P.s.:

Tak for fine linjer RM, som fik mig til at tænke på en passus, her hvor natteregnen sænker en blid ro over et informationshysteri, hvor selv en isnende kulde mellem glødende albuer i et hav af borgmesterposter, må dampe af til himlens metronom. En vinter i Venedig, er lige hvad jeg ku’ tænke mig!
I Bo Green Jensens digt Vinterverden findes en særlig stemning og rytme, hvor et billede slog mig: Sneblind vandrer i et ørkenland:

Vinterverden

her er alt stille, det er nat nu
kun vinden udenfor
hyler gennem gaderne
og gør sneen hård
trafiklys mekanisk
blinker og blir ved
imellem mørke huse
i frostsprængt evighed

jeg sidder ved mit vindue
i det her vinterhus
og lytter til min ordmaskines
terminalhalssus
og hverken naboelskov
eller naboskænderi
forplanter sig i murene
her indeni

her er et sted der lever i forstadens nat
mit vindue er et øje i stenmuren sat
min krop er det kamera jeg registrerer med
og ingenting forsvinder mellem tid og sted

værtshuset har lukket
og folk er snublet hjem
de lufter ud derovre
ogh døren står på klem
jeg sender dem en tanke
jeg er ikke med i dag
mon branderterne falder
på isens glatte lag

jeg kigger i arkiver
og albums fra i går
livet leves mest til låns
I disse gyldne år
men truslerne er tavse
her er ingen bitterhed
her er våbenhvile
og liv og tid har fred

her er en plet som gløder i forstadens dis
håb og angst forenes nu og sit på englevis
at stederne skifter og menneskene med
men ingenting forsvinder mellem tid og sted

jeg er mest en sneblind vandrer
i det her ørkenland
med triste vinterdage
der smuldrer bort som sand
imellem stive fingre
hvis skælven kun har fred
i flaskens kropbedøver
hvor sindet synker ned

men ligenu og her
har jeg en lille ild i mig
den tøver og den blafrer
men sir til mig at jeg
en dag skal nå det lys
som ligger åbent og parat
efter nattens tunnel
kommer sollys varmt og klart

her er en ild som lyser i forstadens gård
varmekapsel spinder mod antarktis udenfor
tiderne skifter og menneskene med
men ingenting forsvinder mellem tid og sted

husene er bjerge nu
med døde øjenglas
samlebåndet venter
imorgen med din plads
bag glasset hviler hverdagsheltes
trætte kroppe ud
de sover nu og drømmer
om foder, kæp og guld

i min mave er der mildhed
i mine øjne kærlighed
herfra min vinterverden går
og her har jeg fred
hvor gyldne fælder smækker
og lænker vises frem
med smil når tv tændes
i stolte forstadshjem

her er en krop som lever i kastrups kuldermund
og jeg er toogtyve her i skrivende stund
mine støvler er for store, mine skjorter er for små
men jeg har ingenting i ærmet og hjertet udenpå.

- Bo Green Jensen, Requiem & Messe, 1981.

Det ka’ godt være svært at jule sig op, uden sne på tippen i en vinterverdens dæmpede lyde, en pause nok mange trænger til. Evt. må man søge tilflugt i sneklædte landskaber, rejse på vinterferie i litteraturen, eller simpelthen drage nordover og hilse på elgene – havde jeg vinger, uh, sikke et sus..;)

Vinterhilsner
Simon

Go'morgen Simon

Venedig og Sophus Claussen er tæt forbundne :))


Venedig

Man kommer til Venedig ad en Jærnbanebro
— en By i Lagunen, som aldrig gaar til Ro.

Der findes ingen Maager. En kurrende Sky
af Duer bedækker den vognløse By.

Af alle de Kvinder, som i Venedig bo,
gaar de halve med Tøfler og de halve med Sko.

Hvis du er velbeslaaet og ikke altfor bly,
hver eneste Aften kan du have en ny.

Og de, som kun har Tøfler, har om Skuldren et Sjal.
Men de fleste har en Elsker og desuden en Gemal.

*

Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar,
en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?

I Følge med to Landsmænd jeg kom der som Gæst
Den ene var en Købmand, den anden var en Præst.

Vor Købmand steg i Baaden og skyndte sig at bé'
om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.

Der stod vi andre flove og vidste ikke Raad,
indtil Pastoren vinked ad den følgende Baad.

Vi sejled til den ø, hvor de døde har Plads,
og til en anden ø, hvor der pustedes Glas.

*

Min Præstemand var frisk og fornuftig hans Snak.
„Der smider han sit Hjærte i den store Kloak.

„Jeg kendte som ung saa mangen fiffig Ka'l,
der dog kom til kort i en mudret Kanal,

„men leved længe efter og troede, ja mindst,
at have vundet Livets allerstørste Gevinst.“

*

... Man hører i Venedig for hvert et Skridt, man gaar,
en Gondolieres Tilraab: La gondola, signor?

Man tror, Venedigs Nætter bliver tilbragt med at ro
og beruse sig i Vand under Sukkenes Bro.

Ak nej! Naar Stadens Skønne forelsker sig saa let,
vil de drikke fyldig Vin og vil spise sig mæt.

Da ler de højt og følger, saa langt som du vil.
Uden Serenader har du vundet dit Spil.

Som trinde Pælemuslinger gror paa deres Pæl,
saa gror Venedigs Skønne: de fleste mangler Sjæl.

*

Det hele Venedig er dog en sær Butik,
et Dukkeskab med Skuffer og blank Mosaik.
Og da jeg gik derind, fik jeg en Trylledrik.

Det bugter sig i Gange, hvor man kan løbe vild.
Det er en Klynge Slanger, som udspyr Sol og Ild.

Det er Medusas Hoved ... se nærmere til!

*

Medusas Datter aabned vor Købmand sin Mund.
Der findes ingen Blomst i Venedig som hun.

Der findes mange Flaner, som tager lange Skridt
og som i Raahed — ritsj! — gaar tyve Mil for vidt,

men ingen som hun, der har stille sat sig hen
med sin lille trange Mund for at opæde Mænd,

som sidder med sin Attraa saa feberagtig stum
og giver Mandens Tanker des vildere Rum.

Det ligner Svangerskab — dog nej, hun fødtes gold.
Hun er Medusabilledet paa Byens blanke Skjold.

*

Jeg gad se Venedig paa en Festdag,
naar alt, hvad den rummer, tropper sammen
og rejser sig for vildt at sprænge Rammen,
Venedig er den underligste Verden.

Jeg gad se Venedig i dens Storhed.
Denne Stad — er den bygget paa Pæle? —
giver Storhed selv dem, der mangler Sjæle,
og har Vand til at slukke store Flammer.

Venedig er en Verden for sig,
organisk, et havomslynget Hele.
Jeg gad se dens splidagtige Dele
hylende — en Kampdag, en Festdag.

Og jeg tror, at de vilde klinge sammen,
og i Luften vilde Duerne sig parre.
Og Venedig vilde le ad alle Narre,
som ikke var født i Venedig.

*

Der findes her i Verden saa mangen fiffig Ka'l,
der er kommen til kort i en dyndet Kanal.

Det gik mig som Præsten: jeg turde ikke bé'
om at blive roet hen, hvor de smukke Piger lé.

Man førte os til Øen — de dødes Hvileplads!
og til en anden Ø, hvor der pustedes Glas.

Er jeg som denne Præst? Er mit Liv halvt forbi
og rinder kun i Draaber, som jeg gør til Poesi?
(jeg har kun mit poetiske Glaspusteri)

og kan jeg ikke føle, som andre, Fryd og Mén?
— da ro mig bort til Øen med de mange hvide Sten.
Dér er, selv i Live, mit rette Land og Len.

*

Men jeg er varm. Jeg mærked min Styrke i Behold,
da jeg saa' Medusas Hoved paa Byens blanke Skjold.

Vuggende og vinterlige hilsner
RoseMarie

Mojn’ RM..

Ja, det dér mojn’ lyder unægtelig noget kækt, som var man en varm kop kaffe på et sønnejysk bord. Snarere føler man sig efterhånden lidt som en ubåd, hvor kursen mod Venedig bestemt ville være en lunge. Du har forøvrigt ret, Sophus Claussen på Sukkenes Bro passer godt i billedet, ja får næsten én til slikke sig om næbbet og pakke køjesækken. Her lidt humor fra Heine – det ka' man nok få brug for, under paraplyen...suk!

Solen stod op ved Paderborn,
uhyre treven og mødig.
Men tænk, at belyse den dumme jord, –
ved gud, jeg gjorde det nødig.

Hun farer bestandig fra øst til vest,
så guldhåret flyver om panden;
men får hun én halvdel af kloden belyst –
er der buldrende sort på den anden.

Som Sisyphos med sin tunge sten,
Danaiderne med deres tønde,
må solen forgæves slide sig op
og stadig forfra begynde!...

*

En anden sag: Morti Vizkis Fire raketter, fire prikker – monologer skrevet til en række skuespillere (1988):

De primtal er lykkelige som synker
Synker

Sole i vand
Suk

Sennep på en piges knæskaller
Endeløs række synkende

Fra istapperne uden for bryggerset
Et uendeligt nært synkende primtal

Sunket i sennep sole i vand
Og kys

*

En dag vil du sætte mig op på dine skuldre
Du vil ”ride” mig ud til havnefronten mens nogen
hælder regn ud over os
Ud til havnefronten hvor jeg vil elske dig
Og du vil smelte sukkeret af mig
Tilfreds med den labile på dine skuldre
Tilfreds hver gang din tenor udspiler
cementspalterne
Lad mig kigge optoget. Udsigten bliver ikke
bedre.
Du vil udpege en strimmel måger men jeg vil ned
Du skal lige til at udpege fugledyrene men jeg vil
ned til dig
Og nogen vil hælde regn ud over os men de vil
allerede lang tid i forvejen
Have fortalt mig om dig og om det sorte bælte
Da vil du smelte sukkeret af mig
Byen vil ligge derinde og være et glas vand
Renslikket alt sukker våger jeg over din søvn
Jeg vil stryge dit hår men du vil forvandles til en
mågefjer på bænken
Og jeg må gå hjem til mit arbejde med en tyvefjer
i hånden
Så folk kan sige: nu er han også begyndt at skrive
med fjer

*

Iført svømmefødder og dykkerbriller, syntes et glimt af solen påtrængende! Men rigtig god dag under strålerne ;)

mvh
Simon

P.s.:
https://www.youtube.com/watch?v=0nbfARF4BRU&list=PLVXnpjCkxzR-NUyyxxRgrhi9cUoZI2nEe

mvh
Simon

Hej Simon

Åh ja, hvad skulle vi gøre uden engle? Nattens engel, Lysets engel og dem i flok. Engle med venlige øjne og engle, der vandrer og møder os ved midnatstide og dem, der svævende tænder julelys ved morgengry ... :))

Morgensang

Nu morgner det vildt igen
nå åbner jeg alle mine øjne
som er alle verdens øjne
nu ser jeg med alle mine syn.

Hav tak for natten som svandt
i rolig og menneskelig søvn
hav tak for dagen som elsker
at vække mig uforvarende.

Så jeg vågner uden mig selv
og bare er verdensvågen
og kroppen kimer og fløjter.

Poul Borum

***

Det svævende træ

De fleste træer
gror i jorden
men mit træ
gror i tredie sals højde
og forleden sagde min nabo
at det burde fældes.

Måske gror det i jorden
længere nede
men for mig gror
det mest derude
foran vinduet
i tredie sals højde.

Længe alt for længe
stod det nøgent
og jeg tænkte at
det måske aldrig
sprang ud men en dag
var det grønt.

Grønne blade og spændte knopper
en slags skinnende
erektiv svimmelhed
der svævede
uden for mit vindue.
Træet i luften!

Mine lunger åbnede sig
et spirende saftspændt grenværk
luftmycelium og ilt
sprang ud alle vegne
jeg åndede!

Naboen mente
træet tog for meget lys.
Når han så på det
så han ikke
at det lyste!

Øksen ligger ved træets
fod
på asfalten
de få steder træer gror
i deres ydmyge huller
i byen.

Svævende derude mit
åndedræt
og i tredie sals højde
min grønne sjæl
udødelig og kampberedt
trodsende alle naturlove
i naturens og vækstens hellige
navn.

Lad der blive lys!

Klaus Rifbjerg

***

Broen

Sansernes sandhed forvirrer mit hjerte
sortblå åbner sig dyb på dyb
stort er lyset de endnu gemmer.
Dirrende spændes min korte krop
bliver til streng til bue og bro
mellem to lande jeg ikke kender.
Stærk i min geometriske strenghed
løber jeg fuld af tro og glemmer ...
- står jeg tillidsfuld på broen
som på trappestenen hjemme
i den dybblå vintermorgen
ufortrøden - rig på latter
ler. Og husker
og forvirres atter
over mine sansers sandhed:
ære bro og blive båret.

Karen Stougård Hansen



Med julelys og engledrys
RoseMarie