0
registrerede
811
gæster og
176
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#28073 - 09/09/2019 17:39
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
P.s.
Opslag i Inger Christensens Den hvide, hvor der findes
Manuskripter fra arbejdet på Brev i april (1979)
04.44.44
Vi sad på en fortovscafé i Torcy og midt mens det ellers var middag skiftede lyset og kom ligesom nedefra, køligt som om det var morgen igen. Måske var det dagen der fyldte for meget i sådan en varme.
***
04.44.45
Så er dét en aftale, jeg skriver lige lidt, og imens kan du sagtens nå din morgenlæsning først og få spist og det hele, og så må vi se, for måske er der andre, der snart er stået op fordi de sover uroligt, som den gamle mand vi ser så tit i vinduet så tidligt
***
04.44.46
Da vi sad i Torcy, hvor vi ingenting havde at gøre, men heller ikke vidste hvordan vi kom videre, faldt jeg pludselig til ro og tænke på den første gang jeg sov lige efter jeg blev født
***
04.44.47
og måske er der andre der snart er stået op som os fordi de sover lidt uroligt som den
Jeg ved ikke rigtigt men måske bliver vi født og det kan godt være vinter og alligevel så længe efter føles når man tænker på det helt som når du siger det er sommer meget længe før vi vågner og står op ligesom nu
***
04.44.48
som sommertid i jordens første timer
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28076 - 09/09/2019 19:18
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen, du venezianske tilflytter af en Roselil..;)
Njet, tidligere var jeg sikkert hoppet på'en, for ikke at sige, ud af flyet i håb om at paraplyen nok foldede sig ud, men ikke senere, hvor jeg som andre nøjes med at hoppe glad ud af sengen, uden helt at vide forskellen.
Alvorligt talt ville jeg gerne, dengang jeg fløj en del, men lad mig sige dig, at gravitation og lufttryk om ørerne, får mennesker flest til alt andet end at klappe små lyserøde skyer på maven med kærlige blikke - kun i drømme og fra mindre propelfly har jeg set jorden oppefra, hvor der var tid til fascination og beundring.
Enig er jeg, Brev i april er ganske vidunderlig, en lille perle i en stjernerække af smuksakker fra hende Kristensen med C; dog får du altså her som noget nær en efterårsstemning lidt fra bjørn i vigen, der jo heller ikke er at kimse ad, selv om han, indrømmet, her er vred som en Strunge over hvad der sker omkring ham: HUNGERFLY
Hungerfly brummende hen over skærmen lavt gennem tropeluft, tæt biosfære, hormonstof fra den snildrige læggebrod snorlige sivende lagt over junglen, brudstykke af et klodeselvmord, magthormoner i hjælmede hjerner, snart svulmer de, revner og gror sig til døde, som jungletykningen, der binder regn og skjuler alle slags dyr og mennesker.
Hungerfly brummede lavt over jorden, ingen skygge mer over planlagte ørkener. blot smuldrende vegetationer naglet til korsskygger af de brummende hungerfly på vej til nye bladskyggede landskaber.
*
TRÆERNE I BYEN
Det hed i gamle dage at gården brændte ned, hvis træet på tunet asken blev fældet, den store ask, som sprang ud før eller efter egen og derved spåede om våd eller tør sommer, træet, hvis ane var livstræet Ask Ygdrasil med rødder i dybet, kronen i himlen, føling med kilder og sole, skyer, vandårer stjerner. Men ét står fast, at når de sidste træer i de store byer er ryddet af hensyn til hvad: ligegyldigt, så er også den sidste sang sunget, bølgeslag, træsusen længst blevet lydbånd, naturen tv-billed og drøm, skygger af paradis, skygger af Hades. Så vil byen, hvor grønt ikke mer findes efter daggråt og neonnatflimren, kun kende finalens farve, flammens og blodets, være et sten – og rustbjerg, en askeflage imellem rødt og rødt.
- Thorkild Bjørnvig, Delfinen, 1975.
mvh Simon
Redigeret af Simon (09/09/2019 19:27)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#28090 - 10/09/2019 23:45
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen, du venezianske fraulein Proust..;)
Nåja, Brev i april septemberlæst til lyden fra regnen er jo ikke værst, overhovedet ikke. Man synker nærmest lidt ned i sig selv, breder sig i sengen og rækker ud efter the’en, nøjagtig ligesom når man som medrejsende læner sig tilbage i kupéens bløde sæde, og lader Johannes Jørgensens stemme sive ind fra Dage i Westfalen – hermed anbefalet natbordet! For øvrigt står Brev i april med albuerum i reolen, hun ser sig velsagtens lidt omkring efter øjnes berøring, helt uden ligegyldighed. Jeg forestiller mig din ligge og smile fra natbordet, måske en smule indeklemt mellem søstre og brødre, men stadig hviskende: „hvis dog bare hun dog snart ville åbne mig!”…præcis som det nu engang er med bøger, der har deres helt egen stemme.
Altid sjovt at gå på opdagelse i andres bogreoler, se hvad der siger eller sagde nogen noget, og det sker man øjner noget der skriger på opmærksomhed. Sådan var mit første møde med Percy Bysshe Shelley – The dramatic poems of (m. bl.a. Prometheus Unbound) der nu står i min reol, hvor andre øjne allerede har kigget den ud. Men det var april i september, denne hvisken fra natbordet dit:
Sådan er her så stille i stilheden. Det minder lidt om lyden i en pære, hvor tråden brænder over, men lyset er slet ikke tændt. Bare stille, og regnen fra før, som mit øre ikke rigtig kan huske, destilleret, dateret og verdensløs
°°°°
Kun rester af en elektrisk hvisken i huset, mens værelset helt af sig selv holder stille og venter på mit brev. Kære forsvundne undren, jeg må skabe min egen undren eller være underlagt samme forsvinden i sproget som senere i døden. Uden at forstå og uden at sammenligne.
°°°
På gaden igen, og over porten et hoved med opspærret mund, der sluger hvert ord der bliver sagt. Og mens denne måbende stenfigur betragter os med samme lidenskabelige apati som den der skal til for at gentage verden, går vi med den største nøjagtighed mellem duelort og døde vagabonder der ånder, som om vi viste hensyn til den forsamlede, lasede frihed ved at sprænge den sidste indadvendte lænke og være tvungne til at oversætte alting tilbage til sig selv. Sådan står der i gården hver nat mens vi sover en palme.
°°
Palmen er stærk som vinden er grøn. Raseriet vi engang kaldte helligt. Sproget der engang havde retning. Fremtiden der engang faldt tilbage på os selv. Ligegyldigheden nu da jeg selv har været med rundt om solen fireogfyrre gange. Ligegyldigheden nu da det lukkede kredsløb slår dørene op. Ligegyldigheden i dette ulidelige virkelighedsbillede. Lær mig at gentage fremtiden nu, mens vi fødes. Lær mit sind at flyve op i sin rede inderst i den susende krone. Lad æggene lyse med et efterlys som mælket sol. Lad vinden være grøn og sorgen slukkes.
°°°°°
Men jeg ved ikke rigtig, måske er der mange kilometer til den nærmeste edderkop. Vi starter og længe før solen står op er vi uden for byen. Og her undervejs mens vi går, mens vi følges med jorden, der går på sin egen lidt rullende måde som dyr gennem tåge, bliver sindene spundet som en verden omkring os.
- Inger Christensen (uden K) VERSET
Du mandigste af alle lyse Kunster: at knuge Verden sammen til en Sten, gøre den lille paa din Haand og mægtig, skyggefuldt lysende og dyb og ren. Indblæse Marmornatten aabne Skove, hvor din Fortrolighed i Græs kan sove, mens Fuglehjertet synger fra sin Gren. Aa Fløjtespil, som drypper dine Toner, naar alle korte Ting, vor Armod kroner, er vragede og borte, en for en.
- Paul la Cour.
De eneste sande døde er dem, der er blevet glemt. - Jødisk ordsprog.
mvh & nat nat.. Simon
Redigeret af Simon (10/09/2019 23:46)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|