1
registreret Arne Thomsen
812
gæster og
181
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26580 - 16/12/2018 11:33
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
En fantastisk rejse med Proust, akkurat et vandmærke, meget apropos skrev ABC nylig, ”jeg ka’ desværre ikke digte”, og dog er der i verden lige så mange digtere som mennesker til; afdøde digtere læst oplives vedvarende, samlet set lidt af en digtsamling ... I et maleri gæster en solstråle venligt lyse øjne, står en tid med dens far i haven, mens månen legende kysser de små barneøjne, et venskab uendeliggjort:
2
Zofia er to Hun giver pokker i drømmen
Men en af disse skrøbelige aftener hvor vi alle seks har spist i stuen vil hun absolut ud og kysse månen
Hun har indset at den altid følger med og passer på hende Vi går sammen ned i haven til stedet under stjernerne
Her kysser hun ivrigt på månen og jubler af glæde der synger og knitrer i kroppen
*
Rose ser på skyerne
Rose ser på skyerne De er meget interessante Hun kan granske dem i timer De følger hendes egen fart og hun bliver rolig ved deres bevægelse
Rose kommer våd til verden Hun er nyt liv jeg holder i favnen Fire kilo trylledej En kompakt lille form Stadig varm efter skabelsen
Hun løftes ud af et sår men hun kommer for at læge os Hun stiller ikke spørgsmål og jeg kan vente med at svare For nu er den grå-himmel mere end nok
Jeg kan møde dit blik og forsvinde Jeg kan tabe mig selv ned i virkeligheden
Ud af den brogede støj kan jeg træde Jeg kan lytte til dit hjerte og tænke at du er mit anker Der er stemmer og skarer på bredden men vi er på en ø der har revet sig løs
Det er sikkert den ældste historie Det mørke par bliver mor og far En fred som overgår al forstand og samtlige love profeten forkynder Et skyhav i blik og et sind der begynder
- Bo Green Jensen.
Den store epoke hedder galleriet, der bl.a. indeholder fire små stjerneskud, man genkalder sig en duft af nyfødt, der føles så varmt og godt.
Af stjerner tændt findes Thomas Winding jo nu som den varme elefantstemme der vant lunter rundt i ørerne for omsider at lægge sig på puden; jeg husker det lune vid og ord der lød nogenlunde således: ”børn ved jo så udmærket, de er ikke ødelagte, men udsættes de for frygt og store chok, da ka’ det selvfølgelig godt ta’ lidt tid at komme sig, nogle gange et liv...”, selv brugte han det meste af sit liv på sagen, at blive sig selv, sagde han.
Hans opmærksomme blårøde elefants fløjlsbløde stemmedyb, skildpadden der stille kravler op og lægger sig, dyreverdenen tæt på menneskene i en sommerfugledal hvor ordene roligt fødes og griber ind i billedet, så tindrende øjne foran kikkassen ikke skal ængstes i deres verdensopdagelse, går nu rundt som minder i børn uden alder, altså medmindre de er ødelagt og derfor sure.
I Bo Green Jensens galleri genkalder man sig den nyligt fødte i favnen, tankerne om hvorledes man dog skal bære sig ad med at skærme den lille solstråle for skyggerne; og det, at ligge sammenfoldet i det varme hus, bare ligge dér med et lille anker og læse bittesmå historier og digte højt, indtil et par smilene øjne vækker én, for naturligvis falder små og store øjne i søvn sammen, det hører jo trygheden til og er så uendelig dejligt. Noget om måner
Som et hammerslået smykke forarbejdet af en mester står den store hvide måne i den store sorte nat, hvor jeg sidder tavs og skriver på forkerte anapæster, men Nanette hvisker til mig: Skriv et dit om mig, min skat!
Det er nattens store måne som alverdens folk besynger. Og jeg ved det, ja, jeg ved det, at min sang er ordinær. Men når månen står på himlen, rammet ind i mørke klynger af forblæste træers grene, har den tusind måners skær.
Jeg må synge om dem alle. Men Nanette er så vranten og blir ved at bryde ind i mine versefødders takt: Hvor er bogen af Cervantes? Hvor er nøglen til servanten? … Men i rummet drejer nattens tusind måner. Og som sagt:
Jeg må synge om dem alle. Jeg må stå hvor marken skråner med en uro ved mit hjerte og en himmel i min sjæl, mens jeg gør en sang til månen over alle andre måner, før jeg slukker cigarettens lille stjerne med min hæl.
Fra min barndom kan jeg huske nogle måner som var grønne … Ræk mig lige osteklokken, Sier Nanette og er dum, … Og de store grønne måner var som underfulde brønde med vidunderlige dybder i det uendelige rum.
Og jeg mindes … Hvad er klokken? spør den kløgtige Nanette, … Ja, jeg mindes disse oste, disse klokker … Den er ti! Hvad det var jeg ville sige? Jo, de måner var så lette som min barndoms sæbebobler, der fløj bort med himlen i.
Ih, hvor er du altså fjollet! hvisker det bag lænestolen. Måner er da ikke grønne. Det har jeg da aldrig set. Du sku meget helre skrive om Nanette og violen, så enhver kan konstatere at du er en stor poet!
… Det er svalt. Og her er stille I det fjerne synger havet. Jeg er tryg og lidt forelsket i min egen lille fred. For på himlen står en måne i sit eget lys begravet. Og i mørket står en pige jeg kan dele månen med.
Skal jeg nøjes med den halve? spør hun vredt og rynker panden. Se, der er jo ingen måne, så det er da noget pjat! … Som et hammerslået smykke skabt af mig, og ingen anden, står den store hvide måne i den store sorte nat.
- Halfdan Rasmussen.
Til herren der ikke ka’ digte ville elefanten & Villy Sørensen nok ha’ sagt: ”jeg tror man må ta’ hånd om barnet i sig, være det nær, for vedvarende at ku’ digte vejen til ud af livets tragedier; digtningen er jo fantasiens raffinerede værktøj, eventyrets muse; en tiger i køkkenet er dog intet at regne mod små hvide mus på loftet…” ;) mvh & go’ søndag.. Simon P.s.: Visse og Vasse..ho ho, herligt!..;)
Redigeret af Simon (16/12/2018 11:37)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26585 - 17/12/2018 14:44
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Vandet…
Nogle politikere har fået den storartede idé, at bruge hele 750 mio. kroner på en ø, bygge et ”åbent Alcatraz”, hvorpå de vil bosætte 75 højrisikobetonede kriminelle udviste flygtninge, der ikke vil rejse hjem. Kalvehaves beboere ville sikkert hellere dele de 750 mio. kroner med 75, betale flybilletterne og stå på stranden og vinke – måske overveje om der ku’ blive råd til et par politikere..
Helt ude på havkanten
Helt ude på havkanten med måne græstage og spir hvor jorden fortsætter i skyer og blir til musik
lå der i kælderen en gammel tørre- hjelm fra en damefrisørsalon det var min søns syv-års fødselsdag
tonerne kom og gik i store prust som om jorden rullede til og fra et lam var ved at blive stegt
til påsken det sneede og fnuggene landede på tagene der var saltsyre i luften som på vrangen af
gamle kasketter bag tørrehjelmen lå en gyngehest oppe ved himlen en snor med kjolers kærtegn
under månen så jeg en ged og hørte i vinden at der manglede heste en italiensk koncertmester trådte
ud af væggen bag tørrehjelm og gyngehest deklamerende aconitum napellus og caltha palustris
det er Venusvogn og Koblomme i lyset var en femten watts pære kom en kvinde der lod som om jeg
ikke var der ned ad kældertrappen og gav sig til at grave og plante et kastanietræ hendes håndtaske
gik op og jorden tumlede rundt i rummet i denne flyvende nat blev drengen født for syv år siden
ydmyg tilsneet brød dagen frem
- Sten Kaalø.
Natligt vand
En nat af hesteøjne som sitrer om natten, en nat af vandøjne på den sovende jord har du i dine sitrende hesteøjne, i dine øjne af gådefuldt vand.
Øjne af skyggevand, øjne af brøndvand, øjne af drømmevand.
Stilheden og ensomheden, to små dyr som månen fører, drikker af disse øjne, drikker af disse vande.
Åbner du dine øjne, åbner natten sine døre af mos, åbner sig vandets hemmelige rige og strømmer fra nattens midte.
Og lukker du dine øjne, fylder en flod dig indefra, en blid, tavs strøm trænger frem og formørker dig: natten fugter bredder i din sjæl.
- Octavio Paz.
mvh Simon
Redigeret af Simon (17/12/2018 14:45)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26589 - 17/12/2018 23:58
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Octavio Paz skriver smukt og sanseligt, næsten helt Proustsk. Her fra Glæder og dage:
Portrætter af komponister
CHOPIN
Chopin, hav af suk, af tårer, af gråd, over det sværmer skyer af sommerfugle, leg over tungsind, dans over bølger. Drøm, elsk, lid, skrig, formild, fortryl eller vug, altid lader dit kapriciøse lune smerten efterfølges af svimlende glemsel, som sommerfugle flyvende fra blomst til blomst; din glæde har forbundet sig med din sorg: Den hvirvlende glød øget tørsten efter tårer. Månens og vandets blege og blide ledsager, fortvivlelsens fyrste eller bedragne grandseigneur, skøn i din bleghed lader du dig endnu begejstre af solen, der strømmer ind i den syges værelse tilsmiler ham grædende, betragter ham lidende ... Smil af vemod og tårer fuld af forhåbning!
***
GLUCK
Kærlighedens, venskabets tempel, modets tempel. Som en marquis lod bygge i sin engelske have, hvor Amor ofte fandt berømte hjerter som mål for sin galskabs bue, spændt på Watteau.
Men den tyske kunstner - som hun ønskede sig bedårende! - formede dybere og mere alvorligt, uden sødme de elskende og guderne som du ser i frisen: Herakles har rejst sit bål midt i Armidas haver!
De dansendes hæle giver ikke genlyd mere i alleen, hvor asken fra de lukkede øjne og de slukkede smil dæmper vores langsomme skridt og blåner det fjerne; cembaloets stemme er forstummet eller brudt.
Men jeres stumme skrig, Admet, Iphigenie, ryster os stadig, udtrykt gennem en gestus, og også, formidlet af Orfeus eller trodset Alkestis Styx - uden master, uden himmel - hvor dit geni ankrede op.
Men Gluck har som Alkestis gennem Amor besejret døden, uafvendelig for en tidsalders modeluner; Der står et knejsende, modets ophøjede tempel, rejst på det lille Amortempels ruiner.
***
SCHUMANN
Hør fra den gamle have midt i vennernes kreds, hør drengenes og redernes fløjten fra hegnet, du før så forelskede, nu mat af etaper og sår, Schumann, du drømmende soldat, skuffet af krigen.
Blidt fylder brisen langs duernes baner med jasminduft det store nøddetræs skygge, i skæret fra ildstedet læser barnet fremtiden, skyen og vinder taler til dit hjerte om grave.
Før strømmede dine tårer til karnevallets jubel, eller de blandede deres sødme med den bitre sejr, hvis gale begejstring stadig sitrer i din erindring; du kan græde uden ende: den tilfalder din rival.
Mod Köln bærer Rhinen sit hellige vand af sted. Åh! Hvor muntert sang I på festdage langs den bredder! - Dog nedbøjet af sorg slumrer du ind ... Det regner med tårer i det oplyste mørke.
Drøm, hvor hun, den døde lever, hvor du er tro mod den troløse; dit håb blomstrer og dets skuffelser bliver til støv ... så opvågningens flængende lys, når lynet rammer dig igen, som var det første gang.
Flyd, duft, marchér forbi til trommens takt eller vær smuk! Schumann, oh sjælenes og blomsternes fortrolige ven, mellem dine muntre bredder smerternes hellige flod, tankefulde have, øm, frisk og trofast, hvor lilje, måne og svale kysser hinanden! Hær på march, barn som drømmer, grædende kvinde!
***
MOZART
Italienerinder arm i arm med en bayersk prins, hvis triste, kolde blik fortrylles af hendes længsel! I sine frostkolde haver presser han mod sit hjerte hendes bryst modnet i skygge, for at drikke lys af det.
Hans sarte tyske sjæl - et suk, så dybt, så dybt! - Nyder nu endelig den glødende ro at blive elsket, sit fortryllede hoveds strålende håb lægger han i sine hænder, for svage til at holde det fast.
Cherubino, Don Juan! Langt fra den blegnende glemsel står I, i duftene af så mange søndertrådte blomster, som vinden spredte uden at tårerne tørrede ud, fra de andalusiske haver til gravene i Toskana.
I den tyske park, i kedsomhedens tåger, er italienerinden altid nattens dronning. Hendes åndepust gør stemningen mild og spirituel og hendes tryllefløjte drypper kærligt ned i en smuk dags endnu varme mørke en friskhed af sorbet, af kys og af himmel.
Marcel Proust
Smukke og sanselige er planerne om "Den øde ø" til gengæld ikke. En øde ø i et lavvandet område?? Den må de længere ud på landet med ... :)))
Bedste hilsner ved midnatstide RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (18/12/2018 00:00)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26592 - 18/12/2018 10:07
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Mojn' fr. Generalinde af højre nisseflanke..
Ak ja, tror bestemt også det er indbyggernes refleksion, at tankeøen må længere ud på landet; samtidig ved de formentlig, at det er som at slå i en dyne at tro, at nogen ka' påvirke vor tids politikere til fornuftige overvejelser, før de kaster sig over den slags. Så det har de nok opgivet, i erkendelse af det sikkert bliver så meget lettere simpelthen bare at flytte. Når vi nu ved hvor ligeglade disse politikere netop har været med Danmarks små bysamfund, kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at gamle smukke bysamfund nu ska' bruges til dén slags.
Den voldsomme årstid hedder Octavio Paz' samling, hvori digtet står som indledning - det passede så storartet.
Herunder en skytung himmel hvorfra man næsten forventer at se små snefnug danse ned fra; en mærkelig farvetone, og dér står træerne så med armene i vejret, mens Proust blomstrer i dig, jamen altså..;)
Bedste morn'hilsner..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26595 - 20/12/2018 10:40
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Persiske digte, et udvalg oversat af ægyptologen Erik Iversen, 1943.
Een er den elskede, men om sig har hun stillet for at betragte sig titusind Spejl, og hvert af disse viser hendes Billed forskelligt efter Glassets Klarhed og dets Fejl.
- Maulã-nã Djã̃mi.
*
I Livets Bog som Pennen frem vi glider, og slettes ud. Vor Smerte prentes tæt paa Bogens Sider og slettes ud. Paa dette vilde og umættelige Hav af Stormen pisket, vi som Bølger frem os strider, og slettes ud.
- Fikri Khurasani.
*
Se dette Legeme, en ussel Tue kun over en Grav. Se Himlens Hvælv, en muret Bue kun over en Grav. En Krypt er Verden, vi dens Døde, og Solens Skin, en Fakkels Lue kun over en Grav.
- Mulla Rushdi Rustamdãri.
*
Den Tanke som i alle Ting er gemt og dybt begravet, er Billed af den Skaberaand som alle Ting har lavet, men hæver skumtækt sig af Grund en Kam, af Stormen avet, saa kalder vi den Bølge blot, endskønt den dog er Havet.
- Shams-ed-Din Kirmãni.
*
Hvor haardt Fornuften end imod Lyst vil kæmpe, saa maa den dog for Kærlighedens mindste vink sig lempe. Selv Natten der kan skjule en Verden med sit Slør formaar ej Skæret fra den mindste Gnist at dæmpe.
- Sehãbi Asterabãdi.
*
Sultanen lod slaa op sit kongelige Telt paa Ærens Mark og var saa borte. Derwishen viste Verden fra sig med et Spark og var saa borte. Kort sagt, i tvende Dage kom en broget Fugl som sang en Strofe fra et Træ i Livets Park og var saa borte. –
- Risa Shirãzi.
*
Har end til sidste Draabe du Lykkens Bægre tømt hele dit Liv, Var end din elskte trofast og blev du elsket ømt hele dit Liv, vil dog naar Timen kommer Tro og Lykke blegne og alt i Livet synes dig en Drøm, som du har drømt, hele dit Liv.
- Abũ Sa’id.
*
Vildt i min elsktes Lokker raser Nattens Vind. Hvem skimter Retfærds Vej i Skæbnens viltre Spind, naar af de gyldne Timer jeg gad gerne Tusind give, for kun et Nu at strejfe med min Aande blidt din Kind.
*
I Drømme har dit Navn jeg sagt og Mørket veg for Ordets Magt, saa midt i Natten jeg fik se en Sommermorgens gyldne Pragt.
I samme Time har maaske min Stemme dig af Drømme vakt, I samme Time har maaske du i en Drøm din Mund mig rakt.
*
Med Alnaturen strides Østenvinden, thi den vil ikke mere bære Duft fra Linden og den vil ikke mere bære Duft fra Roserne, den vil kun sagte vifte dig om Kinden
*
Det var min Agt som Stenen haard at være, der dump for ingen Tones Magt vil klinge, og ved sin golde Favn ej Kim ej Frø kan nære. – Forgæves, thi fra Stenen selv saa jeg den stærke Elskovs gyldne Gnister springe.
*
Giv hende Kundskab, Østenvind, kun om min Kummer og min Klage, men gør det blidt. – Thi skulde sandt du først fortælle frit om min Smerte og dens Vælde, saa maatte hendes Død du foraarsage.
*
Se hvor Guldstolen Straaler fylder Foraarets Skaaler med Jasmin og Viol, Se hvor Farverne straaler, –
Og den mægtige Sol, i sin Herligheds Stol hvis Lyshav vort Øje ej taaler hvis Lyskraft ingen udmaaler,
faar al sin Glans alene, fra min elsktes Øjnes Straaler.
*
Friheden er et Hav dets Fisk er Hjerter der svømmer frejdigt om paa kaade Tangskovs Færder, blandt rød Koral og Rav.
men dets Leg er snart forbi, – thi fra Bredden driver Elskov Fiskeri.
Hun meder med særlig Madding, med Guldkrog og Ambralokker, til Randen er fuld hendes Fadding og Smaafisk i Stimer hun lokker.
De la’r sig saa gerne tage og ønsker for sent tilbage, for Elskovs Guldsnøre fri. –
*
Jeg priser Gud som i min Verden har Dag og Nat til Skifte sat: den gyldne Dag, som er dit Ansigt, dit sorte Haar som er min Nat.
*
Kun derfor er mit Øje, at det din Skønhed kan Spejlet holde, Kun derfor er mit Hjerte, at det dit Billed’ kan Telt udfolde.
*
„Hvorfra den Glans som staar om dine Lokker dig?” „Hvor finder Lyset vel i Rummets Mørke vej,” – „Da længst er visnet alle Somrens Roser nu, hvor kan da dufte som af tusind Roser du?”
*
Hvor tit har ikke Sorgen søgt mit Hus at naa, man altid fandt den Porten lukt og stængt med Slaa, nu aabner den hver Dør, den banker ikke paa, alt kun fordi den ses, dit Bud at gaa. - Hafis.
mvh Nissen
Redigeret af Simon (20/12/2018 11:16)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|