
men hvor?
Et birketræ med birkeløv
og birkebark med revner.
Jeg sidder i en skoldhed bus
og trænger kleptomanisk til
et birketræ med luft omkring.
Der lugter brændt i bussen.
En hørm af sveden olie.
En dame spør chaufføren:
„Kan det ske vi eksploderer?”
Han svarer med en latter:
„I så fald sker det bare det:
Vi ser et lysglimt
og så er der ikke mere!”
Vi smiler alle lettet.
Chaufføren starter bussen.
Vi eksploderer ikke
så jeg kan stadig længes mod
et birketræ med luft omkring
og mindst et smil pr. jammerdal
og sang som hjertet rører.
*
Den lille overtro
Det ringer for mit øre.
Nogen tænker på mig nu.
Er det mon min mor
der i dette nu serverer frokost
for patienter på Gentofte amtsygehus
eller en fritidspædagog
der nu er ved at læse et
af mine bedre digte?
Måske en dame der sætter mig højt –
jeg aner lysende øjne –
Nej snarere hr. Hyldegaard
fra kommunen opkrævningsafdeling –
jeg glemmer det ikke, hr. Hyldegaard
jeg skal nok betale min restskat.
Eller er det min elskede datter
som snart gør mig til bedstefar …
det kan også være den unge poet
fra Lyngby hvis digte jeg jo har lovet
at læse og sige noget om.
I hvert fald ikke Harold Wilson,
ej heller Ella Fitzgerald …
Det ringer ikke mere.
Ingen tænker på mig nu
og jeg går helt i stå.
- Benny Andersen.
mvh
Simon
|
|
|
|
