|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
De færreste mennesker ville anerkende selvbedrag som den fortrinlige vej til trøst, mens de fleste af os nok støtter op om retten til trøst med religion som livssyn – jeg selv støtter din ret dertil, men ikke i dine forsøg på at forklare verden og mennesket med religiøs dogmetro som værktøj, og det er præcis hva’ du gang på gang forsøger at foregøgle som attraktivt alternativ til egentlig viden og erkendelse!
Har man problemer med at skelne virkeligheden fra sine indtryk af den, er der også hjælp at hente dér, det er altså ikke sådan at du lever i et samfund uden nogen form for menneskelig problemforståelse.
Vi ka imidlertid koge dine forklaringsproblemer ned til denne enkle: selve problemet med at forklare nytteværdien af religiøs dogmetro, hvad den ka’ anvendes til, i en verden hvor mennesker grundlæggende indser nytten af at konfrontere problemerne i forventning om en fornuftig og logisk forklaring.
Det er her du foreslår bare at nivellere videnskabelige arbejdsmetoder med religiøs overtro, fx ved at tolke viden som tro, fravær af gudetro som gudetro, virkeligheden med indtrykket af den, men har i bund og grund bare forvekslet rationalitet med irrationalitet – hvor selv det, at du ikke indser dette som rent galimatias, ja egentlig kreationisme, skam har sin fornuftige forklaring, nemlig den, at sandheden, videnskaber osv. i virkeligheden ikke interesserer dig en hujende julefis, for det er nemlig slet ikke det dine indlæg konsekvent drejer sig omkring. Det er selve gudetroen der er det centrale omdrejningspunkt for din opmærksomhed Arne, og dén du missionerer for med kreationisme som metode.
Hvad dette egentlig betyder, er i grunden enkelt, for du bedrager jo ikke bare dig, men også dine meddebattører, idet du bevidst foregiver at diskutere videnskab udfra en interesse for dem, mens forholdet i virkeligheden er modsat, og lad os lige lade dén stå et øjeblik, og sæt så dette i forbindelse med ønsket om at afdække sandheden, som udgangspunkt for debat…;)
Man ka’ i grunden sige, at du allerede tidligt i debatforløbet indså det umulige i at forklare din gudetro med valide filosofiske forklaringer, og derfor gav dig i kast med at fantasere om gudetro som egentlig videnskab, hvor fx et begreb som ”åndsvidenskab” iværksætter muligheden for at fylde div. klicheer på opslagstavlen, under foregivende af at stille de ”interessante store spørgsmål”, som vi så har set gentaget i flere år, men som ingen referent har til noget i virkeligheden ;)
I bund og grund ville det nok være bedre at overlade det til mennesker at trøste hinanden, når livet er hårdt og forgængeligheden slår benene væk under os, hvilket jo også ofte er det basale handlevilkår i de mange små kristne trossamfund. For det at hjælpe hinanden til trøst ved at lytte og forstå problemer, når følelser langt overstiger handlekraften i chokfaser, er selvfølgelig et almenmenneskeligt og ganske indbyrdes behov. Men betænk engang konsekvenserne, hvis pludselig vi anerkendte forklarings- og selvbedrag som nødvendige værktøjer til tackling af følelsesmæssige problemer, og prøv så at forestil dig den massive paralyse dette ville føre til, når virkeligheden pludselig smasker sig op i menneskets ansigt og enhver form for indsigt i årsagerne er begravet i lutter gammel overtro; det ville være ubærligt og en tilbageskrivning til middelalderen.
Nej Arne, du ka’ ikke få religiøs dogmetro flettet ind i videnskaber, og det vil du også langsomt erkende, idet videnskaber slet ikke har til formål at bygge forskrifter for din leve- og handlemåde på samme måde som religionerne, men derimod skal forklare hvordan naturen opfører sig og hvorfor. At der optræder en diskrepans mellem religiøs dogmetro og videnskab er kun naturligt, da det ene er tro og det andet viden, men ingen kræver jo at du skal slippe din gudetro, vi tilmed støtter dig i din ret til at tolke dit liv som udtryk for den.
mvh
Simon
|
|
|
|
