|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1470
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
En fantastisk rejse med Proust, akkurat et vandmærke, meget apropos skrev ABC nylig, ”jeg ka’ desværre ikke digte”, og dog er der i verden lige så mange digtere som mennesker til; afdøde digtere læst oplives vedvarende, samlet set lidt af en digtsamling ...
I et maleri gæster en solstråle venligt lyse øjne, står en tid med dens far i haven, mens månen legende kysser de små barneøjne, et venskab uendeliggjort:
2
Zofia er to
Hun giver pokker
i drømmen
Men en af disse skrøbelige aftener
hvor vi alle seks har spist i stuen
vil hun absolut ud og kysse månen
Hun har indset at den altid
følger med og passer på hende
Vi går sammen ned i haven
til stedet under stjernerne
Her kysser hun ivrigt på månen og jubler
af glæde der synger og knitrer i kroppen
*
Rose ser på skyerne
Rose ser på skyerne
De er meget interessante
Hun kan granske dem i timer
De følger hendes egen fart
og hun bliver rolig ved deres bevægelse
Rose kommer våd til verden
Hun er nyt liv jeg holder i favnen
Fire kilo trylledej
En kompakt lille form
Stadig varm efter skabelsen
Hun løftes ud af et sår
men hun kommer for at læge os
Hun stiller ikke spørgsmål
og jeg kan vente med at svare
For nu er den grå-himmel mere end nok
Jeg kan møde dit blik og forsvinde
Jeg kan tabe mig selv ned i virkeligheden
Ud af den brogede støj kan jeg træde
Jeg kan lytte til dit hjerte
og tænke at du er mit anker
Der er stemmer og skarer på bredden
men vi er på en ø der har revet sig løs
Det er sikkert den ældste historie
Det mørke par bliver mor og far
En fred som overgår al forstand
og samtlige love profeten forkynder
Et skyhav i blik og et sind der begynder
- Bo Green Jensen.
Den store epoke hedder galleriet, der bl.a. indeholder fire små stjerneskud, man genkalder sig en duft af nyfødt, der føles så varmt og godt.
Af stjerner tændt findes Thomas Winding jo nu som den varme elefantstemme der vant lunter rundt i ørerne for omsider at lægge sig på puden; jeg husker det lune vid og ord der lød nogenlunde således: ”børn ved jo så udmærket, de er ikke ødelagte, men udsættes de for frygt og store chok, da ka’ det selvfølgelig godt ta’ lidt tid at komme sig, nogle gange et liv...”, selv brugte han det meste af sit liv på sagen, at blive sig selv, sagde han.
Hans opmærksomme blårøde elefants fløjlsbløde stemmedyb, skildpadden der stille kravler op og lægger sig, dyreverdenen tæt på menneskene i en sommerfugledal hvor ordene roligt fødes og griber ind i billedet, så tindrende øjne foran kikkassen ikke skal ængstes i deres verdensopdagelse, går nu rundt som minder i børn uden alder, altså medmindre de er ødelagt og derfor sure.
I Bo Green Jensens galleri genkalder man sig den nyligt fødte i favnen, tankerne om hvorledes man dog skal bære sig ad med at skærme den lille solstråle for skyggerne; og det, at ligge sammenfoldet i det varme hus, bare ligge dér med et lille anker og læse bittesmå historier og digte højt, indtil et par smilene øjne vækker én, for naturligvis falder små og store øjne i søvn sammen, det hører jo trygheden til og er så uendelig dejligt.
Noget om måner
Som et hammerslået smykke
forarbejdet af en mester
står den store hvide måne
i den store sorte nat,
hvor jeg sidder tavs og skriver
på forkerte anapæster,
men Nanette hvisker til mig:
Skriv et dit om mig, min skat!
Det er nattens store måne
som alverdens folk besynger.
Og jeg ved det, ja, jeg ved det,
at min sang er ordinær.
Men når månen står på himlen,
rammet ind i mørke klynger
af forblæste træers grene,
har den tusind måners skær.
Jeg må synge om dem alle.
Men Nanette er så vranten
og blir ved at bryde ind i
mine versefødders takt:
Hvor er bogen af Cervantes?
Hvor er nøglen til servanten? …
Men i rummet drejer nattens
tusind måner. Og som sagt:
Jeg må synge om dem alle.
Jeg må stå hvor marken skråner
med en uro ved mit hjerte
og en himmel i min sjæl,
mens jeg gør en sang til månen
over alle andre måner,
før jeg slukker cigarettens
lille stjerne med min hæl.
Fra min barndom kan jeg huske
nogle måner som var grønne …
Ræk mig lige osteklokken,
Sier Nanette og er dum,
… Og de store grønne måner
var som underfulde brønde
med vidunderlige dybder
i det uendelige rum.
Og jeg mindes … Hvad er klokken?
spør den kløgtige Nanette,
… Ja, jeg mindes disse oste,
disse klokker … Den er ti!
Hvad det var jeg ville sige?
Jo, de måner var så lette
som min barndoms sæbebobler,
der fløj bort med himlen i.
Ih, hvor er du altså fjollet!
hvisker det bag lænestolen.
Måner er da ikke grønne.
Det har jeg da aldrig set.
Du sku meget helre skrive
om Nanette og violen,
så enhver kan konstatere
at du er en stor poet!
… Det er svalt. Og her er stille
I det fjerne synger havet.
Jeg er tryg og lidt forelsket
i min egen lille fred.
For på himlen står en måne
i sit eget lys begravet.
Og i mørket står en pige
jeg kan dele månen med.
Skal jeg nøjes med den halve?
spør hun vredt og rynker panden.
Se, der er jo ingen måne,
så det er da noget pjat!
… Som et hammerslået smykke
skabt af mig, og ingen anden,
står den store hvide måne
i den store sorte nat.
- Halfdan Rasmussen.
Til herren der ikke ka’ digte ville elefanten & Villy Sørensen nok ha’ sagt: ”jeg tror man må ta’ hånd om barnet i sig, være det nær, for vedvarende at ku’ digte vejen til ud af livets tragedier; digtningen er jo fantasiens raffinerede værktøj, eventyrets muse; en tiger i køkkenet er dog intet at regne mod små hvide mus på loftet…” ;)
mvh & go’ søndag..
Simon
P.s.: Visse og Vasse..ho ho, herligt!..;)
|
|
|
|
