|
0
registrerede
82
gæster og
1072
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
Her lidt Kirsebær-Tom fra en særlig forfatter; til de og den, der må se for sig hvem, der nu i hjertet er gemt – har du/i forøvrigt læst ’Livets arabesk’?, hvis ikke, må man se at få det gjort, thi snart kommer Bastian, og halen den blir smurt! ;)
Kirsebær -
Vi sad på bænkene
på boulevarden
og spise kirsebær
og spyttede sten.
Og natten sænkede sig
på boulevarden.
Vi var alene to,
så vi var een.
Fra sten af kirsebær
udover gruset
lød disse tørre smæld
af projektil,
som var der natlig krig
udover gruset,
en lille elskovskrig
med drengesmil.
Vi spiste kirsebær
vi spiste mørke,
et syrligt nattekød
af dunkle bær,
og denne syrlighed
af nat og mørke
var os så sødmefuld,
som elskov er.
Dit sorte nattehår
var glat af kærtegn,
var som et kirsebær
så stort og glat;
men der var troløshed
i disse kærtegn,
for hvad er trofasthed
en sommernat?
Der var en bundløshed
i vore løfter,
og i dit drengesmil
blev natten sød,
for der er sødme skjult
i brudte løfter,
og aldrig glemmer vi,
hvad vi forbrød.
- Tom Kristensen.
Her een med næse for...mænd:
De evige tre (1942) –
Der er to mænd i verden, der
bestandigt krydser min vej;
den ene er ham jeg elske,
den anden elsker mig.
Den ene er i en natlig drøm,
der bor i mit mørke sind,
den anden står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig ind.
Den ene gav mig et vårligt pust
af lykke, der snart fo’r hen,
den anden gav mig sit hele liv
og fik aldrig en time igen.
Den ene bruser i blodets sang,
hvor elskov er ren og fri,
den anden er eet med den triste dag,
drømmen drukner i.
Hver kvinde står mellem disse to,
forelsket, elsket og ren –
een gang hvert hundrede år kan
det ske,
de smelter sammen til een.
- Tove Ditlevsen.
Her noget ganske andet men morsomt –
en ... Ventevise (1934):
Det er, som om et træ sprang ud
af vintersøvn og svøb,
mit hjerte råber: Herregud!
og foden hvisker: Løb!
Der svinger hun om hjørnet hist,
og hendes pigegang
gør gaden glad, som før var trist,
med skoens rytmesang.
Det stemmer hjertet om i moll:
»For sent, men uden skyld«.
Hun tæmmer trodsen hos en trold
med trylleri af tyll.
Hvor må jeg le, hvor må jeg le
ved hendes muntre gang,
jeg nænner ikke, hun skal se
min støvles snøvletrang.
Thi hendes fod på fortovssten
er leg og linedans.
På flisen strejfer hendes ben
mod kjolens skyggekrans.
Hvor lys og let og lattermild
dog ventetiden var,
hvor endevendt og ellevild
af skoens killingpar.
Hvor stråler deres røde skind
med dyb og dobbel glans!
Hun sætter dem som roser ind
i solens kjolekrans.
Fra verdens ende kom hun nu,
hun er så træt og varm,
hun puster ud sit stille: Du!
og griber i min arm.
- Alex Garff.
mvh
Simon.
|
|
|
|
