Hej RM..

Det må jeg sige, ja det var et rigtig upsedasse-digt - nå så du har været jordnærmest siden solens gry, ja det ka’ man forstå, og hvem ku’ vel også hvile knogler til de lystiges pippen og skræppen her – tror minsandten mine egne lyde forstyrrende dem midt i en fugleafstemning, selv Lotte Heise var rent vand til sammenligning, også moder sol strakte sig søvnigt til skænderiet. Men når sandheden ska’ frem, så hørte jeg buskene råbe an til morgenvanding og de skal intet nægtes. For øvrigt ka’ man jo siden nappe en hivert med avusen på trynen, og nogen af os vågnede da frokosten kommer spadserende. Men go’ eftermiddag, du grønfingrede Roseste Marie, mon ik’ du selv fik hevet en torsk indenbords med smil på læben? ;)

Pinse eller ej, sommermorgener er bare forrygende i denne tid, også når de bevingede vokalister skælder og smælder; og det ér ikke fordi jeg er a-menneske, næ min snorken akkompagnerer jævnlig urets brølen, lige indtil kinden får en næse eller en albue. Men denne mandag mærkedes nu alligevel anderledes, søndagsagtig, så at sige – min mocca syntes i den forbindelse at Bennys mandagsdigt var lige en tand for depresso, så det gik du altså glip af, betænksomt, ik’? – knokkelværket ku’ snildt ha’ knirket en time eller to mer, hvis altså ik' den smukkeste blå himmel med de spædeste solstråler der langsomt strakte sig, havde trådt mig lige i øjnene. Smuk morgen, det må man sige, ik’? Tænkte senere på konsekvenserne af at ku’ snakke labrador, du ved…vuf-vuf, men mon ikke man havde fået sangen om vandhunden der svedte? Ak ja, vore firbenede venner må efterhånden føle sig kronisk misforståede, særlig af dem der bjæffer love ud af ærmet i tide og utide. Tænk at kontrasten mellem ’med lov land at bygge’ og ’med love land at kvæle’ ikke skærer nogen i øjnene; nå, det var Benny vi kom fra, og den her ska’ du til gengæld ikke snydes for, selv om det er extra fjollet, nærmest en Benny Andre’sen, men fortsat god pinsenøjelse dér mellem sneglene i haven ;)

Programerklæring

Jeg vil det umulige
ikke bare så vidt muligt
men videre
et godt stykke ud på den anden side
af det muliges vedtagne grænser
forene herligt vellevned
med økologisk forsvarlig livsførelse
afbalancere hunger med frådseri
mavens såvel som sjælens
finde det punkt
hvor det tilfældige terningkast
falder sammen med den strengeste lovbundethed
bestemme den position
hvor den mest kedsommelige socialisme
og den mest hensynsløse kapitalisme
går op i en højere
varmere og sjovere enhed
indkredse den tilstand
hvor størst mulig retfærdighed
frembyder størst mulig frihed
hvor gud og ateisme er komplementære
størrelser
hvor tryghed og eventyrlyst er kongruente
hvor omsorg og udfordring
ansvar og kærlighed
voksen og barn
synder og helgen
jazz og børsnoteringer
erantis og computere
idealer og ID-kort
dans og DAN-kort
digtere og diktatorer
standpunkter og strengeleg…

- Åh herregud, udbrød poeten A., da han var nået så langt.
- Jeg troede mine digte var ret originale – men detteher
Drejer sig jo bare om tusindårsriget, paradis på Jord,
præcis det som alle har drømt og slået hinanden ihjel
for i flere tusind år. Der mangler bare den med løven og
lammet, der hygger sig side om side. Alle mine digte viser
sig at være julesange! Godt jeg fik det afklaret, før jeg
blev gammel!
Fra det øjeblik holdt poeten A. op med at skrive digte.
Hans læsere trængte på endnu et stykke tid, for at høre
af hans egen mund, hvad meningen var. Men ellers var de
godt tilfreds med, hvad de havde fået. Og endelig var der
jo da også andre digtere.
Hans fortolkere fortsatte med at udlægge hans digte uden
nogensinde at finde frem til den pinlige hemmelighed.
For sine sidste penge købte poeten A. et lille nedlagt
landbrug, hvor han til sine dages ende holdt dværghøns,
samlede skrabeæg og dyrkede spiseligt ukrudt.

- Benny Andersen, fra ”Tiden og Storken”.

mvh
Simon

Go'morgen Simon
... her fra haven med alle duftene UHMmmmmmmmm

Skønne dejlige Benny som altid trækker mine mundvige opad og gi'r mig livsgnist i øjnene ;))

Tak for ham og for ordene, og her kvitteres med nogle ord skrevet til manden selv af en nær livsven og kollega. Jeg kan godt li' tanken om deres venskab og generøsitet overfor hinanden ... også i kærligheden



Ha' en dejlig sommerdag, og måske du skulle bryde ud i sang med fuglene som kor

Morgenluftige hilsner fra RoseMarie

PS. UPS!... Det er vist ikke helt rigtigt, hvad jeg har skrevet, digtet er skrevet af Hr. Andersen selv og til Hr. Rasmussens 70 års-dag

Hvorfor altid de professionelle, hvad med amatørerne?
Sådan tænkte jeg og vred armen om på ryggen af mig selv.
Sådan under tvang, fik jeg fremstammet, en lille halv time efter følgende ord og tanker:

hvorfor ræser vi på den samme motorvej allesammen, er vi lemminger

drej fra, sælg bilen ved den første autohandler og køb en hest eller mtb

der er så mange biveje som små landsbyer med storbarmede kvinder

en rønne et hus i udkants danmark med stor køkkenhave billigt til salg

i hjertet af naturen du her kan gøre dig til universets herre og centrum

nu er det dig der ejer livet og de andre der ræser forbi på motorvejen

paradis her på jorden er at eje et stykke land, jord, natur, der er dit

at slå sig ned for at bygge op fra grunden af et naturligt fundament

for livsåndelighed, i rytme med langsom tid, den tid der er liv og vækst

her kan vi vokse den vækst Gud og naturen har tiltænkt os fra små af

vores demens fra næsen i sky og by, opløses med næsen i naturens skød

vi kravler rundt i duft på alle fire mellem køkkenhavens urter og kvindens lår

pludselig vi husker fra næse til mund hvor fyldt med smag og fylde livet er

med næsen dybt begravet i naturens skød, har vi genvundet næsen for livet

vi elsker ikke mere end vi sanseligt nyder, dufter og smager, drikker og æder

hvem siger paradis ikke her på jorden findes, alle dem der går den brede vej

drej fra, for smal en bivej er netop din vej her i livet at gå, paradis her at finde



med god uddannelse i bagagen og bredbånd i hytten, store tanker undfanges

tanker og ideer der aldrig forråder livet vores der leves i pagt med naturen

hvor vi vokser, hjernen vores vokser, den vækst Gud Ånden nu i balance gir os

vi skammer og gemmer ikke længere os selv af vejen for Gud der tiltaler os

vi tar Gud med på vores færd og vandring, ja vi opbygger en ny bolig med Gud

der som mand og kvinde har sat os at leve på jorden i pagt med naturens ånd


mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

Ganske vist en sidebemærkning:

at påstå poesi har noget at gøre med, eller gør det ud for, vores religiøse mystiske transcendentale spirituelle åndelige erfaringsliv, vil være det samme som at påstå at vore bøger og lærersætninger i matematik, kemi, fysik og biologi de kun kan forstås og undersøges som værende blot litteratur og poesi. Selvfølgelig tilhører matematik, kemi, fysik og biologi, ej litteraturens fagområde, men de er selvstændige fagdiscipliner som religion, de religiøse spørgsmål, også er det.


PPS:

jeg bryder mig ikke om mit digt (hvis det i det hele tages kan kategoriseres som et digt), og synes ikke det er særligt godt. Nøjagtig som i skolen, hvor jeg ofte fik stil tilbage med karakteren 03 vedhæftet engang kommentaren, bedre held næste gang.

Husker for år tilbage i Møgeltøndergade i København, hvordan der i forbindelse min store Damaskuserfaring sprang en digter op i mit liv som trold af en æske og jeg begyndte at skrive. Jeg fortalte min mor derom og hun svarede meget forundret tilbage, jeg kunne forstå hvis det var Kjeld (min bror) der var begyndt at skrive, for han elskede stil og fik gode karakter, hvorimod du Hans kylede bøger og kladdehæfte rundt i stuen i arrigskab og hidsighed, som du fik dårlige karakter.

Men i forbindelse min Damaskuserfaring, i forbindelse begivenheden Kristus i mit liv, i forbindelse min omvendelse her i livet, fik jeg en hel ny noumenal spontan handlingsbasis, således at mit liv fra da af har været et ekspressionistisk liv. Og jeg hader alt hvad der er impressionisme, passiv sanselighed, det blot her og nu værende. Ja udtryk betyder alt for mig og indtryk gir jeg ikke en skid for.

Det er vigtig at forstå at jeg her omkring poesi og litteratur taler som den amatør jeg er, taler som jeg har forstand til, og det siger ikke meget, for jeg er på udebane, føler mig ikke hjemme som jeg gør i filosofien, neuropsykoanalysen og teologien, som biologien, især neurovidenskab. For mig skal tænkning og sprog foregå i begreber, gerne meget knudret og komplekst, ja jeg har ikke rigtig noget til overs for litteratur som poesi, fordi jeg primært er født uden anlæg herfor, eller gennem opdragelsen har mistet sansen for litteratur og poesi. Jeg er ekstrem meget forhjerneaktiv, en analytisk syntetisk begavelse i særklasse, såvidt mine skolepræstationer, helt op på universitetsniveau hvor jeg i særklasse udmærkede mig. Og jeg finder at det netop er mine tanker der ødelægger mine digte eller forsøg herpå. Ydmygt erkender jeg min plads, som er at jeg primært er tænker og ikke har noget at gøre over i litteraturen eller poesien etc..


PPPS:

jeg kan iøvrigt rigtig godt lide Yahya Hassan's digte. Både som digte, men også den måde han sætter sig selv og sit liv på spil i sine digte.
Mere af den stil hilsen velkommen.

PPPPS:

jeg vil være alt andet end det på den ene side michael står for (primært at være stille og lytte, altså passivt sansende som erkendende til i verden); og som på den anden side zenia; T. thomas; og arne står for, at vi skal gå op i, som opløses og svækkes i noget guddommeligt (som dråben/egoet i havet, i Gud eller what ever, nirvana), jeg hader denne monisme som udslettelse af eksistensen på bekostningen af vores konkrete eksistens.

PPPPPS:

du fylder for meget Hans, du er for overvældende og din entusiastiske begejstring kommer til at virke for egocentrisk som for pågående. Og der er en risiko for at folk bliver trætte af dig. Som da jeg boede i kollektiv, og efter en ferie, jeg blev indkaldt til husmøde, og de andre beboer fortalte mig at man kun kunne være under samme tag, bo sammen med mig, gennem enten at være i opposition til mig eller være discipel og tilhænger af mig, og de gad ingen af delene mere, og bad mig om at flytte.

Hej RM..

Åh, de Andersen’er, ja man fristes til at sige: en Andersen er dog en Andersen, men ved samtidig godt at man hurtigt kan få vrøvl med Rasmussen – jeg har det noget lign. med Kristensen vs. Christensen, et helvedes bøvl, så hut jeg hvisker...;)
Men ja, Halfdan med de klare stjernebilleder, det ér jo nemlig sandt, han havde virkelig sans for overblikket, helt som Paul la Cour – den krig fik virkelig rystet de skrøbelige i det inderste, og de frie fugle holdt siden for stedse sammen med tankekrog, og uanset hvad en Rubow eller en Brix så måtte mene – men der er jo også en væsensforskel mellem det at skabe stjernerne, og så fortælle om stjernerne nogen skabte. Jeg tror Andersen ville sige: jam’ Rasmussens stjerner ka’ man da godt anmelde, men de ska’ nu øjensmages. 70 år er i øvrigt mange momenter, hvor stjerneklare de så end måtte forekomme, ja at tænke på årene som sekunder, får straks én ned i momentet, hvis altså man ka’ ihukomme det..hmm. Da er det godt med digtene, der indeholder alt det i tiden man siden bare ka’ udfolde, naturligvis forudsat øjnene har smagt på dem, stjernerne – og til astrologen sagt: lad nu være med at kløjs i dem! ;)

Ja, denne tid er virkelig et sanseorgie af dimension; næser med øjne på stilke snuser sig frem i haven her og dér, eller øjnene ler sig frem for hvert et trin i næsegrus beundring, ja der er virkelig noget for enhver oppegående – syrenerne her er ret voldsomme i aftningen, og endnu er ikke den mindste ydmyge myg set, mens bierne ind imellem summer om benene på de små. Lad os støtte dem med bistader, de summer jo af liv og min foretrukne morgenmad er nu engang honning i yoghurt eller på mad, ligesom honningen flittigt bruges i kaffen fremfor sukker.

Det er glædeligt at læse dit sommernyd, RM, lad os håbe dette spreder sig som regn over land, at vovser ka’ vådte pels uden flov smag svælg, men lad os endelig ikke glemme roserne, som T. S Eliot – der så hut hviskes endnu ik’ er blevet nævnt – har sit at sige derom, hvorfor jeg hiver dette ud fra min ”Selected Poems” (1917):

Lady of silences
Calm and distressed
Torn and most whole
Rose of memory
Rose of forgetfulness
Exhausted and life-giving
Worried reposeful
The single Rose
Is now the Garden
Where all loves end
Terminate torment
Of love unsatisfied
The greater torment
Of love satisfied
End of the endless
Journey to no end
Conclusion of all that
Is inconclusible
Speech without word
Word of no speech
Grace of the Mother
For the Garden
Where all love ends.

- T. S. Eliot.

mvh
Simon