religiøsitet har ikke nødvendigvis noget at gøre med at forkaste virkeligheden, og virkeligheden er ej heller et entydigt begreb som størrelse (du har vel læst Wittgenstein ikke?).

religiøse scorer endda højere omkring virkelighedsforankring, som de er mindre fordomsfulde, som de udviser større medmenneskelighed og konkret engagement i samfundslivet end folk ellers (dem undersøgelserne har sammenlignet dem med). Flere undersøgelser må komme til, sådan arbejdes der videnskabeligt med disse spørgsmål.

religion må studeres nøgtern og ja videnskabeligt må vi gå til værks, vi kan ikke bruge skrækeksemplerne (såvel som autoritær religiøs overtro) til ret meget, da disse eksempler ikke har noget med religion at gøre som det praktiseres hos folk flest. Religionskritik er indbygget i de fleste religioner. For stort set ingen religiøse ønsker at leve i blind tro, som at tro noget usandsynligt der gør at virkeligheden må forkastes (ikke engang middelalder teologerne gjorde dette), dette har intet at gøre med ægte religiøsitet, spiritualitet (transcendens; det der overgår, eller befinder sig udenfor, skal søges udenfor, vores hverdagsbevidsthed, som bevidsthed (tænk bare på psykoanalysens opdagelser såvel som Heideggers eksistential ontologiske undersøgelser såvidt "das man" i forbindelse hans "sein zum tode" (væren til døden; leven-hen-imod-døden))).

der er ingen grund til at blive bange (foruroliget og ophidset) for at fænomenet religion og de hertilhørende folks spirituelle praksis kommer under videnskabelig lup og undersøgelse. Hverken ateisten eller den religiøse burde have noget at frygte, være bange for. Det burde være i begges interesse at der kommer forskning med ind over.

"A fresh perspective... offers plenty to challenge skeptics and believers alike." Michael Gerson. The Washington Post: sagt om Andrew Newberg og Mark Robert Waldman: "How God Changes your Brain; "Breakthrough findings from leading neuroscientist".

Hilsen HansKrist.

der er slet ingen grund til at vi hidser os op, lad os i stedet for gå videnskabeligt til værks og tale roligt og besindigt velovervejet om tingene, om fænomenet religion og om folks spirituelle praksis, lige fra bøn til meditation, over mindfulness til positiv tænkning etc etc.. Rigtig mange moderne mennesker har disse forhold med inde over deres liv, også en hel del udenom et Gudsbegreb. For andre er begrebet Gud uundværligt da det er det mest dynamiske begreb de kender til, som hos Hegel fx, hvor det intet har at gøre med en indbildt størrelse som michael nu har nævnt det to gange, det er trods alt Hegel der har skrevet Åndens Fænomenologi, og skriver man en sådan afhandling, har man styr på hvad der er indbildning og ikke indbildning.

Det er også af altafgørende vigtighed at vi forstår en gang for alle at når der er tale om religion, teologi og religionsfilosofi, så er vi tænkt med i forbindelse virkeligheds -forståelsen. Dette er ikke tilfældet i ret mange af naturvidenskabernes virkelighedsbilleder, her skal mennesket, subjektet, os selv, netop ikke tænkes med, da det skal være ren objektivitet. Blandt andet derfor har vi brug for folk som Paul Tillich (Schelling og Heidegger) og ja Hegel. Og ja vel også hysterikeren eller neurotikeren, den vægelsindede reflektionssyge, Kierkegaard, kan vi bruge til noget, selv om han ikke har tyskernes mere omfattende og systematiske virkeligheds forankrede syn, hvor vi mennesker tænkes med, hvor subjektet er tænkt med og det i vores i verden væren, 1): i forhold til (Umwelt) naturen og vores varetagelse alt det materielle (føde (agerbrug og husdyrbrug); tøj; husly; fremstilling af værktøj og teknik); 2): i forhold til Mitwelt, den sociale og politiske verden; 3): i forhold til Eigenwelt (Selbstwelt) den private verden; 4): i forhold til Überwelt (kultursfæren, videnskab, noosfæren, ideernes verden, teoriernes verden; eller Popper's verden 3), det er i den sammenhæng at Heidegger siger at sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af.

De færreste mennesker ville anerkende selvbedrag som den fortrinlige vej til trøst, mens de fleste af os nok støtter op om retten til trøst med religion som livssyn – jeg selv støtter din ret dertil, men ikke i dine forsøg på at forklare verden og mennesket med religiøs dogmetro som værktøj, og det er præcis hva’ du gang på gang forsøger at foregøgle som attraktivt alternativ til egentlig viden og erkendelse!
Har man problemer med at skelne virkeligheden fra sine indtryk af den, er der også hjælp at hente dér, det er altså ikke sådan at du lever i et samfund uden nogen form for menneskelig problemforståelse.

Vi ka imidlertid koge dine forklaringsproblemer ned til denne enkle: selve problemet med at forklare nytteværdien af religiøs dogmetro, hvad den ka’ anvendes til, i en verden hvor mennesker grundlæggende indser nytten af at konfrontere problemerne i forventning om en fornuftig og logisk forklaring.

Det er her du foreslår bare at nivellere videnskabelige arbejdsmetoder med religiøs overtro, fx ved at tolke viden som tro, fravær af gudetro som gudetro, virkeligheden med indtrykket af den, men har i bund og grund bare forvekslet rationalitet med irrationalitet – hvor selv det, at du ikke indser dette som rent galimatias, ja egentlig kreationisme, skam har sin fornuftige forklaring, nemlig den, at sandheden, videnskaber osv. i virkeligheden ikke interesserer dig en hujende julefis, for det er nemlig slet ikke det dine indlæg konsekvent drejer sig omkring. Det er selve gudetroen der er det centrale omdrejningspunkt for din opmærksomhed Arne, og dén du missionerer for med kreationisme som metode.

Hvad dette egentlig betyder, er i grunden enkelt, for du bedrager jo ikke bare dig, men også dine meddebattører, idet du bevidst foregiver at diskutere videnskab udfra en interesse for dem, mens forholdet i virkeligheden er modsat, og lad os lige lade dén stå et øjeblik, og sæt så dette i forbindelse med ønsket om at afdække sandheden, som udgangspunkt for debat…;)

Man ka’ i grunden sige, at du allerede tidligt i debatforløbet indså det umulige i at forklare din gudetro med valide filosofiske forklaringer, og derfor gav dig i kast med at fantasere om gudetro som egentlig videnskab, hvor fx et begreb som ”åndsvidenskab” iværksætter muligheden for at fylde div. klicheer på opslagstavlen, under foregivende af at stille de ”interessante store spørgsmål”, som vi så har set gentaget i flere år, men som ingen referent har til noget i virkeligheden ;)

I bund og grund ville det nok være bedre at overlade det til mennesker at trøste hinanden, når livet er hårdt og forgængeligheden slår benene væk under os, hvilket jo også ofte er det basale handlevilkår i de mange små kristne trossamfund. For det at hjælpe hinanden til trøst ved at lytte og forstå problemer, når følelser langt overstiger handlekraften i chokfaser, er selvfølgelig et almenmenneskeligt og ganske indbyrdes behov. Men betænk engang konsekvenserne, hvis pludselig vi anerkendte forklarings- og selvbedrag som nødvendige værktøjer til tackling af følelsesmæssige problemer, og prøv så at forestil dig den massive paralyse dette ville føre til, når virkeligheden pludselig smasker sig op i menneskets ansigt og enhver form for indsigt i årsagerne er begravet i lutter gammel overtro; det ville være ubærligt og en tilbageskrivning til middelalderen.

Nej Arne, du ka’ ikke få religiøs dogmetro flettet ind i videnskaber, og det vil du også langsomt erkende, idet videnskaber slet ikke har til formål at bygge forskrifter for din leve- og handlemåde på samme måde som religionerne, men derimod skal forklare hvordan naturen opfører sig og hvorfor. At der optræder en diskrepans mellem religiøs dogmetro og videnskab er kun naturligt, da det ene er tro og det andet viden, men ingen kræver jo at du skal slippe din gudetro, vi tilmed støtter dig i din ret til at tolke dit liv som udtryk for den.

mvh
Simon

Dit syn på Gud påvirker din sundhed:

http://www.kristendom.dk/kultur-og-religion/2014-08-25/dit-syn-p%C3%A5-gud-p%C3%A5virker-din-sundhed




Et forhold som Andrew Newberg også gør meget ud af i sine bøger. Autoritær tro, blind autoritær tro, fx på en straffende Gud, har en rigtig dårlig effekt, også på sundheds parameterne, for udøverne.

Det er meget vigtig at forstå at vores religiøsitet eller spiritualitet (fx et aktivt bønsliv hvor begrebet og størrelsen Gud har den største betydning), har at gøre med Eigenwelt (Selbstwelt; eller den private verden) således at begrebet Gud såvel som guddommelige forhold og årsager ikke projiceres ud som en verdensforklaring på forhold omkring umwelt. Det er og blir noget der foregår i hovedet og ja den vej igennem også kroppen på os mennesker. Det kan være befordrende for intelligensen, humøret, såvel som vores vitalitet, tro på os selv, og mod til at forlade os selv, blive os selv frie og løse.

Men jeg tror mennesker der selv har en aktiv religiøs spirituel praksis bedst selv kan svare på hvad det drejer sig om. Det er den vej udviklingen går, imod øget deodiversitet som spirituel diversitet.

Selv om jeg påpegede at vores spiritualitet tilhører primært vores Eigenwelt, er en Eigenwelt'sk dimension, så er det ikke sådan at man ikke kan have kulturelle fællesmenneskelige diskurser om alle de forhold der gælder den Eigenweltske dimension. Således næres og inspireres vores egen Eigenweltske spiritualitet gennem at vi studerer og følger med i den kulturelle diskurs på området, hvor vi får indblik i millioner af millioner af menneskers erfaringer fra området, de Eigenweltske spirituelle forhold.

Selvfølgelig er psykiatri, psykologi og neurovidenskab, neuropsykoanalsen, vigtige videnskabelige discipliner der skal med ind over, til at studere alle de her Eigenweltske Spirituelle religiøse tros forhold.


Mange kærlige hilsner HansKrist.

For at styre udenom alle de mystiske Heideggerske fremmedord, så er det, som både Hanskrist og Arne er talsmænd for, at religiøse mennesker er bedst til at afgøre, hvad religiøsitet handler om.

Ud fra dette synspunkt kan vi derfor konkludere, at overtroiske mennesker bedst kan afgøre, hvad der er virkelighed eller fantasi, sindssyge mennesker er de bedste til at afgøre, hvad sindssyge er for noget, pædofile er bedst til at afgøre, hvilken form for kærlighed, der er bedst for børn, tyve er bedst til at afgøre, hvornår tyveri er berettiget, voldsmænd er bedst til at afgøre, hvem der har ret til at straffe andre mennesker og internettrolde er bedst til at afgøre, hvad debatter bør handle om.

Ja, vi må jo lytte til fagkundskaben, ikke sandt. Den ved bedst, hvor "troen" trykker, som har den på.

Hvis naturvidenskaben havde den indstilling, ville vi stadig befinde os i middelalderen, som de jo fortsat gør i islamiske stater.

Personligt føler jeg ingen trang til at hylde uvidenhed, uanset hvilken form den antager.

Mvh

Ole Bjørn :o)

nej sådan foregår forskningen nemlig slet ikke, det er åben for alle og sådan drives det frem skridt for skridt hver eneste dag. Dem vi har haft referencer til, lægger åben deres forskning frem, de har intet at skjule, så Harris og Dawkins, se bare at få kridtet skoene og vær med på en videnskabelig måde for en gangs skyld.

mange kærlige hilsner HansKrist