Hej RM..

Ja, dén snemand, altid disse fine billeder og det lille skub af optimisme, faktisk mener jeg ikke at huske at ha’ set det kulsorte sind hos ham, trods vandring tæt på skæret. Apropos vandringer i fine billeder, så er pudelæsning den magiske verden i Ingmar Bergmans Den gode vilje, en så detaljeret rejse i hans kinematografiske hånds erindringer, at Fanny & Alexander påny står levende for én, hvad der selvfølgelig gir julens filmoplevelse det lille extra pift. Den kan vel fåes på lydbog, men det ville næsten være synd, idet man under læsning ofte må pause og genkalde sig mageløse sentensers elegance, der som små indføringer varsler et komme, og dermed hele tiden ophober forhåbninger. Han var vidunderlig med den pen, heller ikke her er der grund til sammenligninger, bare sagt som forslag til natbordet, hvis der nu sku’ være en ledig plads..;)

Med sne i øjnene, et go’aften..;)
Simon

P.s.
Her lidt fra Eeva Kilpi, hendes så levende linjer om livet og kærligheden – erindringerne står stadig og venter, livet under en vinterkrig, bestemt ingen kærlig alliance, snarere stivnede indtryk, det har krævet en poet af dén dimension af optø:

Og hvad venter jeg af livet?
Oplevelser:
Glæde og moralske problemer.

Kærlighed: en revolution i mennesket.

Kærligheden er menneskets mest elastiske dimension.
Den er som en vagina.
Den tilpasser sig stort som småt.

Naturen beklager ikke.

*

Fra en poesibog

I templet for godhed
blæser skønhedens vind.
I kærlighedens græs
hvil dig en stund.

*

Jeg er blot en episode i mit liv
som alt andet,
ægteskab, mænd også børn.
Jeg ville gerne vende tilbage
til den enhed
jeg i begyndelsen fødtes til.

Om man havde vidst dette:
at alt er episoder, mellemspil,
at ingenting er definitivt …
Og hvad så?

*

Ved din side
vågner jeg og ser
hvordan morgensolen forgylder dine bogreoler
fra gulv til loft
og pludselig ved jeg ikke mere hvem jeg elsker:
dig eller dine bøger.

Elskede, vær modig og kend mig,
sæt pris på denne bekendelse.

*

Din duft i mig i mange dage,
i mange dage elsker jeg mig selv.

*

Så:
Skønheden findes.
Kærligheden findes.
Glæden er til.

Alle I der lider under verdens elendighed,
tag dem i forsvar!

*

Næppe havde han nået at sige:
„Nu mangler der bare jordbær”
før jeg løb om bag huset og
fra et tilgroet hjørne plukkede
en håndfuld små forvildede bær
inden han var færdig med sin yoghurt;
de var friskmodnede.
Tag vare på dine ord, sagde jeg, alt fuldbyrdes nu.

Og han tog vare.

*

Tænk,
sagde han netop da jeg var sikker,
vi passer sammen.

Ja, sagde han. Å, at vi mødtes!

Resten husker jeg.

- Eeva Kilpi, En sang om kærlighed, 1982.

mvh
Simon
Ups! Måske Bill Evans Minha, passer stemninger i billederne? : https://www.youtube.com/watch?v=t4hVmTz9zhE

Hej Simon

Den gode vilje som bog er med det vupti sat på ønskelisten til biblioteket :))

... og som du selv påpeger, så ta'r bogen og det skrevne ord sig sine helt naturlige pauser. Man stopper op og la'r øjnene summe lidt, for så at flyve op og se sig tilbage i et større perspektiv. Og ja, næsten som at vandre, hvor man lige pludselig oplever at blive fanget og vækket i et øjebliks sansning. Og det er lige dér, hvor spor afsættes i menneskeliv.

Der er meget, jeg glipper ved at "læse" lydbøger. Netop fordi det kræver en aktiv handling at stoppe lyden og høre baglæns. Men jeg får noget andet med mig i lydbogen, for jeg får melodien og tonen nærmest nynnet og sunget. Men kun når forfatteren og oplæseren har samme sprog og stemme ... og det er langt fra altid.

Men lige nu vandrer vi videre i sneen med Jac. Kom, vi går med, ikk'? :))

på den femte dag

den yderste tilstand er jo erkendt
så nu er der kun at se som det vil ses,

tilbage tilbage om så det skal koste rusen,
for der er jo en datter i smil og gynger
og hun skal ikke betale et helvede,

nu er det fodslag til selve gulvet,
unge barn du skal se blomster og forældre
du skal måle i erkendelse og mad,
nu er det din verden der må rokkes,

stille skal du føres over åkjærs høje,
og vesterhavet skal stå og slynge
der skal tælles årtier i ravstykker,
stille skal du føres til og fra alt,

og foråret er selve en februarsol,
husene bliver og tjærer lidt til
og åerne roder videre i sit vand,
og sommeren er jo noget at tale om,

det skal stå til troende min sæd
og et barn tegnes ud på himlen,

selv deliriet skal vises i sin stjerne,
for når barnet beder om kys
er der ingen jord større end klarhed,


Sov dejligt i sneen
RoseMarie

Hej i natten, RM..

Ja, du har helt ret, der ligger en herlighed i at få historier fortalt, og netop, hvis fortælleren kan fortælle og ellers ikke har en stemme der får tapetet til bukke sammen.
Det er mærkeligt, jeg har jo hørt en del og nøje lagt mærke til, at det meget sjældent forekommer at jeg virkelig nyder en kvindelig oplæser. Det ka' bestemt ikke skyldes, at der blandt kvindelige fortællere ikke findes gode stemmer, dét ved jeg ikke er tilfældet.

Jeg husker særlig en sommerlejr, sidst i tredserne, hvor en hel sovesal var fyldt med stilhed, midt ude på gulvet sad en kvinde og læste Hobitten, hvad hun gjorde samtlige aftener...
Det minder mig om en anden stor fortællerinde, nemlig Anna Sophie Seidelin; at høre hendes læse H.C.A's historier, du milde himmel!

Nå, det var bare et spring fra din pointe, oplæsningens kunst, der jo også ka' dyrkes hinanden imellem, fra pude til pude, uden af dén grund at komme hudløsheder til livs..;)

Natti
Simon

Hej Simon

At lytte til stemmer er én ting, at føle sig tiltalt i hjertet og åbne sig op for en stemme er en helt anden side af sagen. Umiddelbart vil jeg også gerne vedkende mig min ørehang til mandestemmer. Jeg kan nævne mange navne, hvor hankønnet er fællestrækket. Men når jeg så tænker nærmere efter, så ér der faktisk også rigtig mange kvindestemmer, der taler helt ind i mig.

Når jeg tænker på fortælling/oplæsning, så skal jeg bare træde ét enkelt skridt ind i de kvindelige skuespillerrækker for at kunne liste en hel række op, bl.a. Bodil Udsen, Ghita Nørby, Helle Hertz, Ellen Hillingsø, Sofie Gråbøl og mange, mange andre. På samme måde er der bestemt også mandestemmer, der overhovedet ikke kan træde en millimeter ind under huden på mig, også uden at kunne sætte en finger på noget helt eksakt.

Jeg skal på en eller anden måde kunne fornemme og høre en dyb forankring i en stemme. Den forankring kan opstå og komme fra et ærligt, åbent, livligt og spontant udtryk, men den kan lige så vel komme fra en faglig veluddannet ballast. Og så er der bare nogle mennesker m/k, der har en stemmenøgle hos sig som et medfødt naturtalent :))

Men lige her og nu er det Jac, Schade og Eeva Kilpi, som har stemmer og stedsans til at vise os vej til Hviids'. Fremad går det, skridt for skridt i duftspor og julestemning ... :))


på den sjette dag

så kom det endelige gennembrud og åbnede
og verdensnomaden røbede sit humør,

et gennembrud for barnet til søs,
når alt hvidt tages bort af mørket
og søerne og træerne ragner af rok,

aldrig mere det samme diges huller,
men nye fødder der træder i alt
og trækker sandet med af liv,
sådan fortsætter man som en stjerne,

aldrig mere de samme menneskers angst,
den kan stækkes nu af ord
og der er mere fred til en undskyldning,
sådan fortsætter man som en offentlig,

aldrig mere gamle venners jubel,
de er trådt ud af alle sko
og kender kun tegnet fra avissider,
sådan startes der forfra med kaos,

så kom barnets kys endelig og åbnede
og alt må betales helt om igen,

der er noget med at tilvænnes stuehusene,
uden at man tør dø hver nat
uden at man vil opgive sin oprindelse,


I aftenlufte og -dufte
RoseMarie