Hej Simon

Ja, det var en tragisk skæbnefortælling, men et varmt og fint portræt som nekrolog ...

Foråret fortjener nu alligevel en optimistisk glædessang:

Fra påskeblæst til pinsesol
er lutter lyse dage.
Så lader jeg min sorgfiol
om denne verdens klage.
For landet ligger lysegrønt
med påskelam og lilje.
Vor bøgeskov vil blomstre skønt,
lad den kun få sin vilje.

Jeg hører med et glædessuk
den første forårssanger.
Mit hjerte som en gedebuk
bag brystet står og stanger.
Af blomster plukker jeg et pund
på grøftekant og bakke,
og blæsten snøfter som en hund
og snapper i min frakke.

Hos påskelam og pinseføl
jeg gerne går i lære,
for dem kan ingen verdens møl
endsige rust fortære.
De myldrer frem, så jeg må le,
og verden er så fager,
at alle folk må kunne se,
hvad forår forårsager.

Det pusler her, det pusler hist
fra markens grønne vidder.
Et sidste “prr”, et sidste “pst”
er alt, hvad dagen gider.
Lad bare solens lys gå ud
i dis og tågedampe,
så tænder mørkets milde gud
sin store, sorte lampe.

Alex Garff

Mange hilsner og ha' en dejlig aften
RoseMarie

P.s.

... her i denne forårsnat sidst i april, der næsten er ved at blive morgen. Om lidt lander i den skønne grønne maj, og nu skal der synges, tralles og nynnes fra det grønne og Den Blå:

Jeg vælger mig april!
i den det gamle falder,
i den det ny får fæste.
Det volder lidt rabalder,
dog fred er ej det bedste,
men at man noget vil!

Jeg vælger mig april,
fordi den stormer, fejer,
fordi den smiler, smelter,
fordi den evner ejer,
fordi den kræfter vælter,
i den bli'r somren til!

Bjørnstjerne Bjørnson

***

Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.

Om vintren kan man have
vel mangt et tidsfordriv.
Man kan i sneen trave,
å ja, et lystigt liv.
Har leg af mange arter,
især ved juletid,
vel også kanefarter
på landet hid og did.

Men når sig lærker svinge
mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe
det er en anden sag!
Men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå,
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.

Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj, o kom,
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange
og kukkeren tag med!

C. A. Overbeck

***

Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv;
og der jubles hele dagen;
men mod kvælden bli'r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli'r voks i mit bryst.

Der er sølvklang i maj-bækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige bølgende vang:
disse bølger, oh, de stiger
med min sjæl over solskyens rand
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land.

Holger Drachmann

God morgen og god søndag :))
RoseMarie

Hej RM..

Tja, en næsten erotisk hudløshed, som de færreste mennesker i længden tåler at vandre gennem livet med, var velnok lidt i retning af det tænkte – jeg har hverken læst bøgerne eller set de dengang omdiskuterede talkshows. Jeg har læst enkelte artikler på POV, og selv om jeg egentlig ikke ved hvad jeg skal mene, kan jeg lide den grundlæggende forargelse over uretfærdigheden, der tit springer i øjnene.

Jeg tror også der ligger lidt af Alex Garff på POV, herlige strofer – og nu sprudler grønkorn overalt, har i øvrigt også altid syntes at træerne erotiserede bedst med lidt skjult. Og nu vi er ved det, Italiens sommersol, her lidt til fingrene også:

Abbacchio alla cacciatore
Retten laves af lammets forbov på flg. måde:
På stegepanden svitser man et fed hvidløg i olivenolie. Nu kommes det småtskårne lammekød i sammen med en kvist rosmarin. Det står over en stærk ild i ti minutter, så stænkes det hele med en smule eddike, et låg lægges over, og retten er færdig. Spises uden gemyse og det er synd at bruge bestik. Kun ved at bruge fingrene og suge de velsmagende bidder i sig, nyder man retten fuldtud.

mvh
Simon

P.s.: Dette vil måske interesse dig:
http://pov.international/portraet-af-en-digter-victor-serge/

mvh
Simon

Ups!

Der har vel altid været en vis snagen over det at læse andre menneskers dagbøger, trods udgivelse hører tankerne jo privatlivet til, men det er ikke altid muligt at nære sig.
Adskillige dagbøger i senere tid er skrevet med henblik på udgivelse, a la’ en fiktiv ekshibitionisme i Karl Ove Knausgårds fortællinger. Mange tidligere forfattere var yderst bevidst om deres dagbøgers senere granskning, lagde derfor en notits i testamentet om at de skulle brændes efter deres død. Optegnelserne var netop private og ikke ment for andres øjne, de ejede ikke i den udstrækning vi i nutiden ser, dette behov for at spejle sig i alle og enhver. Men enkelte er trods redigering og udeladelser af hensyn et vidnesbyrd om intimiteter, de har denne personlige atmosfære man finder i Martin A. Hansens. Her er man øjeblikkelig snuseren i den nyligt afdøde forfatters hjem, optegnelser, sondringer og arbejdsmetoder er blotlagt på arbejdsbordet, som afbrudt af andre tanker ligger de dér, og om et øjeblik træder han igen ind ad døren, det er fornemmelsen. De enkelte billeder af familie, venner og selve arbejdsværelset genkalder tidlige øjeblikke, som vigtige begivenheder, andre levendegør han med den gyldne pen, som vandringerne i novellernes og romanernes store fortællerunivers.
Så har du snushanen i sig, er det bare at gi’ dig i vej ud af stien. Henad vejen forstår man mere og mere af enkelte forhold, mennesket, karakteren, livsanskuelsen og den nødvendighed for at udtrykke sig på skrift der groede i ham allerede som lærer – tegning og maleriet tilbød ikke helt de samme udfordringer, mærkeligt nok. Forøvrigt et natur- og familiemenneske, han mente selv at kende det meste af Sjælland temmelig indgående, at der ikke var mange stier han ikke havde betrådt, og efter en indgående snusen i optegnelserne betvivler jeg ikke rigtigheden af hans ord. Dagbøgerne byder på mange skønne fortællinger, landskaber gror ind i én. Ser man nærmere på hans gamle cykel, får man bestemt også mere indtrykket af den koncentrerede oplever fremfor fartbøllen – stik modsat nutidens cyklist.

Morsom er tanken, at mennesket også længere tilbage i tiden ønskede hurtigere transport, men ville de virkelig have valgt så hidsig en fremdrift, på bekostning af oplevelsen? Det var hvad der skete – at cykle på Frb. i dag, er næsten som at stige ind i »Blade Runner«, med en hysterisk ungdom om ørerne der gør alt for at komme frem. De farer rundt i gamacher med hidsige farver, et outfit der forklares med, at deres tøj endelig ikke må lugte af dem selv. Lugter du virkelig så dårligt, var min tanke i snak med en af fartbøllerne.
Heldigvis var det ikke dén slags der bekymrede opleveren Martin A. Hansen, hverken hans eller den efterfølgende generation havde større problemer med deres lugt i menneskebadet, og havde vist ikke nær det samme behov for at blive set. Der sku’ være en vigtig substans som grund for udgivelser, ja det at skrive, man skulle have noget at meddele. Og det var præcis hvad han havde, også det vidner dagbøgerne om, hvis de kan have din interesse.

mvh & gonat gonat..;)
Simon