Go'morgen, Simon

Lige lidt til fredagsmorgenkaffen tre af Paul Celans digte fra "Du behøver hvert strå" fra 1994


TIDENS ØJE

Dette er tidens øje:
skulende frem
under syvfarvede bryn.
øjenlåget vaskes af bål,
dets tåre er damp.

Den blinde stjerne flyver imod det
og smelter i øjenhårenes hede:
det bliver varmt i verden,
og de døde
sætter knop og blomstrer.



UNDER ET BILLEDE

Ravnoversværmede hvedebølge.
Hvilken himmels blå? Den nedres? Øvres?
Sene pil, der fløj bort fra sjælen.
Stærkere svirren. Nærmere gløden. Begge verdener.



TRÅDSOLE

over det gråsorte øde.
En træ-
høj tanke
griber lystonen til sig : der er
endnu sange at synge hinsides
menneskene.


Morgenhilsner fra RoseMarie

Hej RM..

Her lidt Kirsebær-Tom fra en særlig forfatter; til de og den, der må se for sig hvem, der nu i hjertet er gemt – har du/i forøvrigt læst ’Livets arabesk’?, hvis ikke, må man se at få det gjort, thi snart kommer Bastian, og halen den blir smurt! ;)

Kirsebær -

Vi sad på bænkene
på boulevarden
og spise kirsebær
og spyttede sten.
Og natten sænkede sig
på boulevarden.
Vi var alene to,
så vi var een.

Fra sten af kirsebær
udover gruset
lød disse tørre smæld
af projektil,
som var der natlig krig
udover gruset,
en lille elskovskrig
med drengesmil.

Vi spiste kirsebær
vi spiste mørke,
et syrligt nattekød
af dunkle bær,
og denne syrlighed
af nat og mørke
var os så sødmefuld,
som elskov er.

Dit sorte nattehår
var glat af kærtegn,
var som et kirsebær
så stort og glat;
men der var troløshed
i disse kærtegn,
for hvad er trofasthed
en sommernat?

Der var en bundløshed
i vore løfter,
og i dit drengesmil
blev natten sød,
for der er sødme skjult
i brudte løfter,
og aldrig glemmer vi,
hvad vi forbrød.

- Tom Kristensen.

Her een med næse for...mænd:

De evige tre (1942) –

Der er to mænd i verden, der
bestandigt krydser min vej;
den ene er ham jeg elske,
den anden elsker mig.

Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig ind.

Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke, der snart fo’r hen,
den anden gav mig sit hele liv
og fik aldrig en time igen.

Den ene bruser i blodets sang,
hvor elskov er ren og fri,
den anden er eet med den triste dag,
drømmen drukner i.

Hver kvinde står mellem disse to,
forelsket, elsket og ren –
een gang hvert hundrede år kan
det ske,
de smelter sammen til een.

- Tove Ditlevsen.

Her noget ganske andet men morsomt –
en ... Ventevise (1934):

Det er, som om et træ sprang ud
af vintersøvn og svøb,
mit hjerte råber: Herregud!
og foden hvisker: Løb!

Der svinger hun om hjørnet hist,
og hendes pigegang
gør gaden glad, som før var trist,
med skoens rytmesang.

Det stemmer hjertet om i moll:
»For sent, men uden skyld«.
Hun tæmmer trodsen hos en trold
med trylleri af tyll.

Hvor må jeg le, hvor må jeg le
ved hendes muntre gang,
jeg nænner ikke, hun skal se
min støvles snøvletrang.

Thi hendes fod på fortovssten
er leg og linedans.
På flisen strejfer hendes ben
mod kjolens skyggekrans.

Hvor lys og let og lattermild
dog ventetiden var,
hvor endevendt og ellevild
af skoens killingpar.

Hvor stråler deres røde skind
med dyb og dobbel glans!
Hun sætter dem som roser ind
i solens kjolekrans.

Fra verdens ende kom hun nu,
hun er så træt og varm,
hun puster ud sit stille: Du!
og griber i min arm.

- Alex Garff.

mvh
Simon.

Hej Simon

Tak for ord og poesi, som ramte plet i besøgstiden og i hjertet ... altid godt at blive ramt og vækket her i det den mørke tid

Apropos besøgstid, så har Henrik Nordbrandt forfattet en skøn digtsamling, "Besøgstid" for nogle år siden. Digte om at digte og om at drømme og iagttage og tænke og leve og dø, alt sammen skildret med den meget specielle Nordbrandtske sorte, sarkastiske ømhed og humor.

WITTGENSTEIN HJEMME
Jeg drømte på et sprog, der var gået tabt
om de mange munde, der savnede det.
Det var så tydeligt, det de ville have sagt.
Nogle gispede, andre nøjedes med at ryge.
Min mund var en fiskemund.
Det så jeg, da jeg nærmede mig overfladen
for at beskrive, hvordan det var
at stige op fra den mudrede bund
og se bladene falde i dammens vand
når solen brød gennem skyerne:
September eller måske oktober
på det sprog, hvis former
var blevet mangedoblet i forhold til dengang
ord var forbundet med ting
som „pasta“, „delfin“ eller „Wittgenstein“
og fisk opførte sig som fisk.
Verberne forekom at være endeløse
som lyden af faldende blade
og lige så svære at forstå
som de var nemme at bøje.
Det gjorde vi derfor, så længe bladene faldt
og vandet fra bronzedelfinerne
lagde sig til hvile i de grå
mosbegroede marmorkummer.
Opløsningspladsen, forstod man
på den besværlige rækkefølge
af navne, der trængte sig på
var så langt fra at være en lokalitet i byens udkant
som man kunne forestille sig
og ankom ved hjælp af den beskrevne metode.
således lige præcis dér og til tiden.

God søndag hilser lyrikveninden

RoseMarie

Svenskerne kan også digte, og gør det meget. Her Göran Palm om vores (mis)brug af sproget som trøst, meget a propos vore lokale misbrugere.

Solen går aldrig ner över det språk som ljuger.

När döden skrämmer, kalla den "frid".
När den ensamma våningen skrämmer,
kalla den "hem".
När trängseln på gatorna skrämmer,
kalla den "gemenskap".
När det globale ockret skrämmer,
kalla det "handel".
När elitstyret skrämmer,
kalla det "folkstyre".
När staten skrämmer,
kalla den "samhällle".
När kaos skrämmer,
kalla det "frihet".
När våldet skrämmer,
kalla det "lag".
När natten skrämmer,
kalla den "dag".
Kalla den söndag eller mandag.
Mit i natten byter dagarna namn som
om solen aldrig gick ner.


Fortsæt selv med ord som ateisme/fornuft/videnskab/fakta/Einstein/Dawkins/virkelighed/tilfældighed/viden/realisme/axiomer/andres meninger o.s.v.

:o)

Hej, jeg hedder RoseMarie, og jeg er sprogmisbruger Jeg véd det, og jeg er fuld af selverkendelse og vedkender mig gerne mit misbrug , men jeg vil ikke ud af det

Og ja for søren, svenskerne kan meget ud i poesiens verden. Endnu et digt fra Henrik Nordbrandts "Besøgstid", men her med lidt svenske penselstrøg og et personligt savn efter 100 meter skovens trætoppe

SMÅLANDSK
Birketræer og grantræer står side om side
i hver deres verden og krydser klinger over søen
med et billede, den besøgende
straks forsøger at oversætte til sit eget sprog.
for at standse dets vækst.
Billedet hedder Sverige, men afstanden mangler
så lys og skygge smitter af på hinanden.
Skovbundens svampe dufter ikke nær så meget
som de lytter. Intet blad falder
uden at blive registreret af alle andre.
Erindringen synes at komme før oplevelsen
selv om enhver kan sige sig selv det modsatte.
Men ingen siger noget
og selv begynder selv at tvivle på selv.
Selv er den besøgendes ufrivillige bagage
når flere selv står i kø.
Kirkens mur lyser så overjordisk hvid
som var den steget op fra en kulmine.
Korsene, den sætter i et tydeligere relief
er nøgne, så den fremmede
mistænker sig selv for at have stjålet deres klæder.
De er støbt i jern. Og i septemberlyset
står navnene så klart, at man ved, man skal høre dem
om natten i sine drømme
når man desuden skal vende tilbage for at afmærke
de træer, man overså i løbet af dagen
på grund af ens hastværk med at flygte ud af skovene.

Godt du stadig kigger forbi herinde, Ole Bjørn ... også selvom det ikke er så ofte.

Novembers novembershilsner i november fra

Rose Marie