|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen, du venezianske fraulein Proust..;)
Nåja, Brev i april septemberlæst til lyden fra regnen er jo ikke værst, overhovedet ikke. Man synker nærmest lidt ned i sig selv, breder sig i sengen og rækker ud efter the’en, nøjagtig ligesom når man som medrejsende læner sig tilbage i kupéens bløde sæde, og lader Johannes Jørgensens stemme sive ind fra Dage i Westfalen – hermed anbefalet natbordet! For øvrigt står Brev i april med albuerum i reolen, hun ser sig velsagtens lidt omkring efter øjnes berøring, helt uden ligegyldighed. Jeg forestiller mig din ligge og smile fra natbordet, måske en smule indeklemt mellem søstre og brødre, men stadig hviskende: „hvis dog bare hun dog snart ville åbne mig!”…præcis som det nu engang er med bøger, der har deres helt egen stemme.
Altid sjovt at gå på opdagelse i andres bogreoler, se hvad der siger eller sagde nogen noget, og det sker man øjner noget der skriger på opmærksomhed. Sådan var mit første møde med Percy Bysshe Shelley – The dramatic poems of (m. bl.a. Prometheus Unbound) der nu står i min reol, hvor andre øjne allerede har kigget den ud.
Men det var april i september, denne hvisken fra natbordet dit:
Sådan er her så stille i stilheden.
Det minder lidt om lyden i en pære,
hvor tråden brænder over,
men lyset er slet ikke tændt.
Bare stille, og regnen fra før,
som mit øre ikke rigtig kan huske,
destilleret, dateret
og verdensløs
°°°°
Kun rester af en elektrisk hvisken
i huset,
mens værelset helt af sig selv
holder stille og venter
på mit brev.
Kære forsvundne undren,
jeg må skabe min egen undren
eller være underlagt
samme forsvinden
i sproget
som senere i døden.
Uden at forstå
og uden at sammenligne.
°°°
På gaden igen,
og over porten et hoved
med opspærret mund,
der sluger hvert ord
der bliver sagt.
Og mens denne måbende
stenfigur
betragter os
med samme
lidenskabelige apati
som den der skal til
for at gentage verden,
går vi
med den største
nøjagtighed
mellem duelort
og døde vagabonder
der ånder,
som om
vi viste hensyn
til den forsamlede,
lasede frihed
ved at sprænge
den sidste
indadvendte lænke
og være tvungne
til at oversætte
alting tilbage
til sig selv.
Sådan står der i gården
hver nat mens vi sover
en palme.
°°
Palmen er stærk
som vinden er grøn.
Raseriet vi engang
kaldte helligt.
Sproget der engang
havde retning.
Fremtiden der engang
faldt tilbage
på os selv.
Ligegyldigheden nu
da jeg selv har været med
rundt om solen
fireogfyrre gange.
Ligegyldigheden nu
da det lukkede kredsløb
slår dørene op.
Ligegyldigheden
i dette ulidelige
virkelighedsbillede.
Lær mig at gentage
fremtiden nu,
mens vi fødes.
Lær mit sind at flyve op
i sin rede
inderst
i den susende krone.
Lad æggene lyse
med et efterlys
som mælket sol.
Lad vinden være grøn
og sorgen slukkes.
°°°°°
Men jeg ved ikke rigtig,
måske
er der mange kilometer
til den nærmeste edderkop.
Vi starter og længe
før solen står op
er vi uden for byen.
Og her undervejs mens vi går,
mens vi følges
med jorden,
der går på sin egen
lidt rullende måde
som dyr
gennem tåge,
bliver sindene
spundet
som en verden
omkring os.
- Inger Christensen (uden K)
VERSET
Du mandigste af alle lyse Kunster:
at knuge Verden sammen til en Sten,
gøre den lille paa din Haand og mægtig,
skyggefuldt lysende og dyb og ren.
Indblæse Marmornatten aabne Skove,
hvor din Fortrolighed i Græs kan sove,
mens Fuglehjertet synger fra sin Gren.
Aa Fløjtespil, som drypper dine Toner,
naar alle korte Ting, vor Armod kroner,
er vragede og borte, en for en.
- Paul la Cour.
De eneste sande døde er dem, der er blevet glemt.
- Jødisk ordsprog.
mvh & nat nat..
Simon
|
|
|
|
